Thomas Manns Den udvalgte påminder om de positive sider af kristendommen

23. januar 2022
4 minutters læsetid

I modsætning til, hvad mange ellers længe har bildt sig selv ind, så er religionerne ikke ved at forsvinde, og vi er ikke alle ved at blive ateister. Både de klassiske og nye religioner spiller tværtimod en stigende og influerende rolle båd indenfor og udenfor den vestlige verden. I Rusland og Østeuropa har den Ortodokse kirke genfundet en central plads, i Sydamerika og Afrika vinder nye former for kristendom frem, og i Mellemøsten og Europa vokser Islams udbredelse år for år.

I stedet for at blive ved med at se religiøse som tilbagestående, dumme og uoplyste mennesker, der desperat griber ud efter trøst og frelse fordi, de er ude afstand til at tage ansvar for deres eget liv, er det måske ved at være på tide, at vi afdæmoniserer den religiøse dimension af livet, og begynder at være nysgerrige på, hvorfor så mange mennesker tilsyneladende stadig finder værdi i den gamle verdens fortællinger, og om vi, ”de oplyste”, evt. kunne bruge nogle af disse elementer i vores egen moderne hverdag.

I søgen på disse indsigter kan Per Øhrgaards nye oversættelse af Thomas Manns Der Erwählte måske hjælpe os med at huske, hvad kristendommen reelt handler om. For selvom romanen oprindeligt blev udgivet for over 70 år siden (1951), så skrev Mann denne mytiske fortælling med tanke på, at den skulle pege både bagud og fremad, og at den altså skulle kunne aktualisere det forhistoriske materiale om synd og nåde for en moderne læser.

På trods af, at den er fyldt med riddere, slotte og indeholder passager med middelhøjtysk, latin og oldfransk, så bygger historien derfor også på så universelt et stof, at de fleste moderne mennesker nemt kan genkende sig selv i de problemstillinger og temaer, som figurerne konfrontereres med.

Hvad kunne eksempelvis være mere genkendeligt end den rodløse livssituation, som den unge hovedperson Grigorß finder sig selv i, da han efter 17 år opdager, at han både af krop og sind er en fremmed på den ø, som han ellers har kaldt sit hjem, og hvad kunne være mere moderne end de identitetsproblemer, som opstår da vores unge helt senere finde ud af, at hans rigtige forældre tilmed var søskende, og at han derfor er en indavlet vandskabning, som selv må finde sin plads i verden?

Det er med andre ord næsten Game Of Thrones-materiale, vi har med at gøre her. Men det er også bedre og rigere end det. For den unge mands ridderfærd og søgen på identitet ender ikke bare med hæder og storhed men også med, at han på tragisk vis viderefører forældrenes avesynd og gentager de samme perversiteter, som han ellers ironisk nok forsøgte at flygte fra.

Mann fremsætter nemlig ikke identitets-temaerne for at please den moderne læsers selvdyrkelse, men bruger den middelalderlige Gregorius-legende til at illustrere, at den ekstreme interesse for selvet er dekadent og kun fører mennesket på afveje. Den indre ro eller harmoni, som mennesket i virkeligheden søger efter findes derimod kun gennem selvopofrelse og ydmyghed overfor verden.

Derfor er det også først, da den unge Grigorß totalt har underkastet sig, og valgt at leve en selvudslettende tilværelse i 17 år på en øde klippeø, at han kaldes til Rom, og ender med at blive den ultimative moderne pave, som både forstår det høje og det lave, og som formår at finde ro i, at det højeste bud er, at man skal være noget for andre, før man kan være noget for sig selv.

I stedet for at skrive en bog om heksebrændinger, eller andre negative og undertrykkende sider af kristendommen, så genfortolker Mann denne gamle middelalderlige skæbnefortælling, for derved at tydeliggøre at kristendommens moral er essentiel, hvis vi skal fungere som mennesker i en social-, familiær- eller samfundsmæssig sammenhæng. Forældre kan ikke være forældre, hvis de ikke er villige til at tilsidesætte deres egne egoistiske lyster, og en dyrkelse af egen identitet og hæder føre sjældent til andet end perversitet og ondskab.

I modsætning til hvad mange tror, så skriver Mann således ikke for at hylde drifternes triumf over den civiliserede verden, men for på tragikomisk vis at minde den moderne læser om at frelsen findes, hvis man åbner øjnene for den, og at det moderne og religiøse ikke nødvendigvis behøver at være modsætningspar.

En god indgang til Manns univers

Mann er af flere blevet omtalt som en af det 20. århundredes vigtigste forfattere, og hans tredjesidste roman Doktor Faustus (1947) er blevet kaldt en svanesang over den moderne europæiske roman. Derfor er det nok heller ikke en overraskelse, at også denne, hans andensidste roman, er en velskrevet og yderst spændende læsning.

Fordi Mann genbruger fortællingen om den store synder, som endte som pave, er bogen ikke specielt eksperimenterende i forhold til andre af hans bøger, men følger så vante mønstre, at de 348 sider kan læses meget hurtigt. For læsere, som ikke er bekendt med Mann, er Den udvalgte derfor en god og underholdende måde at komme ind i hans univers på.

Bogen indeholder mange af forfatterens typiske greb, drømmesyn og ledemotiver og oversætter Per Øhrgaard har gjort en fornem indsats for at tydeliggøre, hvor ironisk og direkte sjov flere af Manns ordspil er.

Med eller uden interesse for de kristne værdier og den latente kritik af den senmoderne verden, som Mann nåede at se begyndelsen på, er den nye oversættelse af Den udvalgte alt i alt meget værd at have liggende på natbordet.

Den udvalgte
Forfatter: Thomas Mann  Oversat af Per Øhrgaard. Forlag: Gyldendal. 
Sider: 348 Pris: 300 kroner

Jonas Hoeck

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere linjefagsleder på Askov Højskole og nu ph.d.-studerende ved Karlstad universitet. Han skriver for diverse medier og holder foredrag på højskoler og kulturhuse. På aarsskriftet-critique.dk skriver han fra og om forskningens, litteraturens og kulturens verden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside