Har Alex Ahrendtsen formået at fremdrage mennesket og stridsemnet Peter Rindal? Kan personen træde ud af skyggen af den isme, han selv var med til at skabe? Emnet er aktuelt og tidsbilledet har paralleller til i dag. Vores redaktør har anmeldt Rindal – Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten.
En lagerforvalter, født i 1923. Smag på stillingsbetegnelsen og årgangen og forestil Dem manden: det er jo så moderne med filmisk gengivelse af den nære fortid, ofte med tidstypiske, forbudte stik af nostalgi. Tænk, alt det folk bare gjorde. Man tænker måske på en mand i lysebrun kittel med gul skjorte indenunder. Bærende hornbriller, rygende på en Manne-cerut, en lys pilsner på kontoraflukkets skrivebord.
Det var tiden med matblå Kadett’er og grønne Taunus’er i trafikken, dansk fjernsynsmonopol, grå drejeskivetelefoner. Typehuse murede i gulsten, hessian på væggene, Aktive Lyttere og Seere og Storebæltsfærger i pendulfart. Giro 413, tyvekronesedler og dansk bøf. Det gamle, bortsvundne Danmark. Kunne man dreje telefon (08) 18 21 05, var der dog forbindelse med manden fra dengang.
Mødet med en historisk person
I hvert fald hvis lagerforvalter Peter Rindal var i live. Telefon-nummeret fremgår af et optrykt brev fra Rindals hånd i folketingsmand Alex Ahrendtsens biografi over lagerforvalteren, der blev verdensberømt i Danmark i midten af tresserne, fordi han ikke ville have, at tvangsindkrævede skatteyderkroner blev brugt til forsørgelse af kunstnere. Senere – da andre havde artikuleret protesten i bredere form – blev han netop Fremskridtspartiets mand i Statens Kunstfonds repræsentantskab. En evindelig rekvisit, når det gjaldt sætningsrevnen mellem det, vi for tiden kalder Produktionsdanmark eller det konkrete Danmark, og så de københavnske saloner, befolkede med den vakte og definerende klasse.
Ahrendtsen er som biografist i sammenhængen interessant. Han har en bredspektret akademisk uddannelse og er en skrivende og tænksom mand, før han er en egentlig praktiserende politiker, repræsenterende Dansk Folkeparti. Ved mødet med en historisk personbliver biografien altid subjektiv i dobbelt potens: Perspektivet præges af både den biograferede og biografisten. Ahrendtsen kan næppe have undgået at tænke over, hvordan han ville have reageret som profileret intellektuel og folketingsmand, transponeret til 1965. Ville han have tilsluttet sig det anti-elitære perspektiv, eller ville han have valgt den tænksommes ofte instinktive afstandtagen fra det overfladiske og tarvelige?
Et kildenært studium
Nærværende anmelder tror Ahrendtsen – alt i alt – ville have været i tvivl, og den tvivl markerer den pose blandede bolsjer, biografien er. Dens primære styrke er, at den er et kildenært studium af Rindal som menneske, ikke blot historisk figur i den kollektive erindring. Ahrendtsen har haft adgang til en masse breve fra Rindals hånd og til en del mennesker, der har kendt ham. Man lærer manden bag ismen at kende – og han er et sammensat bekendtskab.
Apropos skellet mellem før og nu, så er der næppe nogen tvivl om, at havde Rindal levet i dag, så havde han haft en dagbog på internettet eller en YouTube-kanal. Han skrev og mente og snakkede og talte og foredrog flittigt. Nu vi er ved krydsklip mellem dengang og nu, så er det tankevækkende, at Rindal, der igangsatte kunstfond-debatten, kunne fremlægge og drøfte sine synspunkter på så civiliseret vis. Politikere, herunder den noble kulturminister Hans Sølvhøj, kunstnere og debattører kunne gennem hovedstrømningsmedier, man skal betænke radio- og fjernsynsmonopolet, drøfte sagernes substans, uden at frygte cancel culture, deplatformingog hvad alt det nymodens kommissærævl hedder. I den henseende lever vi i dag i en langt mere forrået tid.
Spørgsmål er uafklarede
Der var det med det sammensatte bekendtskab. En biografis hovedformål må være at klarlægge mentale strukturer i den biograferedes personlighed. Dette aspekt svigter i biografien over Rindal.
Ahrendtsen fremdrager en række modstridende karaktertræk. Var Rindal moralsk retlinet eller en snydepels? Nøjeregnende eller generøs? Var han en farverig og fantastisk person eller præget af et køligt rationalistisk væsen og sin mangel på social begavelse og situationsfornemmelse? Det er værd at notere sig, at de sidstnævnte to citerede skudsmål er Ahrendtsens egne ord.
Der er mere. Rindal var samler af alt mellem himmel og jord, på sin vis en tiltalende egenskab, men det gik ikke med den fremtrædende plads i samlerforeningen Skandia. Det stod i hvert fald så galt til, så der ikke var plads til to fremtrædende medlemmer af denne forening i Århus. Rindal var det ene, og han blev den, der måtte trække følehornene til sig. Hvorfor, forklares ikke.
Rindal ville ikke have ødsleri med skatteborgernes penge, men gerne fradrag til hjemmegående kvinder for at passe andres børn, i øvrigt fordi det var til gavn for ham selv i sammenhængen. Rindal fornøjede sig med, ud over samleriet, blandt andet af tusindvis af barberbladsomslag, at forfatte lange kolonner af talord på alverdens sprog, herunder serbokroatisk og bulgarsk. Der er et nydeligt optryk af én sådan blandt biografiens billeder. Der har været noget Valomand over Rindal.
Ahrendtsen kan ikke få hold på Rindals særpræg, og det er den primære mangel ved arbejdet, for læser man biografien, fremstår Rindal blot som en ret så underlig fisk. Komplet med ægteskabelige og alkoholbetingede problemer og gennemgående skændsmål med medmennesker, foresatte og kampfæller. Det kan selvfølgelig være en særskilt pointe, at Ahrendtsen ikke vil binde en biografisk sløjfe, men nærværende anmelder tror det ikke. Derfor halter det med relevanskriteriet for biografien, for der synes intet skæringspunkt mellem Rindals liv og anliggende. Skrevet og spurgt lige ud: Var Rindal en god, dansk mand, trods alle sine fejl og mangler, eller var han en (omtrentlig) tølper? Vi ved det ikke, selv efter næsten tre hundrede siders biografi.
Rindals isme
Det havde derfor måske været mere oplagt at skrive et generelt værk om den isme, Rindal kom til at ligge navn til, altså rindalismen. Forstået på den måde, at Rindals protest – og de synspunkter, den artikulerede – kunne præsenteres, sættes i en sammenhæng og perspektiveres. Ahrendtsens biografi fungerer bedst, når der ses udkast til dette. Det skal dog nævnes på forhånd, at der faktisk findes et standardværk om rindalismen, udgivet i 1979 af de (litteratur-)sociologiske stipendiater, Anne Marie Kastrup og Ivar Lærkesen. Værket er tidstypisk.
Det er det dels ved sin grundighed, dengang blev der uddelt rundhåndede stipendier til forskere, man kan blandt andet læse om forudsætningerne for kulturlivet i forskellige provinsbyer, dels ved sit sigte. Kastrup og Lærkesen runder i hvert fald af med at skrive, at de skildrede kulturpolitiske spændinger ikke kunne løses inden for rammerne af den eksisterende produktionsmåde, og markerede dermed deres standpunkt. Som i øvrigt sikkert har været afsættet til de rundhåndede og langvarige stipendier. De mente sørme det rigtige.
Ahrendtsen præsenterer kun overfladisk dette standardværk, stedvis bliver det et problem, ikke mindst fordi det ses at Ahrendtsen er inspireret af dets analyser, men han går dog stille med dørene om det. Alt i alt kunne Ahrendtsen gerne have ajourført arbejdet og skabt et mere tidssvarende standardværk. Stedvis er der optræk til dette, for eksempel når Ahrendtsen har haft fat i meget vigtige skriftlige arbejder fra Rindals egen hånd, fremsendt henholdsvis til et norsk tidsskrift og som baggrundsinformation til en artikelskærmydsel med avisen B.T. Mødet med dette materiale forsvinder dog noget i de løbende biografiske strejftog.
Udsagn til nutidens kulturkamp
Sammenfatningsvist er der dog noget at komme efter i biografien, fordi der er kulturkamp i den, og fordi Rindals stridslyst, formidlet af Ahrendtsen, virker smittende. Dengang gad folk møde op – for beskedne kørepenge og et honorar, der kunne betale nogle pakker cigaretter. Ahrendtsens positive indgangsvinkel værket igennem gør også, at man må tilgive meget. Herunder den stedvis løse komposition, som resulterer i eksempelvis digressioner om efternavnet Rindals etymologi, påstande om at Knud Kristensen skulle have været en slags Lars Løkke Rasmussen i 1950’erne og det noget usandsynlige ved, at Rindal og kulturminister Hans Sølvhøj skulle have delt et glas sherry i sommeren 1966.
Der er to interessante udsigelsesparadokser at bemærke ved Ahrendtsens biografi over Rindal. De har begge at gøre med det kulturparnas, som fandtes dengang og findes endnu. Det grundlæggende er det forhold, at det i praksis altid er positioner som Rindals, der bliver genstand for forskningsprojekter, som tager afsæt i mild eller tvær forundring. Det er aldrig den definerende, venstreorienterede klasse, der får rettet projektørlyset mod sig med det udgangspunkt, at der er noget, den ikke har forstået.
Som i dag; det er Inger Støjbergs vælgere, der er de underlige, og derfor skal de have et tvært-forundret fjernsynsprogram vist om sig. Det er aldrig Socialistisk Folkepartis eller Det Radikale Venstres vælgere, der er den underlige, pjuskede fugl i Zoologisk Have, som skal udstilles og undersøges.
Det er i øvrigt værd at notere sig, at mangt en kulturformidler, der ellers påberåbte sig den fri personlighedsudvikling og kulturradikalismens idé om det frigjorte menneske som pædagogiske rettesnore, blev som overbrændte sikringer, når de mødte mennesker, der var upåvirkede af eller uvilligt indstillede til den herskende klasses kulturpolitiske anstrengelser. Der måtte være noget galt med typer som Rindal, Kristen Poulsgaard og Søren Krarup. Drag selv analogierne til vore dage.
Den definerende klasse har bemægtiget sig institutionerne, ellers var den intet. Dermed de til rådighed stående påvirkningsorganer, herunder det kulturindustrielle kompleks, Danmarks Radio og den etablerede presse. Centrum-venstre bestemmer, hvad vi skal tale om, hvordan vi gør det og hvem der skal gøre det. Et aktuelt eksempel, apropos partiet Danmarksdemokraterne, er, når P1-redaktionen og dens dørvogtere foranstalter uofficielle kvindekvoter, komplet med humørikoner og det hele. Dette kommer for en sjælden gangs skyld til offentlighedens kendskab. Den bagvedliggende, dulgte og i øvrigt tvangsfinansierede rammesætning er dog langt stærkere end man tror.
Det kan stadig provokere
Nærværende anmelder tror dertil – og hermed det andet udsigelsesparadoks – at Rindal virkede så provokerende, fordi kunst dengang var den herskende klasses identitetsmarkør. Var man på den stats-subventionerede, moderne kunsts og den moderne kulturpolitiks side, var man blandt de rigtigt positionerede mennesker. Rindal provokerede så stærkt, fordi han havde særlige, for den definerende klasse stærkt afvigende meninger om kunst og kulturpolitik. Fænomenet er kendt i dag; det virker også særligt provokerende på den herskende klasse, hvis man har særlige meninger om mad, klima og miljø, der alt om noget er denne klasses stærkeste identitetsmarkører anno 2023.
Fra samtaler om kunst og kultur er vi nået til stridigheder om, hvad vi putter i munden, og patetisk storbysnak med smægtende følelser for ”naturen” og ”bæredygtighed”, og deri er der også en slags kulturel degeneration. Centrum-venstres præsteskab udlægger den kvalificerede livsholdning, og det provokerende er fortsat dets forvorpne krav om almen stats-subventionering af dets fikse idéer. Peter Rindals grundlæggende pointe er fortsat rigtig: Folk må hænge moderne kunst på væggene, trykke aviser og tidsskrifter, indspille radio og fjernsyn, æde fuglefrø eller kaninfoder og købe elbiler alt det de vil. De skal bare ikke tvinge andre til at betale for det eller støtte det.
Alex Ahrendtsen: Rindal – kampen mod kultureliten og velfærdsstaten. En biografi. Forlaget Grønningen 1, 2023.