Koncert: Parsifal

Hvorfor blev romerne kristne? Eller for den sags skyld vikingerne? Hvad var det præcist, de fandt så meget mere attraktivt i Kristus end i Jupiter, Mars, Juno og Venus, hhv. Odin, Tor, Frigg og Freja, hvis spørgsmålet overhovedet kan formuleres som om, at der er tale om et valg? Sikkert er det dog nok, at det må have være andet og mere end blot det tegn, som Konstantin ifølge overleveringen så på himlen før slaget ved den mulviske bro år 312.

Spørgsmålet skal ikke søges besvaret her; og det besvares heller ikke i Wagners sidste opera, Parsifal (1882), men værket beskæftiger sig med med et emne, der måske kan lede os mod et svar: Nemlig længslen efter noget større. Længslen efter et forbillede der ikke bare er spejlbilleder af mennesket selv med alle dets gode såvel som dårlige egenskaber. Måske var det, der inderst inde fik dem til at skifte de gamle guder ud. De var simpelt hen trætte af at kigge mod guderne og kun se dem selv.

Den hellige gral vogtes i Parsifal af gralsridderne. Den forlænger deres liv, når kongen, Amfortas, viser den frem for dem. Men kongen lod sig forføre og fik af troldmanden Klingsor et sår, der ikke vil heles. Det springer op hver gang, han skal vise gralen frem. Det går naturligvis ikke i længden at have en helligdom i hænderne på en konge, hvis hænder er plettede af synd. Da Parsifal selv forsøges forført indser han, at seksualiteten og forgængeligheden er forbundet med smerte. Han kan derfor modstå forførelsen, hele såret og vise gralen frem, så dens livgivende kraft kan strømme ud til os alle.

Parsifals tredje og sidste akt foregår netop langfredag, hvor hovedpersonen heler såret og viser gralen frem. Værket opføres derfor ikke overraskende ofte til påske. I Danmark har det dog vist været fraværende siden opførelsen på Det Kongelige Teater i 2012. En planlagt opførelse i januar 2021 kom vist aldrig i stand. Men nu har Parsifal været på programmet igen i en koncertant opførelse med DR Symfoniorkestret, DR Koncertkortet og Københavns Drengekor dirigeret af Ádám Fischer.

Ádám Fischer er herhjemme mest kendt som dirigenten for DR Underholdningsorkestret; og var – efter at orkestret blev nedlagt af DR – med til at fortsætte orkestret under private former som Danmarks Underholdningsorkester. Fischers indspilninger af hhv. Mozart og Beethovens symfonier med samme orkester er fremragende og har da også vundet bred anerkendelse. Med andre orkestre har Fischer også indspillet bl.a. alle Haydns mere end 100 symfonier.

Selvom det således er i det Wienerklassiske, at Fischer er mest kendt herhjemme, er han dog ikke uerfaren udi Wagner. Bl.a. har han grundlagt en Wagner-festival i Budapest, ”Budapest Wagner Days”, der opfører Wagners værker hver sommer.

Som Wagner-fortolker er Fischer mindre markant, hvis man sammenligner med hans indspilninger af Beethoven og Mozarts symfonier. Det er måske ikke så overraskende. Wagners værker giver mindre plads til fortolkning. Forskellen på Wagner-indspilninger er mindre end på indspilninger af Beethoven og Mozart-symfonier. Med en samlet spilletid, som jeg målte til 4 timer og 8 minutter, var Fischers tempo nogenlunde det samme som Hans Richter-eleven Hans Knappertsbuschs tenpo i 1962.

Mere progressivt var valget af gralsklokke. Her havde man vist brugt den klokke, der sædvanligvis er en del af DR Symfoniorkestrets slagstøjsgruppe. Det gav en markant anderledes klang end den dybere klokkeklang, som gralsklokken plejer at have ved opførelser af Parsifal.

Det lød mildest talt ikke godt. Klokken bimlede og bamlede om kap med orkestret, som dens klang skar sig skingert på kryds og tværs igennem. Snart overdøvede den orkestret og snart blev den selv overdøvet af det orkestret. Gralsklokken er normalt placeret sådan, at den er noget man fornemme i det fjerne.

Noget der kommer et andet sted fra, fordi dens lyd markerer, at vi bevæger os ind i gralsborgen Monsalvat – ”zum Raum wird hier die Zeit”, som det hedder i librettoen. Ved DR’s opførelse havde man godt nok ikke placeret den på scenen, men kun lige uden for scenedøren, der i øvrigt stod åben. Man kunne lige så godt have placeret den inden på scenen. Klokkevalget ødelagde desværre nogle af Parsifals bedste steder.

Jeg følte aldrig rigtigt, at jeg kom derhen, hvor tiden bliver til rum. Bedre lykkedes de øvrige effekter, man forsøgte sig med ved at placere orkestre rundt omkring i salen og bag scenen. Særligt effekten, da Klingsors slot styrter i grus til sidst i 2. akt, gjorde i den forbindelse indtryk.

Men heldigvis medvirker klokken ikke i den næsten æteriske slutning. Wagners måske bedste og smukkeste musik er formentlig de sidste 5 minutter i hans sidste opera. Fischer fik sammen med de medvirkende kor forløst denne passage præcist så magisk og overjordisk, som det bør lyde, når man er kommet til en rene og bedre verden.

Herudover må jeg særligt fremhæve scenen med blomsterpigerne og Kundry i anden akt, hvor Fischer og orkestret skabte en klang, der lød utrolig sanselig og fin.

Af de gode sangere, man havde valgt, må særligt fremhæves Stephen Milling, der sang det store parti som den gamle, vise gralsridder, Gurnemanz. Gurnemanz er egentlig en bifigur til de egentlige hovedaktører, helten Parsifal, antagonisten, den onde troldmand, Klingsor, den gode konge, Amfortas, og den evige synderinde, Kundry.

Men Gurnemanz har nogle af de største og mest vægtige steder i stykket. I størstedelen af første og tredje akt hører man stort set kun ham. Parsifal bliver hurtigt en kedelig affære, hvis ikke der er en god og vedkommende Gurnemanz. Det var der heldigvis, for Milling var intet mindre end suveræn, og gav partiet præcist den alvor og tyngde, som det skal have.

Dernæst må fremhæves østrigske Martin Winkler i partiet som troldmanden Klingsor, der sang partiet med passende mængde mørke og afsindigt vanvid.

Største overraskelse var valget af den svenske alt Anna Larson til partiet som Kundry, der normalt synges af lysere stemmere, typisk sopran eller mezzosopran. Larsons Kundry var en af de mørkeste jeg havde hørt, men også en af de absolut bedste! Ikke kun fordi jeg vældig godt kan lide alt-stemmen, men fordi den mørke klang gav denne særprægede karakter en præcis aura af mystik, eksotisme og erotik.

Den farvede hende i et skær, der højt og tydeligt proklamerede, at man ikke skulle prøve at forstå den gådefulde Kundry. Hun er der bare, snart som god, helbredende hjælper, snart som ond forførerske. Parsifal havde ikke en chance.

Stykkets titelperson blev sunget af Julian Hubbard. Han sang pænt, men en smule anstrengt. Han manglende noget af den ungdommelige kådhed, partiet helst skal have for at lyde rigtigt. Han sluttede dog flot til sidst i sin afsluttende monolog, hvor særligt linjerne ”[d]en heil’gen Speer – | ich bring’ ihn euch zurück” blev leveret fantastisk flot.

Endelig må fremhæves Johan Reuter, der navnlig til sidst var en vellykket Amfortas. Reuter sang den sidste scene så godt, at man virkelig kunne mærke smerten og desperationen i den lidende konge, der næsten bliver tvunget til at vise gralen frem endnu en gang.

Jeg har derfor ikke mange indvendinger mod en Parsifal-opførelse, der musikalsk må regnes til en af de mere vellykkede, jeg har oplevet, hvis man ser bort fra klokken. Det må dog indvendes, at den koncertante opførelsesform viser sig svaghed i Parsifal.

Det betyder ganske enkelt noget for oplevelsen, når der ikke er noget sammenspil mellem personerne, og at personer ofte forlader scenen, selvom der er nogen der direkte står og synger til dem. F.eks. i Gurnemanz’ store monolog i første akt, som han synger til nogle af de yngre gralsriddere. De sidstnævnte forlod under opførelsen blot scenen.

Og hvorfor ikke? De skulle jo ikke synge! Her er vi dog helt nede i småtingsafdelingen. For jeg er overordentligt godt tilfreds med DR’s parsifalopførelse.

Richard Wagner, Parsifal. Koncertant opførelse af DR Symfoniorkestret, DR Koncertkoret og Københavns Drengekor dirigeret af Ádám Fischer i Koncerthuset den 14. og 15. april 2022.

Referencer

Ivar Lissner, Romernes Kejsere (1958)

Deryck Cooke, The Symbols Parsifal (formentlig 1964, optrykt i tilknytning til knytning til Hans Knappertsbusch 1962-indspilning, der blev udgivet første gang i 1964 og senere på cd i 2006 (se referencerne her https://aarsskriftet-critique.dk/2018/09/opera-parsifal/).

Richard Wagner Parsifal. Textbuch mit Varianten der Partitur. Herausgegen von Egon Voss (Reclam, 2005)

Hjemmesiden til Ádám Fischers Wagner-festival, ”Budapest Wagner Days”:

https://www.mupa.hu/en/events/budapest-wagner-days-2022