Venstrekonservatismen vender tilbage – bare ikke i Danmark

Her i efteråret udkommer Årsskriftet Critique 2022. Måske kommer der også et folketingsvalg. Alt tyder på, at temaet om folkelighed bliver helt centralt i forbindelse med valget. Derfor udgiver vi på Årsskriftet Critique lektor emeritus, dr. phil. Michael Böss store artikel om “Venstrekonservatisme”, der indfanger tidens måske vigtigste politiske strømning.
Tegn abonnement på Årsskriftet Critique allerede nu og få det i postkassen, så snart det udkommer. Det koster kun 199 kr.

Af Michael Böss

Ved valget i december 2019 vandt den nu afgåede premierminister Boris Johnson en stor sejr for Conservatives på sit løfte om at ”get Brexit done”. Hans flertal på 80 mandater skyldtes valgsejre i tidligere Labour-distrikter i North og Midlands, som har store arbejderbefolkninger. Størrelsen af hans sejr skal således forklares ved, at han modtog mange arbejderstemmer.

En undersøgelse fra YouGov viste bagefter, at Conservatives vandt 48 procent af deres stemmer i de laveste socialgrupper (C2DE), mens de kun vandt 43 procent i de højeste (ABC1). C2DE udgøres af faglærte og ufaglærte arbejdere, pensionister, løst ansatte arbejdere og arbejdsløse.

ABC1 består af folk ledende og administrative stillinger samt selvstændigt erhvervsdrivende. Labour vandt 33 procent af stemmerne i begge grupper og har ikke siden kunnet kalde sig arbejderklassens parti. I dag er det et middelklasse-parti, mens Conservatives er blevet et arbejderparti.

I januar 2022 konstaterede New Stateman’s kommentator Paul Mason:

I små, nordlige post-industrielle byer, er Labour-stemmerne altid kommet fra en alliance af socialister, liberale og socialkonservative. Efterkrigsgenerationen, der voksede op med det økonomiske boom [i 1960’erne] forstod implicit, hvad Harold Macmillan engang sagde explicit: at ’Toryism has always been a form of paternal socialism’.

Altså at den britiske én-nations-konservatisme altid har været en form for formynderisk socialisme.   Det var Labours social-konservative, der i stort talt skiftede parti og stemte på Boris Johnson i 2019, fordi de mente, at han udviste lederskab i en sag, som lå dem meget på sinde, nemlig den ukontrollerede indvandring fra Østeuropa.

Men da de også ønskede, at de, der laver lovene og reglerne, også selv forstår og følger dem, vendte de konservative arbejdervælgere sig siden fra Johnson – men ikke nødvendigvis fra partiet.

Herhjemme valgte Socialdemokratiet en anden vej

Hvis vi sammenligner med forholdene i Danmark før valget i 2019, skete der en udvikling, som kunne minde om den i Storbritannien. Ifølge de månedlige Gallup- og Megafon-målinger har Socialdemokratiet siden valget i 2011 mistet næsten halvdelen af sine arbejderstemmer. I 2013 opgav knap 32 procent af alle arbejdere, at de ville stemme på Venstre, mens ca. 25 procent ville stemme på Dansk Folkeparti.

Kun ca. 17,5 procent ville stemme på Socialdemokratiet. Samlet set pegede 61 procent af de ufaglærte arbejdere og 69 procent af de faglærte på et af de borgerlige partier – med Venstre og Dansk Folkeparti som de to største arbejderpartier.

Det er nærliggende at tilskrive Socialdemokratiets tab af stemmer dets forsøg på at tiltrække stemmer fra de store byers veluddannede middelklasse. Og det er derfor nærliggende at se den udvikling, som skete for partiet i som et forsøg på at vinde de socialkonservative arbejdere tilbage.

Erfaringerne fra Brexit skræmmer. Men Socialdemokratiet bør nok også have et vågent øje med den succes, Boris Johnson trods alt havde med siden at tiltrække støtte fra arbejdere, der sympatiserede med hans kamp mod den liberale venstrefløjs omfavnelse af identitetspolitik og wokeisme.

I denne artikel vil jeg forklare, hvad der fik det britiske Labour-parti til at miste mange af sine arbejdervælgere til Conservatives og UKIP i forbindelse med Brexit-kampagnen. Desuden vil jeg diskutere, hvilke generelle implikationer man kan udlede heraf.

Jeg vil derfor begynde med at se på, hvad forskningen fortæller om årsagerne til resultatet af folkeafstemningen om britisk medlemskab af EU i 2016. Derefter vil jeg – med udgangspunkt i nogle iagttagelser af den britiske politolog Eric Kaufmann – undersøge, hvad vælgerbevægelserne i Storbritannien var udtryk for.

Jeg følger Kaufmanns tese om, at der er tale om en tilbagekomst af en tradition for ”venstrekonservatisme”, som har historiske rødder både her og i USA. Til sidst i artiklen vil jeg argumentere for, at de kriser, vi har oplevet i de seneste to årtier – finanskrisen, klimakrisen, coronakrisen og nu også energikrisen – taler til fordel for en både mere venstreorienteret konservatisme og en socialdemokratisk ”konservatisme”.

Jeg må dog samtidig konstatere, at vi endnu ikke har set Det Konservative Folkeparti forstå dette, fordi partiet i dag hovedsageligt definerer sig som et liberalt parti. Samtidig risikerer Socialdemokratiet igen at miste arbejdervælgere, hvis partiet giver indrømmelser inden for den del af identitetspolitikken, som kendes som ”wokeism” og ”normkritik”.

Hvorfor Brexit?

Statskundsskabsprofessor Marlene Wind gav i 2021 i sin bog Tribaliseringen af Europa en psykologisk forklaring på Brexit. Hun tolkede stort set Storbritanniens udtræden af EU alene som et resultat af en falsk bevidsthed og kollektiv patologi forværret af Leave-kampagnens effektive markedsføringsekspert Arron Banks, russiske hackere og populisten Nigel Farage.

Den samme tendens gik igen i de danske medier. Glemt var, at briterne én gang tidligere – nemlig i 1975 – havde holdt folkeafstemning om medlemskabet. Glemt var, at EU’s statistiske bureau igennem alle årene havde registreret en rekordhøj euroskepsis i Storbritannien.

Reaktionen havde ikke noget at gøre med xenofobi, manglende humanitet eller det, Wind i sin bog kalder ”neo-nationalisme”.

Og helt glemt var, at det kun var af nød, at den britiske regering sidst i 1950’erne i det hele taget ansøgte om medlemskab, og at England/Storbritannien gennem næsten hele sin historie havde lagt afstand til kontinentet og ikke betragtet sig som en del af Europa. Jeg vil derfor – med henvisning til forskningen i valgresultatet – foreslå en alternativ forklaring på Brexit.

Da den nytiltrådte konservative leder David Cameron vandt valget i 2005, skyldtes det først og fremmest, at det EU-skeptiske parti UKIP hentede 13 procent af stemmerne hos Labour.

UKIP, United Kingdom Independence Party, blev grundlagt i 1993 som et socialt konservativt parti, der ønskede lavere skatter og færre økonomiske reguleringer, men først og fremmest at få Storbritannien ud af EU. UKIP forblev dog i mange år et ubetydeligt, lille parti, der gik fra 1 procent af stemmerne ved valget i 1995 til 2,2 procent i 2005 og 3,1 procent i 2010. Til gengæld scorede det betydeligt højere ved valgene til Europa-Parlamentet. I 2004 høstede partiet 16,1 procent og i 2009 16,5 procent.

På det tidspunkt havde modstanden mod EU vokset sig stærk hos Conservatives og havde bredt sig til de nedslidte og til dels nedlukkede industribyer, som havde lidt under Margaret Thatchers hårdhændede markedsliberalisme, og som siden havde erfaret, at New Labours omfavnelse af globaliseringen først og fremmest var til gavn for dem, der arbejdede for eller profiterede af de nye, højteknologiske virksomheder i Sydøstengland og finans- og servicesektoren i London.

Uden tilstrækkelige kvalifikationer så den gamle arbejderklasse sig derfor ”efterladt” i en udsigtsløs situation på et tidspunkt, hvor de EU- og globaliseringsbegejstrede ledere af New Labour, premierminister Tony Blair og finansminister Gordon Brown, åbnede grænserne for indvandring fra EU’s nye medlemslande i Østeuropa og Baltikum.

Da arbejderne valgte UKIP

På den baggrund begyndte mange arbejdere at lægge ører til UKIP’s Nigel Farage. Han talte et sprog, de kunne forstå, om de problemer, de kendte fra deres hverdag. Først og fremmest det voksende antal indvandrere, der flyttede ind i deres bydele og var parate til at arbejde for lavere lønninger, og som tilsyneladende ikke havde i sinde at blive en del af de lokale fællesskaber og lære sig engelsk.

Den sidste større undersøgelse af briternes sociale værdier op til folkeafstemningen viste således, at 71 procent af befolkningen mente, at indvandringen havde øget presset på skolerne. 63 procent svarede, at det samme gjorde sig gældende for sundhedsvæsenet.

42 procent sagde ja til, at indvandringen havde været god for økonomien, mens 35 procent svarede nej. Men tallene dækkede over en klar klassedeling. 51 procent af dem uden en længere uddannelse var negative over for indvandring, mens det kun var 15 procent af dem med en videregående uddannelse.

En indvandring på fire millioner mennesker på mindre end 20 år i et land på 60 millioner, der i forvejen var tæt befolket, måtte naturligvis medføre en reaktion. Indvandringen skete dels fra de tidligere kolonier gennem Blair-regeringens lempede regler for familiesammenføring, dels – efter 2004 – fra de nye EU-lande i Øst- og Centraleuropa. Der var kun få asylsøgere blandt dem.

Reaktionen havde ikke noget at gøre med xenofobi, manglende humanitet eller det, Wind i sin bog kalder ”neo-nationalisme”. Denne vurdering understøttes af målinger, der viser, at flertallet af den britiske befolkning i det store og hele accepterer de fundamentale liberale værdier, det britiske samfund bygger på. De befinder sig godt med at omgås mennesker af anden etnisk baggrund på arbejdspladsen eller i de sociale liv.

Men de er imod store forandringer af deres byer og land. Og de er bekymrede over indvandrere, der ikke ønsker at lade sig integrere. Mange af dem er desuden afhængige af den ”nationale samfundskontrakt”, som det britiske velfærdssystem, skattesystem, boligsektoren og det offentlige arbejdsmarked bygger på.

Derfor mener de også, at de som borgere bør stå først i køen til dem, og reagerer, hvis de oplever konkurrence fra indvandrere om sociale boliger, sygehussenge og skoler. At kalde det for et udtryk for ”neo-nationalisme” forekommer derfor urimeligt.

Cameron sætter EU på valg

For én gang for alle at lægge låg på mange års modstand mod EU inden for sit eget parti besluttede David Cameron at afholde en afstemning i juni 2016. Hans hovedargument for et fortsat medlemskab var, at de fordele, der var forbundet med at blive inden for EU, var så store, at det ville være at spille hasard med fremtidens økonomi at forlade unionen.

Men Cameron havde til gengæld ikke blik for, hvad hans egen økonomiske politik havde forvoldt. I afstemningsåret var der tal, der viste, at realindkomsten for den brede befolkning i 2016 var faldet med syv-otte procent i forhold til finanskrisen i 2008.

Siden 2010 havde regeringen – en koalition af liberale og konservative – desuden forsøgt at bekæmpe det dramatiske stigende offentlige budgetunderskud med en ”nøjsomhedspolitik” – i form af skattestigninger og besparelser – som især kom til at gå ud over den del af befolkningen, der i forvejen var ramt af recessionen.

Labours nye leder, den tidligere EU-skeptiske Jeremy Corbyn, var netop blevet valgt på et politisk program, der gjorde op med New Labours markedsliberalistiske linje.

Derfor gav han kun halvhjertet støtte til et ”Remain” og var ikke i stand til at overbevise de ”efterladte” – dvs. dem, der ikke havde de rette kvalifikationer på det nye arbejdsmarked – om, at EU-medlemskabet var til deres fordel. Kampagnen for ”Leave” blev anført af en tværpolitisk falanks bestående af UKIP’s Nigel Farage og to fremtrædende konservative: den tidligere borgmester i London, Boris Johnson, og det tidligere kabinetsmedlem Michael Gove.

Liberale i både Storbritannien og udlandet var på det tidspunkt begyndt at beskrive den som ”populistisk”.

Det var kun London, Nordirland, Skotland og universitetsbyerne, der var Remain-sidens bastioner

Populisme var et begreb, der oprindelig stammede fra USA, men det kom i brug i Europa efter 2000 som en betegnelse for partier, der stod i modsætning til en økonomisk eller social ”elite” og hævdede, at de selv repræsenterede befolkningsflertallets og den almindelige borgers vilje og interesser. Typisk var således en tale, Farage holdt den 30. maj 2016, hvor han blandt andet sagde:

Det her er vores chance som folk til at give igen over for en politisk klasse, som har givet alt det væk, som denne nation altid har stået for, alt hvad vores forfædre kæmpede for, og alt, hvad vi ønsker at give videre til vores børn og børnebørn.

Resultatet af folkeafstemningen afspejlede denne retorik: I England var der store flertal for ”Remain” i London og de største byer, bortset fra Birmingham og Sheffield, foruden universitetsbyerne.

Brexit havde bred støtte

Til gengæld vandt ”Leave” i de nedslidte industribyer i det nordlige og østlige England samt i de områder, hvor der i middelklassen i forvejen længe havde været skepsis over for EU. Efter afstemningen har adskillige forskere nærlæst og analyseret resultatet. De er kommet til det resultat, at det er sandsynligt, at det var Farages og Johnsons populisme, der blev afgørende for valgets udfald. Men de gør også opmærksom på, at der skal en lang række andre faktorer med i forklaringen.

Det var nemlig ikke kun de ”efterladte”, som stemte ”Leave”. Det ville være en fejl at konkludere, at Brexit manglede bred støtte. Det var kun London, Nordirland, Skotland og universitetsbyerne, der var Remain-sidens bastioner, lyder det i et autoritativt studie.

Forskningen viser desuden, at vælgerne i vidt omfang ikke havde været drevet af følelser. Selv om der naturligvis undertiden havde været stærke følelser involveret på begge sider, havde de fleste vælgere foretaget rationelle kalkulationer af fordelene og omkostningerne ved Brexit.

nok var Brexit trist for Danmark og ganske givet også skadeligt for briterne selv, men det var ikke kun et resultat af irrationalitet, falsk bevidsthed og populistisk demagogi,

Deres indtryk af de politiske ledere havde også spillet en rolle. Især var vælgernes følelser over for Boris Johnson vigtige, kun i mindre grad i forhold til Farage. Alligevel ville det være at gå for langt at konkludere, at Johnsons bidrag i sig selv var afgørende for, at resultatet blev et Brexit. De politiske partiers holdninger havde også været vigtige. Men da partierne ikke stod samlet bag deres ledere, havde de kun været af mindre betydning, end hvis de havde stået samlet.

Af de faktorer, der spillede en rolle for vælgernes personlige kalkulationer over fordele og ulemper ved fortsat medlemskab var, for det første, negative holdninger over for indvandring. For det andet følelsen af, at Storbritannien havde mistet national suverænitet til EU.

For mange vælgere betød følelsen af at være blevet økonomisk marginaliseret og kørt bagud, at de ikke oplevede det som en risiko at forlade EU. Endelig havde vælgernes alder, uddannelse og sociale status en betydning.

Således var mange ældre, velsituerede medlemmer af middelklassen tilbøjelige til at negligere den økonomiske risiko ved at forlade EU, mens yngre mennesker, der allerede i forvejen nød godt af EU’s frie, indre arbejdsmarked, følte, at de havde meget at tabe og derfor stemte ”Remain”.

Konklusionen må være, at nok var Brexit trist for Danmark og ganske givet også skadeligt for briterne selv, men det var ikke kun et resultat af irrationalitet, falsk bevidsthed og populistisk demagogi, sådan som blandt andet den forhenværende premierminister Tony Blair mente.

I årene efter folkeafstemningen hævdede Blair, at Brexit skyldtes, at centrum-venstre og centrum-højre havde mistet deres politiske magt, og at den populistiske oprørsbevægelse på venstre- og højrefløjen havde overtaget den. Men Blair havde ikke belæg for sin analyse. Brexit var et oprør mod den liberale elites værdier, verdensbillede og politik. Ja, i virkeligheden var der tale om det, som flere danske analytikere og kommentatorer kalder ”den nye klassekamp”.

Den nye klassekamp

Tesen om ”den nye klassekamp” kender vi herhjemme fra Lars Olsen og hans medforfatteres bøger, senest Rige børn leger bedst fra 2021. Politisk møder vi den også hos den socialdemokratiske politiker Kaare Dybvad Bek.

I udlandet kan man finde beslægtede analyser i for eksempel Åsa Linderborg og Göran Greiders Det populistiske manifest (2018), Joan Williams’ White Working Class (2020), Michael Linds The New Class War (2020), John B. Judis’ The Populist Explosion (2016) og David Goodhearts The Road to Somewhere (2017). Jeg vil i det følgende gengive, hvordan den britiske fagforeningsmand og kommentator Paul Emberys forklarer Brexit.

For disse somewheres er økonomisk fremgang ikke det altafgørende mål. Hvad de sætter højst pris på er derimod social solidaritet, sammenhængskraft og orden. Men det har de liberale eliter – hvilket parti de end stemmer på – overset.

I sin bog Despised: Why the Modern Left Loathes the Working Class fra 2021 hævder Embery, at årsagen til Brexit skal findes i Labours svigt af den del af arbejderbevægelsen, som var tilhængere af socialkonservative, patriotiske og kommunitære værdier. Værdier, som siden partiets forvandling til et middelklasseparti under Tony Blair, havde udrenset denne tradition og sendt dem i armene på Conservatives eller – værre endnu – det populistiske højre.

Ifølge Embery var Brexit en hævnaktion foranstaltet af en længe overset gruppe i samfundet, som havde set deres overbevisninger og værdier ignoreret eller forhånet af en arrogant, teknokratisk og globaliseringsbegejstret liberal elite, som ikke kun sad på magten hos Conservatives, men også hos Labour. Embery tager afstand fra den liberale intelligentsias portræt af Leave-vælgerne som gamle, fremmedfjendtlige hvide, der blot drømte om at genoplive fortidens imperiedrømme.

Det er simpelthen en ”doven karikatur”, som står i modsætning til den forskning, der viser, at omkring en tredjedel af Leave-stemmerne kom fra sorte og etniske minoriteter. Nej, Brexit var et ægte demokratisk oprør fra arbejderklassens side, især den engelske arbejderklasse.

Men oprøret kom ikke alene fra arbejderklassen, mener Embery. Han hævder, at der i nutidens Storbritannien findes en ny koalition – men selvfølgelig fuldstændig ukoordineret og tilfældig – mellem, på den ene side, tidligere vælgere fra Labours gamle arbejderbyer, og, på den anden side, konservative middelklassevælgere i forstæderne og landdistrikterne.

Disse grupper, som i årevis har følt sig forhånet og ignoreret af ledelserne i både Conservatives, Labour og Liberals på grund af deres ”traditionelle” og umoderne værdier, er i dag fremmedgjorte og vrede. Det er modsætningen mellem disse grupper og de liberale eliter i partierne, som David Goodheart identificerer som ”the people of somewhere” og ”the people of nowhere”.

For disse somewheres er økonomisk fremgang ikke det altafgørende mål. Hvad de sætter højst pris på er derimod social solidaritet, sammenhængskraft og orden. Men det har de liberale eliter – hvilket parti de end stemmer på – overset.

En undersøgelse, der blev foretaget i marts 2019 viste, at 81 procent af respondenterne ikke følte, at de fleste politikere tog hensyn til almindelige menneskers synspunkter. Blandt Leave-vælgere var tallet hele 91 procent. Embery mener, at Boris Johnsons sejr samme år i vidt omfang skyldtes, at han var i stand til at overbevise arbejderklassen om, at der endelig var én, der hørte på dem. At han så snart viste sig utroværdig, er en anden sag. Det interessante er nemlig, at hans sejr signalerede venstrekonservatismens genfødsel.

Venstrekonservatismens genfødsel

Den britiske politilog Eric Kaufmann har i de seneste par år ved flere lejligheder analyseret denne udvikling, for eksempel i Tablet Magazine den 16. juni 2020.

Kaufmann mener, at den nye venstrekonservatisme kombinerer et konservativt syn på kulturelle spørgsmål som national identitet og indvandring med venstreorienterede positioner i økonomiske og sociale spørgsmål, for eksempel spørgsmål vedrørende offentlig velfærd.

Han udpeger de første spæde tegn på den i begyndelsen af det 21. århundrede. Men han følger dens rødder tilbage til USA, nemlig til den såkaldt populistiske og progressive æra fra midten af 1880’erne og op til New Deal. Han mener nemlig, at den udspringer dels af den protestantiske ”Social Gospel”-bevægelse, dels i en lille, for det meste jødisk tradition, som efter Anden Verdenskrig blev ført videre af folk som politologen Daniel Bell og Nathan Glazer.

Nogle af dem, som for eksempel Glazer selv, betragtede sig oprindelig som hørende til på venstrefløjen, men blev konservative i mødet med den militante del af ungdomsoprøret. Da Daniel Bell i 1979 forklarede den figur, som Kaufmann gengiver, forklarede han den således:

Da Frankfurter-skolens marxistiske kulturkritik blev taget op af grupper, der var optaget af problemerne i den tredje verden og de sortes kamp for borgerrettigheder, skiftede den marxistiske samfundsanalyse fra klasse til identitet. Den nye identitetspolitik gled sammen med idéer fra den gamle kulturelle (”bohemian”) venstrefløj og blev til en ”venstremodernisme”.

Efter at have afkastet sig sin åbenlyse marxisme tog den voksende klasse af vidensmedarbejdere, der arbejdede inden for de store virksomheder, medierne og den offentlige forvaltning, den nye ideologi til sig.

Hvor arbejdere og byernes intellektuelle tidligere havde stået sammen over for et økonomisk liberalt ledelsessegment og den ”gammelkapitalistiske” klasse af mindre selvstændige erhvervsdrivende, blev alliancen mellem dem brudt:

Modernistiske intellektuelle overførte modkulturen til vidensøkonomiens ledere – eller den nye ”kreative klasse”, som blandt andre Kaare Dybvad Bek kalder dem i De lærdes tyranni  – og trak de to grupper sammen, samtidig med at de fremmedgjorde den traditionelle arbejderklasse, som til gengæld nu fandt ud af, at den havde mere til fælles med de små erhvervsdrivende. Afstanden blev forøget af det boom, der fandt sted inden for de videregående uddannelser.

På venstrefløjen fik universitetsuddannede liberale i de store byer større og større politisk indflydelse – dels indirekte gennem medierne, dels direkte gennem deres politiske kontakter og overtagelse af fagforeninger

Modkulturen kom til at udgøre en trussel på to brede fronter. For det første undergravede kulturen det, som sociologen Robert Putnam kalder ”den sammenbindende sociale kapital” inden for det lille og det store samfund:

familiefællesskabet, det lokale fællesskab, fællesskabet omkring kirken og så videre. For det andet gik modkulturen med sin radikale egalitarisme og individualisme til angreb på samfundets ”brobyggende sociale kapital” i form af traditioner, kollektive erindringer og nationalitet – og man kan måske tilføje pligtfølelse og samfundssind.

I denne analyse blev Bell siden fulgt op af intellektuelle journalister og forfattere fra både højre- og venstrefløjen som Kevin Phillips, Christopher Lasch, Michael Lind og John B. Judis.

Hvorfor kommer venstrekonservatismen nu?

Hvorfor finder vi så en genopvakt venstrekonservatisme lige nu, spørger Kaufmann. Hans forklaring er, at finanskrisen i 2007-08 og den stigende ulighed rystede mange menneskers tro på en markedsøkonomisk globalisering.

På venstrefløjen fik universitetsuddannede liberale i de store byer større og større politisk indflydelse – dels indirekte gennem medierne, dels direkte gennem deres politiske kontakter og overtagelse af fagforeninger og venstreorienterede politiske partier, som i flere år havde oplevet et dræn af vælgere fra arbejderklassen.

Det tillod den venstreorienterede intelligentsia at fuldende en ”kulturel vending”, som førte den væk fra klasse og i retning af race, køn, mindretal og seksuel identitetspolitik. I denne proces mistede de den almindelige arbejder. Da Europa blev indvandringsmål for asylsøgere og økonomiske migranter, åbnede venstremodernisterne deres arme for disse repræsentanter for den tredje verden, de betragtede dem for at være.

Herved blev kløften mellem venstrefløjen og de grupper i samfundet, som følte sig truet af både globaliseringen og indvandringen, endnu større. Derfor kom de til at genoplive den populistiske tradition fra det forrige århundredskifte.

Meritokrati

Essensen af venstrekonservatismen, vil jeg selv mene, er ønsket om at bevare de ting, der styrker den sociale sammenhængskraft – traditioner, social velfærd, kulturel homogenitet og tilknytningen til stedet og nationen.

Derfor er venstrekonservative dybt kritiske over for post-nationale, globalistiske eliter, der både hylder modkulturen og økonomisk liberalisme, og for hvem status ikke er noget, man skal stræbe efter at opnå i sit lokalsamfund eller i sin nation, fordi man først og fremmest anser sig selv for at være en del af en transnational statuskultur og et internationalt meritokrati.

Ordet meritokrati blev oprindelig skabt af den britiske sociolog Michael Young (1915-2002), som i 1958 udgav bogen The Rise of the Meritocracy. I bogen skildrer Young et dystopisk samfund i 2033, hvor den enkeltes sociale position bliver afgjort af hans meritter – uddannelse, erfaring og dygtighed – og som styres af en meritbaseret elite, som fratager alle andre end deres egen klasse politisk indflydelse.

Senere brugte Daniel Bell udtrykket, da han forudsagde, at den nye elite i det postindustrielle samfund ville bestå af eksperter og teknokrater. Da New Labours leder Tony Blair omkring årtusindskiftet var med til at give ordet meritokrati en positiv betydning, indvendte Young, som selvfølgelig havde set det som noget negativt, at meritokratiet blev udgjort af en ny, liberal overklasse uden forståelse for, hvordan man tænkte og levede i de sociale lag under den selv.

Den forandring, der derimod er brug for, er en politik, som har til formål at løse alle de problemer, som ”ultraliberalismen” har ”forårsaget,

En repræsentant for den nye venstrekonservative strømning i Storbritannien, Theresa Mays tidligere stabschef Nick Timothy, skriver i sin bog Remaking One Nation: The Future of Conservatism fra 2020, at det, der er brug for i dag, ikke er en forkastelse af det, han tidligere i bogen har kaldt den ”essentielle liberalisme” – altså værdierne i det liberale demokrati.

Det ville betyde en underminering af alle de normer, værdier og institutioner, som har gjort Storbritannien og mange andre vestlige samfund rige og gode at være borger i.

Den forandring, der derimod er brug for, er en politik, som har til formål at løse alle de problemer, som ”ultraliberalismen” har ”forårsaget, øget eller helt ignoreret”. Det, der skal til, er en ”kommunitær” korrektion, der bringer ”folk” og ”sted” tilbage i politikken.

Fællesskabernes og de sociale institutioners nedbrud må standses. Og der må bygges et sammenhængende samfund baseret på en inkluderende, men stadigvæk udpræget britisk kultur og identitet. En ”kommunitær korrektion” er ikke kun mulig, den i fuld overensstemmelse med både konservatives og socialdemokraters filosofiske tradition.

Timothy mener, at den radikale venstrefløj med dens tilslutning til identitetspolitik og dens fjendtlighed over for markedet er ved at udvikle sig til illiberale demokrater, samtidig med at de er tilhængere af kulturel ultraliberalisme, masseindvandring og en overnational styreform, som de anser for at være overlegen i forhold til både den nationale suverænitet og det parlamentariske demokrati. Derved underminerer den radikale venstrefløj de mål, som Labour blev grundlagt på at skulle levere: solidaritet og lighed mellem de sociale klasser.

Men der findes stadig et moderat venstre, som konservative kan samarbejde med, mener Timothy. For fra begyndelsen var Labour en koalition mellem arbejderklassens fagforeninger, middelklassens fabianere, socialister, socialdemokrater og radikale liberale, som var blevet trætte af det liberale parti.

Det der bragte alle disse grupper sammen, var en tro på fællesskabet i modsætning til liberales – og nogle gange også konservatives – individualisme. Som Harold Wilson engang sagde, skylder Labour ”metodismen mere end marxismen”.

Ja, konkluderer Nick Timothy, ”vi burde ønske, at socialdemokrater og konservative sammen skaber en ny overenskomst, hvor begge parter respekterer den essentielle liberalismes principper, men anerkender behovet for at bevæge politikken i en mere kommunitær retning.”

Politik efter pandemien

Det hører med til definitionen af, hvad en nation er, at den er en gruppe, som er i stand til at handle og beslutte noget samlet, og at den forstår sig selv som et etisk og historisk fællesskab. Nationer kan defineres som fællesskaber, som udretter noget sammen.

Den definition efterlevede befolkningen i Danmark i vidt omfang under coronakrisen, idet langt den største del af befolkningen udviste medborgerligt hensyn og støttede regeringens strategi om at tage vare på hinanden og samfundets svageste. Den socialdemokratiske fortælling om coronakrisen var åbenlyst national.

Indtil oppositionen begyndte at udnytte minkskandalen politisk, var dette en væsentlig grund til, at vælgerne bakkede statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet op. Men selv om der i den borgerlige lejr i øjeblikket bliver gjort et ihærdigt forsøg på at få offentligheden til at tro, at Socialdemokratiet er ude på at berøve borgerne deres frihed, så vil de få svært ved at gøre danskerne lige så statsfjendtlige som højreorienterede amerikanere.

Mange liberale borgerlige har under coronakrisen været så forblændet af liberale principper, at de ikke har forstået, hvad der har fået så mange vælgere til at støtte Socialdemokratiet: at regeringen ikke kun stod for en troværdig styring af krisen, men samtidig var i stand til at gennemføre en lang række aftaler i form af hjælpepakker og en finanslov, som ikke blot regeringens støttepartier, men også erhvervslivet var tilfredse med.

Neoliberale har nærmest gjort dyrkelsen af det frie marked og borgernes frie valg til en kult.

I sommeren 2022 viste målinger, at et flertal af danske vælgere støtter en regeringsdannelse hen over midten. Dette kan tolkes som et udtryk for en voksende forståelse for, at nationale hensyn – dvs. hensyn til samfundets vel – bør gå forud for snævre politisk-ideologiske overbevisninger.

Som Francis Fukuyama påviser i Liberalism and Its Discontents fra 2022, gennemgår liberalismen og det liberale demokrati en krise i disse år. Ikke kun i den forstand, at det liberale politiske system og de grundlæggende principper, det bygger på – lighed, rule of law og borgerlige rettigheder – er kommet under pres. Men også forstået på den måde, at principperne har undergået en udvikling i retning det ekstreme.

Neoliberale har nærmest gjort dyrkelsen af det frie marked og borgernes frie valg til en kult. Men i virkeligheden har neoliberalisme medvirket til at skabe en større økonomisk ulighed. Uligheden har fået samfundets sårbare grupper til at reagere i form af populisme og kritik af de liberale eliters magt. Venstreliberale og konservative dyrker på deres side ”identitet” på en måde, som får dem til at fornægte klassisk liberale forestillinger om universelle værdier, fællesmenneskelige behov og det nationale fællesskab.

I alle tilfælde undergraves den forestilling om nationen, som er så afgørende for at holde sammen på pluralistiske samfund. Hvis liberalismen skal overleve sin krise, er det derfor nødvendigt, at den anerkender behovet for, at der i befolkningen findes en national identitet, som kan danne grundlag for demokratiet, staten og samfundet, uden at det sker på bekostning af grundlæggende nationale værdier.

National identitet, liberalt forstået, handler om ”meget mere end en vellykket håndtering af diversitet og fravær af vold, mener Fukuyama:

Liberale har haft en tendens til at tage afstand fra appeller til patriotisme og kulturel tradition, men det burde de ikke. National identitet i et liberalt og åbent samfund er noget, liberale med rette kan være stolte over, og deres tendens til at underspille national identitet har gjort det yderligtgående højre i stand til at erobre terræn.

Fukuyama mener således, at en bestemt form for liberalisme – den, som jeg selv har kaldt for ”rettighedsliberalisme” – i de seneste årtier har brugt domstolene i Europa og USA til at underminere de privilegier, der engang hørte med til at være borger, ved at ophæve skellet mellem borger og ikke-borger for eksempel i spørgsmål om stemmeret og andre borgerlige rettigheder.

Fukuyama mener derfor ikke, at man bør undre sig over, at de grupper i samfundet, som den form for politik går ud over, vender sig mod nationalkonservative partier. Men man bør heller ikke blive overrasket over at se vælgerne ønske sig staten tilbage. Især fordi de nu har både finanskrisen og coronakrisen i frisk erindring.

Velfærdsstaten virkede

For at begynde med den sidste: At nogle stater havde været bedre end andre til at klare krisen, skyldtes ikke, at de var demokratier. Som Francis Fukuyama skrev i det udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs, havde selve styreformen vist sig at have beskeden indflydelse på krisehåndtering:

Nogle demokratier har klaret det godt, andre har ikke. Det samme gælder for autoritære styrer. Det afgørende har været statskapacitet, social tillid og godt lederskab. Lande med et kompetent statsapparat, en regering, som borgerne lytter til, og effektive ledere har begrænset effekten af epidemien.

Lande som Danmark, Norge og New Zealand bestod denne ”statsprøve”. Til gengæld fejlede mange andre europæiske lande. Og USA og Storbritannien faldt under dumpegrænsen.

Fukuyama bekræfter således betydningen af både en stærk stat og kompetente og effektive ledere.

Lige så vigtigt har velfærdsstaten vist sig at være. Covid-19 gjorde nemlig ikke kun klart, hvor vigtigt det er for borgerne at leve i et samfund med en stærk stat, men også en stat af en bestemt type: en velfærdsstat med et godt sundhedssystem, et socialt sikkerhedsnet og et kompetent bureaukrati.

Lande som Danmark, Norge og New Zealand bestod denne ”statsprøve”. Til gengæld fejlede mange andre europæiske lande. Og USA og Storbritannien faldt under dumpegrænsen.

I august 2020 viste det amerikanske analysebureau Pew Research Center, at 95 procent af den danske befolkning mente, at deres regering havde gjort det godt i krisens første fase. I Storbritannien lå tallet derimod på 46, hvilket var en bundplacering i forhold til de 14 lande, der var blevet undersøgt. USA lå kun lidt over med 47 procent, og i Sverige var tallet 71.

Men som politologen Paolo Gerbaudo viser i The Great Revolt fra 2021, var coronavirusen blot kulminationen på en serie kriser, som har ført til en bekræftelse af statens rolle som en grundpille for borgernes velfærd og overlevelse.

Finanskrisen afslørede, at markedet hverken er i stand til at opretholde sig selv eller til at løse sociale problemer uden statens medvirken. Markeder kan kun være effektive og understøtte samfundslivet, hvis de beskyttes af staten. Desuden viste krisen mere indirekte, at staten i visse lande havde medvirket til at overføre magt til store selskaber og en velstandsfordeling, der favoriserede de rige.

Under den efterfølgende periode blev det derfor klart for mange økonomer – også liberale – at en genoprettelse af økonomisk og social stabilitet i vidt omfang afhang af en både indgribende, regulerende og beskyttende stat.

Sideløbende er det kommet til at stå mere og mere klart, at kombinationen af klimakrise, miljøkrise og energikrise kræver en styrkelse af statens kapacitet og et samarbejde mellem nationalstater.

Columbia-økonomen Dani Rodrik lagde i et interview med Altinget i 2018 afstand til den neoliberale forestilling om verdensborgeren og en verden uden grænser:

Begrebet om verdensborgeren har været med til at udvide den kløft, hvorfra populismen nærer sit virke. Mellem dem, som vinder på globaliseringen, og dem, der føler sig ladt i stikken. Det er et ord, de globale eliter har brugt til at legitimere deres snævre politiske egeninteresser. Hvor de understreger deres omsorg for folk i andre lande, mens de glemmer eller ser lidt ned på deres landsmænd, som ikke har det internationale netværk eller ressourcerne til at blive del af deres egen gruppe.

Ifølge Rodrik betyder medborgerskab at være en del af et politisk fællesskab – at være borger sammen med andre borgere, som diskuterer og bestemmer sig for en fælles fremtid, og hvor der er et meget bredere og dybere gensidigt ansvar. Han skriver:

Det ansvar kan kun udleves inden for et politisk fællesskab, hvor der er valg, domstole, politisk repræsentation og parlamenter. Og sådan som verden nu en gang er indrettet, er de fællesskaber organiseret som nationalstater. Borgerskab giver derfor kun mening inden for rammerne af nationalstaten.[20]

Af den grund er neoliberal globalisering svært forenelig med demokrati. Og skønt neoliberalismens udenrigspolitik byggede på udbredelse af demokrati, åbne markeder og respekt for menneskerettigheder, medvirkede den reelt til at skabe fattigdom, valutakriser og arbejdsløshed. Neoliberalismen rummer således ret beset kimen til afviklingen af demokratiet til fordel for teknokrati eller autokrati.

Konklusion

Under den hjemlige coronakrise støttede både Venstre og De Konservative de restriktioner, som regeringen og Sundhedsstyrelsen anbefalede. Men ofte havde støtten formel og rituel karakter, og reelt opfordrede partierne folk til at stole mere på deres egen end sundhedsmyndighedernes dømmekraft. Fra liberal side blev det påstået, at danskerne var mere interesserede i frihed og rettigheder end i tryghed.

Men det er en forkert måde at se forholdet mellem frihed og sikkerhed. Selvfølgelig sætter borgerne i Danmark deres frihed højt.

Men de ved også af historisk erfaring, at den er et resultat af en særlig form for folkeligt fællesskab, som staten er til for at garantere. De fleste danskere ønsker ikke frihed på bekostning af tryghed og fællesskab. Det ved socialdemokraterne.

Det burde også historisk bevidste borgerlige have vidst. Og man kan undre sig over, at denne erkendelse i dag ikke bliver markeret klarere af et parti, som kalder sig konservativt og traditionelt har hyldet både staten og nationen og gjort det til sit hædersmærke at stå som beskytter af de svage i samfundet.

Så i Danmark har vi stadig til gode at se en fornyelse af konservatismen fra dens venstrefløj.

Hvorvidt Socialdemokratiet vil være i stand til at holde på de arbejdervælgere, de har vundet tilbage fra de borgerlige partier, især Dansk Folkeparti, vil bl.a. afhænge af, om partiet – i sit igangværende forsøg på at vinde yngre, værdiliberale vælgere i de store byer tilbage – dæmper sin tidligere kritik af identitetspolitik, i form af normkritik og wokeisme.

For hvis partiet gør det, vil det gøre sig selv sårbart i en ny værdikamp af den karakter, som er blusset op i lande som USA og Storbritannien. Den sårbarhed vil både De Konservative og Danmarksdemokraterne kunne udnytte. Det er således langt fra givet, at Socialdemokratiet vil få held med igen at blive et arbejderparti.

Vælgerne bør nok også have et vågent øje med den succes, Boris Johnson trods alt havde med siden at tiltrække støtte fra arbejdere, der sympatiserede med hans kamp mod den liberale venstrefløjs omfavnelse af identitetspolitik og wokeisme.

Michael Böss (f. 1952) er dr.phil. og cand.mag. Han er desuden lektor emeritus fra Aarhus Universitet og har skrevet en lang række bøger om samfundstænkning. Senest Liberalismens vildfarelser – Forsvar for folkestyret (2021) og Nationalitet (2019)