Egentlig er det jo bare et ganske simpelt spil. 20 mand løber rundt og jagter en bold, mens de to sidste tilsyneladende har luret den og står i hver sin ende af banen og venter på, at bolden kommer til dem. Spillerne slås om at få banket nogle mål i kassen, og mere ligger der egentlig ikke i det. Og så alligevel! Fodbold er verdens mest populære sport med omtrent 3,5 milliarder tilhængere på verdensplan. 265 millioner mennesker spiller selv fodbold. Og mindst lige så mange millioner mødes uge efter uge for at praktisere nogle faste ritualer i forbindelse med ugens højdepunkt: fodboldkampen. Men hvorfor er vi så glade for lige netop fodbolden? Hvad kan fodbold, som curling ikke kan?
Fællesskab
Spørger man tilskuerne selv, hvorfor de tager på stadion for at se fodbold, er stemningen ofte den allervigtigste årsag. Når man træder ind på et stadion, er der en særlig aura om at være fælles om lige præcis den ene plet på jorden – om København, Århus, Randers eller Danmark. Man synger hyldestsange til sin egen by og smædesange om de andres. I hverdagen er de andre dine medborgere, dine bekendte eller dine venner, men denne dag er de fjenden. Om lidt træder fjenden ind på stadion, og det skal de naturligvis ikke slippe godt fra, så den næste halvanden time er en kamp for dit lokalområde.
Drager du med dit hold på udebane, er du udmærket bevidst om, at du er i fjendens land. Her er alle imod dig. Enhver anden dag kunne du færdes frit og uforfærdet, men lige denne dag er hele byen samlet imod dig. Selv er jeg eksilfynbo i København, og 364 af årets dage skænker jeg det ikke en tanke. Men den ene dag om året, hvor OB er på besøg i København, og jeg troligt tager turen til Parken for at se mit hold lide nederlag, da mærker jeg, at jeg er fremmed. Enhver anden dag færdes jeg med største selvfølgelighed i København, men denne dag er det hele anderledes. Jeg er ikke en af byens sønner. Jeg er fremmed.
En kamp for lokalområdet
Fodbold har lige fra tidernes morgen været en kamp for dit lokalområde. Den tidlige forgænger for den moderne fodbold stammer fra middelalderens England. Her mødtes nabolandsbyer og konkurrerede om at få en bold bragt hele vejen hen til modstanderens byport eller kirke. Efterhånden kom der skrevne regler, men fodboldens lokale sjæl fortsatte. Det var stadig en kamp mellem to lokalområder – primært universiteter eller byer. Fodbolden eksisterede på tværs af klasseskel. Det blev spillet af både de finere børn på universiteterne og arbejderbørnene.
Det lokale tilhørsforhold har medført, at den lokale fodboldklub ofte spejler sig i lokalområdet. På sin egen måde beskriver den, hvilke mennesker der bor omkring den. Både politisk, religiøst og moralsk. Hvor klubber, der er opstået med rod i de lidt mere rå arbejdermiljøer, typisk værdsætter det hårde fysiske spil og de syngende tacklinger, er klubberne fra de finere kvarterer typisk mere koncentreret om det polerede spil og de små finesser. Hvor Rangers er klubben for Glasgows protestanter, er Celtic klubben for Glasgows tilflyttede katolske irere. Hvor Frems tilskurere ligger et pænt stykke til venstre for den politiske midre, er AGF’s hårde kerne kendt for at ligge et pænt stykke til højre. Hver klub fortæller sin egen historie om sit lokalområde og kan ikke klare sig uden dette. Det måtte Wimbledon F.C. sande, da klubben besluttede sig for at rykke teltpælene op og flytte 90 kilometer væk. Klubben er den dag i dag stadig ikke kommet sig over at være revet væk fra sit lokalområde og havnet i et nyt, som den ikke kan spejle sig i.
Fodbolden vækker nogle helt ubevidste patriotiske følelser i os. Og så kan du være nok så meget verdensborger, men du husker stadig stolt tilbage på, da Danmark vandt EM i 1992. Og hvis holdet fra din hjemstavn engang vinder Superligaen, kan du med stolthed i stemmen berette, at du er lige præcis fra denne egn af landet – måske endda på trods af, at du for længst har forladt din rolige hjemstavn til fordel for storbyens jag.
Kommercialiseringens indtog
Men denne rodfæstethed er ved at smuldre. For tiden er fodbolden inde i en brydningsflade, hvor rodfæstetheden kæmper mod den moderne, følelsesforladte kommercialisering. Byens sønner på fodboldbanen er for længst erstattet af dyre stjerner, gamle traditionelle stadions rives ned, og i stedet opstår nye topprofessionelle arenaer med sponsorerede stadionnavne. Det patriotiske tilhørsforhold til dit lokalområde er for manges vedkommende skiftet ud med en indmeldelse i et fællesskab hos en kæmpe klub, der opkøber de dyreste stjerner i verden, som man sjældent kan spejle sig i. Man river sig selv ud af den konkrete lokale sammenhæng, hvori man er en vigtig bestanddel, og kaster sig direkte ind i et løst verdensfællesskab, hvor man ikke er andet end et middel til at opnå en højere omsætning.
Det bliver den største kamp i fodbolden i de kommende tider: rodfæstetheden mod kommercialiseringen. Hvor meget kan man sælge ud af sit lokalområde og stadig bevare sin identitet? Skal man gå efter de pengestærke asiatiske fans eller de trofaste lokale? Kan de lokale tilhængere stadig spejle sig i de dyre stjerner, der løber rundt på banen? Skal man satse på at lade de lokale drenge komme op gennem ungdomsafdelingen, eller skal man heller købe dyre stjerner i udlandet?
Lokalområdernes modstand mod den tiltagende kommercialisering er ved at opstå, og der er god grund til at tro, den vil stige i takt med kommercialiseringen. Hvis fodbolden ikke længere fortæller en historie, har fodbolden mistet det, den kan bedre end nogen anden sport. Hvis den lokale tilknytning forsvinder, forsvinder sporten som vi kender den. For det kan fodbolden bedre end det meste andet: fortælle os, hvor vi kommer fra.