Ulstrup Larsen: Du ved ikke noget om racisme bare fordi du er sort

Rasmus Ulstrup Larsen

De seneste par uger har den offentlige debat været et bombardement af erfaringsfortællinger fra en række minoritetsdanskere og identitetspolitiske venstreorienterede om, hvordan det er ikke at være hvid i Danmark. Men hvis man skal pege på et fællestræk ved fortællingerne er det, at de ikke kan bruges til noget som helst.

Fortællingerne udspringer nemlig af den kedelige tendens til at hævde personlig erfaring som den vigtigste erkendelseskilde i den offentlige debat. Det tydeligste eksempel på en sådan position så vi til afslutningsdebatten i Folketinget d. 22-06-2020, da Pernille Skipper hævdede, at der er noget hvide bare ikke forstår.

Sagt med andre ord: Hvide har ikke samme erfaring som sorte, derfor kan hvide ikke forstå det samme som sorte. Det er en ekstremt problematisk, og dybest set også racistisk, position. Den ophøjer nemlig den personlige erfaring til noget den slet ikke kan bære, og ophøjer derved den enkeltes private oplevelser og forklaringer til en uangribelig sandhed med samfundsmæssig relevans.

Det privates primat

Vi tvinges med andre ord til at acceptere en persons privatlivshændelser og personens egne forklaringer på dem, fordi vi i dag ikke tør stille spørgsmål ved den enkeltes suveræne ret til at definere og forklare sine egne oplevelser.

Men vi skal i allerhøjeste grad stille spørgsmålstegn ved personlige fortællinger og anekdotiske forklaringsrationaler, da en persons egen erfaring og tilhørende forklaringer ikke er en døjt værd i sig selv, hvis personen ikke kan frembringe en argumentation og analyse af sin erfaring der hæver sig over det lave niveau vi indtil videre har været vidner til.

Egentligt er diskussionen om erfaringens værdi som erkendelseskilde gammel. Og mens det altid kun har været børn og kognitivt mindrebemidlede der anvendte deres personlige erfaring som fejt argument til at vinde en diskussion, så lader det i dag til også at gælde den identitetspolitiske venstrefløj og følelseskrænkede minoriteter.

Anekdoternes renæssance

Årsagen er, at anekdoterne har fået en renæssance i den offentlige debat, fordi man aldrig kan modsige en anekdote uden at fremstå usympatisk. Men vi skal være usympatiske og afvise enhver anekdote når det gælder så vigtigt et emne som racisme i Danmark.

En sort person forstår nemlig ikke nødvendigvis noget som helst om racisme i Danmark, alene fordi personen er sort og har oplevet en masse. Ligesom en hvid heller ikke nødvendigvis forstår noget som helst om racisme i Danmark alene fordi personen er hvid og har oplevet en masse.

Men hvorfor er anekdoter så ikke relevante for den offentlige debat? Det skyldes blandt andet det, som filosoffen Immanuel Kant pegede på i sine erkendelsesteoretiske overvejelser, nemlig at erfaring uden begreber er blind, mens begreber uden erfaring er tomme.

Det betyder groft sagt, at hvis du som menneske oplever noget, men ikke har nogen faglig, teoretisk eller analytisk bagage med dig, så begriber du egentligt ikke hvad du oplever; du erfarer bare i blinde uden forståelse for sammenhænge og årsager, og så er det, at forklaringerne på oplevelserne meget ofte bliver urimeligt ringe, som vi netop har set eksempler på indtil videre, hvor man bare hævder racisme som årsagsforklaring uden dybere analyse og argumentation.

Dit udgangspunkt er ikke nok

Det er altså afgørende, at mennesker med personlig erfaring på ingen måde skal gives særlig vægt alene grundet deres erfaringer. Når en mørk person derfor fortæller, at vedkommende engang har oplevet at blive drillet for sin hudfarve, så kan vi ikke bruge denne persons fortælling til noget, for den siger intet om hvorvidt der er tale om racisme, almindeligt mobberi eller om der var nogle helt andre mekanismer på spil i den pågældende situation der bliver nævnt.

Alligevel får man i dag lov til bare at hævde, at ens oplevelser er udtryk for racisme uden det bliver modsagt, fordi vi i dag ikke tør modsige den anekdotiske bevisførelse, da den er udtryk for manglende respekt for den enkeltes følelser og ’ret til at definere sine egne oplevelsers betydning’.

Men det skal vi være bedøvende ligeglade med. Vi skal lytte meget mindre til personlige erfaringer uanset hudfarven på vedkommende.


Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.fil. fra Handelshøjskolen i København.Han har i en årrække arbejdet som gymnasielærer. I dag er han redaktør ved Årsskriftet Critique og arbejder som politisk konsulent på Christiansborg. Han er forfatter til bogen Tidens Tegn