Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen.
Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Denne gang redaktør Rasmus Ulstrup Larsen om velfærdsstatskritikken.
Af Rasmus Ulstrup Larsen
Det borgerlige Danmark tabte 5. juni. Mens Venstre og Det Konservative Folkeparti gik frem, led Dansk Folkeparti et stort nederlag, og Liberal Alliance blev decimeret til næsten ingenting. Magten skiftede hænder, og tilbage står det store spørgsmål om, hvad den borgerlige lejr skal stille op. Svaret på dette spørgsmål forudsætter en fælles kurs, en fællesmængde i tænkningen og politikken i borgerligheden.
Derfor bliver en forudsætning for spørgsmålet om borgerlighedens fremtid, at der kan tales om et samlet borgerligt projekt, og deraf afledt, om selve det borgerlige begreb overhovedet giver mening i disse brydningstider. For begrebet om borgerlighed, giver kun mening, hvis man kan klargøre en fællesmængde af liberal og konservativ politisk tænkning og realpolitik. Men denne fællesmængde er svundet ind til en fælles betragtning om, at socialisme i hvert fald ikke duer til noget. Og mens denne fælles borgerlige betragtning er sand, så konstituerer en fælles fjende ikke nødvendigvis et broderskab.
Det vil derfor også være mit udgangspunkt, at liberalisme og konservatisme ikke kan forenes i en fælles borgerlig strategi, for selvom der kan være fælles mål, så begrundes målene forskelligt afhængigt af om der anlægges et konservativt eller liberalt perspektiv.
Konservatismens og liberalismens prioriteter
De to forskellige begrundelser hænger nøje sammen med, at liberalismen og konservatismen opererer med forskellige prioriteringer af de politiske værdier.
Liberalismen prioriterer respekten for individets frihed til at udfolde sig. Konservatismen prioriterer det fælles gode. Eller sagt anderledes, så er liberalismen individualistisk i sit afsæt for den politiske tænkning, hvorimod konservatismen er kommunitær.
Liberalismen kan derfor heller ikke fælde domme ud fra andre ræsonnementer, end om en given politik respekterer individets frihed. Uanset hvilket politisk emne, der kalder på etisk granskning og refleksion, er det ikke muligt for liberalismen at stille andre spørgsmål end dette: Begrænser politikken individets frihed? Hvis det gør, må politikken på området afskaffes eller revideres, og hvis det ikke begrænser individets frihed, er det ikke etisk relevant at beskæftige sig med, som andet end intellektuel stimulering, der ikke skal munde ud i konkret politik.
Den politiske tænkning bliver derfor også så forskelligartet for konservative og liberale, at de to parter ikke kan nå frem til en fælles holdningstilkendegivelse. Målet for hhv. konservative og liberale må derfor også være at koncentrere sig om de helt partikulære standpunkter, de hver især må indtage.
Konservatismen har her en fordel og svaghed. En fordel fordi den grundet sit kommunitære tankeafsæt kan reflektere bredere, men en svaghed fordi Det Konservative Folkeparti ikke kan finde ud af det.
Svagheden kan afhjælpes, hvis partiet indgående begynder at interessere sig for andet end kommunikation og Gentofte-segmentet. Det bliver en svær kamp at få dem til det.
Ikke desto mindre vil jeg her fokusere på et specifikt politikområde, hvor konservative kræfter har en mulighed for at formulere konkrete konservative holdninger der hverken deles af socialister eller liberalister, som kan give en tro på en konservativ fremtid. Og det område er velfærdsstaten som konservative må genfinde de afgørende argumenter imod.
Nuancer i borgerlig velfærdsskritik
Velfærdsstatskritik har længe været i de liberales skudlinje, og særligt Liberal Alliances. Kritikken baserer sig som oftest på to argumenter: Det første liberale argument er, at velfærdsstaten har indbygget i sig nogle dårlige incitamentsstrukturer samt en logik, der ikke tilgodeser kerneydelser. det gør den ineffektiv. Det resulterer i, at der leveres dårligere service for pengene, end private virksomheder ville kunne levere. En indskrænkning af velfærdsstatens størrelse og berøringsflader vil derfor frigøre flere midler til at fokusere på kerneydelser, samt lade borgerne beholde flere af deres egne penge.
Vi ville derfor alle blive økonomisk rigere af at indskrænke velfærdsstaten uden det vil gå udover de svageste.
Det andet liberale argument er, at velfærdsstaten er grundlæggende uretfærdig, fordi den gennem tvangsopkrævning (skat) ikke respekterer individets råderet over egne midler, der er fremkommet gennem retfærdig aktivitet såsom arbejde. I denne forstand har velfærdsstaten ikke moralsk respekt for individets virke, og ej heller respekt for individets ret til at administrere egne midler, som den enkelte måtte ønske. At tvangsopkræve skat til formål, staten selv ser som gode og ønskværdige, er i sin essens tyrannisk, fordi staten på denne måde gennemtvinger egne holdninger og ønsker på bekostning af andre.
Mens disse argumenter, og især det første, kan tilsluttes af konservative, må konservatismen først og fremmest rette sin fremadrettede kritik af velfærdsstaten mod en anden præmis: Velfærdsstatens emancipatoriske kraft. Velfærdsstaten er nemlig ikke primært kritisabel, fordi den begrænser borgernes liv, men derimod kritisabel, fordi den er understøttende for en individualisering af borgernes liv.
Hvor velfærdsstaten traditionelt legitimeres som et sikkerhedsnet for de økonomisk nødstedte, har den i sit vokseværk antaget en ny logik. Den ny logik er, at velfærdsstatens ansvarsområder er gået fra at sikre et økonomisk eksistensgrundlag hos dem, der ikke selv har et sådant, til i stedet at være et grundlæggende uafhængighedsskabende system.
Velfærdens onde cirkel
Det ses for eksempel ved skilsmisse, hvor staten giver økonomisk tilskud og kompensation for det økonomiske tab, parterne måtte lide ved at være alene fremfor sammen. Da det er dyrere at være alene end med en ægtefælle, så indeholder valget om skilsmisse derfor også en økonomiske overvejelse, men her går staten ind og sørger for at udrydde denne overvejelse. Målet med, at man kompenserer fra statens side, er på overfladen, at børnene ikke skal lide økonomisk last grundet forældrenes skilsmisse, men resultatet bliver, at man faktisk går ind og betaler ægtefolk for at forlade hinanden. Det skaber flere skilsmisser og derved børn, man skal redde fra at lide økonomisk last.
Den onde cirkel er i gang.
Den ny velfærdsstatslogik ses også i udvidelsen af de ydelser og services, velfærdsstaten tilbyder. De vokser år for år. Herunder befrugtning af enlige, hvor man med offentlige midler gør borgerne uafhængige af hinanden for at skabe familier. Målet er igen, at ingen skal lide den nødstedtes skæbne at være alene og ulykkelig. Resultatet bliver, at staten betaler folk for at få børn med sig selv fremfor med hinanden. Det skaber flere enlige, der ikke har en partner at få børn med, som skal reddes fra deres ulykkelige ensomme skæbne.
Den onde cirkel kører endnu engang.
De ovenstående eksempler er skabt ud fra logikken om, at vi har en nogenlunde fast mængde mennesker der uanset hvad, ville blive skilt eller være barnløse, og for at hjælpe disse mennesker træder staten ind og beskytter den enkelte mod en ulykkelig skæbne.
Velfærdsstatens tredje vej
Men her overser man den sociologiske funktion, staten har; nemlig at muligheder tages i brug, når de tilbydes. Jo lettere det er at blive skilt, jo oftere bliver man skilt. Jo lettere det er at få børn alene, jo flere tilvælger den løsning.
Velfærdsstaten indeholder i den forstand en sociologisk funktion der ændrer vores levevis, fordi den tilfører mennesket den tredje valgmulighed. Hvor valget om skilsmisse og barnløshed uden velfærdsstatens kompensation eller ydelser ville være, at man enten blev skilt og led økonomisk tab, eller forblev sammen og bibeholdt sin økonomiske levestandard, så bliver den tredje valgmulighed ved statens funktion, at man både kan blive skilt og bibeholde sin økonomiske levestandard. Eller i det traditionelle valg om enten at få børn med en partner, eller slet ikke at få børn, så tilføjes, ved statens funktion, den tredje valgmulighed om at få børn, men uden en partner.
Denne logik om den tredje valgmulighed rummer det afgørende aspekt ved velfærdsstaten, som skal kritiseres og begrænses af konservative, fordi tilføjelsen af den tredje valgmulighed alene er et emancipationsprojekt, hvis formål er at ophæve det sociale livsvilkår, at vi har brug for hinanden for realiseringen af et bæredygtigt og meningsfuldt liv.
For mens mennesket grundlæggende ønsker at gøre sig fri fra hinanden, hvis muligheden byder sig, så er mennesket samtidig et socialt væsen, hvis livsudfoldelse først bliver meningsfuldt og moralsk ansvarligt, når den enkelte har ansvar for sin næste.
Menneskelivet er i den forstand forunderligt, for vi vil så gerne slippe for hinanden, men jo mere vi gør det, jo mindre realiserer vi det gode: at stå i eksistentiel og praktisk forbindelse med hinanden, som er grundlæggende for enhver meningsfuldhed og etisk livsførelse.
Rasmus Ulstrup Larsen er Cand.merc(fil.) fra Handelshøjskolen i København og podcast-redaktør på aarsskriftet-critique.dk. Han udgiver en bog om kommunitarisme primo 2019. Han bidrager ofte med konservative indlæg i Jyllands-Posten. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.