Kilde: Bill Kerr, Flickr.

Lad os erobre sproget tilbage fra identitetspolitikkens kommissærer!

8. oktober 2019
7 minutters læsetid

Nutidens identitetspolitikere, multikulturalister og klimafanatikere bruger sproget som magtinstrument, ganske som George Orwell profeterede, skriver Anne-MarieVestergaard. Virkeligheden omskabes med newspeak, og en ny ortodoksi stempler enhver dissens som kættersk.

Af Anne-Marie Vestergaard

”Ortodoksi er ikke-bevidsthed”. Citatet er fra George Orwells berømte roman 1984 fra 1949. Diktaturets sprogeksperter har travlt med at udarbejde en ny ordbog for det engelske sprog, og det gælder om at fjerne alle de ord som ikke afspejler styrets entydige virkelighedsbillede. Sproget skaber virkeligheden. Jo færre ord, jo bedre, og med tiden bliver alle det gamle sprogs gloser forvansket eller fjernet. Til sidst vil det være umuligt at tænke på for eksempel oprør og demokrati, for ordene og begreberne er fjernet for længst.

Samtidig får velkendte ord den modsatte betydning i slogans, for eksempel ”Frihed er slaveri”. Newspeak, hedder det i romanen, et begreb der gået over i vores eget sprog, ligesom det berømte Big brother is watching you. Store Broder er som en Vorherre der fra sin himmel ser alt og ved alt. Arbejdet med den nye ordbog, overvågningsskærme og tankepoliti går hånd i hånd for at kolonisere den enkelte borgers liv og bevidsthed.

Orwells profeti

Ved genlæsning af romanen slår det mig hvor profetisk Orwell egentlig var med hensyn til overvågning og tankekontrol, hvad enten det gælder vestlige samfund under terrortrussel eller egentlige diktaturstater af kommunistisk eller religiøst tilsnit. Nazismen og kommunismen kendte Orwell jo allerede til, og inspirationen er tydelig.

Men romanen skildrer også på uhyggelig vis den form for prægning af sjælene som der foregår i et totalitært samfund med konstant overvågning, kontrol og stikkeri. Samfundets normer og ideologi bliver internaliseret af borgerne, så de i høj grad udøver selvkontrol og selvdisciplin. Hver indbygger bliver sin egen fangevogter. Bevidstheden skrumper ind, og kun drifterne og overlevelsesinstinktet bliver tilbage.

Orwell skildrer en sjælelig og følelsesmæssig forkuelse, en fornægtelse af det menneskelige, som rammer læseren meget hårdere end skildringen af selve den ydre fysiske undertrykkelse: rovdrift på arbejdskraft, fattigdom, forsvindinger, tortur, henrettelser.

Overlevelsens konstante nu

Hovedperson og synsvinkelbærer Winston Smith er også forkuet, men han tænker også selvstændigt og har insisterende drømme om natten. Han skriver hemmelig forbudt dagbog for at fastholde sine oplevelser af ubehag, selvom han ved at det er dødsensfarligt, men også for at fastholde den fortid som systemet og partiet ellers har definitionsret over. Kærlighedshistorien mellem Winston og den unge Julia virker så meget desto stærkere, fordi de to netop i lidenskaben tillader sig selv at blive mennesker igen – og da også opfatter den forbudte, hemmelige kærlighed som en oprørshandling der genindsætter det sjælelige menneskelige subjekt i verden.

Ud af den fælles kærlighedsoplevelse opstår den egentlige trang til oprør mod samfundets normer. Winston Smith kan pludselig huske sin fortid og familiebaggrund igen, og han bliver et individ der for alvor kan tænke og handle. På eksistentialistisk vis bliver han et subjekt der handler i nuet, på baggrund af fortiden og rettet mod fremtiden.

De almindelige mennesker i Oceanien lever derimod i et konstant nu hvor det kun gælder overlevelse, som menneskedyr. Samtidig er det et benhårdt klassesamfund med partimedlemmer og proletarer, læs: intellektuelle og arbejdere. Winston tilhører da også den første klasse.

Systemet skaber sproget

I romanen skaber systemet sproget og bestemmer hvad der kan tænkes. Systemets erkendelsesteori er idealistisk, for verden eksisterer kun i den enkeltes bevidsthed. Væk med erfaringsbaseret erkendelse af virkeligheden, væk med logik og sund fornuft, som Winston hele tiden forsøger at holde fast i. Det er da også karakteristisk at systemet ikke bare vil knægte tankeforbryderen og oprøreren Winston, men via tortur og pres have ham til at erkende virkeligheden på den ideologiske og kontrafaktiske måde. I starten af romanen mener han at to og to er fire, til slut er han overbevist om at to og to er fem.

Forholdet mellem sprog og virkelighed bliver vendt på hovedet i romanen. Normalt vil sproget beskrive og afspejle en foreliggende virkelighed, det gælder alle levende sprog. Som sprogbrugere bidrager vi alle til sprogets udformning og udvikling. Sproget er et resultat af levet liv og af levende menneskers brug og aktive formning og videreudvikling af det over tid. Samtidig afspejler sproget en (skrift)kultur.

I romanen 1984 bliver sproget stjålet af Systemet og omformet til ukendelighed. Sproget bliver også brugt til at skabe et usandt billede af virkeligheden, for eksempel bliver det meget svært at finde ud af hvilken anden stormagt Oceanien er i krig med, hvis der overhovedet er en krig… Systemet kontrollerer både historieskrivningen, der konstant retoucheres, og nyhedsformidlingen, der redigerer flittigt i begivenhederne. Systemets fiktion ender med at blive den skinbarlige virkelighed.

Newspeak i vores virkelighed

I nyere tid kan man finde masser af eksempler på newspeak, for eksempel når offentlige myndigheder finder på nye ord: Kvalitetsreform, Moderniseringsstyrelsen, Borgerservice, Sundhedsplatform etc. Det tema er velkendt. Der er dog et andet område som har påkaldt sig mere og mere opmærksomhed de seneste år, nemlig identitetspolitik. Her er det grupper af individer tilhørende en minoritet, den være sig etnisk, seksuel eller religiøs, som ud fra en præmis om at de er ofre for majoritetssamfundets strukturelle undertrykkelse, vil ændre sproget og dermed også bestemme hvad der må siges. Selvom kvinder ikke numerisk kan betegnes som en minoritet, vil feminister også tænke på sig selv som en undertrykt minoritet i patriarkatet.

Således vil mennesker med et ikke-binært køn have os til at bruge nyopfundne pronominer til at omtale dem med. I Sverige har man forsøgt at indføre det kønsneutrale pronomin hen for at bekæmpe sexisme. Disse og andre eksempler er velkendte og har været debatteret flittigt på det seneste. Politisk korrekthed er et fænomen der primært stammer fra USA og 1990’ernes affirmative action der skulle hjælpe sorte amerikanere frem i uddannelsessystemet. Filosofien er at man vil forbedre verden via sproget. Man udøver godhed ved hjælp af sproget, for hvis man siger afroamerikaner i stedet for sort, er man med til at bekæmpe racisme.

Identitetspolitikkens videnskabelige fundament

Det videnskabelige fundament for megen identitetspolitik ligger i kulturforskning med poststrukturalistisk metode og do. undervisning på især amerikanske universiteter. Husguden er den franske filosof Michel Foucault, der blandt andet mener at individet er en vestlig konstruktion, og at alt kan gøres til genstand for en magtanalyse der påviser strukturel undertrykkelse. Med en altforklarende teori vil den type forskning kunne betegnes som pseudovidenskab i Karl Poppers forstand. Falsifikation er ikke mulig. Den poststrukturalistiske ”videnskabelige” metode har sejret ad helvede til i den vestlige verden, som påvist af bl.a. den engelske forsker Helen Pluckrose.

Identitetsforkæmpere kræver som bekendt ikke bare hensyn i sproget men også hensyn i den konkrete verden, safe spaces på universitetscampusser, ændringer i pensumlister, censur i kunstens verden, censur i debatter, respekt for tonen etc. Alt kan i princippet risikere at krænke nogen, og vi har hørt om problemer i Danmark med morgensang og udklædningsfester. Gad vide hvor det ender, for som bekendt er der nu også noget der hedder ”tykfobi”, udskamning af tykke mennesker. Fedfront, hedder de vægtmæssigt udfordrede menneskers organisation. Ve den der pipper noget om sundhedsproblemerne ved at være stærkt overvægtig… Sensitiviteten kender ingen grænser. Identitetsforkæmperne er pudsigt nok blinde for den magt som de selv er kommet til at erobre.

Meget tyder dog på at identitetspolitik skal tages særdeles alvorligt. De forskellige minoriteter er med deres pseudovidenskabelige teorier om strukturel undertrykkelse nemlig ved at gennemtrumfe hver deres ideologi og dogmatik. Under jokerordet mangfoldighed er disse ideologier ved at sive ind i medier, virksomheder, forskningsverden og politik. Tag bare det genkommende tema i Danmark: Det vil være godt med flere kvinder i bestyrelser, en uantastet sandhed i medier og offentlighed, men stadig uden videnskabeligt belæg.

Identitetspolitikken som vor tids ortodoksi

Den engelske forfatter og debattør Douglas Murray taler i et interview med Flemming Rose i Weekendavisen den 20. september 2019 om identitetspolitik som vor tids nye ortodoksi og oplister dens centrale dogmer: ”Alle mennesker kan blive homoseksuelle, kvinder er bedre end mænd, mennesker kan blive hvide, men ikke sorte, og alle kan ændre deres køn. De, hvis meninger ikke passer med det billede af verden, tilhører det repressive patriarkat eller agerer på dets vegne.”

Han taler om ”snubletråde” i politik og debat hvor man kan få ødelagt sin karriere hvis man kommer til at sige noget uortodokst om seksualitet, race og køn, men også indvandring er et farligt emne. Han fortæller en anekdote om en debat om indvandring med en kvinde fra Labour som blev udfordret af ham: ”Jeg kunne se panikken i hendes øjne, ligesom jeg har noteret den hos andre, når dette emne bringes på bane. De er klar over, at det kan lægge deres karriere og måske også deres liv i ruiner”.

Et andet eksempel på det som Murray beskriver, ses i Kristeligt Dagblad den 17. september 2019. Her bringes et interview med den kendte svenske psykiater og debattør, David Eberhard. Han skrev i 2018 en bog der udfordrede den svenske genus-ideologi og dens opfattelse af køn som en konstruktion. Han udtaler: ”Hvis du hævder, at der er biologiske forskelle på mænd og kvinder, er du færdig i den offentlige debat”. Ingen ville længere diskutere med ham, endsige anmelde hans bog. Ortodoksi og udskamning af andre synspunkter, rimelig orwellsk, skulle jeg mene.

Adskillelsens politik

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt advarede allerede for godt ti år siden om multikulturalisme som ideologi i deres bog Adskillelsens politik. På trods af parallelsamfund, terroranslag og kriminalitet der bliver mere og mere grov, synes der stadig at være mange ideologiske multikulturalister i dagens Danmark.

Deres yndlingsord er også newspeak: Kulturberigelse. Man må ikke kritisere indvandring og islam, for ellers er man islamofob og i samme åndedrag racist. Det er pudsigt nok det samme synspunkt som OIC, organisationen af islamiske lande, har forsøgt at fremme internationalt i mange år, med stor juridisk ihærdighed. Religion må derfor heller ikke udfordres og kritiseres. Har man dogmer i en offentlighed, har man også tabuer. Konservative muslimer i vestlige lande bedriver også identitetspolitik, ofte støttet af deres hjemlande.

På det seneste er en ny form for ortodoksi og korrekthed opstået. Den omhandler ikke en minoritet men selve klimaet. Således er man meget slem hvis man formaster sig til at forholde sig kritisk overfor elevstrejker og fænomenet Greta Thunberg. Sidstnævnte har i mange kredse nærmest fået en hellig status, hun er blevet en form for helgenfigur eller orakel. Det er heller ikke tilfældigt at de omvendte taler om de andre som ”klimasyndere”.

Tilbage til Orwells 1984: Hvis man som menneskehed først suspenderer fornuften, den frie tænkning og do. videnskab, vil man næsten naturnødvendigt vende tilbage til et førmoderne stade hvor autoritetstro, gudsfrygt, religiøse følelser og overbevisninger vil dominere. Er vi på vej dertil?

Uffe Harder skrev tilbage i 1984 (!) digtet Tag ordet, tag sproget tilbage. Han var sikkert inspireret af Orwells roman, for han advarer mod de magthavere der former sproget efter deres egen (magt)dagsorden og kommer med denne opfordring: ”Tag bladet fra munden, tag sproget tilbage fra dem der har røvet det, fold det ud, blæs liv i det, led strømme igennem det, bad i det, byg med det, tænd lys i alle dets kroge og egne, lad det vokse sig endnu større end det er…”.

Lad os erobre sproget, myndigheden, den personlige integritet og fællesskabet tilbage fra nutidens kommissærer!


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside