Afgrund og horisont

Tyvernes science fiction, ofte af dystopisk karakter, er værd at læse i dag. Vor anmelder har set på russiske Jevgenij Zemjatins klassiker We fra 1921.

Af Jacob Aarslev

Et fornemt, bedsteborgerligt hus har fået lov at blive stående, uberørt i sin Biedermeierske skønhed – og for romanens personer – gennemførte absurditet. Det er en anakronistisk absolut undtagelse i udkanten af One State-metropolen, hvor så godt som alt er bygget af glas, og hvor en høj, cirkelrund mur af grønt glas indrammer de uniformerede, gennemregulerede og taknemmelige liv. Det gamle hus er et anti-panoptikon, der på skrækkeligste vis afgrænser og skærmer privatheden og familielivet bag de fire vægge – fænomener, der ellers for længst er afskaffede – og så stimulerer det fantasien og selvindsigten.

Dagbogsafsnit

∆-503 er matematiker og chefingeniør på raketprojektet Integral, der skal bringe enhedsstatens lykkebringende civilisation ud i universet. Og We er hans personlige journal, som skal sendes med raketten som et kulturelt vidnesbyrd til de uoplyste folkeslag i det fjerne.

Det er i hvert fald ideen. Men det er sin sag at føre dagbog over en tilværelse, som leves i en tid, hvor individualiteten formodes afskaffet. Og hvordan kan man gøre sig håb om at tale fra menneskehedens civilisatoriske højdepunkt, historiens endemål, og blive forstået af fremmede, som, måske i lighed med forfædrene i det 20. århundrede, lever i ulyksalig frihed og uden statsligt fastsatte sengetider?

I can’t picture the city not clothed in the Green Wall, I can’t picture life not draped in the numerical raiment of the Tablet. […] All of us (and maybe you too), while still children, in school, used to read the greatest of the monuments of ancient literature that have come down to us – The Railway Timetable. But set even that alongside the Tablet – and you’ll see alongside one another graphite and diamond: one and the same thing is in both of them – C, carbon – but how eternal, transparent, how radiant is the diamond. Whose breath isn’t taken away when you’re racing with a clatter through the pages of The Timetable? But the Tablet of Hours turns each of us in reality into the steel, six-wheeled hero of the great epic poem. Each morning, with six-wheeled precision, at one and the same hour and at one and the same minute – we, the millions, rise as one. And at one and the same hour, uni-millionly, we start work – uni-millionly we end. And merging into a single, million-armed body, at one and the same second, designated by the Tablet, we lift our spoons to our mouths – and at one and the same time we go out for a walk, and we go to an auditorium, to the Hall of Taylor Exercises, we go off to bed…

Afsnittene i dagbogen får alle undertitlen Conspectus. Det er nemlig ∆-503s hensigt at journalen skal blive en ordnet samling af indsigter, der beskriver One State-samfundet og de vigtige dage i dets historie, som nu står for døren. Men samtidig registrerer han også de personlige hændelser, der udspiller sig i de meget få private stunder.

Glasceller

One State-borgernes i øvrigt frie og ubekymrede seksualliv er sat i system med lyserøde rationeringsmærker, som de oftest gør brug af klokken 21, hvor den ene af døgnets to såkaldte Private Hours begynder, og hvor persiennerne kan trækkes for i de glasceller, som udgør deres hjem.

∆-503s sociale liv (og de lyserøde kuponer) deler han med barndomsvennen, statsdigteren R-13, og kvinden O-90. De to intellektuelle venner kan ikke undgå at være bevidste om deres individuelle evner og formåen, og deres vigtige positioner i samfundet. Men de er hengivne One State-borgere, og de nyder godt af samværet med den troskyldige – og i mere end en forstand bløde og runde O-90.

Harmonien i trekanten forstyrres af den skarpe og udfordrende I-330, som bringer nye tanker og en alligevel velkendt tvivl ind i ∆-503s tilværelse. Hun bevæger sig i de øvre samfundslag ligesom han selv, men hun har adgang til forbudt tobak og likør, og skaffer lægeerklæringer så de kan være sammen udenfor de private timer.

Omkring dem kredser også den mystiske S-4711, som ∆-503 mistænker for at være en af statens hemmelige ordenshåndhævere, men som måske selv nyder I-330s fortrolighed.  O-90 erklærer til gengæld ∆-503 sin dybeste kærlighed, og i sin desperation overtaler hun ham til at gøre hende gravid – en i sig selv mistænkelig handling, der er decideret ulovlig fordi O-90 er 10 centimer for lav til at opfylde de kvindelige formeringsbestemmelser.

Alt i matematikerens tilværelse er ude af fatning, og han overvejer flere gange at melde sig selv til sundhedsmyndighederne. Men I-330 har henlagt deres stævnemøder til det gådefulde gamle hus, hvor både nye horisonter og svimlende afgrunde åbner sig for den forelskede raketingeniør. Skæbnesvangert for både ham selv og de mange millioner borgere i enhedsstaten.

Energiudladning

Sproget i We er højspændt, og den begavede udnyttelse af dagbogsformen bliver stadig mere tydelig efterhånden som matematikeren ∆-503’s Conspectus kollapser under vægten af enkeltmenneskets introspektion, akutte sanseindtryk og desperate fastholdelsesforsøg. ∆-503 er dermed uforvarende bærer – og blotlægger af ironien, som er strømførende fortællingen igennem. Særligt effektfuld er det, når han sættes på prøve af I-330s ætsende vid og sarkasme.

’And happiness… Well? After all, desires are agonizing, aren’t they? And clearly: happiness is when there are no longer any desires, not a single one… What a mistake, what an absurd prejudice, that to this day we’ve been putting a plus sign before happiness, whereas before absolute happiness there is, of course, a minus – the divine minus.’

I remember – I mumbled in confusion: ‘Absolute minus is 273 degrees…’ ‘Minus 273 – precisely. A little cool, but doesn’t that in itself prove that we’re at the peak?’

Aldous Huxley gjorde ikke selv meget ud af sagen, men parallellerne til hans Fagre nye verden fra 1932 er svære at overse: Det frigjorte seksualliv borgerne imellem og den mere eller mindre infantile taknemmelighed, de nærer overfor statsmagten – for bare at nævne et par eksempler. Men hvor det ”Fordistiske” enevælde i Huxleys World State er afhængigt af kemiske stimulanser – i mere end én forstand – er Zamjatins lovlydige One State-borgere henvist til at leve af vand og en ensformig oliebaseret grød. Forud for We’s tilblivelse havde Zamjatin arbejdet i Storbritannien som ingeniør, og den industrielle ensretning af personernes liv er ikke uden inspiration herfra. Men først og fremmest var det det kommunistiske Rusland, som lurede i baggrunden.

Uundgåeligt henledes tankerne på Fritz Langs næsten samtidige film, Metropolis fra 1927.

I begge de futuristiske storstæder går industriel undertrykkelse taktfuldt hånd i hånd med babelsk himmelstræberi. Men man snyder sig selv, hvis man ikke bemærker den forskel, som er det mest interessante: Maria, den forløsende kvindeskikkelse i Metropolis er bogstaveligt en kristen Maria-skikkelse, som med sin altomsluttende kærlighed både nedbryder og opløfter byen og menneskene i den. I-330, derimod, er en repræsentant for kaosmagten i religiøs forstand, og i ∆-503’s eget tekniske sprog, en energiudladning, der udfordrer enhedsstatens – og hovedpersonens entropi.

Tegnenes form

We er filmatiseret én gang, under titlen Wir i en ZDF-produktion fra 1982. Tv-filmen er indspillet med meget få virkemidler, og på det nærmeste med fire plader plexiglas som eneste kulisse. Men det litterære forlæg er glimrende bearbejdet, så både karaktererne, handlingen og ikke mindst humoren træder effektfuldt frem.

Skulle man finde på at se filmen, vil man bemærke at hovedpersonen kaldes D-503. I Hugh Aplins oversættelse har det kyrilliske (og matematiske) Delta heldigvis fået lov at blive stående, og det samme har de ingenlunde betydningsløse bogstaver i flere bipersoners navne, som ikke er nævnt her.

Eventuelle læsere skal ikke berøves den simple glæde, det altid er at gætte den symbolske betydning, der kan gemme sig i litterære navne. Men for We’s vedkommende kommer man langt ved simpelthen at hæfte sig ved tegnenes form. Og så skader det heller ikke at konsultere det periodiske system.

We. Roman fra 1921 af Jevgenij Zamjatin. Engelsk oversættelse ved Hugh Aplin.

Jacob Aarslev er cand.mag. i historie og religionsvidenskab