Måske handler Trump uklogt, men hvad gør vi selv?

Trump

Af Kuzma Pavlov

Det er næppe gået nogens næse forbi, at USA har slået den iranske general Qassem Soleimani ihjel i et droneangreb på irakisk jord. Mange i hele Vesten har forholdt sig kritisk til den beslutning, og måske med god grund. Man kan i hvert fald ikke sige, at vi har haft stor succes med vores aktivistiske udenrigspolitik. Det er faldne soldater i Irak og Afghanistan det tydeligste eksempel på. Trump gambler, og kun fremtiden kan fortælle os om konsekvensen af beslutningen.

Hvad har vi selv gjort?

Men når man kritiserer Trumps beslutning og advokerer for fred i Verden, skylder man sig selv at overveje én ting: Hvad har vi i grunden selv gjort for verdensfreden, når snakken falder på Iran? Guderne skal vide, at verdensfred ikke just er nogen topprioritet for de morderiske islamister, der har siddet på magten i landet siden 1979. Topprioriteterne er derimod udslettelse af Israel og udbredelsen af shiaislam til den muslimske verden. Det har det været siden revolutionen, og mullaherne afgav et løfte om at fuldføre disse mål i forbindelse med Ayatollah Khomeinis død

Målet om at udslette Israel lægger Iran ikke skjul på. Sidste år blev der på iransk stats-tv bragt en udsendelse, hvor de iranske styrker trænede missilangreb på Israel. Med jævne mellemrum angriber Ayatollah Ali Khamenei også Israel på de sociale medier, kalder landet for en kræftknude i regionen, truer med at indlede en invasion af landet og lover dets snarlige undergang. Det fremmer ikke ligefrem verdensfreden.

Iran og verdensfreden

Iran har ligeledes været storsponsor af terror siden revolutionen. De har åbent støttet og sponsoreret Hizbollah, Hamas og PFLP. Derudover er landet forbundet med en række terrorangreb i hele verden. Dette fik vi at mærke i Danmark for lidt over et år siden, da den iranske efterretningstjeneste forsøgte at myrde en række iranere bosat i Danmark. Og for nylig stod Kataib Hizbollah altså bag et angreb på den amerikanske ambassade i Irak. Det er enormt træls for verdensfreden, når sådan noget sker.

Eksemplerne på det iranske regimes vold og trusler er talrige. Man behøver jo ikke engang at tale om verdensfred, men blot se på tilstandene internt i Iran for at finde ud af, hvad det religiøst styre mener om fænomenet fred. Om end vi har hørt utrolig lidt om det i danske medier, har der mod slutningen af 2019 været massive protester mod regimet i de større iranske byer. I denne forbindelse har regeringen ifølge tal fra Reuters dræbt 1500 demonstranter – heriblandt 400 kvinder. Dertil er tusinder blevet fængslet og nægtet juridisk hjælp. Det drejer sig om demonstranter (heriblandt mindreårige), jurister og journalister. Landet er nu blandt de lande i verden med flest fængslede journalister. Ifølge Amnesty risikerer de indsatte i landets fængsler at blive tortureret. Det har medført, at EU-Parlamentet har fordømt den iranske regerings handlinger, men mere er det ikke blevet til.

Der er kort sagt ikke meget, der tyder på intentioner om nogen form for fred fra Irans side. Det står temmelig klart, hvis man bare bruger ganske få timer på at sætte sig ind tingene. Og hvad har det internationale samfund med EU i spidsen gjort for at kæmpe for freden? Siden 2016 har man i bedste fald ikke gjort noget. I værste fald har man hjulpet det iranske styre. I 2016 løftede FN langt de fleste sanktioner mod landet, så der i dag kun er ganske få betydningsløse sanktioner mod landet. Det betød, at 100 mia. dollars i indefrosne iranske midler i udlandet blev frigivet. Det betød, at selskaber igen kunne investere i Iran. Det betød, at Iran igen kunne handle med resten af Verden. Og det betød, at lande igen kunne importere iransk olie og gas. Kort sagt blev Iran en del af det internationale samfund igen.

Atomtruslen

Sanktionerne blev løftet, fordi Iran formelt set havde stoppet sit atomvåbenprogram. I samme omgang indgik man derfor ligeledes en atompagt med Iran. Pagten, som naturligvis er indgået i bedste mening, bremser dog ikke Irans atomvåbenprogram, men udskyder det blot. Ifølge de seneste tal fra Institute for Science and International Security vil det tage Iran omkring et halvt år at have fuldt færdige atomvåben. Den israelske efterretningstjeneste har fremlagt, at Iran allerede har fremstillet en fuldkommen vejledning for produktionen af atomsprænghovedet. Pagten indeholder ingen garantier for, at atomvåbenprogrammet ikke vil blive genoptaget efter aftalens udløb i 2030. Og netop derfor trak Trump USA ud pagten.

Sådan en pagt laver man ikke med et barbarisk regime. Desværre opfører Vesten sig som om, at det iranske regime er til at stole på. Det gør vi på trods af, at Iran undertrykker sin egen befolkning, pønser på at udrydde Israel, sponsorerer terror og skaber systematiske konflikter i Mellemøsten. Alt dette har i grove træk ikke haft nogen konsekvenser for landet. Naturligvis begynder styret i Iran da at tro, at alt pludselig er konsekvensløst, og at man kan sno Vesten om sin lillefinger. Og det er i det lys, man skal se Trumps angreb – som et signal om, at ikke alt er konsekvensløst.

Hvis Iran får frit spil, så er det den største trussel mod verdensfreden. Hvis man virkelig kæmper for fred i Verden, kan man ikke i sin alvor mene, at Iran fortsat skal være en fuldgyldig del af det internationale samfund. Men i stedet for at bekæmpe styret, har EU siden 2016 ikke gjort andet end at stille sig på Irans side og kritisere Trump for at træde ud af atomaftalen. Ja, det er da åbenlyst for alle, at Trump gambler. Måske går det godt, og måske gør det ikke. Men hvad har vi selv gjort for den sagnomspundne verdensfred?


Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er kandidat til Europaparlamentet for Konservativ Ungdom og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Fokus i hans klummer vil derfor spænde bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!