Friedrich Nietzsche er berømt som få filosoffer. Men har vi overset de mørke, kyniske og brutale sider af Nietzsches tænkning? Var Nietzsche eksempelvis antidemokrat? Ny bog stiller de ubehagelige spørgsmål.

Der er få filosoffer, der er så berømte som den tyske Friedrich Nietzsche. Hans opgør med kristendommen, hans tanker om sproget og kunsten, hans ideer om overmennesket og hans fokus på at frigøre det moderne individ fra alle fortidens friheds- og livsfornægtende normer har siden slutningen af det 19. århundrede gjort ham til et idol blandt et hav af forfattere, kunstnere, teoretikere og unge studerende.
Ifølge de to germanister og forfattere, Søren R. Fauth og Børge Kristiansen, har den store beundring for Nietzsche dog længe været forbundet med en kraftig blindhed for at hans tænkning i virkeligheden grundlæggende bygger på en meget kynisk og brutal opfattelse af verden og mennesket.

de, der har læst Nietzsche, har haft en tendens til at læse ham ind i deres egen forståelse af verden

Som de beskriver i deres nye bog Den sene Nietzsches kultursyn – om den forsvundne Nietzsche, så gemmer der sig bag berømte og umiddelbart uskyldige citater som ”Det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere”, ”Når du kigger længe ind i en afgrund, vil afgrunden også kigge ind i dig” eller ”Gud er død” en vision om en fremtidig verden, som i realiteten både er antidemokratisk, antisocial, antiliberal og måske endda halvfascistisk.

Det er en bog, som er meget klar og direkte i sin analyse og budskaber, som emmer af et enormt læsearbejde og en tung baggrundsviden, og som trækker tæppet væk under mange af vor tids naive og drømmende sjæle. Kort sagt er det et kritisk litteraturstudie, når den slags er allerbedst.

At skabe en Nietzsche i sit eget billede

Med den status, som Nietzsche har opnået, er det næsten selvsagt, at der allerede er skrevet et hav af bøger om hans filosofi. Derfor kan man godt undre sig over præmissen om, at Nietzsche skulle være blevet læst forkert af så mange i så mange år, og at Søren R. Fauth og Børge Kristiansen skulle være de to, som kendte til den sande Nietzsche. Men man kan ikke sige andet end at de to forfattere indleder deres bog med en fyldig argumentation, som er meget overbevisende.

Hovedargumentet er, at de, der har læst Nietzsche, har haft en tendens til at læse ham ind i deres egen forståelse af verden og derfor ofte er endt med at læse henover eller finde undskyldninger for de af hans tanker, som ikke stemmer overens med deres egne.

Som det hedder i starten af bogen, så mener de to forfattere, ”at man i Nietzcheforskningen har skelnet mellem det, man betragter som den ‘egentlige filosofi’, og lukket øjnene for den del af hans tænkning, hvor den inhumane Nietzsche træder frem.” Man har med andre ord skabt en ide om Nietzsche og hans tænkning, som godt nok er skabt ud af Nietzsches tekster, men i højere grad er et spejlbillede af det liberale samfund og dets meget socialistiske og kristenmoralske værdier end en tænkning, som Nietzsche selv ville kunne have skrevet under på.

Undskyldninger og fortrængninger

Som de gennem bogen illustrerer ved at henvise til en række Nietzsche-forskere fra både ind- og udland, så mener de to, at denne fortrængning eller overbærenhed af det mere mørke i Nietzsches tankeunivers blandt andet kommer til udtryk, når forskere har valgt at omfortolke Nietzsches beskrivelser til noget mere politisk korrekt, nedtonet tekststedernes betydning eller påstået, at de pågældende tekststeder blot er udtryk for Nietzsches lyst til at provokere eller vække læserne og derfor ikke bør tages alvorligt.

Et af de bedre eksempler på denne tendens omhandler Nietzsches livsbegreb, som bygger på hans grundlæggende tro på, at alt liv er styret af viljen til magt. Som de to forfattere beskriver, har nyere forskere forsøgt at opløse eller blødgøre det meget rå og konfliktprægede syn på tilværelsen ved gennem tegnteori at pege på den relativisme og idé om flydende sandhed, som de også finder i Nietzsches egen erkendelsesteori og perspektivismelære. En metode, der ifølge Fauth og Kristiansen kun har fået den nyere Nietzsche-forskning til at bevæge sig længere væk fra teksternes konkrete indhold og ud i afdækningen af skjulte og spekulative betydninger.

På den måde viser Fauth og Kristiansen, at der på flere planer er huller, mangler og fejl ved den filosofi, som Nietzsche i dag er berømt for

Det er naturligvis svært at vurdere de to forfatteres kritik, det vil sige lave kritik af kritikken, når man ikke selv er en mangeårig Nietzsche-forsker. Men alt andet lige er det svært at komme uden om, at de to rammer ned i noget sandt, når de belyser den blindhed og bias, som vi alle ved findes blandt folk, der har forelsket sig i de filosoffer, som de studerer.

Den historieløse Nietzsche

Gennem bogen går de to også gennem de mange fejl, som Nietzsche selv har lavet i sine tekster og sin tænkning. Det er nemlig ikke kun eftertiden, som har læst hen over realiteten. Som det vises i bogen har Nietzsche, ifølge de to forfattere, også selv haft en tendens til at klippe en tå og skære en hæl for at få hans egne ideer og analyser til at gå op.

Eksempelvis er en af Nietzsches mest gennemgående og berømte teser, at menneskets fald mod det lavere og mere usle begyndte, da kristendommen med dens selvudslettende næstekærlighedsbud og lære om fred og ydmyghed rev mennesket væk fra den fornemme og krigeriske kultur, som herskede under oldtiden.

Som de to forfattere beskriver, så er der dog intet historisk belæg for, at den kristne middelalder skulle have været specielt fredelig eller at det middelalderlige menneske skulle have været mindre voldeligt og barbarisk end grækerne og romerne. Tværtimod førte paven det ene korstog efter det andet, og der er et hav af historiske beskrivelser af, hvor brutalt livet i middelalderen var.

En anden ting er, at Nietzsche giver en kraftig kritik af den platoniske og metafysiske filosofi uden rigtig at komme ind på andre aspekter af disse filosofiske retninger end platonismens skelnen mellem skyggerige og idéhimmel og Kant og Schopenhauers an sich.

På den måde viser Fauth og Kristiansen, at der på flere planer er huller, mangler og fejl ved den filosofi, som Nietzsche i dag er berømt for, og at en seriøs læsning og forståelse af Nietzsche og hans tænkning derfor også kræver, at man ikke tager alt, hvad han skriver for gode vare.

Den naturlige kamp og udvælgelse

Det, som er mest interessant ved den nye bog er naturligvis, at den uden filter tydeliggør, hvor vildt og voldsomt Nietzsches verdenssyn og vision for det moderne menneske faktisk er. Selvom mange i dag ser Nietzsche som symbolet på alle de progressive og frigørende drømme, som de selv bærer rundt på, bliver det tydeligt gennem de to forfatteres kritiske læsning, at Nietzsche højst sandsynligt ville have ønsket, at de fleste moderne mennesker blev udslettet, hvis han havde kunnet opleve vores dekadente samtid.

det er de få ulve, som Nietzsche ønsker at sætte fri, så de kan fortære alle de dumme får og udvikle sig til endnu stærkere ulve

I modsætning til, hvad mange i dag tror, beskriver de to forfattere en Nietzsche, der er besat af alt det, som vi i dag ville beskrive som autoritært, diktatorisk, umoralsk og umenneskeligt. Som de to tydeliggør, bygger Nietzsches tænkning på en rå socialdarwinisme og en tro på, at den kristne moral har vendt tingenes reelle tilstand på hovedet, og at det virkeligt høje er lig med det stærke, egoistiske og magtbegærlige – ikke som i dag, hvor det inkluderende og hensynsfulde vægtes højt.

Ulven og ormemennesket

Nietzsche ville rigtignok opløse al moral og alle normer og frigøre individet. Men han ville ikke gøre det for, at alle de svage og syge kunne få større spillerum og udleve deres drømme. For Nietzsche er der mange får og få ulve, og det er de få ulve, som han ønsker at sætte fri, så de kan fortære alle de dumme får og udvikle sig til endnu stærkere ulve. Overmennesket er hos Nietzsche et overmenneske, fordi det står over det, som han kalder ormemennesket. Nutidens diagnosesyge unge ville Nietzsche derfor have set ned på og ønsket udslettet. På samme måde, som han nok ville mene, at Putin har ret til at tage Ukraine.

Er Nietzsche så fascist eller nazist? Nej, det er det ikke belæg for at sige. Men forfatterne stiller alligevel spørgsmål ved, hvad Nietzsche ville have tænkt om Hitler og det 20. århundredes andre diktatorer. Figurer som Napoleon og de store romerske og græske ledere omtales trods alt af Nietzsche som idealmennesker.

Samlet viser bogen et billede af en filosof, som har samme logik som en superskurk fra en tegnefilm, og som nok har mere tilfælles med vor tids højreradikale end vor tids venstreradikale.

Hvad skal vi med Nietzsche?

Bogen er mest af alt en god læsning for dem, der gerne vil blive klogere på Nietzsche, inden de forelsker sig for meget og begynder at slynge om sig med citater og ideer. Og en bog, som trækker tæppet væk under de bløde venstreradikalere, som troede, at Nietzsche var deres filosof.

Samtidig er det også en bog, som sætter Nietzsche nærmere mange af de konservative og radikalkonservative tænkere, som man kender fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, og som giver nogle hints om, hvorfor Nietzsche har været populær på begge fløje.

Det, som bogen mangler er dog at give et bud på, hvad vi skal med Nietzsche i dag, og hvordan man får noget konstruktivt ud af hans ellers så mørke tænkning. Men måske kommer alt det i en anden bog, som ikke blot er kritisk, men også opbyggelig.

Søren R. Fauth & Børge Kristiansen: Den sene Nietzsches kultursyn. Aarhus: Klim, 2022.