Michel Houellebecq har et stort forfatterskab bag sig med samfundskritisk brod. Omtalen af hans udgivelser bliver taget op i de politiske diskussioner fra højre til venstre. Men kan der skrives en politisk biografi om den berømte og berygtede franske forfatter? Christian Authier har gjort et forsøg, og vores anmelder har læst Politikeren Houellebecq.

Jeg vil tillade mig at påbegynde nærværende anmeldelse på en måde, man måske kunne betegne som upassende, nemlig med en art poetik – en recensentens poetik. Det er såre simpelt at være anmelder, når værket (uagtet dets art: bog, film, teaterstykke, sågar anmeldelse) sætter anmelderens blod i kog.

Det gælder, når det bringes til kogepunktet af et storslået værk, af den eminente tanke eller den betagende præstation, der får bloddråberne til at danse som perlende champagnebobler. Og det gælder, når blodet bringes i kog af det elendige eller det nederdrægtige, så det syder og bobler som tyktflydende tjære, der langsomt baner sig vej igennem tastaturet og ud på papiret for at brændemærke bagmanden.

Den lunkne anmeldelse, derimod, skaber problemer. Den er så kedelig. Der er ingen at tiljuble, ingen at hudflette, ingen at kæmpe med eller kæmpe imod. Der er hverken sort eller hvidt, intet op eller ned, intet enten-eller. Bare en tilsyneladende uendelig række af både-og, på den ene side og på den anden side. Gråmeleret midtbane så langt øjet rækker. Gab!

Et ærkepolitisk forfatterskab?

Det er måske urimeligt over for en forfatter at indlede en anmeldelse så uoplagt, men i det mindste er der forhåbentlig tale om veloplagt uoplagthed – og ellers må jeg trøste sig med, at Christian Authiers danske med al sandsynlighed er langt værre end mit franske, så han næppe kommer til at lide den tort at skulle læse nærværende anmeldelse.

Authier (f. 1969), fransk forfatter og journalist, har skrevet bogen Houellebecq politique og fået den udgivet på Michel Houellebecqs eget forlag, Flammarion. I år er den så udkommet i dansk oversættelse.

Og man får, hvad titlen lover: Politikeren Houellebecq, som lægger sig i kølvandet på Bernard Maris’ Houellebecq économiste (da. Økonomen Houellebecq) fra 2014, handler om Houellebecqs politiske tanker, og for så vidt er den et brugbart værktøj. Houellebecqs forfatterskab er, som Authier konstaterer, fyldt med “en række ærkepolitiske visioner, ideer og problemstillinger”. (s. 7)

Disse læser Authier flittigt frem på tværs af det efterhånden store forfatterskab. På den måde får Authier ikke mindst optegnet det store politiske paradoks, Houellebecq er: Han hyldes på én og samme tid af en progressiv venstrefløj, der hos ham finder en stærk kapitalismekritik, men som han ikke selv har meget til overs for, og af en reaktionær højrefløj, der sætter pris på hans modernitetskritik, men som nok har svært ved at komme overens med hans livsstil.

Houellebecq som programlitteratur

Så langt, så godt – eller er det? For spørgsmålet er, om ikke Authier risikerer at misforstå Houellebecqs forfatterskab i dets helhed, når han anlægger en gennemført politisk vinkel. Det hedder i bogens indledende kapitel:

Min hensigt her er altså ikke at forholde mig til det i streng forstand litterære aspekt ved hans værk eller hans stil som romanforfatter – det er der allerede skrevet mange bøger om – men at klarlægge og forstå forfatterens meninger og tanker, at indfange den røde tråd eller paradokserne i dem, at placere dem i deres samtid og i dens debatter (s. 8f.)

Men er det ikke et falskt alternativ, Authier her optegner: enten at forholde sig til værkerne litterært eller at forsøge at forstå forfatterens politiske meninger? Kan man overhovedet forstå en forfatters mening, hvis man ikke forholder sig til ham som romanforfatter?

Med andre ord: Authier benytter sig af det metodiske greb, at han grundlæggende regner Houllebeqcs værker for programlitteratur, hvoraf politiske holdninger umiddelbart kan uddestilleres. Det kan man selvfølgelig godt gøre, på samme måde som man kunne skrive Sociologen Houellebecq, Ornitologien Houellebecq eller hvad hjertet nu skulle begære.

Men ærgerligt er det, for på den måde skriver Authier sig ind i en efterhånden alt for lang tradition for at læse Houellebecq som en politisk forfatter – og dermed glemme de dybere, eksistentielle spørgsmål, som virkelig driver Houellebecq.

»Politik er røvkedeligt«

Nuvel, enhver er salig i sit metodiske greb, men hvad kommer der så ud af det? I 2002 skrev Houellebecq på sin hjemmeside: “I bund og grund røvkeder politik mig”. Nu har vi så fået en bog om politikeren Houellebecq. Til trods for den røvkedelige vinkel er det ikke ligefrem røvkedeligt (omend til tider moderat), og undertiden er det endda decideret interessant.

Bogens store styrke, ikke mindst for et dansk publikum, er Authiers evne til som fransk journalist at sætte Houellebecqs bøger ind i deres franske kontekst. Det er f.eks. et væsentligt træk ved Houellebecqs nyere bøger, at de polemiserer ivrigt imod eutanasi.

Polemikkens baggrund i den såkaldte Vincent Lambert-sag, som Houellebecq har deltaget overordentlig aktivt i, er oplysende læsning, som ellers kun vil være de få læsere bekendt, der også har været igennem Houellebecqs essaysamlinger.

Authiers evne til at belyse dette og lignende spørgsmål under inddragelse af fransksproget avismateriale, som ellers ikke er tilgængeligt for ikke-franskkyndige læsere, giver tilsammen en grundig fremstilling – i visse tilfælde endda så grundig, at det truer med at blive overflødigt for et dansk publikum.

Politisk dandyisme

Authier afprøver i bogens løb bl.a. en række forskellige politiske kategorier for at se, hvordan de passer på Houellebecq (‘Den nye reaktionære?’, ‘Konservativ?’, ‘Islamofob?’). Det betyder dog ikke, at Authier vil lægge sig fast på nogen endegyldig konklusion, og det er både bogens styrke og svaghed.

På den ene side holder det en ideologisk læsning fra døren, men på den anden side gør det, at Authiers konklusion bliver noget intetsigende: Hvad kan man sige om politikeren Houellebecq? Ikke mere, end at han er et “særegent frit menneske” (som overskriften på det afsluttende kapitel lyder), der ikke kan spændes for en bestemt politisk vogn.

Denne noget vage konklusion vidner nok om svagheden i bogens metode. Men den vidner også om Houellebecqs karakter af politisk provocateur, der gang på gang undslipper enhver kategorisering. Det eksemplificerer Authier på fremragende vis i kapitlet ‘Højreanarkist?’, hvor han betegner Houellebecq som “særegent fri, ikke-konformist” (s. 102)

Hvordan man nærmere skal definere en højreanarkist er, i kraft af det anarkistiske element, en udfordring. Det er, igen med Authiers ord, ikke en ideologi, men “en mentalitet, en følsomhed, en æstetik” (s. 91), som hører det menneske til, der er indædt modstander af den progressive venstrefløj, lige så indædt individualist, og som “foretrækker at vække tåbernes vrede, chokere bedsteborgeren, anfægte de fremherskende meninger” (s. 92).

Højreanarkisten kan vel bedst beskrives som en art politisk dandy – omend i tilfældet Houellebecq en noget usoigneret én af slagsen. Ikke desto mindre er dette kapitel blandt bogens højdepunkter, og det er en skam, at Authier ikke følger dette spor noget mere.

Kristen moralist?

I stedet kaster han sig over noget andet væsentligt, nemlig Houellebecqs forhold til kristendommen. Det er en afgørende del af Houellebecqs forfatterskab, som hele tiden kredser om religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed, samtidig med at det aldrig kan give sig hen til sidstnævnte uden (hvad der i øvrigt er meget evangelisk) at fastholde en vantroens distance.

Desværre bliver den politiske læsning her helt ødelæggende, hvad der bedst kan eksemplificeres med Authiers læsning af Underkastelse (2015). Authier er helt med på, at bogen egentlig ikke primært handler om islam – nej, siger han, det er “en dannelsesrejse i form af en følelsesmæssig og seksuel opdragelse i globaliseringens og underholdningscivilisationens tidsalder” (s. 74). Aha.

Jeg kan ikke komme i tanker om en mere fattig måde at gengive Houellebecqs mesterroman på. Der er tale om en roman, som grundlæggende stiller det spørgsmål, hvad der sker, når et menneske fratages alt: når tilværelsen i dens uendelige grusomhed sætter sig igennem og overmander et menneske, hvad er der så tilbage af det? Et dybt, eksistentielt spørgsmål – hos Authier reduceret til en simpel samfundskommentar i form af en dannelsesrejse.

Authier har dog forstået, at der også er det, han kalder en “spirituel” side af romanen, indeholdt i spørgsmålet: “Kan man leve uden Gud?” (s. 87). Men alligevel forbliver Authier i en politisk læsning, hvori han blot indoptager det religiøse, så det spørgsmål, han egentlig behandler, er: “Kan et samfund leve uden en gud?” (jf. s. 153f.). Det kan det rigtignok ikke – men det eneste væsentlige spørgsmål står tilbage i baggrunden og runger ubesvaret: “Kan jeg leve uden Gud?”.

Derfor er det også klart, at Authier kun kan forstå Houellebecqs omgang med kristendommen i etiske termer. Houellebecq er egentlig en “kristen moralist” (s. 164), fastslår Authier.

Man kan så i sit stille sind undre sig over, hvad det er for en slags kristen moralist, der f.eks. har gået i swingerklub, og som for nyligt aflyste den sex-tur til Marokko, hans tredje kone havde arrangeret for ham, for i stedet at deltage i en hollandsk kunstpornofilm. Måske er Houellebecq slet ikke en kristen moralist – men en af Gud elsket synder?

Både-og

Det perspektiv har Authier desværre ingen sans for, og dermed er vi tilbage ved den lunkne anmeldelse, som også fortjener en lunken afslutning. Bogen skæmmes af lidt for mange korrekturfejl. Værst er det, at Houellebecqs seneste roman, tilintetgøre, systematisk (også i litteraturfortegnelsen) skrives med stort begyndelsesbogstav.

Men også de mange bindestreger, som skulle have været tankestreger, de fejlagtigt kursiverede titler på artikler, som blot skulle være angivet i anførselstegn, osv., er stadige kilder til ærgrelse.

Authier har bedrevet en bog, som er et glimrende værktøj til at navigere i de politiske temaer i Houellebecqs forfatterskab – men som samtidig systematisk vrider selvsamme forfatterskab af led og truer med at gøre det uvedkommende.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg hellere ville have plejet min vågnende interesse for fugle og læst en udgivelse om Ornitologen Houellebecq. Under alle omstændigheder havde jeg nok foretrukket en bog, der ikke lod sig forføre af forfatterens private meninger, men af hans værk.

Christian Authier. Politikeren Houellebecq. Oversat af Peer Bundgaard. Forlaget Bobo, 2023.