Optøjer
Foto: Telefonkiosk

Polis, polis, potatisgris

21. april 2022
7 minutters læsetid
Fredfyldt blev påsken 2022 ikke just for svensk politi. Tværtimod blev det med Rasmus Paludans demonstrationer klart, at den svenske stat endegyldigt har mistet sit voldsmonopol i landets ghettoer. Helle Birk beretter om situationen hinsidan.

Engang var en gangster en spritsmugler i forbudstidens USA. Eller mafioso med sicilianske rødder i Corleone-klanen, hvor gudfar organiserede beskyttelse til dem, der var loyale mod familien og hestehoveder i sengehalmen til de andre.

Nu er den organiserede kriminalitet kommet til Nordeuropa – og til Danmark. Vi kalder det bare for bandekriminalitet. Anmeldelser af vold og trusler om vold er steget markant her i landet i de senere år.

Endnu værre står det til i Sverige, der de seneste år har ligget øverst på listen over de mest voldelige lande i Europa. Hovedårsagen til det skal findes i masseindvandringen. Uanset, at den svenske regering i årevis har råbt rasism, hvis nogen har vovet at påpege den åbenlyse sandhed.

Der uddeles omkring 100.000 nye opholdstilladelser hvert eneste år i Den humanistiska Stormakten, moderaternes Fredrik Reinfeldts vision og store drøm for sit land. En drøm som socialdemokratiske Stefan Löfven ukritisk overtog i sine syv år ved magten.

Sverige og Danmark er med Finland de lande i EU, der har færrest politibetjente pr. indbygger. Og forbrydere kan jo altså kun sættes bag lås och bom, hvis politiet efterforsker og sigter dem. Det kniber det gevaldigt med i de utallige utsatta områden, hvor svensk politi for længst har mistet sit volds- og magtmonopol. Det kom til at stå – hvis det ikke gjorde det før så i hvert fald i påsken 2022 – lysende klart for enhver.

Sabotage mot blåljusverksamhet

Den 1. januar 2020 trådte en ny straffelovsbestemmelse i kraft i Sverige. Af bemærkningerne til den nye §5c i kap. 13 om almenfarlige forbrydelser fremgår (i min oversættelse) om baggrunden for den nye bestemmelse, at: “På flere steder rundt om i Sverige er der tilbagevendende angreb på politi, redningstjeneste og ambulancer. Det er et alvorligt samfundsproblem, at centralt udrykningspersonel angribes og forhindres i at udføre deres opgaver. Ikke mindst vold og trusler mod myndighedspersoner er et alvorligt problem.”

Der er skønsmæssigt 61 ghettoområder, utsatta områden som det hedder på politisk korrekt svensk, i Sverige.

I påsken var alene bebudelsen af Rasmus Paludans lovligt anmeldte demonstrationer nok til, at politiet blev angrebet. Politibetjente blev ramt af brosten, politibiler og -busser udbrændte eller blev stjålet, ligesom politiets uniformer og øvrige udstyr. Gerningsindholdet i §5c, der kan give op til livstid, var således til fulde opfyldt. Men det skortede på futtog bag de udbrændte busser og biler, man så på fotomontagerne fra hinsidan. Kun få er blevet arresteret.

Den socialdemokratiske justitsminister Morgan Johansson sendte tweets ud under optøjerne. Han konstaterede, at politiet handlede ”resolut” udi at opretholde ro og orden, og udtrykte det fromme håb, at de sårede betjente ville komme sig hurtigt. Samtidig rakte han ud til sine socialdemokratiske kærnevælgere, eller det han kaldte for ”alle gode kræfter” og opfordrede ”til at bevare roen og ikke lade sig provokere”. Derudover understregede Morgen Johansson, at (igen i min oversættelse): “Dem, der står bag de voldsomme optøjer er ikke repræsentative for dem, der bor i områderne.” De allerfleste i de udsatte områder vil bare have fred og ro og leve deres liv.

Til rigsdagsvalget i 2018 stemte op mod 80% af vælgerne i de udsatte områder, i ghettoerne, på socialdemokratiet.

Polis, polis…

Polis, polis, potatisgris råbte svenske bøllefrø efter politiet i tressernes og halvfjerdsernes Sverige. Det var dengang det marxistiske forfatterpar Sjöwall og Wahlöö skrev om kriminaliteten som en konsekvens af et dysfunktionelt – socialdemokratisk – samfund i bl.a. kriminalromanen Polis, Polis, Potatismos med en parafrase over det kendte børnerim.

Her gør kriminalkommissær Becks tro væbner sig sine tanker om at være polis i Stockholm: ”Gunvald Larsson stod ved vinduet i sit kontor og kiggede udover sin by. Sådan på overfladen så den ikke så tosset ud. Men man kendte kun alt for godt det inferno af kriminalitet, der rasede omkring ham. Nok kom han kun i kontakt med voldsforbrydelser. Men det var også mere end nok… 6 nye røverier, det ene mere råt end det andet og indtil videre ingen spor…”

Gunvald levede ellers i du gamla, du fria Sverige. I det nye Sverige lever politibetjente med trusler, overfald, ja, sågar politimord. Polisfishing er et nyt ord. For nutidens ligister nøjes ikke med at kalde det hårdt prøvede svenske politi for potatisgrisar, som man kan se i Den tynde, blå linje. Helt atypisk for det politisk korrekte Sverige løfter den nye serie noget af sløret for, hvordan det er at være polis i Malmø. Den hårdtprøvede politibetjent, Sara, bliver sammen med sin kollega narret ud til det, de tror, er en politiforretning, men som viser sig at være polisfishing – et bagholdsangreb.

Politihad og gangsterrap

“Om snuten dyker upp, på två minuter jag är borta”, synger Yasin Abdullahi Mahamoud, født i Rinkeby med både fængsel, gangstarap og tilknytning til banden Shottaz på CV’et i monsterhittet ”Pushar”. Gangstarappen har for længst overtaget ABBAs plads på hitlisterne i Sverige. Og ifølge Yasins skønsang er tidsånden mere på hans side end på ordensmagtens:

Jag sätter trender, Ghetto Superstars har låst hela staden
Jag sätter press på MC’s, i studion, röker min cheese
Jag kan få hela publiken att skrika “Fuck the police”

Det er svært at rekruttere og fastholde betjente i Sverige. Den nye – woke – politiuddannelse fra 2019 på Malmø Universitet har pt. rekordlave ansøgertal. Her kan man ellers studere ”magtanalyse” med primært fokus på ”køn/genus, etnicitet, seksualitet, samt politiets håndtering af bl.a. sexisme og racisme.”

Integrationspolis (sic!) Ulf Broström har grædende berettet om, hvordan banderne overtager Sverige.

Inden man henfalder til at råbe tudeprins, bør man have in mente, at ikke bare er det livsfarligt at være svensk polis. Man er også oppe imod apologeter i rigsdag og medier, der står i kø for at udskamme dem, der ikke lovpriser multikultur. Det kan koste både job, venner og anseelse at ytre sig indvandrerkritisk i den humanistiske stormagt.

Sniksnak

Selvom Stefan Löfven gennem syv år lovede at knäcka gängen, og Magdalena Anderssons nye et-parti-regering lover nya tag, så går det fortsat på jäkla vis med kriminalitetsbekæmpelsen hinsidan, hvor det eneste, der gang på gang bliver knækket, er lovens lange arm.

Ifølge Brå, pendant til Det Kriminalpræventive Råd i Danmark, er dødsvolden siden det herrens år 2015 støt stigende.

I Malmø høster projektet sluta skjut stor ros fra justitsminister Morgan Johansson. Men meget tyder på, at effekten er begrænset. Og det, at skydningerne er faldet lidt, må tilskrives svensk politis infiltration af forbrydernes krypterede dialog på Encrochat. Og ikke Malmø-betjentenes dialogkaffe med de kriminelle og ja, man tror det er løgn, servering af pizza.

Jimmie Åkesson, lederen af Sverigesdemokraterne, kalder det for saft och bullar-politiken.

Fængslerne i Sverige er stopfyldte, og politiet kan ikke følge med. Derfor er det også så som så med retsforfølgelsen. Sager frafaldes. Kriminelle går fri på gaden og begår ny kriminalitet, inden de kan komme til afsoning. Og hvad værre er: Svenske bander har indgået et nyt nordisk samarbejde – i København.

Om det betyder, at Yasins lystige gangstarap om, at: Sverige var lunchen, skandinavien, det vår efterrätt er mere end bare kriminalitetsforherligende skønsang, må fremtiden vise. Men noget kunne desværre tyde på det.

Tugt- og forbedringshus – eller hvad?

Den kristne tankegang bag fængselsstraffen er, at delinkventerne angrer, mens de (af-)soner deres skyld og betaler deres gæld til samfundet for så at blive resocialiseret.

Nutidens hårde kriminelle deler ikke helt den opfattelse. Det erfarede statsministeren, da hun som justitsminister var på fængselsbesøg:

… der er kommet en hård kerne omkring bandekriminaliteten, som bærer en brutalitet i sig, som vi ikke har haft redskaberne til at håndtere. Der er en del af dem, som ikke vil resocialiseres. Jeg kan huske et besøg i fængslet i Nyborg, hvor en fængselsbetjent kiggede på mig og spurgte mig om, hvordan de skulle kunne resocialisere mennesker, der aldrig har været socialiseret, og som heller ikke ønsker at blive det?

Svaret svæver i luften.

Dog må man sige at for at løse et problem, må man erkende det. Og det gør vi da her i Danmark. Anderledes forholder det sig i Sverige.

Post påskeopstanden i Sverige

I den kristne kulturkreds er den sidste nadver indledningen på fem dages fejring af påsken, den vigtigste kristne højtid, men desværre blev det også begyndelsen på gentagne angreb på svensk politi i år. Da de skulle beskytte en af demokratiets søjler, ytrings- og forsamlingsfriheden, til en række Rasmus Paludan-demonstrationer.

Der var ikke bare tale om verbale angreb som polis, polis, potatisgris eller i Yasins gangstarap-argot, fuck the police. Nej, der var tale om både drabsforsøg, grov vold, legemsbeskadigelse, og sabotage mot blåljusverksamhet for fuld udblæsning, mens der taktfast blev råbt allahu akbar.

Det var retsstaten mod lovløsheden. Og den sidste vandt.

Skærtorsdag fik de menige betjente ordre til at backa undan. Sammen med deres politihunde, der i øvrigt havde fået, uhyggeligt symbolsk, mundkurv på.

Langfredag så det ikke meget bedre ud for den svenske ordensmagts forsvar af ytringsfriheden. Den mistede igen magt- og voldsmonopolet. I Örebro. I Sveaparken, der er opkaldt efter Svea, skjoldmøen, der personificerer Sverige.

Men Moder Svea tabte til voldsmændene, og til de kvinder og børn, der også var mødt op for at kaste med brosten mod politiet. Iført for nogles vedkommende politiets stjålne uniformer og andet udstyr og for andres shemagh, hijab og masker, så man vanskeligt kunne genkende deres ansigter, hvilket nu gør det yderst svært at stille de skyldige til ansvar.

Vandalernes ultimative ydmygelse af det hårdtprøvede svenske politi var, da en af dem bemægtigede sig en politibil og kørte rundt i den til stor morskab for masserne.

Tre lovligt anmeldte demonstrationer måtte afbrydes. De andre tre blev aflyst.

Da det hele var overstået, stod det lysende klart, at optøjerne mest af alt var et anslag mod det svenske politi og dermed også demokrati. Mod retsstaten. Mod Sverige.

Ja, mod vestlig civilisation.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside