Når vi alle er væk

Af Christian Egander Skov

Den nuværende krise giver både tid til at tænke, og måske kigge dybere ned i det hul, tankerne springer fra, end man burde, og lejlighed til at tænke på noget specifikt, vores civilisations forgængelighed.

Ja måske i det hele taget, i hvor høj grad, at menneskelivet på denne klode er en overfladebegivenhed, der nok sætter sig spor, men langt fra så dybe, som vi tror.

Denne særlige dobbelthed fik mig til at tænke tilbage på et par dokumentarudsendelser, der blev lavet for efterhånden nogle år siden. De spekulerede over, hvordan der ville se ud her på jorden, hvis mennesket pludselig forsvandt, blev bortrykket på et sekund, således at alle vores håndens og åndens spor fik lov til at stå alene tilbage i kampen mod elementerne.

Det drejede sig om Life after people og Aftermath: population zero. To udsendelser fra slutningen af 00’erne, der forsøgte at give et indtryk.

Uanset om man ser den ene eller den anden serie, er der særligt en ting, der slog en, eller i hvert fald mig: Skrøbelighed.

Den styrke, som vi mener at have undertvunget naturen med, er rent illusorisk. Vi ånder på bilruden og det hele dugger til, men kort efter er det væk. Vores fingeraftryk forsvinder fra jordens overfalde, på hvad der må synes som et øjeblik – i det store regnskab.

Allerede dagen efter vores forsvinden ville strømmen gå ud. Elektricitetens stråleglans, der ikke alene tjente et praktisk formål for os men også viste det tomme rum, der omgiver vores klode, at vi i det mindste var til, ville slukke. For altid. Nat ville igen blive nat, som dag allerede er dag.

Vores kæledyr ville dø, eller tilpasse sig livet som vilde dyr. De mindste hunde – resultatet af generationers avl – ville på få uger blive udryddet. Kultur vige for natur.

Efter et år ville den mørke asfalt, der har bundet vores byer og kvarterer sammen, givet efter for naturens stadig pres. Græs, der vokser, rødder der gror, vand der stiger, vand der falder, og vinde, der blæser.

Det bestandige ville vise sig ubestandigt. Græsset og planterne ville være begyndt at tage byerne tilbage. Efter blot fem år ville vejene være væk.

Og mens ingen kiggede ville tiden accelerere.

Ligesom i det klassiske computerspil Sim Earth, hvor tiden helt bogstaveligt ændrede sig alt efter, hvilken fase af spillet, man befandt sig i.

Millioner af år kunne passere i spillets første faser, hvor der endnu kun var geologiske fænomener at beskue, men så snart livet opstod, ville tiden gå langsommere, og i takt med, at det udviklede sig, endnu langsommere, for til sidste at blive en rolig venden bladene på vægkalenderen, når man nåede frem til civilisation og modernitet.

Men civilisationen kunne udvikle sig til det stadie, hvor indbyggerne forlod planeten. Og ja, man kunne selv som en vred gud lade meteorer regne ned over de syndige og lade byer blive opslugt af verdenshavet. Ikke sjældent ville civilisationer tage livet af sig selv ved atomart Holocaust.

Og i det øjeblik det intelligente liv af den eller anden grund var væk, ville tiden accelerere og de hidtil stabile kontinentalplader begynde at bevæge sig henover kloden og forandre den til uigenkendelighed.

Men det var altså et sidespor.

Tilbage til sagen. Efter 25 år ville større byer som Amsterdam blive oversvømmet. London ville igen blive en sump. Stenhuse, skyskrabere og bymidter kunne man stadig se, men forstædernes ødelæggelse ville være fremskredet – bukket under for naturens ubønhørlige fortrærring.

Efter 40 år ville de i store træk være væk, og verdens træhuse sunket sammen og indgået i naturen.

Men noget ville være tilbage. Først efter 200 år ville store stålbaserede strukturer som skyskrabere og Eiffeltårnet være forsvundet, bukket under for iltens og vandets stadige angrib på deres metalstrukturer.

Efter 500 år ville resterne af vores mange betonbyggerier være væk. Og blot 1000 år efter ville vores byer ikke være til at finde. Kun enkelte bygninger ville stå tilbage. Soklen af Frihedsgudinden. Naturligvis.

Men også dette ville forsvinde. I følge Aftermath ville en istid om 25.000 år dække den nordlige halvkugle og fjerne de sidste rester af vores civilisation der.

Hvad ville være tilbage af vores liv her på jorden? Ikke andet end d ting, vi havde efterladt på månen, da vi i et anfald af civilisatorisk overmod ville erobre verdensrummet! På jorden ikke andet end forskellige rester af plastikaffald!

Tja.

Eller som Eliot skrev:

“And I will show you something different from either
Your shadow at morning striding behind you
Or your shadow at evening rising to meet you;
I will show you fear in a handful of dust.”

Nå. Jo det var måske for meget. Men ikke en ringe måde at bruge et par timer på, som sagerne står.


Christian Egander Skov er postdoktor ved NTNU og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!