Den gode utopis undergang

28. august 2014
16 minutters læsetid
Sveriges moderne historie er formet af et stærkt socialdemokrati og en særlig form for utopisk tænkning. Göran Hägg har skrevet historien om de to – og deres status i dag.

Søndag den 14. september er der valg til den svenske rigsdag, og det ser ud til at blive det mest spændende valg i mange år. Siden 2006 har en borgerlig firepartikoalition haft magten, og der kan – med forskellig betoning – stilles spørgsmålstegn ved tre ud af fire koalitionspartiers overlevelse i rigsdagen. I prioriteret rækkefølge må Kristdemokraterna, Centerpartiet og Folkpartiet se frem til valget med nervøsitet. I de to sidstnævnte partiers tilfælde er det – måske – særlig speget, i og med der er tale om hævdvundne partier, hvis lod i landets ledelse er århundredgammelt, og som begge har dybe rødder i det svenske folk. Centerpartiets mangeårige formand, den stovte bonde Thorbjörn Fälldin, der, bortset fra et års mellemspil, var statsminister fra 1976 til 1982, lever endnu oppe på sin gård i Ramvik, små 500 kilometer nord for Stockholm, og det var under hans ledelse at partiet havde opbakning fra hver fjerde vælger og at den mægtige Olof Palme blev smidt på porten. Hvad mon Fälldin tænker?

Fortid og nutid

At det formentlig er længe siden. Fälldin selv trivedes aldrig med magten og besværet, han længtes ofte væk fra Stockholm og hjem til Ramvik, og tilbagegangen for Centerpartiet begyndte såmænd allerede i hans tid. Efter sin fratræden som partileder i 1985 skyndte Fälldin sig hjem til gården for at tage kartofler op og sagde endog senere nej til posten som landshøvding i Västernorrland. I dag er Centerpartiets leder den 31-årige jurist Annie Lööf, erhvervsminister i Reinfeldts regering, og partiets dans på knivens æg har givet det nogle indslag, som nok kan få gamle Thorbjörn Fälldin til at bakke en ekstra gang på piben hjemme ved køkkenbordet. Et internt netværk for homo- og biseksuelle samt trans- og queerpersoner har blandt andet fået gennemført, at svensk udenrigspolitik skal have et såkaldt HBT-perspektiv, samt at de ansatte i sundhedssystemet skal have forbedret deres HBT-kompetencer.  Desuden skal såkaldt papirløse – hvad der på alt andet end svensk betyder illegale indvandrere – have fuld adgang til læge- og sygehusbehandling i Sverige.

Thorbjörn Fälldin og hans tid var engang. Dengang var Centerpartiet et modererende, skeptisk og kristent sindet parti for den (lavere) middelstand, hvis dybe rødder lå i landsbyernes og bøndergårdenes Sverige, og så længe er det trods alt ikke siden. For nylig bemærkede en kommentator, da Sverige fejrede sin nationaldag den 6. juni, at man nu var gået over til at fejre idéen om en nation, man håber vil opstå. Svenskerne skal integreres i det nye Sverige. Det gamle Sverige kommer ikke tilbage. Så skarpt formulerede daværende integrationsminister Mona Sahlin, som den borgerlige firepartiregering for nylig har gjort til såkaldt national samordner mod politisk ekstremisme, det overfor Sveriges Radios P1 helt tilbage i 2001, men det er så sandelig blevet løsenet hinsidan. Statsministeren i den regering, der har udpeget Mona Sahlin, har for nylig bedt svenskerne åbne deres hjerter og bære en milliardtung byrde i form af en årlig tilvandring af fremmede mennesker i hundredtusindtal. Spørgsmålet er dog, om det lykkes at få sjælene med; at få integreret svenskerne i det nye Sverige. Om svenskerne vil. Nogle år senere, da Mona Sahlin var blevet partileder og statsministerkandidat ved rigsdagsvalget i 2010 – hvor partiet fik det dårligste valg siden den almindelige valgrets indførelse – beskrev en af svenskerne nemlig hende således:

Hun viser både i ord og mimik, at svenskerne er dumme i hovedet. (…) Hun taler meget langsomt med et hånligt smil hele tiden.

Ja, hvad er det for et land folk som Mona Sahlin vil afvikle?

Velfærdsårene

Det spørgsmål kan man søge at finde svar på i beskrivelser af Sveriges nyere historie, og en af de mest velmeriterede herom er Göran Häggs bog Välfärdsåren, svensk historia 1945-1986 som udkom i 2005. Hägg (f. 1947) er docent i litteraturvidenskab og har i et par årtier været en flittig debattør og anmelder i svenske dagblade. Hägg har skrevet en del, både fag- og skønlitteratur, men fra lidt efter årtusindskiftet kan der spores en forøget interesse for Sveriges historie i forfatterskabet. Välfärdsåren er en materialisering heraf, og Hägg gør det klart fra begyndelsen, at hans medleven i perioden har været en motiverende faktor til at skrive bogen. Dette – og dertil lagt Häggs manglende historiefaglige baggrund – kunne nok give panderynker hos en og anden, men det giver ikke anledning til problemer. Häggs historiefaglige dømmekraft fejler ikke noget, hans baggrund som litterat og skønlitterær forfatter bliver snarere til en fordel, i og med sproget er smukt og letflydende, og den personlige medleven i perioden holdes på et passende niveau. I visse passager anvendes den dog helt sublimt, blandt andet i Häggs lysende beskrivelse af hans erindring om natten, hvor Olof Palme blev myrdet.

Med et relativt omfattende værk – flere end 400 sider til beskrivelsen af 41 år – er det svært at nå rundt om hvert år og årti i en kortfattet anmeldelse, selv om det er fristende at gøre forsøget, så det er mere nærliggende at betragte værket mere overordnet, dvs. se kort på den historieforståelse, Hägg lægger for dagen, og koble denne til nogle gennemgående temaer i Välfärdsåren. Set med en vis portion husmandssnusfornuft er der ikke noget besynderligt ved Häggs betragtnings- og fremgangsmåde. Der gås kronologisk frem og redegørende og vurderende passager er pænt adskilte. En særskilt styrke er Häggs dybe indsigt i både populær- og finkulturen i perioden. Det hele er holdt i en ganske nøgtern tone og vurderingerne og analyserne er præget af ligevægt og klarsyn. Nogle af vurderingerne undervejs er bestemt pointerede, men er det kun, når der stås på sikker grund. Det hele er et skoleeksempel på, hvordan man leverer en balanceret, men engageret og særdeles læseværdig fremstilling. Hägg gemmer et af sine nøgleord for den samlede fremstilling til sidst, ordet er utopi, men det er uproblematisk. Idealet for en afslutning er, at den binder en sløjfe på læserens tanker om det forudgående, og det er ganske træffende at det ord, der så hæftes på, er utopi. Man er enig med Göran Hägg i ordvalget.

Det er dog ikke givet, at alle vil opleve Häggs tilgang som snusfornuftig. Slet ikke i hans hjemland, hvilket måske er en del af pointen med de indledende overvejelser. Hägg hævder jo f.eks. eksistensen af et afgrænset svensk folk og eksistensen af distinkte forudsætninger, der medvirker til at konstituere et fællesskab og en svensk kultur. Nok historisk, men det er jo den nære historie, og derfor vil Mona Sohlin og kontrahenter formentlig have det svært med bogen, nu de vil opfinde et helt nyt Sverige. Der er ikke noget genus-, endsige queerperspektiv eller nogen eksplicit normkritik i Häggs bog, eksistensen af etniske og seksuelle minoriteter berøres kun svagt, og bogen er vel (derfor) stærkt heteronormativt anlagt. De kursiverede ord er nøgleord i det nye, officielle Sveriges lille blågule, det kan enhver, der har haft kontakt med akademia og den definerende klasse bekræfte. Sådan ses der på det hinsidan, og det skal noteres.

Utopien

Et overordnet tema for Häggs fremstilling er som nævnt utopien. Med Häggs ord forenede den svenske utopi – han sammenholder den, blot for eksemplets skyld, med andre, mere tragiske utopier fra det 20. århundrede – mellem 1945 og 1986 lighed med frihed, vækst med økonomisk udjævning og planøkonomi med virkelyst. Samtidig var den beundret i udlandet, så beundret at den gav fundering til en enestående idealistisk betragtning af Sveriges rolle i verden, og den nød bred opbakning i hjemlandet. Dertil skal lægges, at den i vid udstrækning levede op til de intentioner, dens teoretiske udgangspunkt – f.eks. det svenske socialdemokratis efterkrigsprogram og Godfatherægteparret Myrdals bogklassiker Kris i befolkningsfrågan – havde udpeget. Den praktiske udfoldelse af denne utopi spalter imidlertid fremstillingen, men grundlæggende anser Hägg det for et gode, at Sverige og landets politiske ledelse var styret af et værdibaseret syn på tilværelsen, formuleret i en utopi. Spaltningen går imidlertid mellem en organisk tillempelse af denne utopi, og så en tilsvarende, radikalt præget tillempelse af samme.

De to forskellige former for tillempelse af en utopi, hvis kerne formuleres udmærket og fyndigt i den førnævnte forening af egentlig modsatrettede kræfter, deler også den skildrede periode. Bogen rummer et før og et efter. Tiden før – og det er så løseligt fra 1945 til midten eller slutningen af 1960’erne – karakteriseres ved den organiske tillempelse af utopien. Det er et Sverige med orden i sagerne og sammenhæng i tilværelsen. Hägg afslører en betydelig veneration for den tid, hvor der var nogen hjemme hos kernefamilierne, man lærte noget i en myndig skole og hvor der byggedes ud med fornuft, hvad enten det gjaldt boligerne eller skolestuerne. Det er ikke svært at forstå, for både den civile og politiske side af sagen virker sympatisk. Landet styredes af mænd af folket, som synes og syntes beskedent og uegenyttigt optaget af, at gøre tilværelsen bedre for ganske almindelige mennesker.

Politikere og konsensus

Der kan fortælles meget om den mangeårige statsminister Tage Erlander, som varetog embedet ubrudt fra 1946 til 1969. Hans private telefonnummer kunne findes af enhver i telefonnøglen, hver dag blev han kørt til kontoret af sin hustru Aina, der fortsatte til hendes arbejde som adjunkt ved et gymnasium. I en stærk akse med den lige så sejlivede finansminister Gunnar Sträng, embedsperiode 1955-76, formentlig den sidste minister i den civiliserede verden, der selv tog sin telefon uden omstilling fra en telefondame, og som havde en sofa med hul i betrækket stående på kontoret, for at afskrække folk på tiggergang, var utopiens mere fantastprægede antagelser uddelegeret til det udenrigspolitiske felt. Indenrigspolitikken var dybt beroende på konsensus, men det var en konsensus, det var nødvendigt at etablere med fingerspidsfornemmelse. Til hjælp med dette fik Tage Erlander herregården Harpsund, da industrifyrsten Carl August Wicander døde i 1953. Erlander betænkte sig dog syv lange og syv brede, fordi han ikke brød sig om overklassemanerer eller tjenestefolk og fordi han frygtede reaktionerne fra jævne folk. Harpsund blev imidlertid en ikonisk del af Sveriges politiske system, da Erlander først fik sagt ja tak. Her mødtes den politiske elite, repræsentanter fra erhvervslivet og fra de mægtige svenske fagforeninger til drøftelser om tingenes tilstand og hvordan der skulle planlægges. Her etablerede man konsensus.

Da Hägg selv gik på lærerhøjskole, havde [man] vidtforgrenede eksperimenter udi såkaldt demokratisk projekt-pædagogik, hvor børn skulle undervises i at se fjernsyn, udfylde postanvisninger eller slå op i telefonbogen. Hägg konstaterer tørt, at alt dette indtil da havde gået udmærket uden nogen form for undervisning. I den henseende nåede man ikke nye udviklingstrin.

Et af de mest interessante aspekter ved Häggs bog er dog netop, at der i civilsamfundet var alt andet end konsensus, dvs. der var så sandelig brug for konsensussmede. Hägg beskriver i stedet – og her tales der om 1950’erne – et dybt splittet folk, hvor politiske diskussioner blev undgået. Borgerlige og socialdemokrater omgik kun hinanden i familiesammenhænge under den klare præmis, at politiske diskussioner var bandlyste. I den forstand eksisterede der to parallelle samfund: et hvor man handlede i Konsum, den socialdemokratisk prægede kooperation, samt et andet, hvor man handlede i de privatdrevne forretninger. Hägg går så vidt som til at sammenligne situationen med samkvemmet mellem protestanter og katolikker i Irland.

Det er påfaldende læsning, ikke mindst når man sammenligner med, hvad man lidt upræcist kan kalde de vante forestillinger om en gammel tradition for konsensus i Sverige. Det var i hvert fald nyt for nærværende anmelder. En årsagssammenhæng kan være, at man seismisk sansede den forestående omkalfatring af det svenske samfund. Allerede ved 1950’ernes begyndelse havde det svenske socialdemokrati regeret ubrudt i mere end ti år, ved deres afslutning næsten et kvart århundrede. Der eksisterede så grundfæstede forskelle mellem socialdemokrater og borgerliges fundamentale ønsker for det svenske samfund, at det var alt om at gøre, at modsætningerne forblev kanaliseret ind i en styret proces, snart uanset hvad det kostede. Ellers kunne modsætningerne slå ud i lys lue, dvs. at der snarere var tale om en ond, isnende tavshed. Folk med sans for seismologi kan selv drage analogierne til vore dage.

Udenrigspolitik og utopi

På det udenrigspolitiske felt regerede de aristokratiske idealister imidlertid fra begyndelsen af perioden, og de kom én efter én tumultarisk af dage. Først grev Folke Bernadotte, der med sine hvide busser effektivt fik placeret Sverige blandt 2. verdenskrigs moralske sejrherrer. Sidenhen FN-generalsekretæren Dag Hammarskjöld, der ved sin tiltræden som konsultativ minister uden partipolitisk tilknytning i Erlanders regering i 1951, tog sig den anakronistisk prægede frihed at indhente både Hans Majestæt Kongens og sin næsten 90-årige fader Hjalmar Hammarskjölds velsignelse. Tydeligere kunne forpligtelsens rod som hinsides dagligdags politik næppe illustreres. Hammarskjöld senior, en striks, konservativ patriark, havde forresten været svensk statsminister fra 1914-17 med det lidet flatterende tilnavn Hungerskjöld, og ved faderens død i 1953 overtog Dag Hammarskjöld såmænd også sædet i det svenske akademi.

Med Olof Palme – tredje og sidste mand i rækken – flyttede den radikale forståelse og tillempelse af utopien dog ind i selveste statsministeriet i 1969. Palme var på det tidspunkt 42 år gammel, og selv om han havde været medarbejder for Erlander i henved femten år og var den klart designerede afløser, var han af en anden støbning. Erlander huskede samlingsregeringen under krigen og krigsrestriktionerne umiddelbart derefter, han havde ry for at være tungsindig og pessimistisk, selv i de gode tider. Palme havde ikke været andet end en yngling under 2. verdenskrig, og han var bestemt et ægtefødt barn af overflodssamfundets Sverige. En rastløs intellektuel, der egentlig havde tiltrukket sig mest opmærksomhed på markeringer udenfor sit felt – netop udenrigspolitikken – og som var skolet i den krisefri kapitalisme, der netop syntes mulig, midt i det man kalder rekordårene i Sverige, dvs. årene fra 1967 til 1973, hvor den materielle fremgang var særlig voldsom. Lønnen fordobledes, priserne steg kun en halv gang. Palme agerede nok som en mand af folket, ikke mindst ved at bo ydmygt i forstaden med det træffende navn Vällingby, men han opererede utvunget med aristokratiske manerer og savnede Erlanders tveklang af folkelighed og ydmyghed. Palme intonerede tiden efter, dvs. begyndelsen på den radikale tillempelse af utopien.

Galskab

Sat overfor denne er Hägg temmelig nådesløs, og de positive elementer, der blev båret videre i dette efter, vegeterede blot på resterne af den opsparede kredit. Erlander efterlod en arv til sine efterfølgere; de soldede den op. Et af de områder, hvor Hägg skildrer ændringen mod en mere radikaliseret utopi mest nådesløst, er i uddannelsessektoren, som han også selv blev velbekendt med gennem sit virke som docent. Tanken om alting som et valg for den enkelte radikaliseredes, dvs. at skolens opgave blev at lade eleverne vælge og dermed vurdere alt mellem himmel og jord – verdensanskuelse, eksistens, samlivsformer og stillingtagen til allehånde spørgsmål. Hägg nævner som eksempel, at folkeskoleelever skulle vælge deres syn på narkotika. Denne frisættelse og frigørelse satte naturligvis letpåvirkelige unge sjæle i et dilemma, og snarere end valg blev der derfor tale om systematisk indoktrinering og elever som legetøj for det, Hägg kalder for en revolutioærpædagogisk teori. Ud røg den kundskabsbaserede skole, der havde fødderne solidt plantet i et kulturelt fællesskab. Alt sammen indenfor få år.

Der kan anlægges mange betragtningsmåder på denne udvikling, Hägg holder sig fortsat til den temmelig resignerede skepsis, men han giver dog den præcise årsagsforklaring, at dette gale system (Häggs formulering) ikke indførtes fordi det var galt, men snarere fordi det sparede tid, energi og penge for beslutningstagerne. Den kulturelle revolution åd så at sige sine egne børn, fordi det bureaukratiske system nu befandt sig hinsides det værdibaserede syn på tilværelsen. Den møjsommelige velfærdsstatsopbygning i 1950’erne, målbare forbedringer af undervisningssystemet og bedre boliger, administreret og udviklet af skeptiske og tvære typer som Erlander og Sträng, var dog drevne af et reelt værdibaseret engagement fra de folkevalgte. Disse kunne imidlertid ikke tøjle det bureaukratiske monster, de havde opbygget, og derfor gled magten over til interesseorganisationer, specialister og rene fusentaster. Raseringen af undervisningssystemet havde næppe nogen folkelig basis, vel nærmest tværtimod, og Hägg synes at have et velforsynet lager af stikpiller vendt mod denne udvikling, der kan tjene som solide huskekager. F.eks kan han fortælle, at man i 1969-70, da Hägg selv gik på lærerhøjskole, havde vidtforgrenede eksperimenter udi såkaldt demokratisk projekt-pædagogik, hvor børn skulle undervises i at se fjernsyn, udfylde postanvisninger eller slå op i telefonbogen. Hägg konstaterer tørt, at alt dette indtil da havde gået udmærket uden nogen form for undervisning. I den henseende nåede man ikke nye udviklingstrin.

Opgivenhed?

Man kan kalde det en radikal tillempelse af utopien, men en mere præcis term er måske bureaukratisk opgivenhed. De folkevalgte skød flere og flere af deres opgaver over i det bureaukratiske led, dels for at slippe for ansvaret, dels for at undgå presserende, upopulære beslutninger. Som følge heraf steg de offentlige udgifter og antallet af offentligt ansatte tilsyneladende pr. automatik. Som et forsøg på at revitalisere det politiske greb om samfundsudviklingen, strammede det svenske socialdemokrati skruen, idet først den magtfulde LO-kongres, sidenhen partikongressen, billigede et forslag, der sigtede imod en vidtgående samfundsovertagelse og fondsstyring af erhvervslivet. To højtprofilerede skattesager i 1976 mod Ingmar Bergman og Astrid Lindgren, to store almene ikoner – sidstnævnte blev præsenteret for en trækprocent på 102 (?!) – gav dog jævne folk billedet af en stadigt mere overmægtig og nidkær stat. Bedre blev det ikke af, at de politiske beslutningstagere også her skød ansvaret fra sig. Fortælle eventyr kan fru Lindgren, men regne kan hun ikke sagde Gunnar Sträng fra rigsdagens talerstol, og så var den sag foreløbig uddebatteret. Bureaukratiet fandt vistnok en løsning senere hen.

Vælgerne gjorde to ting. Dels gik de pænt hen og stemte i større antal, valgdeltagelsem steg fra 88 procent ved rigsdagsvalget i 1970 til næsten 92 procent i 1976, og enhver samfundsvidenskabsmand bør kunne bekræfte, at hver enkelt procent bliver sværere og sværere at hente, jo længere man kommer hen på skalaen. Tilværelsen var politiseret, mener nærværende anmelder; vælgerne kunne nok sanse, at politikernes hævdvundne evne til at etablere konsensus skælvede. Dels stemte de så småt på nogle andre politikere. I 1976 mistede sosserne statsministerposten for første gang i 40 år og en borgerlig trepartiregering kom til. Valget drejde sig i høj grad om førnævnte forslag om fondsstyring af erhvervslivet, velsagtens som en forhindring heraf. De borgerlige regeringer – deres sammensætning skiftede en del mellem 1976 og 1982 – var dog præget af indre splid og stadigt værre konjunkturer, som de ikke havde et kvalificeret bud på løsningen af. De forblev parentetiske, og i 1982 kunne Olof Palme vende tilbage som statsminister. I princippet er ringen hermed sluttet: Palme blev siddende til sin død, hvor Häggs beretning slutter, men slutningen er tvetydig. På den ene side skildrer Hägg hvordan det svenske socialdemokrati i firserne blev splittet som aldrig før. Indtil da havde partiet været kendetegnet ved et temmelig enestående sammenhold, uden fraktionsdannelser eller lignende – det er måske også let, når man sidder så længe på magten – men på trods af man havde magten fra 1982 og frem, voksede en indre konflikt frem i partiet. En nyliberalt inspireret strømning, repræsenteret f.eks. ved finansminister Kjell-Olof Feldt, fik gennemtrumfet lempede krav til bankdrift og til kreditgivning og resignerede i den hævdvundne kamp for fuld beskæftigelse. Palme selv virkede træt af den hjemlige politik. I løbet af få år eksploderede kreditgivningen og beredte vejen for den store svenske finanskrise først i 1990’erne, men det er en anden historie. På den anden side var mange af utopiens mål nået. Det er temmelig chokerende at læse, at så sent som i 1985-86 var lønspredningen, i følge den officielle svenske statistik, for så forskellige mennesker som billetkontrollører og bankdirektører henved 10.000 kroner om måneden. Førstnævnte tjente nærved 8.000 kroner, sidstnævnte nærved  18.000 kroner. Den økonomiske lighed var betydelig.

På falderebet

På falderebet kan man udkaste nogle forbindelser til 2005 og 2014. Hägg gør selv meget ud af, at man ganske få år efter 1986 fik raseret de just skitserede lighedsmål. En vidtgående skattereform i slutningen af 1980’erne forøgede de velbjærgedes disponible indkomst med rask væk 50-60 %, vel at mærke uden at finansieringen var på plads. Hägg synes at have gemt sine egne selvangivelser, han kan i hvert fald eksemplificere fra dem, og betydelige reformer af pensions- og dagpengesystemet i 1990’erne reducerede den sociale tryghed mærkbart. Hägg tillæger den værdifulde pointe, at selve systemet syntes at være bygget på et moralkodeks, der lå før velfærdsstaten. Systemet bar sin egen destruktion. Sverige synes at være blevet kastet hurtigt fra den (meget) nationalt orienterede velfærdsstat og så lukt ud i den globaliserede verden, alt mellem de europæiske omvæltninger 1989-91 og Sveriges tilslutning til EU i 1995. Med temmelig svidende bitterhed konstaterer Hägg dog – anno 2005 – at det ved utopien definerede Sverige nu er affortryllet. Italien optræder som sammenligningsgrundlag i to tilfælde – dels som eksempel på et land, hvor levestandarden er højere, dels som et eksempel på et land med tilsvarende mistro mod myndighederne. Det med levestandarden står næppe længere, men det skyldes ikke svensk fremgang. Blot italiensk tilbagegang.

Fra 2005 til rigsdagsvalget den 14. september 2014 kan man tegne nogle videre linjer. Selve Sverige synes nu at være opgivet, men spørgsmålet er om det er utopien, navnlig selvforståelsen vedrørende Sverige i verden, eller opgivenheden, der er blevet radikaliseret? Måske er det begge dele. Hold grænsen var statsminister Thorbjörn Fälldins kontante ordre, da en russisk ubåd gik på grund i svensk farvand udenfor Karlskrona i oktober 1981 og truede med at stikke af igen. Vi viger ikke i spørgsmål, der gælder den nationale suverænitet sagde statsminister Olof Palme til den socialdemokratiske kongres i 1984, også med direkte adresse til russerne. Thorbjörn Fälldin og Olof Palme havde trods alt den egenskab, at de i mindste kunne genkende en fjende og turde tage ord som grænse og suverænitet i deres mund. For dem fandtes Sverige og det svenske folk. Landets definerende klasse anno 2014 – og den vil fortsat bestemme efter det stundende rigsdagsvalg – vil ikke vide af hverken grænser eller suverænitet. Den har rundsendt invitationer til det svenske folks udslettelse, herunder for tiden en blankoinvitation til syriske statsborgere om at komme hid. Der synes at være lange udsigter til, at nogen trækker stikket til frankeringsmaskinen, og i den henseende vil det stadigt mere raserede Sverige forblive en advarsel til os andre, også en rum tid endnu.

Göran Hägg: Välfärdsåren, svensk historia 1945-1986. Wahlström & Widstrand, 2005.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside