Fra Salem til København

26. oktober 2020
9 minutters læsetid

Den identitetspolitiske bevægelse har nu vist sig at slå over i hykleri, dobbeltmoral og ukontrolleret puritanisme. Men hvorfor bliver de helligste ramt først?

Af Helle Birk

I 1630 sejlede puritanerne – efter at have brudt med Den engelske kirke – fra England til New England for at grundlægge en koloni. De ville med egne ord bygge a city upon a hill, idealsamfundet, der skulle være et – moralsk – forbillede for hele verden. Men puritanerne var desværre langt fra de perfekte mennesker, de selv anså sig for at være.

I 1692 gik det helt galt, da præstedatteren Betty og hendes kusine Abigail spredte det rygte, at djævlen var løs. De havde ifølge forskellige overleveringer både danset, anråbt djævlen og praktiseret voodoo. Altså bedrevet hekseri af ren kedsomhed i det fanatisk religiøse Salem, hvor piger ikke måtte ret meget. Problemet var, at de skinhellige piger var i familie med den endnu mere skinhellige og selvgode pastor Parris, og at hekseri var en dødssynd ifølge puritanernes strenge moralkodeks. Hekse ansås for at stå i direkte kontakt med djævelen. Så en dybdegående undersøgelse blev fluks iværksat med et tribunal af puritanske dommere. Hunderæd for selv at blive hængt for hekseri, anklagede pigerne andre. Pastor Parris, medløber som han var, gik med på deres hysteriske råben op om at være besat af djævlen og se onde ånder af frygt for guilt by association.

Var man først blevet anklaget for hekseri, var det nærmest umuligt at bevise sin uskyld. Det fornemste retsprincip, in dubio pro reo, altså at tvivlen skal komme den anklagede til gode, gjaldt ikke dengang i Salem.

I Europa kunne en hekserianklaget bevise sin uskyld ved vandprøven: Sank hun til bunds, var hun uskyldig (og druknede). Flød hun ovenpå, var hun skyldig.

Det er problematisk at anklage nogen uden beviser og uden, at der er begået noget decideret ulovligt, mener vi i nutidens civiliserede retssamfund. Det kan man kun, hvis der foreligger en anmeldelse, en efterforskning og beviserne er stærke nok til en tiltale og – måske – en domfældelse. Efter 2 eller måske 5 år er de fleste forbrydelser faldet for forældelsesfristen. For hvem kan huske præcist, hvad der skete for så lang tid siden?

Sådan var det i hvert fald før Metoo-bevægelsen kom til os fra USA.

Nu er København ikke Salem, og Radikale Venstre ikke puritanere, men fanden er løs. Og ikke kun i Laksegade. Og jagten er gået ind – ikke på hekse – men såkaldte sexister.

København 2020

Primo oktober stillede den selvudnævnte feminist og nu detroniserede politiske leder af Radikale
Venstre Morten Østergaard og hans dengang tro væbner og politiske ordfører Sofie Carsten Nielsen hinanden spørgsmålet: Hvorfor sætte fokus på sexisme i 24 timer? En tavle med ’Everyday Sexism Project Danmarks’ sexismepyramide med alt fra mord til angiveligt anstødelige ord dannede det dogmatiske grundlag for den kammeratlige samtale. Den kommende samtykkelov blev ikke overraskende italesat, men fx negativ social kontrol, hustruvold, tvangsægteskaber og kvindelig omskæring ikke med ét ord.

Fokus var på hverdagssexisme i især kunst- og mediebranchen og blandt læger og advokater. Seksualundervisning skal have samme prioritering som det at lære at skrive og regne i skolen (sic!), mente Østergaard.

Sofie Carsten Nielsen talte varmt for at udstede et code of conduct, altså et decideret kodeks for korrekt opførsel, og for at få igangsat undersøgelser på landets arbejdspladser. Ifølge begge var sexisme et grundlæggende problem i samfundet, der angiveligt skulle stikke dybere end, som Morten Østergaard udtrykte det, at der er nogen, der skal have et rap over nallerne, fordi de ikke kan holde fingrene for sig selv. Ifølge pyramiden var et fokuspunkt sexisme i medier og såkaldt brug af herskerteknikker. Hvad det så end betyder?

Betyder det, at det var sexistisk, da en partifælle refererede til Østergaard som en dejlig mand på Facebook eller satte ham på sin egen liste over lækre mænd, og der i den radikale folketingsgruppe blev tisket om at mandsopdække ham ved fester, og at man ikke må kalde en mand for en klam pillefyr? Næppe. Det er nok kun kvinder, man ikke må kalde for fx hystader, kællinger, snerper og intrigante furier.

Ugen efter er Morten Østergaards rolle ikke anklagerens, men den anklagedes og dømtes. Efter et over seks (!) timers langt gruppemøde om lårklask og løgn, er han klar til at møde dansk presse. Inklusive Rasmus Paludan i egenskab af journalist på mediet Frihedens stemme. Det er ikke let pludselig at stå som angrende synder efter så mange år at have påberåbt sig moralsk overlegenhed. Ikke bare i forhold til Paludan, men til Gud og hver mand. Østergaard ofrer sig, her hvor vi i hans optik står midt i et kvantespring for ligestillingen i Danmark med De Radikale som frontløbere, lader han forstå foran de rullende kameraer: Og han bestiger selv bålet som en anden Jeanne D’Arc m/k.

Hvor andre ser en hykler, ser han selv en pioner. Inden han går sin egen Via Dolorosa gennem Københavns brolagte gader, får han også bekendt sig til de tre radikale identitetspolitiske søjler: ligestillingskampen, klimakampen og kampen for mangfoldighed. For han har ikke mistet sin tro, han giver bare stafetten videre. Men allerede mandagen efter sygemeldes Østergaard – og har ikke ladet sig se siden.

Umiddelbart efter lederens exit lader den nye sig se iført, ikke pink pussyhat, men ditto jakke. Sofie Carsten Nielsen er flankeret af Samira Nawa og Zenia Stampe. Lotte Rod står i baggrunden iført brun kåbe, mens hendes tidligere skriftemoder taler.

Rod har stemt på Lidegaard som ny leder. Andre overvejede angiveligt at gøre det samme. Men så begyndte rygterne at svirre. Ikke om djævledans omkring et bål, men måske dans i bedste oberst Hackel-stil. Ingen ved det, det er udokumenteret. Siden sexchikane-kortet er blevet trumf i politik, måtte han liste stille nedad bagtrappen sammen med Jens Rohde, der ellers har talt andægtigt om sin radikale DNA, efter han blev frafalden venstremand.

Debatten

I Debatten på DR samme aften har Clement omtrent samme succes med at styre tropperne, som grækerne erinyerne i Hellas, når de kravlede op fra jorden. En af aftenens debattører, rådgiver Lasse Marker, tillod sig at sige, at det, der skete hos De Radikale, var en lille sag og i større perspektiv – identitetspolitik. Og et magtmiddel. Han drog en parallel til Black Lives Matter-bevægelsen, hvor hvide demonstranter skulle gå bagerst.
Og så blev han ellers mødt med et: Hvad bilder du dig egentlig ind! Fra Samira Nawa, der allerede havde afbrudt ham flere gange, og det med en indignation der får Greta Thunberg til at fremstå som en ren amatør. Selv da hun med løftet pegefinger råbte sit how dare you i FN.
Pernille Vermund, der også var med den aften, forsøgte forgæves at mane til besindighed med et: Stop nu, Samira. Men den radikale ligestillingsordfører nægtede pure at tie stille. Og hvordan kan man også tie, når man er overbevist om, at man har sandheden. Og om, at ens harme er retfærdig?

Mortens mod og Sofies vrede

Allerede dagen efter lod den nye radikale partileder i sin åbningstale forstå, at hun ville fortsætte sin kamp mod sexismen. Hun roste den afgåede formand for hans mod til at stå frem. For kardinaldyden fortitudo som Østergård også selv havde nævnt i forbindelse med sin egen person. Her dagen derpå blev det hurtigt åbenlyst for enhver, at det radikale sexismeopgør med en rådden kultur ville fortsætte, men ikke kun i egne rækker. Østergård havde været trædestenen, men nu skulle hver en sten vendes, kunne man forstå. Som partiledersken tordnede fra Folketingets talerstol til resten af parlamentet: I har meget at gøre.

Men da det kom frem, at den modige Morten havde et længere synderegister end først antaget, bliver lederen med egne ord vred. En undersøgelse med Kvinfo som tribunal skal nu afdække både nuværende og tidligere ansatte radikales eventuelle sexchikane. Jagten fortsætter.

Mange af de radikale gik i flyverskjul. Bare ikke Ida Auken, der ellers er på orlov efter at være gået ned med stress. Hun følte sig kaldet til at rejse sig fra sygesengen og sætte sig til tastaturet. I fjor var det en radikal kernevælger, en troende muslim, der ikke ville berøre hendes hånd, hun kaldte for idiot. I år blev det Carsten Nielsen, hun beskyldte for at lyve. Og så blev partilederen – igen – vred. Vrede er ellers ifølge stoikeren Seneca ønsket om hævn og bør undgås, og tillige en kardinalsynd. I vestlig kultur lægges normalt stor vægt på selvkontrol, temperantia, ikke mindst hos en leder. Noget Sofie Carsten Nielsen efter krisemødet har måttet vedkende sig.

Nu skal der med lederens ord klinkes skår. Og laves radikal politik (sic!).

Også på medieparnasset hopper de med på sexismebussen.

Forarger dit højre øje dig, så riv det ud

Som tidligere dedikeret avislæser har jeg konstateret, at normerne for, hvad der har nyhedsværdi, desværre har ændret sig radikalt. Selv corona, økonomisk krise og et nyt terrorangreb i Frankrig må vige pladsen – for anklager om sexisme og chikane.
Sådan var det også, da en radiovært på det licens- og snart skatteborgerfinansierede statslige medie, Danmarks Radio, blev hjemsendt efter anklager om chikane, og flere mediemennesker i kølvandet derpå følte sig kaldet til at gå ud og afsværge ham. Det gode, gamle mundheld: Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er, blev tillagt så megen vægt, at tidligere kolleger og uvenner nærmest stod i kø for at fornægte ham. Før hanen havde galet to gange…, kunne man sige. Selv hans gode ven og kollega for i det digitale blækhus og erklærede, at han var blind. Han snød mig. Men nu har den gode ven så åbenbart fået synet igen. Og selv taget afstand fra enhver seksuel krænkelse. Bare så ingen kan komme i tvivl.

At ødelægge landsbyen for at ”redde” den – er det nu en god ide?
I dag er Salem, nu omdøbt til Danvers, en skammens by med et tivoli- og spøgelseshusagtigt museum, der lidt desperat forsøger at profitere på fortidens synder. Rebecca Nurses landejendom står tilbage som en skamstøtte over hekseprocesserne. Denne ellers, indtil heksejagten gik ind, højt respekterede borger var en af dem, der endte på skafottet, fordi hun nægtede at råbe hekseri og anerkende at djævlen var løs. Abigail flygtede i ly af natten. Angiveligt med Parris’ penge. Over tyve mennesker og en hund blev hængt.

Både Radikale Venstre og overborgmesteren i København, der undskyldte og undskyldte, indtil han så alligevel endte med at gå af, har talt om en rådden eller usund kultur. Der er selvfølgelig et vandelskrav til folkevalgte, men når nogen i et moderne demokrati som det danske påstår, at der er en kultur, der skal gøres op med, og at hele samfundet skal ændres radikalt, skal alle så bare sige ja og amen og underkaste sig den nypuritanske woke-guds tavler? Skal der igangsættes undersøgelser, svares på spørgeskemaer og hænges moralkodekser op på opslagstavler, og jeg ved snart ikke hvad over det ganske land? Og skal anklager om krænkelser, der er sket for mange år siden, behandles som givne sandheder og påståede – på nysprog – krænkere, seriekrænkere sågar, straks udskammes i vor tids gabestok – de sociale medier? Hvor mange skal bukke under for presset og undskylde for sig selv og for fortidens synder, før det er nok?

Salems heksejagt er blevet foreviget i Arthur Millers drama af samme navn. John Proctor, der har været sin kone utro med Abigail, er – utroskaben til trods – dramaets helt. Han nægter at angive andre og at erkende, at der er hekseri i Salem. Han kæmper for at få sin kones tilgivelse og for sund fornuft og retfærdighed. Forgæves. For selv om tribunalen ender med i det stille at erkende, at de har hængt uskyldige på grund af unge pigers hysteri og hykleri, så er det for sent at ændre retning uden at afsløre sig selv. Toget er kørt. Miller skrev skuespillet i kølvandet på McCarthyisme-perioden i 1940’ernes og 1950’ernes USA, hvor der blev jagtet kommunister.

Nu er det partierne på den værdipolitisk yderste venstrefløj, der jagter racister, klimakritikere, eller bare dem, der stiller sig skeptiske overfor påstande om, hvorvidt jorden går klimaunder om 12 år, og nu også – sexister.

I de identitetspolitiskes optik er der rigtigt meget galt med den vestlige civilisation. Den er fremmed- og kvindefjendsk, og i det hele taget ikke inkluderende nok over for alskens minoriteter, hvoraf kvinder sært nok også bliver anset som ofre, der skal tages særlige hensyn til.
Der bliver talt en masse om kulturer og strukturer, der skal ændres kollektivistisk og om, hvad folk ”oplever”. Ikke så meget om det enkelte menneskes personlige ansvar for eget liv og levned.

Men hvordan bliver samfundet, hvis de radikale og deres meningsfæller får magt som de har agt – og det hele brændes ned. Får vi så et bedre samfund, et friere samfund og et mere udviklet demokrati – og får kvinder tilbudt flere jobs på private arbejdspladser? Jeg tillader mig at tvivle og frygte det værste.

Helle Birk, uddannet cand.jur. og cand.mag., gymnasielektor og lærebogsforfatter. 

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside