Mulan: nu uden kæreste (men med mentor og jævnbyrdig mandlig kammerat)

25. marts 2020
2 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestergaard

Tegnefilmen Mulan fra 1998 kender de fleste, en moderne tegnefilmsklassiker fra Disney. Historien foregår i det gamle Kina, hvor den unge pige Mulan forklæder sig som en mand og bliver kriger i stedet for sin far og er med til at redde dynastiet. General Li Shang får øje på hendes evner og bliver lun på hende. Interessen er gensidig.

Mulan var et populærkulturelt udtryk for girlpower og tiltro til pigers og kvinders autonomi og handlekraft. Mange piger (og drenge) har gennem årene set filmen, og siden er der kommet adskillige film med piger eller kvinder som actionhelte. Mulan II kom direkte på video i 2004, her er Mulan og Li Shang forlovede. Nu er en længe ventet live-action genindspilning på vej.

Disney har imidlertid besluttet at skrive karakteren general Li Shang ud af den nye film og erstatte ham med hele to mandlige karakterer, en som bliver Mulans mentor og en som bliver hendes kammerat og jævnbyrdige. Producent på Mulan, Jason Reed, udtaler: ”Jeg synes især efter #MeToo-bevægelsen at det er ubehageligt at have en befalende officer, der samtidig er objekt for hendes kærlighed, vi synes ikke at det var passende”. Det er med andre ord blevet sprængfarligt og politisk ukorrekt at to fiktive karakterer fra hver sit sted i et hierarki bliver tiltrukket af hinanden.

Sagen må ses som endnu et bevis på identitetspolitikkens, i dette tilfælde den ideologiske feminismes, omklamring af kulturen og angreb på den kunstneriske ytringsfrihed.

Disney er selvfølgelig først og fremmest interesseret i indtjening, men denne nyideologiske mainstreaming af et populærkulturelt produkt, som i sagens natur vil få mange brugere, er på ingen måde uskyldig. Den kommercielle kultur har frembragt fantastiske værker gennem tiden, det være sig film, tegnefilm eller tegneserier. Ligesom indenfor ikke-kommerciel kunst er de gode værker et spejl af deres tid og et bud på hvordan ting også kan være, samtidig med at de fremstiller almenmenneskelige emner.

Erotisk spænding og kærlighedsinteresse mellem mand og kvinde er et almenmenneskeligt motiv (og tema) der går igen i ufattelig mange fiktionsværker, og det afspejler majoritetens egne heteroseksuelle præferencer. Med fjernelsen af general Li Shang ryger den erotiske spænding og den kærlighedshistorie som kunne udfolde en anden og mere voksen dimension af Mulans karakter.

I stedet får hun en faderfigur og en kammerat! Det lyder røvkedeligt og vil nok virke ret uspændende for de børn og unge der går i biografen. Renskuret og ufarligt. Og hvad med de voksne der husker den gamle Mulan film, og som gerne vil se genindspilningen?

Det er velkendt at de fleste kvinder tænder på handlekraftige mænd, noget som feministerne til hver en tid vil benægte hårdnakket. #MeToo-bevægelsen satte spot på nogle mænds magtmisbrug og overgreb, og heldigvis for det.

Harvey Weinstein-sagen er lige blevet afsluttet. Samme bevægelse skal dog afholde sig fra at omdefinere virkeligheden og opfatte kvinder som svage ofre og mænd med magt som potentielle overgrebsmænd. Der findes stadig hierarkier hvor nogle har magt og ansvar, både i arbejdslivet og i andre sfærer. Intet rum er magtfrit, selvom feministerne drømmer om det, men det at have magt er ikke ensbetydende med at man misbruger den.

Det gælder selvfølgelig både mænd og kvinder i magtfulde positioner. Og spillet mellem kønnene er der stadig, selvom mange mænd efterhånden er bange for at vise kvinder opmærksomhed. Forhåbentlig bliver de unge kvinder bedre til at sige fra – og til, for den sags skyld. Samtidig tyder meget på at de fleste unge mænd har det fint med handlekraftige kvinder, hvis de altså får fred til at udvikle deres egen kønsidentitet uden at blive hjernevasket til at tro på teorien om det evigt gode kvindekøn og den toksiske maskulinitet.

Men den snigende normdannelse som er blevet resultatet af #MeToo-bevægelsens og feminismens glidebane, skueprocesser og generelle mistænkeliggørelse af mandskønnet, resulterer stadig oftere i kønsløs og politisk korrekt (kommerciel) kunst som svigter de kommende generationer.

Det undrer mig til stadighed at den ideologiske feminisme er så aggressiv i en tid hvor alle døre for længst er sparket ind. Tegnefilmen Mulan fra 1998 er for mig en reminder, den var en tidstypisk indikator for kvinders fremstormen og empowerment, som den samfundsmæssige virkelighed efter årtusindskiftet og op til i dag så rigeligt har bekræftet. Hvorfor så fremture som offer for ”patriarkatet” i 2020?

Det eneste plausible svar er at feminismen selv er ved at etablere sig som en ny magt.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

 

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr