”Opera”: Tiden og Visdommens triumf i København

”Lad tornen sidde | pluk kun rosen”, sådan lyder det herlige livsnyderråd fra Nydelsen til Skønheden i Händels dejlige allegoriske oratorium, Il trionfo del tempo e del disinganno (1707), der blev opsat scenisk på Gamle Scene i foråret 2019. Så hel falsk varebetegnelse er det ikke at kalde det en opera. Sådan blev den da vist også markedsført.

Foto: Emilia Therese. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Nogen egentlig handling er der ikke sådan rigtigt. Kvinden Skønheden (”Bellezza” eller ”Schönheit”) fristes af Nydelsen (”Piacere” eller ”Vergnügen”) til et leve et sorgløst liv, mens Visdommen (”Disinganno” eller ”Erkenntnis”) og Tiden (”Tempo” eller ”Zeit”) forsøger at overbevise hende om, at det er bedre at søge indsigt, mens tid er. Skønhed og nydelse varer nemlig ikke evigt. Det er Nydelsen naturligvis ikke enig i; og den unge og endnu ikke så livserfarne Skønheden har indledningsvist også lidt svært ved at forstå, hvorfor hun ikke bare kan gøre alt det, der føles rart.

Hermed er banen kridtet op til en kamp mellem de fire. Udfaldet er ikke spændende, for det røbes allerede i titlen. Noget andet ville også være overraskende, når librettisten er en kardinal, Benedetto Pamphili. Mere spændende derimod er vejen derhen, hvor de fire forskellige aspekter af tilværelsen belyses på kryds og tværs i en kappestrid så fredfyldt, som man kun finder den i en barokopera med vilde koloraturarier og hæsblæsende solistiske elementer fra snart sagt alle instrumenter.

Ikke overraskende er den lyseste stemme tildelt rollen som Skønheden (Mary Bavan, sopran), den lidt mørkere stemme til Nydelsen (Caitlin Hulcup, mezzo-sopran) og de mørkeste til henholdsvis Visdommen og Tiden, henholdsvis Sonia Prina (alt) og Joshua Ellicott (tenor). Tiden er det eneste parti, der ikke var med en kvindestemme, men er samtidig også den mest alvorlige og dystre, der ledsages af det mest ildevarslende musik.

Trionfo minder om Poppeas Kroning, da den også bruger personificerede begreber som virkemiddel på scenen. Men der er det mest som nogle kortvarende intermezzoer i en i øvrigt dramatisk handling, hvor de vigtigste begivenheder sættes i scene af karakterer, der er rigtige mennesker. I Trionfo har vi omvendt ingen rigtige mennesker og ingen dramatisk handling.

Når der ikke er nogen egentlig dramatisk handling, gør det mindre, hvordan man iscenesætter værket. Der er – alt andet lige – mindre, som instruktørens ideer kan ødelægger. Der er mere hvidt papir at tegne på.

På Det Kongelige Teater er der tale om regulær frihåndstegning. Man kommer naturligvis ikke uden om at skære de dele af værket væk, der – efter instruktørens opfattelse – ikke passer til et nutidigt publikum. Således instruktøren Ted Huffman i programmet:

”Jeg har klippet ganske meget af fordømmelsen af synden ud (…) I 1706, hvor librettoen er skrevet, var der en helt klar modsætning mellem nydelse og synd, som ikke giver så meget mening i dag. I stedet har jeg valgt at lægge vægt på spørgsmålet om, hvordan vi lever livet frem for en fordømmelse af livsglæden.”

Her kunne man måske indvende, at den sondring måske er mere aktuel end nogensinde før. Hvorfor er man så overfladisk? Det er jo ikke første gang – langt fra – at jeg kan citere den slags fra et program fra Det Kongelige Teater. Det kunne have været rigtig interessant, hvis man havde turde tage fat i værkets substans og turde stille spørgsmålstegn ved nydelsessyge i nutiden frem for at løbe åbne døre ind og fortælle folk, at alt hvad der føles rart også er godt og sandt. Det ved folk i dag vist til hudløshed.

Nå, men på trods af at jeg – endnu engang – må konstatere, en alt for overfladisk og letkøbt behandling af seriøst stof, er jeg alligevel meget godt tilfreds med opsætningen. Men det skyldes vist mest et tilfælde, nemlig at instruktøren ikke formår at integrere sine ideer særlig godt i stykket.

Ted Huffmans iscenesættelse på Det Kongelige Teater havde som centralt element en ”uendelig sofa”, der kører tværs over scenen som et evigt samlebånd. Dette virkede effektfuldt, men var vist netop bare en effekt. Det var svært at se, hvad den egentlige ide var. Hertil kom fire dansere, der sprang rundt på og omkring den uendelige sofa. De skulle være ”kropsliggørelsen af fortællingen” (sådan hedder det i programmet). Sikke en vending! Igen mest en effekt, der dog trods alt tilføjede nogle visuelle stemningsnuancer til de forskellige aspekter af fortællingen. Personinstruktionen eller koreografien kunne dog godt have været tydeligere. Det hele skal jo helst ikke være en musikvideo eller teaterkoncert. Men alle løjerne forstyrrede ikke værket så meget som man ellers kunne have frygtet.

Større problemer havde jeg med personinstruktionen i forhold til de egentlige fire hovedkarakterer. Alt for ofte var de tilstede, uden at deres funktion var klar. Mange gange syntes de slet ikke at reagere følelsesmæssigt på de ting, der bliver sunget til dem. Dette var mest udtalt i Tidens arie til Skønheden i slutningen af første akt, hvor hun blot passivt ser til. Sådan var flere scener. Her må man altså bestemme sig. Vil man lave en opera eller vil man bibeholde oratorieformen?

Lars Ulrik Mortensen havde ellers sagt til introduktionen arrangeret af Concerto Copenhagens Venskabsforening forud for premieren, at opsætningen var lavet sådan, at karaktererne ikke stod stille i en hurtig arie og ikke løb i en langsom arie. Mit indtryk af personinstruktionen var nærmest stik modsat. Ikke at man nødvendigvis skal bevæge sig i takt og tempo til musikken. Men der må gerne være sammenhæng mellem musik og udtryk. Og det manglede lidt.

Men Lars Ulrik Morten kan vel også dårligt tages til indtægt for den lidt træge personinstruktion. Hans funktion som musikalsk leder af Concerto Copenhagen, der leverede musikken, slap han meget fint fra, om end Concerto Copenhagens spil måske er blevet lidt for ”asketisk” for min smag. Det lidt vilde og – ja ”jazzede” – der kan være ved barokmusikken manglede lidt. Dette ville ellers have passet fint med den opsætning, som instruktøren vist havde i tankerne med betoningen af livsnydelsen.

Af sangerne var Caitlin Hulcup bedst som Nydelsen i en meget passende guldkjole. Hun bliver skudt med en pistol af den fortvivlede Skønheden til sidst i 1. akt, og optræder så såret og blodtilsølet i 2. akt. God stemme og nok det bedste udtryk. Hun sang vidunderligt ”Lad tornen sidde| pluk kun rosen” i sidste akt. Men for sent. På det tidspunkt har Skønheden allerede indset, at den rette vej ikke er et liv i Nydelsens selskab.

Lidt mere usikker, men stadig ganske fin, var Mary Bevan som Skønheden. Fin eftertænksomhed og flot afklarethed i den flotte afsluttende arie, hvor hun indser, at skønheden netop ligger i at se indsigten i rette tid. Hun nåede fint i mål i den skønne fortælling om en ung kvindes vej mod forklarelse. Skønheden blev omgivet af dubletter i form af danserne, der er klædt som hende, og forsøger at forføre hende. Her har vi lidt mere skuespil end hos de andre karakterer, der mere er indre stemmer, der taler til skønheden.

Tiden var derfor også lidt for anonym i sit udtryk og påklædning. Men Joshue Ellicott havde en god og kraftfuld stemme, der passer til denne karakter, der er den mest brutale af de fire.

Visdommen – eller ”Indsigten” er det vel rettere – var på trods af Sonia Prinas flotte mezzo-sopranstemme, også lidt anonym i sit udtryk. Også dette tilskriver jeg i vidt omfang den mangelfulde instruktion.

Generelt havde man fundet sangere, der stemmemæssigt passede fint til de fire karakterer. Jeg er tilfreds.

Georg Friedrich Händel, Il trionfo del tempo e del disinganno. Libretto af kardinal Benedetto Pamphili. Det Kongelige Teater, Operaen, den 7. april 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/trionfo-del-tempo-e-del-disinganno/

Genvej til Tiden og Visdommens Triumf (programartikel uden forfatter)

Christina Blangstrup Dahl, Tiden og Visdommens triumf (programartikel)

En skøn indspilning af Trionfo er udgivet på Erato med Le concert d’astrée under ledelse af Emmanuelle Haïm. Kan købes hos iMusic:

https://www.imusic.dk/music/0094636342825/natalie-dessay-emmanuelle-ha-m-2007-handel-il-trionfo-del-tempo-cd

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!