Glam rocken viser at identitetspolitikken er old news

Af Anne-Marie Vestergaard

Glam rock (forkortelse af glamour rock), eller glitter rock var en musiktrend fra den første halvdel af 1970’erne. Fænomenet, der især var britisk, var en reaktion mod den højtsvævende intellektualitet, der havde udviklet sig i rockmusikken sidst i 1960’erne.”

Sådan definerer Wikipedia en retning indenfor rockmusik der kombinerede energisk, dansevenlig rock og catchy sangtekster med flamboyant sceneoptræden. Stort hår, makeup, farvestrålende, glitrende kostumer og højhælede støvler.

Marc Bolan og T-Rex står fadder til genren, og snart følger en ung David Bowie, som rumvæsen med mere. Af mere kommercielle bands kan nævnes Sweet og Slade, og i Danmark Walkers. En af de få kvinder var amerikanske Suzi Quatro Jeg kom til at tænke på nogle af disse grupper da jeg så Melodi Grand Prix forleden, hvor italienske Måneskin vandt med sangen ”Zitti e buoni”. Det danske navn skyldes at det kvindelige medlem har en dansk-italiensk baggrund.

De fire bandmedlemmer fyrede den af på klassisk rockmaner, vokal, guitar, bas og trommer, i et meget intenst sceneshow. Halvfjerdserstilen var ikke til at tage fejl: Langt hår, makeup, sort læder i mere eller mindre afslørende snit og højhælede støvler. Måske er lige dette nummer en tand for meget hård rock til en evig dansemus som undertegnede.

Jeg har imidlertid fuld respekt for at fire unge mennesker tør stå alene med deres instrumenter i dette hypede tv-show af en meget broget kvalitet – og så formidle deres helt egen version af nutidig rock, på italiensk! Musik og performance gik op i en højere enhed.

Man kan sagtens bryde med stereotyper uden at forfalde til identitetspolitik

Glam rocken har siden starten været kendetegnet ved en leg med kønsroller og kønsforestillinger. Man har dyrket det tvetydige og det androgyne look. Dette sås da også tydeligt i Måneskins performance. Den fik et ekstra tvist med en ret feminin mandlig forsanger og en meget drenget bassist der nok til manges overraskelse var en kvinde. De mest afklædte var de tre mænd. Der er sikkert nogen der kommer efter mig når jeg skriver dette, men jeg står ved mine fordomme og kønsstereotyper. Det er netop i kraft af ens vaneforestillinger at man kan se og glædes over bruddene og eksperimenterne.

Så vidt jeg ved, har gruppen ingen kønspolitisk dagsorden, og de syntes da også at være tilpas i det biologiske køn som de hver især tilhørte. Tag den, alle I identitetspolitikere der vil opfinde en myriade af nye køn og lave nye stedord! Glam rocken viser os at man kan være mand og kvinde på mange forskellige måder. Det androgyne look er old news.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.