Kulturen er ikke blot i forfald, men nærmer sig sin dødsdag med hastige skridt. Sådan lyder konklusionen i den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosas seneste bog, som Magnus Sinding-Jensen her anmelder.
af Magnus Sinding-Jensen
For et par år siden besøgte jeg museet Louisiana og oplevede Olafur Eliassons udstilling Riverbed: Tonsvis af sten fordelt i museets lokaler med en gennemløbende strøm af vand for at simulere et flodleje. Mens jeg traskede gennem dette ”landskab”, tænkte jeg ved mig selv: Er dette her virkelig kunst?
I 2006 lancerede den daværende kulturminister Brian Mikkelsen den såkaldte kulturkanon; en oversigt over det bedste og mest essentielle i dansk kulturarv. Kanonen skabte ved offentliggørelsen en hel del debat; mange var forargede over, at man fra politisk hold konkretiserede den bedste kultur og dermed slog fast, at noget kultur er vigtigere end andet.
Kage og popcorn
Hvad skal man mene om den kulturelle tilstand i det 21. århundrede? Den peruvianske forfatter og nobelprisvinder, Mario Vargas Llosa (1936-), leverer i sin essaysamling Notes on the Death of Culture (2015) sin opfattelse efter et langt liv i kulturen, og budskabet er utvetydigt: Patienten er døende. Vargas Llosa tager sit udgangspunkt i T.S. Eliots essay Notes Towards a Definition of Culture (1948), som de enslydende titler også antyder. Eliot så i sin samtid et kulturelt forfald, som han forudså sagtens kunne resultere i, at kulturen ville forsvinde i en nærliggende fremtid. Det er Vargas Llosas opfattelse, at den tid er nu. Med kultur menes ikke alt mellem himmel og jord, men den højere, finere kultur – det som traditionelt var den dannede elites domæne. Vargas Llosas grundlæggende pointe er, at det som vi i vor moderne samfund forstår ved kultur egentlig bare er underholdning, hvis højeste værdi er umiddelbar nydelse og frivolitet:
The essential difference between the culture of the past and the entertainment of today is that the products of the former sought to transcend mere present time, to endure, to stay alive for future generations, while the products of the latter are made to be consumed instantly and disappear, like cake og popcorn (20).
Det er forskellen på bøger af eksempelvis James Joyce eller Thomas Mann kontrasteret med Shakira-koncerter og sæbeoperaer, som Vargas Llosa her hentyder til. Problemet er, at det er det sidste, som betyder noget for millioner af mennesker, mens det første primært er forbeholdt specialisterne, som har meget lille betydning i vores kultur – for ”den intellektuelle”, bindeledet mellem den højeste dannelse og resten af samfundet, er stort set forsvundet.
Jagten på god underholdning
Vargas Llosa kalder det moderne vestlige samfund for ”The civilization of the spectacle”. Dens grundlæggende værdi er underholdning, og det at undslippe kedsomhed er det universelle mål. For Vargas Llosa er der ikke noget odiøst i at ville more sig i livet, men når dette behov bliver den centrale værdi i kulturen, så medfører det en kulturel banalisering. Vargas Llosa bruger sladderpressen som det mest genuine udtryk for vores kulturelle tilstand, og illustrerer dette med en episode i forbindelse med finanskrakket i 2008, da ruinerede kapitalister begyndte at slynge sig ud af skyskrabere i New York, i fortvivlelse over deres ruin:
Let’s keep hold of this image for a moment: a pack of photographers, paparazzi, scouring the skyline, cameras at the ready, waiting to capture the first suicide that would be a graphic, dramatic and spectacular embodiment of the financial catastrophe that wiped out billions of dollars and ruined big businesses and countless ordinary people. There can be no better image, I think, that encapsulates our contemporary civilization (23).
Det er det store show, det handler om i ”the society of the spectacle”, ikke de vigtige, dybe spørgsmål. Tidligere var der en grundlæggende enighed i samfundet om, at der eksisterede en fælles kultur, som nogle havde mere indblik i end andre. Kulturen var en fællesnævner for folk, men også et kompas som gjorde mennesker i stand til at orientere sig i forhold til den omfattende mængde af viden, der var blevet dem overladt. Der var et oppe og et nede i kulturel forstand. Nogle var mere kultiverede end andre og det var de intellektuelle, som op igennem historien spillede en central rolle som formidlere af denne kultur i samfundet – fra det antikke Grækenlands Platon til det 20. århundredes Sartre og Camus – men disse personer er nu ved at forsvinde.
Komikerens kongerige
En årsag er, ifølge Vargas Llosa, at de intellektuelle blev diskrediteret på grund af deres engagement i totalitære ideologier i det 20. århundrede. Men den hovedsagelige årsag er, at ideer ikke længere betyder så meget i vores kultur, hvorfor bøger er blevet erstattet af billeder, fjernsyn og internetmediet. Resultatet er, at det tidligere kulturelle hierarki nu er blevet en kulturel rodebunke, hvor ingen rigtig ved hvad der er kultur eller hvad der ikke er kultur.
Hvor man tidligere havde intellektuelle, der var alment dannede og samtidig havde en moralsk indflydelse og autoritet, har man nu specialister med en dyb viden om deres felt, men som er isolerede rundt omkring på universiteterne og er betydningsløse. I stedet er det film-, musik- og sportsstjerner, der har erstattet den intellektuelle som den politiske bevidstheds dommer. ”In the civilization of the spectacle, the comedian is king”, som Vargas Llosa skriver.
Kulturrelativismen konsekvens
Der er mange årsager til, at kulturen har udviklet sig på denne måde. Vargas Llosa ser baggrunden for kulturbegrebets metamorfose i antropologernes relativistiske opfattelse af kultur – der kort fortalt indbefatter alt, hvad et samfund siger, gør, frygter og tilbeder – som var et resultat af disse antropologers godhjertede forsøg på at forstå ”primitive” kulturer på en fordomsfri måde. Men dette er en så bred definition af kultur, som, hvis den står alene, medfører, at begrebet kultur egentlig mister sin mening. Antropologernes kulturrelativisme og den politiske korrekthed har, ifølge Vargas Llosa, overbevist os om, at det er arrogant og kolonialistisk at opfatte nogle kulturer som inferiøre til andre, og noget kultur som værende bedre end andet.
Laveste fællesnævner
Den kulturelle metamorfose er ikke kun begrebslig, men har konkrete samfundsmæssige udviklinger som sin årsag. Vargas Llosa fremhæver den enorme økonomiske vækst efter Anden verdenskrig, som skabte en friere livsstil med mere fritid, hvor det at have det sjovt blev et centralt mål, og hvor reklameindustrien blev tidens magiske guide. En anden faktor er demokratisering af kulturen, hvor samfundet igennem hovedsageligt uddannelsesinstitutionerne forsøgte at formidle kultur til flest mulige mennesker, men denne altruisme medførte, at kvantitet erstattede kvalitet, og kulturen søgte mod den laveste fællesnævner for at nå flest mulige mennesker. Ydermere er der sket en markedsgørelse af kulturen, hvor det, som sælger godt er godt, mens det som ikke når et stort publikum er dårligt. Pris er blevet ensbetydende med værdi; markedet dikterer, og kunstnerne foranlediges til at producere til så mange mennesker som muligt.
Omdannelsen af kultur til underholdning har konsekvenser for det enkelte menneske og for samfundet som helhed. Vargas Llosa mener, at den banaliserede kultur trænger ind i den politiske sfære; kulturen i moderne, vestlige demokratier virker undergravene på politik. Hvor det i autoritære samfund er det politiske, regimet, som korrumperer kulturen og forsøger at kontrollere den, er det i moderne demokratier omvendt: I stedet for idealer og intellektuel debat, er moderne politik styret af overfladiske ting som PR og politikeres udseende og privatliv. Form hersker over substans – det er blevet et stort show:
The root of all this is in the culture. Or rather, in the playful banality of the dominant culture, in which the supreme value now is to amuse oneself and amuse others, over and above any form of knowledge or ideals (131).
Kulturens metamorfose har også eksistentielle konsekvenser. Hvor den forgangne kultur tog fat på de dybe spørgsmål i livet, er drivkraften i vor moderne demokratiserede kultur at blive distraheret midlertidig fra de fundamentale spørgsmål i livet, og den ængstelighed vi føler, når vi skal beslutte os for, hvordan vi skal leve vores liv og håndtere den verden vi lever i:
Never before have we lived in an age so rich in scientific knowledge and technological discoveries; never have we been better equipped to defeat illness, ignorance and poverty, and yet perhaps we have never been so confused about certain basic questions such as what are we doing on this lightless planet of ours, if mere survival is the sole aim that justifies life, if concepts such as spirit, ideals, pleasure, love, solidarity, art, creation, beauty, soul, transcendence still have meaning and, if so, what these meanings might be? The raison d’être of culture was to give an answer to these questions. Today it is exonerated from such responsibility (198).
Fremskridt og tilbagegang
Dette er det centrale budskab i Vargas Llosas essaysamling: At ganske vist har vi oplevet et omfattende socialt og økonomisk fremskridt i moderne tid, men vi har mistet kulturen og dannelsen. Kultur handlede tidligere om en behandling af de dybe spørgsmål, som rakte ud over samtiden, men er nu blot en underholdende og kortvarig distraktion, med store åndelige konsekvenser for det moderne menneske.
Det er nærliggende at spørge sig selv, hvad den fortsatte sekularisering, som man eksempelvis ser i Nordeuropa, har af betydning for den åndløse og banale kultur, som Vargas Llosa skriver om. Han citerer selv indledningsvis T.S. Eliot, som skriver, at den vestlige kultur udspringer af kristendommen, og at han ikke tror på at denne kultur kan overleve, hvis dens kristne forbindelse kappes. Men Vargas Llosa køber ikke præmissen om, at religion er på vej ud i mørket. Med sit kosmopolitiske perspektiv kan han konstatere, at religion fylder lige så meget i dag, som det altid har gjort. Samtidig abonnerer han ikke på, at det kun er religion, som kan understøtte kulturen – siden det 18. og 19. århundrede har sekulær moral og filosofi opfyldt denne rolle for mange mennesker.
Det er en interessant og stimulerende bog, som Vargas Llosa har begået. Velskrevet er den også – manden er ikke nobelprisvindende forfatter for ingenting. The Death of Culture er på mange måder en opdatering af T.S. Eliots kulturkritiske pointer: Vi har bevæget os fra et kulturelt forfald til kulturens ophør. Vargas Llosas argumenter er som sådan hørt før; det er en kulturpessimistisk og noget elitær klagesang, som er blevet sunget mange gange tidligere. Men han skriver det fyndigt og uden omsvøb, og det er et vigtigt budskab, som fortjener at blive gentaget.
Afslutningsvis en ironisk detalje fra det virkelige liv: Kort efter udgivelsen af Notes on the Death of Culture forlod Vargas Llosa sin kone gennem 50 år, til fordel for den tidligere skønhedsdronning Isabel Preysler, som blandt andet er mor til sangeren Enrique Iglesias. Vargas Llosa offentliggjorde sit nye forhold i det spanske sladdermagasin Hola!, som efter sigende betalte 600.000 pund for privilegiet…
Mario Vargas Llosa: The Death of Culture (2015), Faber & Faber.
Magnus Sinding-Jensen er cand.mag. i historie og socialvidenskab.