Af Kasper Rathjen
#Metoo-sagerne ruller i den danske mediebranche og det politiske etablissement. Jeg tør næsten kun gisne om, hvordan det står til i de samfundslag, der ikke er så privilegerede at få kastet en mikrofon i kæften eller stukket et kamera i snotkassen, hver gang de får en rids i lakken eller knækker en negl. Mit gæt er, at det står skidt til i folkedybet.
At #metoo har genoplivet arkaiske folkedomstole og folkestemninger, der aldrig tilgiver, ændrer ikke ved, at bevægelsen har sat fokus på et problem, der tilsyneladende er langt mere radikalt, end hvad de fleste af os kunne forestille os. Som (forholdsvis) ung mand, har det været noget af et kulturchok at blive konfronteret med en virkelighed, hvor kvinders grænser overskrides ikke bare i nattelivet, men tillige på arbejdspladsen og i offentligheden.
Ligesom det er tilfældet med så mange andre af vores frugtesløse debatter, pakket ind og kvalt i socialliberalt vat, snakker man mere om overfladisk symptombehandling; del historierne og sig fra. Gode, nødvendige forslag, men det er som om, at halvdelen af værktøjskassen – eller måske endda hele værktøjskassen – mangler i denne sag.
#Metoo handler i grunden om relationen mellem det maskuline og feminine, disses møde, deres spænding og magtrelation. Det er (for det meste) et eventyrligt møde, der er præget af initiativ, strategi og erobring. Dette møde skal rammesættes af nogle grundfortællinger om kvinden og manden. Og disse grundfortællinger er stigende grad forsvundet fra vores bevidsthed. Tilbage står seksualiseringen af samfundet, der alene fokuserer på et rodløst møde mellem det maskuline og feminine, der bedst kan illustreres Tinder-appens succes eller den dekadente popkultur, der skriger det vulgære og det umiddelbare klimaks til himmels.
Løsningen må findes i en genoplivning af grundfortællingerne. Som Herren sagde til Moses, må vi gribe i egen barm [ikke for at trække en spedalsk arm ud igen, som det var tilfældet hos den stakkels profet], men erkende, at selv vi, der kalder os konservative af overbevisning, ikke har været gode nok til at tale grundfortællingen om manden og kvinden op.
Slå ring omkring Moder Danmark
Den danske kvinde er nok selvstændig, stærk og frigjort. Det skyldes måske, at hun er opvokset under nordiske himmelstrøg – virketrangen og vildskaben har hun i hvert fald i hendes årer. Da en journalist fra Tidens Strøm i 1888 besøgte fanøkvinderne, der passede husholdning og lokalsamfund imens skipperne var til søs, bemærkede han:
”Der er en afglans af de gamle Vikingefruer hos de selvstændige, virkedygtige og erfarne Fanøkoner og der er mere Stof til et demokratisk Kvindeideal i en sådan Kvinde, end hos hele skarer af kvindelige Studenter og Bogholdere”
I søfarende samfund hedder det ofte, at nok var man skipper på sit skib, men fruen var skipper i lokalsamfundet. Vi må i den henseende aldrig glemme, at Danmark er en søfartsnation. Men kvinden har meget mere end en afglans af det gamle vikingeliv, hun er langt mere end blot et spejlbillede på en mytisk valkyrie. Hun er også den blide stemme, der synger ved vuggen og som giver børnene det overbærende blik, når de atter fejler. Hun er den klippe, hvorpå familielivet må hvile og bygges. Hun er symbolsk, mytisk og virkelig Moder Danmark.
Svaret findes i patriarkatet
Hvis vi erkender denne grundfortælling om den vilde viking, der også rummer den blide moder, kan vi tillade os at vende spejlet mod os selv. Jeg er selv gift med en underskøn kvinde og har to døtre. #metoo har derfor givet mig mange anledninger til at overveje, hvordan det maskuline – og særligt faderlige – skal reagere. Svaret er naturligvis, som i så mange andre henseender, at træde i karakter. Mødet mellem det maskuline og feminine er præget af mystik; man kan ikke lovgive sig ud af det hele – og det bør man heller ikke. Spændingen og magten er en væsentlig del af vores møde med hinanden; dem må vi aldrig dræbe. MEN, derfor skal der stadig gives et opråb til, at det maskuline atter tales op. Patriarkatet er et udskældt begreb i disse tider, og her efterstræbes ikke underkastelse – vi kan alligevel aldrig undertvinge Moder Danmark – men derimod, at faderen atter træder i karakter.
Fædre, elsk, ær og respekter jeres kvinder
Fædre, beskyt jeres døtre
Fædre, opdrag jeres drenge til det samme
Dannermænd, slå ring om vikingen, slå ring om Moder Danmark
Kasper Rathjen er museumsinspektør, ph.d. og fast skribent ved aarskriftet-critique.dk.
