Morten Jarlbæk Pedersen: Skal vi nu også til at betale EU-skat?

13. maj 2018
4 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

A positive budget for a positive agenda.” Sådan indleder Europa-Kommissionen sit forslag til en budgetramme for EU i perioden 2021-2027. Og selvom det måske kan virke både tørt og måske endda kedsommeligt at dykke ned i nogle forventede økonomiske dispositioner i årene efter 2025, så er det nok alligevel værd at gøre for at finde svar på to grundlæggende spørgsmål: Hvor kommer pengene fra? Og hvad skal vi bruge flere hhv. færre penge på fremover? Europa-Kommissionens linje er klar, når det kommer til besvarelsen af netop de to spørgsmål.

Hvor skal pengene komme fra?

EU er en bekostelig affære. Ikke nødvendigvis når man korrigerer for antallet af europæere, der er med til at betale – men med et samlet budget på 1.279,4 milliarder euro (det svarer vel nogenlunde til 9.500 milliarder eller 9,5 billioner kroner) er det altså ikke helt små beløb, vi taler om. Det svarer vel til lige knap 1.400 milliarder eller 1,4 billioner kroner om året hvert af de syv år, som budgettet skal dække.

EU-budgettet er for afhængigt af medlemslandenes direkte bidrag. Og derfor er det åbenlyst at løse problemet ved at opfinde indtjeningskilder til unionen, som er uafhængige af medlemslandene

Det er ”kun” små 300 milliarder mere end udgifterne til den hjemlige, offentlige husholdning med hele pivtøjet af uddannelse, forsvar, administration, daginstitutioner, kontanthjælp og kommunale vækningsassistenter. EU ”koster” med andre ord en lille smule mere end den måske dyreste og mest omfangsrige offentlige sektor i universet – selvom EU altså hverken leverer uddannelse, forsvar, dagsinstitutioner, kontanthjælp eller kommunale vækningsassistenter.

Førhen er alle disse mange, dejlige penge kommet fra bl.a. medlemsstaternes bidrag (beregnet ud fra medlemslandenes økonomiske formåen) og fra den told, som kradses ind via toldunionen. Udfordringen nu er, at et stort og temmelig velstående land forlader klubben, hvorved der opstår et hul. Og ambitionsniveauet er jo ikke svækket!

Problemet er dog næppe i sig selv, at nogen forlader klubben – problemet er snarere, at EU-budgettet er for afhængigt af medlemslandenes direkte bidrag. Og derfor er det åbenlyst at løse problemet ved at opfinde indtjeningskilder til unionen, som er uafhængige af medlemslandene. Og det er netop det, Europa-Kommissionen foreslår.

Eksempelvis ønsker Kommissionen at øge den del af momsen, som EU modtager direkte, at EU fremover modtage en del af gevinsten ved salg af CO2-kvoter, og at landene skal bidrage med et beløb beregnet på baggrund af ”the amount of non-recycled plastic packaging waste in each Member State.” Samtidig skal loftet over EU’s ressourcer sættes op, så man alt i alt får flere midler at rutte med.

 den nye, store kærlighed har man med vanlig sans for klæg kommunikation kaldt for ”cohesion and values”.

Forslagene er selvsagt mere komplekse og omfattende end her præsenteret – men hensigten synes til gengæld ganske tydelig: EU skal have egne indtjeningskilder. Og de, man allerede har, skal styrkes.

Denne historie er ikke nogen hemmelighed, og den er da også blevet dækket heftigt i medierne – særligt fordi forslaget efter alt at dømme vil betyde et øget dansk bidrag til EU’s øjensynligt slunkne pengekasser.

Men diskussionen af, hvor pengene skal komme fra, er dog så meget mere interessant, end den rent pekuniære diskussion af det danske bidrags størrelse. Hvad gør det ved EU, hvis unionen bliver stadig mere økonomisk uafhængigt af medlemslandene – og ønsker vi det?

Hvad skal vi så bruge pengene til?

Men hvad foreslår Europa-Kommissionen så, at vi skal bruge pengene på? Jo, en nyskabelse er, at det ikke længere skal være landbrugsstøtten, der er den største pengesluger. Bevares, der skal stadig sendes et betragteligt beløb tilbage til brakmarkerne, men den nye, store kærlighed har man med vanlig sans for klæg kommunikation kaldt for ”cohesion and values”.

På Europa-Kommissionens særlige sprog har ”cohesion” længe været synonymt med strukturfondene, der bl.a. betaler for motorveje og andet godt mod, at man på stedet opstiller en art ”takkeskilt” til Europa-Kommissionen. Det nye er, at den økonomiske og monetære union nu også er ”cohesion”. Euroen skal reddes, da den jo skaber sammenhæng og sammenhold i Europa, synes ræsonnementet at være. Og dermed bliver det – endnu en gang – ganske tydeligt, at man i Europa-Kommissionen ser for sig et EU, hvor eurozonen ikke blot er en tilfældig samling lande med samme valuta, men selve omdrejningspunktet for Unionen som helhed. Som jeg tidligere har skrevet her på siden, er visionen

”…at euroen gøres til omdrejningspunktet for en langt, langt tættere integration. Eurogruppen skal institutionaliseres, og formanden – en EU-økonomi- og finansminister – skal gøres til næstformand i Europa-Kommissionen. Euroen er motoren, omdrejningspunktet, centeret om hvilken hele EU bør rotere.”

Og hvad så med den snak om ”values” – hvad dækker det over? Jo, det dækker over alle de investeringer, der skal gøres i ”people, social cohesion, and values”. Altså blandt andet det fortsatte arbejde med at styrke den sociale union. Der er også tale om absolut ønskværdige forsøg på at simplificere området ved at slå nogle programmer sammen til ét.

Igen er den rent pekuniære diskussion eller diskussionen af den administrative forenkling ikke det mest interessante. Det er mere interessant at spørge, om der bør bruges mere end 440 millarder euro – 3.300 millarder eller 3,3 billioner kroner – på at styrke EU’s sociale dimension over de kommende syv år?

Et budgetforslag, der afspejler de politiske prioriteter

Det er Europa-Kommissionen egen beskrivelse, jeg her referer. Det er Europa-Kommissionens holdning, at det nye budgetforslag – der bygger på flere selvstændige midler til EU uden om medlemslandende, øgede bidrag for at lukke hullet efter briternes ”goodbye” og et styrket fokus på ”sammenhæng” og ”værdier” (herunder på eurozonen) – afspejler den vej, som medlemslandene og borgerne gerne vil have, at EU bevæger sig i: En union, der er (mere) økonomisk uafhængig af sine medlemmer og som prioriterer yderligere integration også på det sociale område. Måske afspejler det snarere blot den vej, som alene Europa-Kommissionen gerne selv vil bevæge sig i?


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura. 

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside