Den 14. februar var det valentinsdag. Ikke at det i sig selv betyder det store for ret mange andre end blomsterhandlere og chokoladefabrikanter, men dagen giver da også en oplagt mulighed for at fundere lidt over parforholdets og familiens situation i Danmark anno 2024.
Og når man kaster sig over den slags refleksioner, er der selvsagt kun ét sted at begynde: hos Danmarks Statistik! Og heldigvis offentliggjorde de talkyndige på netop valentinsdag – hvilket sammentræf! – nogle nye tal for andelen af danske børn, der vokser op i familier, hvor forældrene er gift.
Og tallene taler deres eget stille sprog: For ti år siden boede 63 pct. af alle 0-17-årige børn i Danmark i en familie, hvor forældrene var gift. I dag er det 59 pct., der står i den situation. Med andre ord: En stadig mindre andel af de danske børn vokser op med gifte forældre.
Betyder det, at flere vokser op i lyset af skilsmisser og Familieretshusets søgelys? Ja, det gør det jo nok – det er ca. 285.000 danske børn, der bor hos en enlig forælder – men mindst lige så interessant er, at andelen af børn, der bor hos samlevende, men ugifte forældre, er steget tydeligt de seneste ti år. 18 pct. (ja, det er næsten hver femte) af alle danske børn mellem 0 og 17 år har forældre, der lever ”på polsk”.
Det kan der sådan set ikke være noget i vejen med. Jeg skal i hvert fald ikke være den, der dømmer.
Er forpligtelsen umoderne? Tør færre ægteskabet?
Men det peger nu alligevel på, at det der med at blive gift – foran andre og i fuld offentlighed at forpligte sig både på hinanden og på den ved giftermålet skabte familie som et nyt omdrejningspunkt for ens liv – fylder mindre for danskerne.
Børnene kommer jo alligevel (eller rettere: det gør de faktisk ikke rigtig, men det er en anden historie), så de to voksne, der (som regel da) er involveret i den proces, hænger jo på hinanden ligegyldigt hvad. Når først børnene er der, er forpligtelsen der jo også. Men at stille sig op foran verden er erklære det, er der altså færre, der vil eller tør. Det synes paradoksalt.
Måske skyldes det, at børn ikke opleves som lige så forpligtende som ægteskabet. Og det er jo noget åbenlyst vrøvl.
Måske er det bare et udslag af tidsånden: Der er ingen grund til at forpligte sig mere end højst nødvendigt. I hvert fald ikke på en måde, så det forkyndes ”for Gud og for mennesker”. Det er alligevel at stramme rebene for meget.
Tankevækkende – det er det uanset hvad.
