Svend Brinkmann
Foto: Mogens Engelund

Guds år med Svend Brinkmann

21. november 2021
8 minutters læsetid
Svend Brinkmanns Mit år med Gud reducerer Gud til det gode. Den er fra begyndelsen til slut en dødssejler, der degraderer kristendommen til etikkens krykke.

Jeg skylder vist læseren en indledende disclaimer, som det hedder på nudansk: Jeg er svært glad for Svend Brinkmann. Han er efter min opfattelse en aldeles fremragende kritiker af moderne management-kultur med alt hvad den har af selvudviklings-paroler og agilitets-floskler. Desuden er jeg flittig lytter af Brinkmanns P1-program Brinkmanns briks, hvor en række forskellige psykologiske, eksistentielle og filosofiske spørgsmål behandles med en for offentligheden anno2021 sjælden dybde og seriøsitet. Brinkmann er kort og godt en stemme i den danske offentlighed, som vedvarende kæmper imod tidens tendens til forfladigelse og åndløshed.

Derfor har det også været ganske naturligt for Brinkmann at vende sig imod religionen, særligt kristendommen, og spørge, hvad vi kan bruge den til, og han har således brugt corona-nedlukning i 2019 på at skrive Mit år med Gud, hvor han “giver Gud en chance” med ambitionen om at “finde en nysgerrig vej mellem religiøs fundamentalisme på den ene side og skråsikker afvisning af religion på den anden” (8). Bogen undgår altså den letkøbte, skråsikre afvisning af kristendom og al anden religion som djævelens værk – tværtimod er den et ærligt forsøg på at gå seriøst og åbent til vores teologiske tradition.

Men desværre lykkes forsøget ikke så godt, som man kunne have håbet. Derimod kommer det til at blotlægge en alvorlig apori i Brinkmanns tænkning, som samtidig afslører, at projektet med bogen allerede fra begyndelsen var en dødssejler. Det skal jeg vende tilbage til.

Kuriøse betragtninger

Bogen er struktureret med tolv kapitler, ét for hver måned, og er skrevet i dagbogsform. Det er usigeligt irriterende og en smule ærgerligt. For læseren må nødvendigvis spørge, hvorfor i alverden Brinkmann har valgt denne form, og det er ikke særlig klart. Bogen har selvfølgelig et personligt præg; den er Brinkmanns egen erkendelsesrejse, hans personlige refleksioner over gudstankens betydning for ham – og for samfundet. Formen havde derfor måske fungeret, hvis Brinkmann lavede et personligt projekt, hvor han søgte religiøse oplevelser ved at gå caminoen, slide landets kirkebænke tynde, gå i kloster eller hvad religiøse mennesker nu gør.

Men det vælger han helt bevidst ikke at gøre. I stedet går han filosofisk og videnskabeligt til værks, han læser og tænker. Og så bliver formen pludselig en svaghed, fordi den forhindrer forfatteren i for alvor at gå i dybden med et spørgsmål – ny dag, nyt emne! I sidste ende kommer vi til at skøjte henover overfladen af et væld af spørgsmål, nogle mere interessante end andre.

Og det er det næste problem med dagbogsformen: Januar fungerer som indledning, december som konklusion, men Brinkmann skal altså partout finde ti spørgsmål om religion, som han skal behandle og besvare. Og så kan læseren eksempelvis ende i den lettere absurde situation, at han efter at have læst tyve april-sider om spørgsmålet “Virker troen?”, får svaret: “Who cares!” (92). Det kan Brinkmann jo nok have ret i, for som han også påpeger, skulle man ikke gerne gå til kristendommen, fordi man får noget ud af det – det ville være en skadelig instrumentalisering. Men kunne Brinkmann så ikke have brugt de sider bedre på at uddybe et af de øvrige emner eller tage et grundigt og dybdegående opgør med religiøs nyttetænkning? Givetvis – men det forhindrer formen ham altså i. Og tilbage står man så med en række mere eller mindre pludselige indfald og kuriøse betragtninger om Gud.

Hvad er religion?

Heldigvis er der andet end pludselige indfald, og bogen byder også på gode analyser og oplysende betragtninger. Først må Brinkmann eksempelvis definere religion: Hvad er det i det hele taget for en størrelse? Spørgsmålet er notorisk svært at besvare uden at tage for meget eller for lidt med i definitionen, og Brinkmann henviser selvfølgelig pligtskyldigt til de klassiske, religionsvidenskabelige definitioner – dem skal jeg ikke kede læseren med.

Mere interessant er bestemmelsen af religion i forlængelse af den tyske (mode)sociolog Hartmut Rosas tale om resonans. Resonans er hos Rosa det, der opstår, hvor menneskets forhold til verden er af responsiv karakter; det er når vi forholder os til verden som noget ikke-mekanisk eller ikke-instrumentaliseret, at vi kan opleve, at både vi og verden forandres gensidigt. Og i forlængelse af Rosa kan Brinkmann så skrive, at Gud kort og godt er en betegnelse for, at verden er responsiv.

Fra et teologisk perspektiv forekommer det mig at være en endog meget problematisk definition, men den er interessant, fordi den leder videre til en skelnen mellem tro og religion. Religion er noget ældre og primært i forhold til den intellektuelle tro; religionen er vores fælles praksisser, det, som binder os til hinanden og binder os sammen i en kultur. Og, fortsætter Brinkmann: “Hvis det er en gyldig definition af religion, så er jeg vel egentlig allerede religiøs, selvom jeg ikke kan sige, at jeg tror” (40). Ja, så er alle mennesker egentlig religiøse, og vi kunne måske definere mennesket som et homo religiosus.

Kristendom som etik

Så langt, så godt. Men vi er jo vant til at medtænke et tros-aspekt i spørgsmål om religion, og det spørgsmål bliver for Brinkmann af etisk art. Her begynder problemerne langsomt men sikkert at tårne sig op for Brinkmann.

Bogens kerne er marts-kapitlet, som behandler forholdet mellem kristendom og etik – og det bliver hurtigt klart, at de to ikke kan adskilles. Brinkmann behandler det klassiske spørgsmål om, hvorvidt det gode er godt, fordi Gud vil det, eller Gud vil det gode, fordi det er godt, og opterer for sidstnævnte standpunkt ved at sidestille Gud og det gode. Brinkmann skriver, at “Gud, guderne eller det guddommelige simpelthen bare er den betegnelse, vi giver ‘det godes kraft’” (56), og bruger den britiske filosof Iris Murdoch til at udvikle tanken: “det, vi rimeligvis kan mene med et gudsbegreb, er noget i retning af det algode, det fordrende, det, der kræver noget af os” (60).

Det religiøse lader altså til for Brinkmann at falde sammen med det etiske, og Brinkmann går nu planken ud med den amerikanske filosof John D. Caputo, som særligt er kendt for sit arbejde med den svage Gud eller svag teologi. Her er tanken, at Gud i Jesu korsfæstelse dør og altså viser sig som svag – men at Guds svaghed alligevel viser sig stærkere end mennesker! For Caputo eksisterer Gud derfor ikke – han er jo død –, men han insisterer. Gud er det begreb, vi bruger om det ubetingede: “Det ubetingede insisterer derimod som en mulighed for at gøre det rette, selv når det måske er mere opportunt at lade være. Tal sandt, hold, hvad du lover, elsk din næste” (65).

Det betyder, at gudsriget simpelthen er dér, hvor vi lytter til det ubetingedes svage insisteren: “Gudsriget findes, når vi elsker uden betingelser, kommer nogen til undsætning eller tilgiver uden nogen bagtanker. Og når vi elskes, undsættes eller tilgives” (68). Derfor kan Brinkmann konstatere, at engang lød det guddommelige bud: “Du skal tro på Gud!”. I dag hedder det: “Du skal tro på dig selv!”. Men Brinkmanns alternativ lyder: “Du skal tro på det gode!” (61).

Hvad med nåden?

Det var jo ikke så lidt endda: Kristendommen er det ubetingedes insisterende fordring, og gudsriget er noget, mennesker realiserer ved at lytte til denne insisteren og tro på det gode. Men lyder der aldrig et “Gud tror på dig!” – ikke som endnu et udsagn i selvudviklingens tegn, men som et nådigt tilsagn om, at hvor dårlige vi mennesker end er til at tro på det gode (endsige gøre det), så er der tilgivelse at finde – eller tilgivelse, som finder os?

Her nærmer vi os aporien i Brinkmanns tænkning. For på den ene side har han faktisk sans for, at kristendommens styrke ikke blot ligger i det etiske, men også i tilgivelsen og nåden. Jesu budskab er ikke bare, “at vi godt nok er utilstrækkelige, men at vi kan få tilgivelse for det. Det kan vi ifølge Jesus, fordi Gud er nådig”. Her løber Brinkmann bare ind i et problem: Han har jo med Caputo reduceret Gud til en insisterende fordring, og så kan Gud jo ikke pludselig træde til og tilgive mennesket. Hvordan får nåden og tilgivelsen da mening for os? Jo, på den måde, “at tilgivelsen selv på samme måde er ubetinget, og at vi som mennesker skal forsøge at efterleve den” (154). Kursiveringen er min og viser, hvor Brinkmanns tænkning definitivt falder sammen.

Den eneste måde, Brinkmann nemlig kan få plads til tilgivelsen i sit system, er, hvis den selv gøres til en fordring – noget, vi skal efterleve. Men dermed er problemet jo ikke løst, tværtimod. Hvis kristendommen ikke kun er fordring, men også tilgivelse, nytter det jo ikke, at tilgivelsen også kommer som en ubetinget fordring. Brinkmanns forståelse af kristendommen som et etisk projekt ender altså med at undergrave tilgivelsen.

Kristendom som etikkens krykke

Men kan man dog ikke tænke de to, fordringen og tilgivelsen, sammen? Brinkmann forsøger ved at slække lidt på begge dele. For Brinkmann er etikken godt nok uopfyldelig, men ikke i absolut forstand. Mennesker er “nødvendigvis utilstrækkelige”, skriver Brinkmann, dvs. vi kan nok gøre et og andet godt, men aldrig det hele. “Og netop derfor kan den form for etik ikke tænkes uden tilgivelsen. Måske er det kristendommens virkelig originale bidrag til etikken?” (155).

Altså: med etikken kommer vi lidt af vejen, og Guds tilgivelse er den krykke, som hjælper os det stykke, vi ikke nåede. Fordringen er svækket så den bliver delvist overkommelig, og tilgivelsen er svækket, så den ikke gælder hele mennesket, men kun den sidste smule utilstrækkelighed. Det er aldeles ikke kristendom – eller det er kristendommen som etikkens krykke.

Og dermed er vi nået til vejs ende. Brinkmann ville give Gud en chance, skrev han, men hele vejen igennem var det udgangspunktet, at etikken var Gud. Det forstår man måske godt: Hvis Gud får en chance, er fordringen ikke delvist overkommelig. Gud fordrer ikke en smule, men alt, helt og aldeles absolut, af mennesket, og dermed er fordringen helt og aldeles uoverkommelig. Og som han fordrer, sådan tilgiver Gud også: Absolut og uden grænser.

Det kan Brinkmann selvfølgelig ikke acceptere, for det er etikkens endeligt. Brinkmann holder sig i stedet til etikken som Gud, og hans undersøgelse af kristendommen bliver dermed aldrig en seriøs udfordring af hans eget projekt. Den må nøjes med at være en undersøgelse af, hvordan kristendommen kan være med til at afstive etikken.

På den måde ender Brinkmann paradoksalt nok i den instrumentalisering af kristendommen, som han ellers afviser. Hvad nytter kristendommen? Jo, den giver etikken et solidt fundament.

Så var det måske nemmere at blive islamist. I hvert fald har Vorherre fra evighedernes evighed nok tænkt, at hans år med Svend Brinkmann var et langt ét af slagsen. Heldigt, at Herren er langmodig.

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside