Kan man bare ignorere grundlovens ordlyd, hvis man vil? Hvis ja, så har vi jo slet ikke brug for grundloven. Kan man bare indføre kvindelig værnepligt, hvis man vil, selvom grundloven udtrykkeligt kun taler om mænd?

Hvis ja, så betyder det, at vi tillader, at staten kan pålægge borgerne de mest vidtgående byrder og frihedsbegrænsninger, uden at der er hjemmel til det i grundloven.

Er det det, vi vil? Hvis ikke, burde alle, uanset om de går ind for kvindelig værnepligt eller ej, være imod, at en sådan indføres, medmindre der først foretages en grundlovsændring, så ordet »mand« i grundlovens § 81 ændres til »mand og kvinde« eller »borger« eller noget tilsvarende.

Og hvis der virkelig er så stor opbakning til kvindelig værnepligt, som det hævdes, burde det jo ikke afskrække regeringen.

Jeg ved godt, at justitsministeriets jurister i 2021 vurderede, at grundloven ikke ville være en hindring for indførelse af kvindelig værnepligt, men det blev også på det tidspunkt opfattet som en opsigtsvækkende vurdering, der brød med den almindelige antagelse om, hvad der ville være muligt; altså en nytolkning.

Det fremgår fx også af folketingsdebatten i 1997 om antagelse af kvinder i forsvaret på værnepligtslignende vilkår, at man som noget selvfølgeligt gik ud fra, at man netop pga. grundlovens ordlyd måtte operere med to slags »værnepligt«, nemlig en for mænd, der hvilede på grundlovens bestemmelse, og så en for kvinder, der var kontraktbaseret.

Juristerne ønskede værnepligt

Så hvad er der sket? Nok mest det, at ministeriet nu ønsker kvindelig værnepligt, og gerne hurtigt, og derfor insisterer på, at denne alternative tolkning af grundloven er helt i orden og ganske uproblematisk.

Det skal da også siges, at justitsministeriet allerede i 1975 i forbindelse med en betænkning om værnepligten mente, at man kunne indføre kvindelig værnepligt uden at komme i strid med grundloven. Men det vender vi tilbage til.

Har man højtideligt svoret at ville overholde grundloven, bør standarden naturligvis sættes lidt højere

Først vil vi lige repetere, hvad grundlovens § 81 (hvis ordlyd er uændret siden den første grundlov fra 1849) siger: »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.«

Dette afspejles i værnepligtslovens § 1, hvori ordene endnu lyder: »Enhver dansk mand er undergivet værnepligt« Sådan har indholdet med en kun noget ændret ordlyd været siden værnepligtsloven af 12/2 1849, som kongen gav: »Alle de Mandspersoner, der have Indfødsret i Vort Kongerige Danmark, skulle uden Hensyn til Stand eller Herkomst være Værnepligten underkastede.«

Der har i øvrigt aldrig været tvivl om, at ordet »mand« skulle tages bogstaveligt, og der ingen tvivl er om, at det er blevet brugt, fordi man ønskede, at kun mennesker af mandkøn skulle være forpligtede til at forsvare fædrelandet. Indvendinger om at ordet »mand« kan betyde »menneske« i bred forstand er i denne sammenhæng helt urimeligt søgte; jo, ordet findes i ord som »mandtal« og den slags, men i grundloven af 1849 benyttes ordet »Mand« tydeligvis kun, når der er tale om mænd, mens der ellers tales om fx »Borgere«.

Parallel til valgret

Den indlysende parallel, som nok er værd at bringe i erindring, var bestemmelserne om stemmeret, eller valgret, som det kaldtes. Herom hed det i § 35 i grundloven af 1849: »Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han…« og så nogle indskrænkninger, som ikke er så vigtige her.

Det væsentlige er, at der menes »mand«, når der står »Mand«, og at »mand« ikke betyder »kvinde« (eller barn). Det var jo netop derfor, det var nødvendigt at foretage en grundlovsændring i 1915, da man ønskede kvindelig valgret!

Nævnte bestemmelse kom i grund loven af 1915 til at hedde: »Valgret til Folketinget har enhver Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar og har fast Bopæl i Landet, medmindre…«. I 1953 blev det så ændret til: »Valgret til Folketinget har enhver, som…«.

Denne parallel er ganske indlysende, hvorfor det kan undre, at nogen, og da særligt justitsministeriet, mener, at man ikke behøver at ændre grundlovens værnepligtsbestemmelse, inden danske kvinder kan pålægges værnepligt på lige fod med mænd. Hvis det var nødvendigt at ændre ordlyden »Mand« til »Mand og Kvinde« (senere bare »enhver«) for at tildele kvinder en rettighed, hvorfor er det samme så ikke nødvendigt, når kvinder skal pålægges en pligt? Det er i sig selv en urimelighed.

Love og grundloven

Men juristerne (eller i hvert fald nogle af dem) har af og til deres eget syn på den slags. Og regeringen kan vel ikke tage fejl. Eller kan den? Der har gennem tiden flere gange været tvivl om, hvorvidt en lov, en bestemmelse eller en praksis er i strid med grundloven, men det er naturligvis kun de sager, der ender ved Højesteret, der kan siges noget definitivt om.

bag antagelsen om, at kvinder via den almindelige lovgivning, som grundlovsbestemmelsen jo lægger op til, skal kunne pålægges værnepligt, ligger også den antagelse, at man uanset hvad ville kunne pålægge borgerne en sådan pligt

Den såkaldte rocker-lov fra 1996 blev således af Højesteret bedømt til ikke at være i strid med grundloven, mens Tvind-loven fra samme år faktisk var det; det slog Højesteret nemlig fast. Men nu ville det i sig selv være temmelig uheldigt, hvis regering og folketing bevidst lovgav på kant med grundloven i håb om at ingen orkede at anlægge sag, eller i håb om at loven måske lige netop kunne godkendes af et lille flertal af højesteretsdommere.

Har man højtideligt svoret at ville overholde grundloven, bør standarden naturligvis sættes lidt højere, så ingen tvivl er mulig. Alene af den grund er det ærgerligt, at man ikke bare foreslår en grundlovsændring i stedet for en måske lidt søgt juridisk tolkning.

For hvad bygger justitsministeriet på? Hvad er argumentet? Dette er afgørende, da det jo aldrig er konklusionen eller antagelsen i sig selv, der er afgørende, men det grundlag, hvorpå den hviler.

Juristernes indbyrdes afhængighed

Justitsministeriets vurderinger bygger kort sagt på flere forskellige fremtrædende juristers vurderinger, der dog alle går tilbage til nogle få kilder. Henrik Zahle opsummerede således i 2006, at det almindeligvis antages, at grundlovens bestemmelser ikke er til hinder for at indføre kvindelig værnepligt.

Ud over at man naturligvis må bemærke Zahles behørige forsigtighed, som ofte glemmes i debatten, så bygger argumentet på, at der i grundlovsbestemmelsen henvises til, at værnepligten nærmere skal bestemmes ved lov, og at hovedanliggendet for grundlovsfædrene var, at undgå en urimelig forskelsbehandling (som man fx havde dengang, det kun var bønderne, hvem forsvarspligten påhvilede, jf »landsoldaterne«).

Andre jurister formulerer sig på samme måde, fx Jens Peter Christensen m.fl. i »Grundloven med kommentarer« fra 2015 (»På den baggrund antages det almindeligt, at bestemmelsen ikke er til hinder for« osv.). Antagelser, altså.

Disse almindelige antagelser går tilsyneladende alle tilbage til det svar, som justitsministeriet i 1975 gav til den betænkning om værnepligt, som lå færdig året efter.

Men disse antagelser er jo bare en konsensus, der er vokset ud af den opfattelse, at det afgørende for grundlovsfædrene var ordet »enhver« i sætningen »enhver våbenfør mand«. Men sætningen kan læses på tre måder, nemlig med tryk på det ene, det andet eller det tredje ord. Intet ord er for så vidt vigtigere end de andre, og der er lige til i dag taget højde for alle tre ord i lovgivningen, så vi i princippet (og under Den kolde krig også i praksis) har haft en almindelig værnepligt for alle dertil egnede danske mænd. Hverken mere eller mindre.

Så grundlovens bestemmelse er slet ikke nødvendig?

Men bag antagelsen om, at kvinder via den almindelige lovgivning, som grundlovsbestemmelsen jo lægger op til, skal kunne pålægges værnepligt, ligger også den antagelse, at man uanset hvad ville kunne pålægge borgerne en sådan pligt; at grundlovens bestemmelse sådan set slet ikke er nødvendig.

Det hævdede Poul Andersen i 1944, hvilket justitsministeriet henviste til i sit svar af 1975. Og det er tilsyneladende dette, der er grundlaget for hele antagelsen om, at man ved almindelig lovgivning kan indføre kvindelig værnepligt!

Poul Andersen skrev i 1944: »Rent bortset fra, at Grundlovens § 88 [i dag § 81] næppe overhovedet indskrænker den almindelige Lovgivningsmagts Adkomst til at paalægge Værnepligt«.

Ud over at man bør bemærke ordet »næppe« (altså en usikker vurdering), forekommer det at være en antagelse, der ikke tager højde for, hvad grundlovsfædrene selv har ment, hvorfor man må anfægte dens gyldighed.

Tværtimod må man jo antage, at grundlovsfædrene har ment, at det vitterlig var nødvendigt med en sådan bestemmelse om værnepligt i grundloven, hvis staten i et konstitutionelt monarki skulle kunne kræve noget så vidtgående af sine borgere som værnepligt; og det må man antage af den simple grund, at paragraffen faktisk blev indført med den velkendte ordlyd på trods af, at der allerede tidligere på året var indført en lov om almindelig værnepligt.

Man må altså have ment, at det også i grundloven skulle nævnes, hvem der kunne pålægges værnepligt. Og det var udtrykkeligt »enhver vaabenfør Mand«; ikke kun nogle mænd, ikke de uegnede mænd, ej heller kvinderne…

Dertil er det værd at bemærke, at en forfatningsretsekspert som Knud Berlin var en hel del mere forbeholden over for muligheden af at indføre kvindelig værnepligt, idet han (i 1937) påpegede, at den militære værnepligt ifølge grundloven netop var indskrænket til de mandlige statsborgere, selvom han ganske forsigtigt udtrykte mulighed for, at der »næppe« ville være noget i vejen for, at kvinder som en tilsvarende borgerpligt pålagdes en modificeret værnepligt, dog ikke en militær, men fx sygepleje eller arbejde på en ammunitionsfabrik.

Knud Berlin mente altså, at grundlovens formulering indeholdt en begrænsning af lovgivningsmagtens mulighed for at bestemme den militære værnepligts udstrækning.

Den politiske vurdering

Nu må vi se, om der også efter et folketingsvalg er flertal for at indføre kvindelig værnepligt ved en almindelig lov uden hensyntagen til grundlovens ordlyd. Hvis det sker, må man håbe, at nogen af de kvinder, der således pålægges vidtrækkende byrder og frihedsindskrænkning uden hjemmel i grundloven, lægger sag an mod staten ved Højesteret. Kun derved kan vi finde ud af, om antagelserne om, hvad der kan lade sig gøre eller ikke inden for grundlovens rammer, holder i retten.

Men bedst af alt ville det naturligvis være, om alle kunne være enige om det forholdsvis enkle princip, at man tager grundlovens ordlyd alvorligt og ikke forsøger at komme uden om den, hvis man er uenig. Ingen er jo egentlig i tvivl om, hvad formuleringen i grundlovens § 81 virkelig betyder, for det har vi vidst i snart 175 år.

Så hvorfor ikke holde sig inden for rammerne af det, indtil ordlyden evt. er ændret efter alle kunstens regler? Så kan vi alle have tillid til hinanden og til vores retsorden. Det er straks vanskeligere, hvis flertallet bare læser grundloven, som det passer dem…