Kroppen skriger af smerte af mangel på ilt. Bevidstheden, Lungen og Nyrerne vil gerne gøre en ende på det hele. Men det gamle Hjerte mærker ikke noget og bliver ved med at slå og følge sin gamle rutine, men bliver endelig overvundet, da smerten rammer også det i en voldsom slutscene.
Ideen bag Louise Alenius’ nykomponerede opera i en akt, Manualen, om aktiv dødshjælp er overraskende god og original, når man tænker på, hvor klodset aktuelle etiske og politiske emner ellers kan tages op i opera- og teaterregi. Det havde ellers været nærliggende at lave en opera, hvor hhv. den syge og de pårørende indtog de fra offentligheden så velkendte positioner.
Et eksempel på en opera i denne kategori er f.eks. Jake Heggies opera Dead Man Walking fra 2000, der havde Danmarks premiere på Det Kongelige Teater i 2017. Alenius går en anden vej, der mere peger i retningen af barokoperaen eller denne tids oratorier, hvor det er mere normalt at høre begreber og lignende synge i menneskeform, f.eks. i Händels Tidens og Visdommens Triumf (1707), hvor Skønheden fristes af Nydelsen, mens Tiden og Visdommen forsøger at få hende til at søge indsigt, mens tid er.
Det er dog også hændt i nyere tid, f.eks. i Rued Langgaards Antikrist (1923, siden omarbejdet), hvor vi som personer på scenen møder ”Gådestemningen”, ”Munden der taler store ord”, ”Løgnen” og lignende. Hos Louise Alenius er det organerne, der synger personificeret i en syg krop.
Mens ideen er god har den indbygget dramatisk svaghed. Dette så Rued Langaard stort på, mens Händel ubesværet får den unge piges refleksioner over sin plads i livet til at fylde en hel opera ud. Alenius, der selv har skrevet libretto til sin opera, placerer sig et sted mellem de to yderligheder.
Størst problem har jeg med Hjertet, der er det, som alting drejer sig om: De andre organer bliver hurtigt enige om, at kroppen er bedst tjent med at dø, men at det nok vil blive svært at overbevise Hjertet om det. Hjertet kommer dog aldrig rigtigt selv til orde før til sidst i forestillingen, men hænger blot truende over scenen.
Fraværet af Hjertet som troværdig antagonist i størstedelen af forestillingen går ud over dens dynamik. Hjertet blev i øvrigt rigtig godt sunget af Petri Lindroos, der tronede over det hele som en gammel, konservativ patriark – en Jeronimus-type – der ser ned på de andre og nægter at ændre sine egne indgroede rutiner og vaner.
Dette er formentlig komponistens egen, slet skjulte, stillingtagen til spørgsmålet om aktiv dødshjælp. En glimrende ide at bruge hjertet på den måde, men synd at det ikke er indarbejdet lidt mere i forestillingen.
Det andet ”men” ved Alenius’ forestilling er ideen om at basere den på selvmordsmanualen (eller vejledningen) fra internettet, der indeholder en liste over velegnede lægemidler, der kan bruges af personer, der af den ene eller den anden grund ønsker at tage deres eget liv. Ophavsmanden blev i 2019 dømt for medvirken til selvmord.
Dog ikke ved at lægge manualen online, men ved mere aktivt at hjælpe til selvmord ved bl.a. at skaffe receptpligtig medicin til personer, der ville begå selvmord. Selvmordsvejledningen inddrages i stykket ved, at manualen bliver til en karakter i stykket, der fortæller kroppen, hvordan den kan bringe smerten til ende. Det sker ved, at forskellige steder fra selvmordsvejledningen synges af Manualen, f.eks. som her, i mere eller mindre ordret gengivelse (gengivet fra byrettens afgørelse, der vist svare meget til, hvordan det bruges i forestillingen):
”På fastende mave (det vil sige ingen føde i seks timer) skal man indtage et kvalmemodvirkende middel, nemlig tre tabletter enten […] (de er lige gode). Skyl dem ned med et godt glas af en drik som du kan lide, fx den bedste champagne du kan få fat på, en “flyver’, vodka blandet med juice, vin, øl, sodavand eller bare vand (alkohol er ikke strengt nødvendigt). Spil din yndlingsmusik).”
Dramatisk fungerer dette bedre i den debatskabende offentlighed end på operascenen, hvor Manualen var et indslag, der drev trak dramatik ud af værket med sine kliniske konstateringer. Ideen med dødskamp mellem organer er god, men vinklen med aktiv dødshjælp gør operaen for lidt universel. Det bliver for tidstypisk
Dette passede ikke så godt til den utrolig flotte og stemningsfulde musik, som Alenius havde komponeret. Stemningsfuld og med lange, sangbare fraser, uden dog at være egentlig melodiøs.
Vi er i området for tonemalerier og orkesterfarver. Jeg kunne måske godt have tænkt mig lidt mere retning i musikken, der ikke klart bevægede sig fra et sted til et andet, selvom forestillingen dramatisk bevæger sig i en retning, hvor de forskellige karakterer opnår en form for forklarelse.
Det er dog svært at afgøre ud fra kun en enkelt gennemlytning. Dette ændrede sig dog lidt i den voldsomme slutscene, hvor kroppen vrider sig i nogle voldsomme hjertekrampetrækninger (formentlig angina pectoris) inden Hjertet sætter ud og alt bliver sort.
Dette var utrolig effektfuldt sat i musik og virkede stærkt på de fleste tilhører – også at dømme efter hvad samtaleemnet var ved pausebordene.
Det skal dog retfærdigvis siges, at den dramatiske ide i slutscenen minder lidt vel meget om slutscenen i Strauss’ Elektra (1909), som kan opleves i den kommende sæson på Det Kongelige Teater fra den 25. marts 2023). Elektra slutter med nogle meget voldsomme akkorder, der hamres ud i et stort orkester et par sekunder for derefter at blive afløst af en næsten total stilhed, der så igen afløses af nogle vilde akkorder.
Dette gentager sig nogle gange. Hvorfor hjertekrampens voldsomheder skulle personificeres ved en ung kvinde i vidt, Angina, sunget smukt og blidt af Sofie Lund, forstår jeg dog ikke helt. Men kontrasten var bestemt effektfuld. Intet af det nævnte ændrer dog ved, at Alenius har skabt noget musik og en slutscene, som næppe har ladt mange helt uberørt.
Mens jeg er lidt skeptisk over for partiet som Manualen, fungerede de andre partier noget bedre, ikke mindst det vægtige parti som Bevidstheden, der blev sunget virkelig godt af Elisabeth Jansson, der leverede den bedste præstation til premieren. Hun befandt sig tydeligt godt i Alenius’ tonemaleri. Det samme gjaldt i øvrigt Signe Asmussen, der sang partiet som Lungen. Et flot indslag var sangere fra Det Danske Pigekor, der synger partiet som Hånden, der tilbyder hjælp til at indtage den dødelige dosis til sidst i forestillingen.
Iscenesættelsen kunne der godt have været gjort lidt mere ud af. Det var ikke helt tydeligt, at vi var inde i en krop eller om vi var på et stillads på en byggeplads, fordi der var forskellige stiger rundt omkring på scenen. En mere organisk scenografi havde nok passet bedre. Belysningen var dog flot og stemningsfuld.
Trods forbehold er det svært at komme uden om, at Manualen både som værk og som fremførelse var meget vellykket. Med lidt dramaturgisk omarbejdning (evt. af andre end komponisten selv) tror jeg, at operaoplevelsen kunne blive meget mere vellykket. Jeg er tilfreds.
Tilfreds er jeg derimod ikke med den anden del af den dobbeltforestilling, som Manualen var en del af, nemlig Kurt Weill og Bertolt Brechts, De Syv Dødssynder, Die sieben Todsünden, fra 1933. Ifølge overleveringen skulle Arnold Schönberg engang have sagt, ”dass Kurt Weill der einzige ihm bekannte Komponist sei, in dessen Musik er keinerlei Qualität finde“. Man skal naturligvis ikke tro på alt, hvad man læser, men Schönbergs bemærkning forekommer mig at være en meget rammende beskrivelse af Kurt Weills musikdramtik.
De Syv Dødssynder er gumpetung, monoton samfundssatire, der kritiserer den amerikanske drøm og dens bagvedliggende kapitalisme og individualisme. En samfundssatire, der formentlig mistede noget af sit bid og blev svær at tage alvorlig sådan nogenlunde allerede i premiereåret, hvor Kurt Weill måtte søge eksil i USA, og vel fandt ud af, at et samfund der satte individets ukrænkelighed i absolut centrum måske ikke var så skidt endda sammenlignet med den tyske kollektivisme, der gik grassat fra samme tidspunkt og frem til 1945 – hhv. 1989 for de virkelig uheldige.
I hvert fald er Weills/Brechts satire ikke noget, der falder i min smag i dag. Musikken er den fra revyer og kabareter velkendte, der fanger interessen i et par enkelte numre, men – som beskrevet andetsteds – bedre egner sig til korte revyindslag og korte, satiriske sange – bedst kendt er vel Die Moritat von Mackie Messer fra Weills/Brechts Dreigroschenoper (1928) – og ikke til længere forestillinger. Ikke engang selvom stykket De Syv Dødssynder kun varer godt 40 minutter, er det til at holde ud at høre på så længe.
De Syv Dødssynder er henlagt til syv byer i USA, hvor hovedpersonen Anna opholder sig under en rejse på syv år for at tjene penge til familien. Vi starter hjemme i Louisiana med synden dovenskab, hvor familien sender den dovne Anna ud for at tjene penge (i virkeligheden er det familien selv, der er doven).
Herefter kommer vi til Memphis (hovmod), Los Angles (vrede), Philadelphia (fråseri), Boston (utugt), Baltimore (griskhed) og San Francisco (misundelse). Disse byer havde man – uden at begrundelsen stod mig klart – valgt at erstatte med syv forskellige steder og epoker i verden, f.eks. var scenen om vrede blevet henlagt til den elizabethanske ære i England i 1500-tallet.
Dette gjorde dog ikke den store forskel, for scenografien var hele vejen igennem syv rammer eller døre, der blev belyst i forskellige farver afhængig af, hvor vi er i tid og rum. Det var dog ikke lige til at se, hvor vi var, hvis det ikke var for kostumerne. Hertil kom skiftende bidrag fra Dansk Danseteater.
Jeg har efterhånden på fornemmelsen, at danseteater er noget som instruktøren putter ind i en forestilling, hvis han ikke ved, hvad han ellers skal gøre. Det er hermed bekræftet. Danseteatret tilføjede ikke meget til hverken Weills/Brechts stykke eller til karakteristikken af Anna.
Det altoverskyggende hovedparti som Anna I blev sunget af Nanna Øland Fabricius, der ikke er operasanger, og derfor sang med forstærket sang. Dette betød desværre også, at dynamikken i sagen udeblev, da lydstyrken er nogenlunde den samme hele tiden.
Bedre blev det ikke, at Øland ikke i forvejen havde særlig meget at tilbyde de satiriske tekster, der blev fremført noget monotont. Hvis Øland havde nogen erfaringer med revysang, hørtes det ikke. Det havde nok været et bedre at vælge en egentlig revysanger, der kunne tilføje noget bid og vrængende sarkasme til teksterne.
Ølands præstation passede vel som sådan fint til Weills i forvejen ikke særligt stimulerende musik; men minus og minus giver ikke plus i musikdramatikken: Kombinationen Øland-Weill var rent ud sagt ulidelig at høre på i 40 minutter.
Annas familie blev heldigvis sunget af rigtige sangere, hhv. Kyungil Ko, Fredrik Bjellsäter, Michael Kristensen og Joakim Larsson, der sang flot og godt. Her var der rigeligt med dynamik og afveksling i stemmeklangen. Desværre synger familien ikke særlig meget med. Også Det Kongelige Kapel under ledelse af Robert Houssart fik det ud af musikken, der vel var muligt.
Men ser man bort fra det, er de De Syv Dødssynder en af de mindst stimulerende forestillinger, jeg kan huske at have oplevet i lang tid.
Louise Alenius, Manualen. Libretto af komponisten.
Kurt Weill, De Syv Dødssynder. Libretto af Bertolt Brecht.
Dobbeltforestilling på Det Kongelige Teater den 15. maj 2022.
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om spilledage, billeder, videoer mv.:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/manualen–de-syv-dodssynder
John Fulljames, Velkommen til denne opera dobbelt-forestilling eller på mit modersmål en ”opera double bill” (programartikel)
Katrine Hornstrup Yde, Manual til Manualen – Interview med Louise Alenius (programartikel, Manualen)
Patrick Kinmonth og Pontus Lidberg, Baggrund, plot og handling (programartikel, De Syv Dødssynder)
Mariann Sejer, Fornuften og passionen (programartikel, De Syv Dødssynder)
Julie Schlytter, Et high-end drag show med syv kostumeskift på en halv time (programartikel, De Syv Dødssynder)
Afgørelserne i sagen om hjælp til selvmord fra hhv. byret, landsret og Højesteret fra www.domstol.dk:
https://domstol.fe1.tangora.com/S%C3%B8geside—H%C3%B8jesteretten.31488.aspx?recordid31488=1806
Hjertekrampe (angina pectoris) fra www.netdoktor.dk:
https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/anginapectoris.htm
De Syv Dødssynder finder bl.a. på den her EMI-udgivelse med City of Birmingham Symphony Orchestra dirigeret af Sir Simon Rattle, hvor Elise Ross synger hovedpartiet som Anna. Arnold Schönberg-citatet stammer fra Eckhardt van den Hoogens indlæg om stykket i cd-indlægget:
https://imusic.dk/music/5099969718526/kurt-weil-2009-weill-symphony-no-2-seven-cd
