I landet for voksne syd for Danmark har de et godt bogprogram, Druckfrisch, der sendes fra tid til anden på ARD, Das Erste, svarende til vores DR1. I programmet præsenterer Denis Scheck nye bøger, interviewer forfattere og – ikke mindst – ”warnt Sie vor schlechter Literatur”. Det sidste gør sig ikke helt sjældent gældende i forhold til skandinaviske krimier og andet nordisk ”Literaturmüll”, som de ellers så miljøbevidste danskere, nordmænd og svenskere har ladet ligge og flyde på det tyske bogmarked. Selv nok så velmenende litteratur, der ikke er god nok, får ikke lov til at gemme sig bag tidsånden, som Scheck ikke gør meget for at stryge med hårene. F.eks. kasseres Laetitia Colombanis Das Mädchen mit dem Drachen i seneste udsendelse fra 27. marts 2022 som ”Feministische Reiseführerprosa”.

Sådanne seriøse kulturprogrammer har man ikke i det efterhånden noget infantile danske tv-landskab. Kulturprogrammer, der prioriterer oplysninger over underholdning, er meget vanskelige at få øje på i fjernsynet. Med undtagelse af underholdning er der snart sagt ikke noget, der tages seriøst. Alting skal helst være underholdning, før man gider beskæftige sig seriøst med det.

Seneste skud på stammen i den uendelige række af useriøse kulturprogrammer i fjernsynet er Operarejsen, man har kunne se hver søndag aften kl. 21:00 på DR2, og som nu genudsendes.

Udgangspunktet er komponisten Allan Gravgaard Madsen, der har fået et rejselegat til at skrive en opera. Gravgaard Madsen kender jeg kun for det stemningsfulde stykke Nachtmusik. Instrumentalmusikken er hans primære felt; og opera interesserer ham vist ikke rigtigt. De to venner, komikerne Frederik Cilius og Rasmus Bruun, beslutter sig derfor for at tage ham med på en operarejse i en campingbus igennem Europa igennem otte afsnit, startende i København med opsætningen af Gounods Faust på Det Kongelige Teater og sluttende på La Scala-operaen i Milano med Rossinis Italienerinden i Algier.

De forskellige afsnit fremstår kronologiske, men er det næppe. Således var Det Kongelige Teaters opsætning af Faust i første afsnit på programmet i september-oktober 2021, mens opsætningen af Tannhäuser i Bayreuth i femte afsnit var på programmet i august 2021. Dette er en temmelig ligegyldig detalje, men jeg kan ikke lade være med at nævne den alligevel, fordi den er symptomatisk for den slags reality-tv, som operarejsen reelt er: Det skal fremstå ægte, men reelt er det arrangeret og produceret ned i mindste detalje fra start til slut, hvordan kendte, ukendte, eller semikendte mennesker skal ”spille” rollen som sig selv uden reelt at være det. Der gøres ikke meget for at skjule det.

Derfor bliver det også en tand for anstrengt, når rejsekammeraterne i syvende afsnit kommer til Berlin og skal overvære et ”drag show” i Berlins natteliv og på den baggrund forsøger at drage en parallel til Beethovens Fidelio, hvor hovedpersonen er en kvinde forklædt som mand. Tilsvarende i Wien i afsnit seks, hvor der skal drages paralleller mellem Tosca og #MeToo-bevægelsen med anekdoter fra deltagernes eget liv. Og i København, hvor Cilius sælger sin sjæl til djævlen som Faust, da han får en autocamper stillet til rådighed til brug for rejsen til gengæld for at levere gratis reklame for udlejningsfirmaet. En noget påtaget metakommentar, der vist skal sige, at man skam godt ved, at man ikke laver et seriøst kulturprogram. Men det at man siger det ligeud, gør det jo ikke bedre. Det understreger vel blot det førnævnte om, at fjernsynet ikke er i stand til at tage kulturprogrammer seriøst, der ikke er underholdning. Man vil hellere fnise lidt af det hele. Når folk så brokker sig over kvaliteten, kan man krybe i skjul bag credoet om, at ”det hele er jo bare sjov, fis og ballade”.

Toiletbesøg er et hyppigt samtaleemne mellem de tre deltagere; og de kropsvæsker der er forbundet hermed fylder meget i de tres vokabularium. For meget. Tonen er er påfaldende jovial. Ikke infantil, men nærmere pubertær. Jargonen deltagerne imellem minder meget om MTV-tegnefilmstjernerne Beavis and Butt-Head, der var store i 1990’erne, hvor de tre deltagere – der alle nærmer sig de 40 – er vokset op. I Danmark er mange jo efterhånden også i puberteten, til de når den alder. Fjernsynet indretter sig pænt herefter.

Man sukker og græmmes. Hvad kunne seriøse kulturjournalister ikke have fået ud af sådan en tur rundt i Europa? Man kunne have interviewet sangere, instruktører etc. Fordybet sig i værket eller de udøvende kunstnere. Alle disse oplagte muligheder bliver fravalgt. Det er ganske enkelt utroligt, at man kan besøge nogle af verdens bedste operascener, høre nogle af verdens bedste orkestre og sangere, producere 8 timers fjernsyn og så få så godt som intet substantielt ud af det. Havde DR så bare brugt  sendetiden på at vise noget opera i fjernsynet frem for det her!

Men hov! Det er jo ikke meningen, at Operarejsen skal være et seriøst kulturprogram. Skal man ikke bedømme programmet på dets egne præmisser?

Absolut nej! Hvis det var rigtigt, ville man blive en slave af middelmådighed. Man ville blive være prisgivet et hvilket som helst lavmål af et succeskriterium, som producenten fandt det for godt at opstille. Eksempel: Den første danske film hedder Kørsel med grønlandske Hunde og er fra 1897. Den varer ca. 1 minut, hvor man ser ”kolonibestyrer Johan Carl Joensen fra Grønland kører med hundeslæde i Fælledparken i København”. Formålet med filmen har sikkert blot været at teste kameraet eller sådan noget. Det er da meget spøjst; og det har sikkert var en stor sensation og teknologisk landvinding dengang i 1897. Men det gør det ikke til stor filmkunst eller særlig informativt. Jeg nægter at bedømme den film på dens egne præmisser og kalde den fremragende fordi, at den er et resultat af, hvad teknologien rakte til den gang. Filmen er dødkedelig.

Et værks egne præmisser er kun en blandt flere faktorer, der kan indgå i bedømmelsen: ”Wollt ihr nach Regeln messen, | was nicht nach eurer Regeln Lauf, | der eignen Supr vergessen, | such davon erst die Regeln auf!“, som Hans Sachs siger i Wagners Mestersangerne i Nürnberg. Man kan ikke bedømme ting på deres egne præmisser eller insisterer rent på sine egne, men må finde den rette målestok. Og i tilfældet Operarejsen kommer man altså nødt til også at inddrage, at substantiel opera-formidling reelt fylder meget lidt i programmet, uanset at dette så er selve meningen. Ser man bort fra operaen, er programmet så i øvrigt sikkert fin underholdning, navnlig for fans af komikerduoen Cilius-Bruun.

Helt spildt har rejsen dog ikke været. For det lyder i sidste afsnit faktisk til, at Gravgaard Madsen har fået inspiration til noget ganske fin musik på rejsen. Den vil jeg se frem til.

Operarejsen. Hver søndag kl. 21:00 på DR2 samt på DR’s hjemmeside. Genudsendes pt. vistnok nu søndage 17:30.

Referencer

Operarejsen på DR’s hjemmeside:

https://www.dr.dk/drtv/serie/operarejsen_287483

Druckfrisch på ARD:

https://www.daserste.de/information/wissen-kultur/druckfrisch/index.html

Formuleringen om det “Literaturmüll, som de ellers så miljøbevidste danskere, nordmænd og svenskere har ladet ligge og flyde på det tyske bogmarked”, er en lettere omskrivning af, hvad Scheck på et tidspunkt om en af Jo Næsbøs bøger. Jeg husker desværre ikke bogen, eller i hvilket program det var.

Peter Elfelts film, Kørsel med grønlandske Hunde fra www.stumfilm.dk:

https://www.stumfilm.dk/stumfilm/streaming/film/korsel-med-gronlandske-hunde

Allan Gravgaard Madsens stemningsfulde Nachtmusik er udgivet på Dacapo:

https://www.dacapo-records.dk/da/udgivelser/gravgaard-madsen-nachtmusik-for-violin-and-orchestra