På vej mod en national socialkonservatisme i UK?

10. oktober 2016
6 minutters læsetid

Der er opbrud i britisk konservatisme efter Brexit. Partiets nye leder Theresa May fører tilsyneladende De Konservative væk fra Thatcherismen og i retning af en klassisk one-nation-konservatisme skriver Christian Egander Skov.

af Christian Egander Skov

Det konservative Parti i Storbritannien er efter Brexit-afstemningen trådt ind i en ny epoke. Flere iagttagere går så langt som til at tale om et opgør med arven efter Thatchers neoliberale konservatisme fra 1980’erne og en tilbagevenden til en klassisk One-nation-Conservatism, en form for national socialkonservatisme, der siden Benjamin Disraeli har været partiets dominerende ideologiske linje.

 

Konturerne til den nye linje tegner sig efter partiets nyligt overståede landsmøde, hvor premierminister Theresa May gjorde det klart, at hun ville gå efter det, som i fagsproget kaldes “hard Brexit”, det vil sige, at Storbritannien ikke alene forlader EU, men også det fælles marked, idet man ikke vil gå efter en aftale, som den Norge har. Norge har i dag adgang til det fælles marked, men må til gengæld acceptere, hvad lovgivning, som Bruxelles måtte finde nødvenidgt for at regulere dette marked.

“Hard Brexit” giver Storbritannien større autonomi og mere frihed til at søge bilaterale handelsaftaler i og uden for Europa. Til gengæld skaber den ifølge mange kritikere også stor usikkerhed om landets økonomiske fremtid, ikke mindst i forhold til den vigtige finansielle sektor i London, der stort set har været landets vækstlokomotiv, siden Thatcher genrejste den britiske økonomi.

Andre som f.eks. den konservative avis’ The Spectators James Forsyth peger på, at der faktisk er en lang række scenarier, der kan betyde, at Storbritannien ender i en mere fordelagtig position uden for EU som inde i EU. Indtil videre er det hele dog usikkerhed og fugle på taget.

Theresa Mays tale

Det interessante er imidlertid ikke Brexit i sig selv, men at Theresa May i lyset af de drastisk forandrede forhold, som britisk økonomi uanset hvad kommer til at fungere under, har præsenteret en ny vision for landet og sit parti. I en stor tale på De Konservatives landsmøde talte hun om behovet for nu at genskabe sammenhængskraften og retfærdigheden i det britiske samfund.

Gennem talen rungede erkendelsen af, at Brexit-kampagnen ikke bare hviler på utilfredshed med EU, men mod en række fænomener, som EU er kommet til at symbolisere, følgevirkningerne af globaliseringen kort sagt. Derfor må Brexit også pege i retning af større (konservative) reformer af Storbritannien, hvor en skæv økonomisk, social og kulturel udvikling har revet landet fra hinanden og affødt begrebet “Broken Britain”.

En af de kløfter, der må bygges bro over, er den mellem elite og folk, som i disse tider dygtigt udnyttes af populistiske bevægelser med et minimum af politisk program bag de glinsende slagord og oneliners. For at imødegå den formulerede May, hvad man må betegne som en national socialkonservatisme. May gjorde således meget ud af at understrege, at hun – og dermed hendes parti – ikke tilhørte en verdensfjern liberal elite, men forstod den brede befolknings bekymringer og ville rette ind efter dem. Her et udpluk fra et af talens stærke steder:

“Just listen to the way a lot of politicians and commentators talk about the public. They find your patriotism distasteful, your concerns about immigration parochial, your views about crime illiberal, your attachment to your job security inconvenient.

They find the fact that more than seventeen million voters decided to leave the European Union simply bewildering. Because if you’re well off and comfortable, Britain is a different country and these concerns are not your concerns. It’s easy to dismiss them – easy to say that all you want from government is for it to get out of the way.

But a change has got to come. It’s time to remember the good that government can do. Time for a new approach that says while government does not have all the answers, government can and should be a force for good.”

Big society 2.0?

Mays tale signalerer på godt og ondt et opgør med den form for liberalkonservatisme, der har præget Det Konservative Parti i mere end en generation.

Egentlig har dette opgør været længe undervejs. I det hele taget må man konstatere, at Thatcherismen kun har været en politisk succes for De Konservative, medens Thatcher endnu stod i spidsen for partiet, hvorimod den har været en tung byrde for partiet efterfølgende. Derfor har skiftende konservative ledere enten søgt at dreje partiet tilbage mod en thatchers ortodoksi eller famlet, halvvejs i blinde, efter nye svar.

Senest søgte David Cameron at slå sig op på det, han kaldte “Big Society”. Det var på papiret en kommunitær vision for britisk konservatisme, inspireret af One-Nation traditionen og ikke mindst den konservative filosof Phillip Blond, der havde skabt begrebet Big Society og i 00’erne turnerede med sit budskab om “radical conservatism” eller “red toryism”. 

Reelt endte Big Society, bl.a. på grund af finanskrisen, med at være et stykke kosmetik, der skulle sminke de hårde besparelser, der ramte den offentlige sektor i Camerons første tid som premierminister. Det offentlige skulle trække sig tilbage, så civilsamfundet kunne overtage, men besparelser blev aldrig fulgt op af en målrettet kommunitær politik, der skulle styrke de lokale fællesskaber.

Med Theresa May har “Big Society” rejst sig fra graven. I hvert fald har Anne McElvoy i The Guardian peget på, at dette er tilfældet, ligesom Phillip Blond – i dag direktør for tænketanken Respublica – på Twitter har mere end antydet, at han bifalder tendensen i Mays retningsskifte for Det Konservative Parti.

En anden af de helt store kanoner i britisk politisk filosofi, den vanskeligt kategoriserbare John Gray, har i en meget udførlig og læseværdig artikel i New Statesman givet en lignende analyse af Mays omkalfatring af konservatismen:

“If it delivers on half of its prospectus, this will be the first British government that is definitively post-Thatcherite. By abandoning the fiscal orthodoxy that shaped official thinking from Blair and Brown to Cameron and Osborne, accepting the need for a national industrial strategy and reasserting the role of the state as the final guarantor of social cohesion, the May government has broken with the neoliberal model that has ruled British politics since the 1980s.”

Om dette bliver til virkelighed, afhænger imidlertid ikke kun af, om Theresa May gør alvor af retorikken, men også om hun lykkes med projektet – det vil sige om konsekvenserne af den førte politik kan opfattes som positive. Umiddelbart må man imidlertid vurdere, at udsigterne for Det Konservative Partis er gode. For som John Gray også peger på, ligger den britiske venstrefløj i ruiner. Labour har med valget af Jeremy Corbyn kørt sig selv så langt ud på et sidespor, at det er et åbent spørgsmål, om partiet kan rejse sig selv, eller om det vil gå til i indre strid mellem formanden og baglandet på den ene side og parlamentsgruppen på den anden. De liberale Demokrater er ikke kommet sig oven på deres seneste nedtur.

Perspektivet for os andre

Selv det ellers så succesfulde UKIP er i dybe vanskeligheder. Det populistiske højreparti lider under interne stridigheder efter Nigel Farrages afgang, samtidigt er det åbenlyst presset af, at Det Konservative Parti har lagt sig så kraftigt i selen for en konstruktiv post-Brexit politik, der tager brodden af den populistiske vrede. UKIP kunne ikke have ønsket sig noget højere end at De Konservative havde fiflet med afstemningens konsekvenser og f.eks. gået efter norske tilstande. Det ville have givet partiet uendelig ammunition til at æde sig ind på Det Konservative Parti, der ville være handlingslammet, fordi det skulle administrere og stå inde for den håbløse situation, at man var ude af EU men stadig under Bruxelles. Med Theresa Mays kurs er UKIP imidlertid sat mat.

Endnu er intet sikkert, og det hele kan stadig nå at fuse ud for Theresa May. Men som det ser ud lige nu, har hun styret Det Konservative Parti tilbage i retning af at være et bredt folkeparti, og med krisen i de resterende politiske partier, har hun et godt udgangspunkt for at lykkes.

Perspektiverne ved dette er store ikke blot for Storbritannien men også for os. For lykkes projektet har May muligvis anvist en linje og en farbar vej også for andre europæiske centrum-højre partier, der i disse år er i vildrede over, hvordan de skal reagere på presset fra populismen og den udbredte reaktion mod den liberale globalisme.

Christian Egander Skov er redaktør ved Årsskriftet Critique og Replique, ph.d. i historie og forfatter til bogen Konservatisme i Mellemkrigstiden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside