Roger Scruton – et konservativt træ er faldet!

Af Søren Hviid Pedersen

Roger Scruton er død. Meddelelsen slog undertegnede som en hammer i både hoved og mave, for nu kommer der ikke flere bøger, artikler, kommentarer og forelæsninger fra denne mand, denne mand der i årtier har beriget verden med konservative betragtninger og refleksioner over vor tids dårskab.

Det var kun Scruton der kunne skrive en bog om The Uses of Pessimism med undertitlen And the Danger of false Hope! Men bag hans pessimisme, var der også et håb om, at man ikke kun kunne modarbejde udviklingen, men måske også ligefrem skabe nogle øer af konservative livsformer, der har en modstandskraft mod modernitet, globalisme og oikofobi.

Hans egen bolig og landbrugsejendom var et eksempel på denne skaberkraft af vilje til at vise, at man kan leve et konservativt liv midt i modernitetens syrebad.

Jeg husker som det var i går, hvordan jeg stødte på hans forfatterskab.

Det var i 1990, det var det år, jeg som statskundskabsstuderende, købte min første bog af Scruton. Det var hans The Meaning of Conservatism. Jeg havde stødt på titlen i flere bøger, der beskrev konservatismen, og han blev altid nævnt som håbløst forældet og reaktionær, men samtidig også beskrevet som den mest intelligente og reflekterede konservative tænker. What not to like!

Så jeg bestilte bogen og læste den i et stræk. Her åbenbaredes en ny-klassiker indenfor den konservative intellektuelle kanon. For første gang i umindelige tider var der en samlet fremstilling af en konservatisme, der både var anti-marxistisk og ikke-liberal. Det var en kombination, der har forfulgt undertegnede lige siden. Bogen er en minutiøs fremstilling af konservatismens mange facetter og dimensioner, ja en hel konservativ politisk filosofi blev udfoldet på smukkeste vis. Det er en af hans bedste bøger, og jeg er sikker på, at fremtidens konservative intellektuelle vil læse den med samme lide dele beundring og taknemlighed som min generation.

Man burde mene at en sådan bog, der var så sprængfyldt af dannelse, viden og saglighed ville vinde ham mange venner, men sandheden blev en anden. Fra starten blev Scruton udskammet, chikaneret og forfulgt udelukkende på grund af hans politiske overbevisninger. Endda i en sådan grad at han blev tvunget til, i store dele af sit arbejdsliv, at leve som en nomade blandt universiteterne i England og USA, alle sammen topuniversiteter. Han skabte og redigerede i mange år det engelske konservative tidsskrift Salisbury Review.

Det særegne ved Scrutons konservatisme, udover at den var velformuleret og velfunderet, var hans evne til at kombinere forskellige filosofier og idehistoriske traditioner, og på den baggrund formulere en konservatisme, der både var historisk bevidst, men samtidig også relevant, ja nødvendig. Til understøttelse for hans specifikke form for konservatisme kunne Scruton trække på både Burke og Hegel, moderne angelsaksisk sprogfilosofi, moderne identitetsteori, teologiske forfattere etc. Hans konservatisme var formuleret på baggrund af hans klassiske dannelse, en dannelse der desværre er trængt og nogle endda udskammet. Men resultatet var en konservatisme, der var udfoldet, smukt formuleret og sprængfyldt med substans og gode argumenter.

Scruton lykkedes med både at formulere en helstøbt konservativ politisk filosofi og samtidig gå i dybden med emner ud fra denne filosofi. Med andre formåede Scruton at applikere sin filosofi på udvalgte temaer og dimensioner ved den menneskelige eksistens. Det var således ikke kun indenfor politisk filosofi, at Scruton gav væsentlige bidrag. Hans arbejder indenfor æstetik, musikvidenskab og deciderede moralfilosofiske temaer vil også have en blivende indflydelse for eftertiden.

Hvis man overordnet skal karakterisere Scrutons konservatisme, så er det en konservatisme, der er bundet til stedet, til dets historie og dets moralske økologi. Derfor var en Scruton en stræk forsvarer for nationalstatens integritet og værdighed.

I en tid hvor alverdens politiske positioner mere eller mindre bevidstløst varsler nationalstatens snarlige forsvinden og samtidig mener, at EU og andre internationale organisationer er klar til at erstatte nationalstaterne, ja så var Scrutons stemme helt og aldeles kærkommen og nødvendig. Scruton var om nogen i stand til at tegne, hvorfor nationen var en fremragende organisk ide, der har havde slået rod i det vi kan kalde Vesten.

At nationen var og er grunden for vesterlændingenes politiske og civile eksistens. Netop derfor var Scruton også en skarp kritiker af politisk islam, der i alle henseender er en universel ideologi, der prædiker om det verdensomspændende kalifat, uden hensyn til alverdens forskellige folkeslag og nationer. Med Scruton fik man et konservativt forsvar for at det er helt legitimt at holde af, ja legitimt at elske, den plet på jorden der er ens hjem og den nation man er hjemmehørende i.

Nu er Scruton væk, og hans stemme er forstummet. Lige i disse tider, hvor globalisme, internationalisme, politisk islam og en galoperende mig-mig individualisme i en uskøn pærevælling er tidens herskende paradigmer, har vi brug for netop den stemme, der nu er blevet gjort tavs. Man kan kun håbe på, at fremtidens generationer af unge mennesker på ny vil læse Scruton, og at vi andre gamle hoveder vil genlæse og erindre, at der derude fandtes en stemme, der var et lys for os konservative. Æret være hans minde.

Søren Hviid Pedersen er ph.d. i statskundskab og lærer ved Rønshoved Højskole