Foto: Rune Clausen, Nationalmuseet

Nationalmuseet på gammelnye eventyr

18. februar 2019
4 minutters læsetid

Af Kasper Haunstrup Madsen

Nationalmuseets direktør har masser af jern i ilden. Rane Willerslev er knap nok kommet ud af #VikingeGate, før han lancerer et nyt projekt: et medieeventyr, der, med forbillede i Linse Kesslers succes, skal hjælpe til, at museet ikke ender med, at ”uddø som fænomen”.

Det er tilsyneladende en nødvendighed, da det ”danske medielandskab” gennemgår radikale forandringer for tiden, hvor gud og hver mand opretter ”medieplatforme”. For folk, der er konservative af temperament og måske endda nærer følelser for den nationale kulturarv, kan fænomenet Willerslev og dennes virke forekomme skrækindjagende.

Særligt når man tænker direktøren som den naturlige kulmination på en kulturkamp, der nok har været lunken de sidste par årtier, men som immervæk trækker tråde tilbage til 60’erne. Den radikale kulturminister Kristen Helveg Petersen fremlagde i 1969 betænkning nr. 517, hvori ministeriet fastslog, at vi ”må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn ved siden af den kundskabsformidlende funktion har den meget vigtige opgave at underholde”.

Ja, museerne var nemlig blevet så kedelige, fortsætter ministeriets betænkning, ”at ungdomsoprøret hidtil er gået museerne totalt forbi. De opfattes ikke som udtryk for det etablerede samfund, mod hvilket oprøret retter sig, men som depoter for tidligere samfunds efterladenskaber, og fornemmelsen er vel, at de simpelthen ikke er krudtet værd”. Av, av, av. Tænk Dem, kære læser, at være så uaktuel, at de samfundsnedbrydende bøller end ikke anerkender Dem som værende en værdig trussel.

Fakta og fiktion på museer

Anstødsstenen til den verserende debat omkring Willerslevs museale virke har dog hovedsageligt centreret sig omkring videnskabens forhold til fiktion – i særdeleshed når sidstnævnte bruges som middel til at formidle førstnævnte. Direktøren advarede allerede før han tiltrådte stillingen om, at museernes formidling ”må gerne være en blanding af fakta og fiktion”, og man må sige, at vekselvirkningen mellem fakta og fiktion er blevet styrende i Prinsens Palæ, eller  “Dødsstjernen, hvor jeg [Rane] er Darth Vader”.

Før vi fædrelandskærlige museumsgængere begræder sædernes forfald, i form af den såkaldte tivolisering og ’markedsliggørelse’ af kulturarven, kan jeg dog berolige Dem om, at denne balance på en knivsæg mellem fakta og fiktion, mellem videnskab og poesi – i sig selv er så gammel, at den hører til på et museum.

I de gamle, støvede dage – dengang hvor demokrati bare var noget vi legede, og Grundtvig stadig levede – var provinsen ved at opbygge sit museumsvæsen med inspiration i hovedstaden, der gennem enevælden havde haft eneret over konserveringen og formidlingen af kulturarven.

Oldnordisk Museum (fra 1892 Nationalmuseet) stod for det arkæologiske, forhistoriske frem til statsomvæltningen i 1660, og de nye museer orienterede sig derfor mod den yngre historie og alternative fortællinger. Efter stiftsbysmuseerne fulgte lokalmuseerne, der i højere grad fokuserede det nationale, lokale og særegne, og med folkemuseerne i slutningen af århundredet begyndte man for alvor at eksperimentere med formidlingen af den arv. Der var skuespil, aktiv meddeltagelse, levende foredrag og kaffeklubber i så omfattende grad, at selv en moderne kaospilot ville kræve besindelse.

 Det historisk-poetiske museum

Det var i særlig grad grundtvigianerne, der dyrkede denne nye museumsformidling med udgangspunkt i de store Folke- og Friluftsmuseer. Vi hører konstant, at tiden efter 1849 fostrede en forsamlings- og oplysningstørstig befolkning, så hvorfor tyede museumsfolkene dog til den slags kreative tiltag? Ikke pga. økonomien (ja, den har altid været dårlig) endsige konkurrencen om ”brugernes” opmærksomhed (hvem ville ikke hellere i Zoologisk Have og se ”de vilde” asiater eller afrikanere i bur, eller måske en tur i Tivoli?).

Forfatter og redaktør Otto Borshsenius foreslog om formidlingen på museerne, at ”Lad det være ››historisk-Digtning‹‹ – deri er dog intet ondt. Den store Mængde lærer opdrages bedst derved”. Forfatter Martin Skovbo fulgte op i Højskolebladet, ”at man vist nok heller ikke bør være alt for bange for at grunde sin Betragtning af Fortidens Historie paa den historiske Digtning, naar ellers Digteren er gaaet samvittighedsfuldt til Værks og har været i Besiddelse af et nogenlunde klart historisk Syn.”

 ››Vi skulle lære at elske fædrelandet!‹‹

Vil det sige, at vi kan ånde lettet op ved tanken om, at Rane Willerslev fortsætter det gamle grundtvigsk-nationale kulturprogram om, vha. oplevelsen (eller på grundtvigsk: vækkelsen) at bringe folket til oplysningen – fra fiktion til fakta, saga til historie? Alex Ahrendtsen, der ubetinget er Danmarks bedste museumspolitiker, har allerede tiljublet Willerslevs medieeventyr, så måske der er grund til begejstring.

Men det ville jo ikke være borgerlig, konservativ idédebat, hvis vi ikke kalder til besindelse og råber vagt i gevær over et eller andet, og det er der faktisk god grund til at gøre her. Museumssagen i Danmark er i høj grad en diskussion om form og sjældent substans. De sidste årtier har debatten omhandlet, hvordan man kunne gøre op med ”det gamle, støvede museum”, men danske museer har jo netop en lang, levende formidlingstradition.

I stedet for at bruge millioner på at formidle sig ud af forældede stereotyper om museet, burde man stille mere radikale spørgsmål til ikke bare institutionens virke og væsen, men også dets gæster. Museumsloven kræver en aktualisering, udvikling og sikring af vores kulturarv, men hvad med gæsten, der jo er epicenteret for enhver moderne museumsleder og dennes formidlingsafdeling? I gamle dage var det ingen sag, da gik man på museum for at lære at elske fædrelandet, som en ivrig grundtvigianer udtalte til Herning Folkeblad i år 1900.

Men hvad med i dag, hvor der ikke tales om det nationale fællesskab, men i stedet om aktivt medborgerskab, kulturel kapacitet, demokratisk dannelse, osv. Ja, beklager mit jyske ophav, men hvad dælen betyder det?

Indtil at vi begynder at tænke ind i boksen igen, skal vi være påpasselige med, at vi ikke prisgiver vores kulturarv i ræset med resten af underholdningsindustrien i ligegyldige diskussioner om kedsomhedsknapper, semantiske diskussioner om oplevelser og ideer om støvede montre.

Og i forhold til hvilke virkemidler museerne kan tillade sig at bruge i formidlingsregi? Herregud, gennem dansk museumshistorie har vi set det meste, men lad os for en god ordens skyld ihukomme en af Willerslevs tidligste forgængere, der klogt ytrede, at

”Det er Sagen selv og ikke Fortællingen om den eller Billedet af den, der er det væsentlige”


Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie og bondsk vestjyde, der er blevet rørt af den grundtvigianske ånd.  Han er storforbruger af alt, hvad der kaldes populærkultur. På aarsskriftet-critique.dk skriver han bl.a. om politiseringen af denne populærkultur, om historien og den grundtvigianske arv.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr