I sin nye, korte, men velargumenterede bog retter Svend Brinkmann et kritisk blik mod dét, han kalder ’oplevelsessamfundet’. Han viser, hvordan mennesket i stigende grad forstår sig selv og sit liv gennem oplevelser og derfor spærres inde i sin egen subjektive virkelighed. Konsekvensen er, at den fælles, objektive virkelighed negligeres, og at vi fremmedgøres for hinanden.
Chaufføren i bus 5C sender mig et mismodigt blik, der vistnok gælder både mit og hendes lod i tilværelsen: Hun skal køre bussen, jeg skal være passager. Heldigvis kan jeg læne mig tilbage, lukke øjnene og lade en podcast om Romerriget trække mig væk fra virkeligheden.
Det kan buschaufføren selvfølgelig ikke tillade sig, men ellers er det ens for alle bussens passagerer, at vi har fravalgt den fælles, konkrete virkelighed til fordel for en anden, bedre og digital verden (den unge mand på sædet foran ser godt nok TikTok-videoer med nogen, der danser, men alt er relativt). Vi afskærer os fra verden med hver vores digitale oplevelse.
Dette kan lyde befriende, men er i virkeligheden udtryk for en grundlæggende tendens i dét Svend Brinkmann kalder oplevelsessamfundet. ’Det subjektives samfund’, hvor vi låses inde i vores subjektivitet og derfor fremmedgøres for hinanden. Som Brinkmann skriver: ”Fremmedgørelsen skyldes det lag af oplevelser, der hele tiden skydes ind mellem det ene menneske og det andet, samt mellem mennesker og verden (…) Vi fremmedgøres fra verden, når vi ikke længere lever i en fælles virkelighed”.
Oplevelser gennemsyrer samfundet
Den digitale verden og dens oplevelsesøkonomi er dog kun et mindre tema i Brinkmanns bog. Det, at vi forstår livet igennem subjektive oplevelser, gennemsyrer alle dele af samfundet: Politik, uddannelse, sundhed, arbejdsmarkedet, identitetsspørgsmål, sociale relationer, kærlighed, moral og sågar hvad meningen med det hele er.
Brinkmann indleder sin veloplagte bog i den politiske sfære. I forbindelse med valgkampen i 2022 lagde Mette Frederiksen stor vægt på oplevelsen af utryghed som et vigtigt, politisk problem samtidig med at kriminalitsraten var faldende. Ifølge Brinkmann, er det udtryk for, at virkeligheden underordnes oplevelsen af den.
Et andet eksempel er Donald Trumps evindelige og populistiske prioritering af sin egen opfattelse af virkeligheden over fakta. Eller når Peter Skaarup i 2017 udtalte at ”fakta er et interessant og vigtigt begreb”, men at ”politik er først og fremmest følelser”.
Oplevelsessamfundet kan også observeres i arbejdslivet, hvor forskellen mellem det private og det professionelle liv nedbrydes i stigende grad. Brinkmann fremhæver erhvervsmanden Morten Albæk, der holder ’meningsfuldhedssamtaler’ og som kan finde på at fortælle sine medarbejdere, at han elsker dem.
Det er også oplagt, at identitet i stigende grad handler om, hvad man subjektivt vælger at identificere sig som, snarere end hvad man mere objektivt er formet og rundet af – ligesom at kærlighed handler mere om en ’indre oplevelsestilstand’, (altså følelsen af at elske, som kan komme og gå), frem for en social relation bundet op på hengivenhed og forpligtelse.
Oplevelsesrelativisme og oplevelsesabsolutisme
En central pointe i bogen er, hvordan oplevelsesbegrebet påvirker diskussioner om magt og moral. Her introducerer Brinkmann to begreber: Oplevelsesrelativisme og oplevelsesabsolutisme.
Det første begreb beskriver, hvordan den magtfulde behændigt kan smyge sig udenom kritik ved at påpege, at den forurettedes oplevelse af et overgreb er, ja, blot en subjektiv oplevelse. Det andet begreb viser modsætningen: Når en persons oplevelse af et overgreb gøres til noget uangribeligt og indiskutabelt, fordi det er sådan personen oplevede det – noget ingen skal stille spørgsmål ved.
Dette er brugbare begreber, der kan hjælpe til at transcendere de krænkelsesdiskussioner, som strander i de to absolutter (måske særligt i den sidste form). Brinkmann plæderer for, at det fælles og objektive må have en central plads i moralske uenigheder.
Udover fremmedgørelse, er ’etisk forarmelse’, som han kalder det, altså en anden problematisk konsekvens ved oplevelsessamfundet. Om de stridende partier i en MeToo-konflikt kan blive enige om, hvad der objektivt set er foregået i mellem dem, er måske nok usikkert.
Men vi skal frem mod en objektiv etik. Her fremhæver Brinkmann særligt K.E. Løgstrup og hans ’etiske fordring’. Vi holder noget af andre menneskers liv i vores hånd, når vi interagerer med dem. Vi er interdependente og bundet sammen af nogle ”fællesmenneskelige grundvilkår”. Vi er forpligtede på hinanden.
Affortryllelse og forbrugssamfund
Hvordan er vi så endt her? Dette skriver Brinkmann kun kortfattet om, desværre. Det er ellers noget af det mere interessante at belyse. Men to grundlæggende tendenser i den vestlige kultur fremhæves: En idehistorisk og en mere samfundsøkonomisk.
Den samfundsøkonomiske udvikling handler om forbrugersamfundets fremkomst. Vi køber os til livsstile og oplevelser og når vi gør det, så køber vi mere grundlæggende en fortælling om os selv. Vi er, hvad vi oplever og livets mening findes her.
Digitaliseringen og internettets revolution af samfundet kunne fremhæves i den forbindelse, men det gør Brinkmann ikke. Dette kan vel ellers siges være en central drivkraft i oplevelsessamfundet, der har transformeret den politiske samtale, de sociale relationer, kærlighedslivet og så videre.
Den idehistoriske udvikling handler grundlæggende om affortryllelsen af verden, og Brinkmann gennemgår hastigt, hvordan virkeligheden efterhånden kom til at blive opfattet som noget mekanisk, rationelt, videnskabeligt, og dermed mistede sin magi og mening. ”Guderne flyttede ind i selvet”, som Brinkmann skriver. Det blev i den indre verden, at meningen med det hele skulle findes.
Hvad med psykologien?
Et oplagt spørgsmål er, om ikke Brinkmann selv er en del af problemet. Er psykologi ikke netop videnskaben om subjektive oplevelser par excellence? Hvis guderne flyttede ind i selvet, kan psykologi vel siges at være den nye teologi?
Denne indvending tager Brinkmann selv op i bogens sidste tredjedel, hvor han argumenterer for, at oplevelser forstået som subjektive ’genstande’, er en meningsløs forestilling (såkaldte fordoblingsforhold): ”Vi smager på maden, når vi spiser den, ikke på vores oplevelse af maden. Vi bliver irriteret på hunden, når den har tisset på tæppet, og ikke på vores oplevelse af hunden”, som Brinkmann skriver på karakteristisk prosaisk vis.
Brinkmann vil rede psykologien fra overdrevet ’psykologisering’, altså at det bevæger sig ind på områder, hvor det ikke hører hjemme. Med udgangspunkt i filosoffen Wittgensteins sprogfilosofi, i såkaldt økologisk psykologi samt fænomenologi, argumenteres der i stedet for en ’verdensvendt psykologi’, at mennesket vender udad og ikke indad, at vi forstår hinanden (eller ikke) direkte, ikke igennem hver vores indre oplevelse.
Det er interessante refleksioner, men om det redder psykologien fra ovenstående anklage, er jeg ikke sikker på.
Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark
Men vi skal altså forstå os selv som verdensvendte og vi skal etablere en objektiv etik, frem for at grave os ned i hver vores mentale skyttegrave. Til slut i bogen nævner Brinkmann idéen om et ’erfaringssamfund’, som et korrektiv til oplevelsessamfundet. Et samfund, hvor erfaringer om den objektive verden (og måske noget historisk viden?) får mere plads til at trumfe subjektive oplevelser.
Det lyder en smule som den formulering, den amerikanske, konservative debattør Ben Shapiro har gjort til sit slogan: ”Facts don’t care about your feelings”. Sådan er det nok ikke helt ment. Spørgsmålet er også, om verden lader sig ordne så nemt. Når Skaarup udtalte, at politik først og fremmest er følelser, så handlede det jo om, at Brexit kan synes faktuelt irrationelt (økonomisk set), men til gengæld følelsesmæssigt meningsfuldt. Og det er der vel noget om.
Oplevelsessamfundet er en tankevækkende og velargumenteret bog, som sætter mange af tidens problemstillinger i nyt lys. Men er det egentlig så nyt? På sin vis er bogen snarere en reaktualisering af sociologiens gamle traver om det individualiserede, senmoderne samfund.
Vi er aftraditionaliserede og ikke længere i kontakt med vores rødder, eller måske er rødderne helt forsvundet. I stedet er vi frisatte til at forme livet og give det mening som vi ønsker det. Vi kan definere alting selv eller sådan oplever vi det i hvert fald. Ingen bånd binder os.
Brinkmann peger mod bagsiderne af dette individualiserede samfund – vi fremmedgøres overfor hinanden og vi bliver nok også noget narcissistiske i det, når livet reduceres til vores særlige, subjektive oplevelse af den. Det fællesmenneskelige risikerer at forsvinde.
Brinkmanns løsning på alt dette er fornuftig, og rummer måske også noget borgerlighed (her projicerer jeg måske). Det er det objektivt givne, som skal tilbage i centrum: Vi er formet af noget, vi er fælles om noget, vi har en historie og nogle erfaringer, der er nogle ting som er rigtige og nogle ting som er forkerte. Vi skal tilbage til det, som forbinder os, som forpligter os, her i kongeriget Danmark.
Svend Brinkmann: Oplevelsessamfundet – om det vigtige i at opdage, at dit liv består af andet end oplevelser. Samfundslitteratur, 2023.
