Noget tyder på, at billedet af et gigantisk trivselsproblem blandt børn – ligesom billedet af et gigantisk voldtægtsproblem blandt kvinder – mest af alt er noget, der findes oppe i hovederne på visse personer fra Enhedslisten
I Politiken d. 2/9 gik Enhedslistens Pernille Skipper i rette med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, fordi han tilsyneladende ikke helt har fattet, at mistrivsel blandt børn og unge er et ”samfundsproblem af gigantiske dimensioner”.
Vi kender efterhånden den yderste venstrefløjs måde at føre politik på til hudløshed. Man kommer med flagrende løse påstande om, at noget er et ”gigantisk problem”, som så skal fikses med et radikalt, ”systemisk” indgreb i den eksisterende samfundsorden.
Det være sig påstanden om, at der er et astronomisk antal voldtægter, som så ender med at føre til en samtykkelov, der – som jeg viser i min nye bog Med lov skal land nedbrydes – får buret et større antal drenge og mænd inde uden skyggen af beviser for, at de har gjort noget som helst forkert. Med livsødelæggende konsekvenser for dem og deres familier. Ovenikøbet taler vi helt almindelige mænd og drenge, der aldrig før i deres liv har været i kontakt med politi eller retssystem.
Eller det være sig påstanden om en kæmpestor mistrivsel blandt børn og unge. Som ligeledes er til dels grebet ud af luften for at kunne tvinge den revolutionære politik, man fra den yderste venstrefløjs side ønsker sig, igennem. Ikke med fornuftsargumenter og lødig debat. Men med manipulation og vildledning af både Christiansborg og den danske befolkning.
En nyere rapport fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, viser således, at langt de fleste 7 til 19-årige børn og unge enten er virkelig glade for at gå i skole, eller også synes de, at det er nogenlunde ok.
I rapporten konkluderer VIVE, efter at have fulgt danske børn og unge gennem 12 år, at de fleste børn og unge i Danmark lever gode og trygge liv, og at ikke mindst skolegangen er et glimrende eksempel på dette. 45 procent af børnene er decideret glade for at gå i skole, og 48 procent synes, at det er nogenlunde. Kun lidt over hvert 20. barn har svaret, at de ikke eller slet ikke kan lide at gå i skole.
Noget tyder altså på, at billedet af et gigantisk trivselsproblem – ligesom billedet af et gigantisk voldtægtsproblem – mest af alt er noget, der findes oppe i hovederne på personer fra Enhedslisten, som nu forsøger at presse deres egen skævvredne virkelighedsopfattelse ned over alle os andre med henblik på at kunne foretage voldsomme indgreb i samfundet.
I dette tilfælde få ændret den fagligt baserede folkeskole, som jeg selv som ikke-akademikerbarn har nydt godt af, til den trivselsbaserede folkeskole, som fortrinsvis akademikerbørn som Pernille Skippers kommer til at nyde godt af. Deres forældre skal jo nemlig nok sørge for, at poderne får den faglige indlæring, de har brug for til at kunne klare sig, derhjemme eller andetsteds.
Som hovedforfatter til trivselsundersøgelsen, ph.d. og sociolog Mai Heide Ottosen udtaler til Kristeligt Dagblad d. 25/8, så tyder data ikke på mistrivsel. Til gengæld er der ingen tvivl om, at nogle har en politisk interesse i at tale problemet op. Som så igen kan blive selvforstærkende. Og som vi også har set det med andre snedige manøvrer fra venstrefløjens side, smittes mange borgerlige lynhurtigt med ”misinformationsbacillen”, så de glemmer at sætte deres egen dagsorden på et ordentligt og oplyst borgerligt grundlag.
Iagttagelserne bekræftes af erfaringer fra det virkelige liv. Efter netop at have modtaget et nyt hold elever udtaler en efterskoleforstander fra Aarhus, at han er han decideret slået over, hvor ”normale” de er.
Til gengæld har samme efterskoleforstander oplevet en grel stigning i antallet af henvendelser fra psykologer og konsulenter, der med vold og magt ønsker at tale med de unge om deres mistrivsel. ”Jeg bombarderes af henvendelser fra folk, der vil ud og lave et eller andet forløb, eller har fået en stor pose penge til at undersøge de unge. Der er et marked i det her, og fra politisk side kan man vinde noget, hvis man viser handling,” siger Rasmus Bro Henriksen til Kristeligt Dagblad.
Vi ved altså nu, at man skal passe morderligt meget på, hver eneste gang den yderste venstrefløj kommer med deres vilde, udokumenterede påstande om det ene eller det andet. Det næste øjeblik kan det være, Christiansborg går i kollektiv panik og træffer vanvittige beslutninger eller indfører vanvittige love, som vi har set det med samtykkeloven.
Eller afsætter millioner af skattekroner til diverse projekter på et mere eller mindre fiktivt grundlag. Alt sammen med fare for, at noget, der i virkeligheden i det store og hele fungerer fint, bliver totalt ødelagt. Uden dermed sagt, at tingene ikke altid kan blive endnu bedre, for det kan de selvfølgelig. Men det skal være gennemtænkt. Det skal være ansvarligt.
Det er uden tvivl smart spin på den måde konstant at få resten af det politiske establishment til at danse efter sin pibe. Men det er bestemt ikke godt for vores samfund. Derfor må det simpelthen ophøre. Ikke mindst fra borgerlig side må cirkusset ophøre.
Og alle, der kommer med vilde påstande om det ene eller det andet problem, som kræver voldsomme, system-omvæltende løsninger, bør gås nøje efter i sømmene, før man ukritisk slutter op om det. Så vi ikke får et udemokratisk samfund, hvor det er dem, der forstår at lave mest larm og manipulation med virkeligheden, der får deres vilje. På det velafprøvede, oplyste velfærdsdemokratis bekostning.
Hvad mere er: Blev det stoppet, ville vi i tilgift få en borgerlig fløj, der var langt bedre funderet, og dermed langt bedre i stand til at udgøre en tydelig modvægt til den røde væg-til-væg-radikalisme, vi ser florere i øjeblikket.
Er der én ting, der er gået op for mig siden sidste regeringsvalg, er det nemlig, at en udviskning af de klassiske ideologiske rød-blå-poler, ikke skaber en moderat lilla, som lader den fornuftige midte styre tingene. Tværtimod. Det betyder blot, at venstrefløjen sætter sig gumpetungt på det hele.
