Venstrekonservatismen vender tilbage – bare ikke i Danmark

Lektor emeritus, dr. phil. Michael Böss skriver om “Venstrekonservatisme” i Årsskriftet Critique 2022. Begrebet indfanger tidens måske vigtigste politiske strømning.
Tegn abonnement på Årsskriftet Critique allerede nu og få det i postkassen, så snart det udkommer. Det koster kun 199 kr.

Af Michael Böss

Ved valget i december 2019 vandt den nu afgåede premierminister Boris Johnson en stor sejr for Conservatives på sit løfte om at ”get Brexit done”. Hans flertal på 80 mandater skyldtes valgsejre i tidligere Labour-distrikter i North og Midlands, som har store arbejderbefolkninger. Størrelsen af hans sejr skal således forklares ved, at han modtog mange arbejderstemmer.

En undersøgelse fra YouGov viste bagefter, at Conservatives vandt 48 procent af deres stemmer i de laveste socialgrupper (C2DE), mens de kun vandt 43 procent i de højeste (ABC1). C2DE udgøres af faglærte og ufaglærte arbejdere, pensionister, løst ansatte arbejdere og arbejdsløse.

ABC1 består af folk ledende og administrative stillinger samt selvstændigt erhvervsdrivende. Labour vandt 33 procent af stemmerne i begge grupper og har ikke siden kunnet kalde sig arbejderklassens parti. I dag er det et middelklasse-parti, mens Conservatives er blevet et arbejderparti.

I januar 2022 konstaterede New Stateman’s kommentator Paul Mason:

I små, nordlige post-industrielle byer, er Labour-stemmerne altid kommet fra en alliance af socialister, liberale og socialkonservative. Efterkrigsgenerationen, der voksede op med det økonomiske boom [i 1960’erne] forstod implicit, hvad Harold Macmillan engang sagde explicit: at ’Toryism has always been a form of paternal socialism’.

Altså at den britiske én-nations-konservatisme altid har været en form for formynderisk socialisme.   Det var Labours social-konservative, der i stort talt skiftede parti og stemte på Boris Johnson i 2019, fordi de mente, at han udviste lederskab i en sag, som lå dem meget på sinde, nemlig den ukontrollerede indvandring fra Østeuropa.

Men da de også ønskede, at de, der laver lovene og reglerne, også selv forstår og følger dem, vendte de konservative arbejdervælgere sig siden fra Johnson – men ikke nødvendigvis fra partiet.

Herhjemme valgte Socialdemokratiet en anden vej

Hvis vi sammenligner med forholdene i Danmark før valget i 2019, skete der en udvikling, som kunne minde om den i Storbritannien. Ifølge de månedlige Gallup- og Megafon-målinger har Socialdemokratiet siden valget i 2011 mistet næsten halvdelen af sine arbejderstemmer. I 2013 opgav knap 32 procent af alle arbejdere, at de ville stemme på Venstre, mens ca. 25 procent ville stemme på Dansk Folkeparti.

Kun ca. 17,5 procent ville stemme på Socialdemokratiet. Samlet set pegede 61 procent af de ufaglærte arbejdere og 69 procent af de faglærte på et af de borgerlige partier – med Venstre og Dansk Folkeparti som de to største arbejderpartier.

Det er nærliggende at tilskrive Socialdemokratiets tab af stemmer dets forsøg på at tiltrække stemmer fra de store byers veluddannede middelklasse. Og det er derfor nærliggende at se den udvikling, som skete for partiet i som et forsøg på at vinde de socialkonservative arbejdere tilbage.

Erfaringerne fra Brexit skræmmer. Men Socialdemokratiet bør nok også have et vågent øje med den succes, Boris Johnson trods alt havde med siden at tiltrække støtte fra arbejdere, der sympatiserede med hans kamp mod den liberale venstrefløjs omfavnelse af identitetspolitik og wokeisme.

I denne artikel vil jeg forklare, hvad der fik det britiske Labour-parti til at miste mange af sine arbejdervælgere til Conservatives og UKIP i forbindelse med Brexit-kampagnen. Desuden vil jeg diskutere, hvilke generelle implikationer man kan udlede heraf.

Jeg vil derfor begynde med at se på, hvad forskningen fortæller om årsagerne til resultatet af folkeafstemningen om britisk medlemskab af EU i 2016. Derefter vil jeg – med udgangspunkt i nogle iagttagelser af den britiske politolog Eric Kaufmann – undersøge, hvad vælgerbevægelserne i Storbritannien var udtryk for.

Jeg følger Kaufmanns tese om, at der er tale om en tilbagekomst af en tradition for ”venstrekonservatisme”, som har historiske rødder både her og i USA. Til sidst i artiklen vil jeg argumentere for, at de kriser, vi har oplevet i de seneste to årtier – finanskrisen, klimakrisen, coronakrisen og nu også energikrisen – taler til fordel for en både mere venstreorienteret konservatisme og en socialdemokratisk ”konservatisme”.

Jeg må dog samtidig konstatere, at vi endnu ikke har set Det Konservative Folkeparti forstå dette, fordi partiet i dag hovedsageligt definerer sig som et liberalt parti. Samtidig risikerer Socialdemokratiet igen at miste arbejdervælgere, hvis partiet giver indrømmelser inden for den del af identitetspolitikken, som kendes som ”wokeism” og ”normkritik”.

Læs resten af artiklen i Årsskriftet Critique 2022. Bestil her.

Michael Böss (f. 1952) er dr.phil. og cand.mag. Han er desuden lektor emeritus fra Aarhus Universitet og har skrevet en lang række bøger om samfundstænkning. Senest Liberalismens vildfarelser – Forsvar for folkestyret (2021) og Nationalitet (2019)