Hvad er postmodernisme? Som ordet siger, er det noget, der kommer efter noget andet: Det moderne. Egentlig er det moderne bare det, der er nu, men her er tale om det moderne som ideologi; sådan er udtrykket ”Det moderne Gennembrud” blevet brugt. Repræsentanterne for ”det moderne” eller moderniteten har som regel ment, at fremtiden tilhørte dem eller burde gøre det, fremtiden er deres territorium. Derfor er det ubekvemt for dem, at nogen kommer og gør krav på at repræsentere noget efter dem.

Formålet med denne artikel er at karakterisere den postmoderne bølge, både historisk og filosofisk, på et tidspunkt, da den ser ud til at ebbe ud, og samtidig angive nogle positive alternativer til den – alternativer, som bygger på den positive værdi af religion, tradition og helhedssyn, at såvel naturlige ting som skønhed findes. Ved dette kan vi søge en gladere sammenhæng. Postmodernismen er et omfattende emne, og det må være rimeligt, at gøre et forsøg på at sammenfatte det. Det er også en vanskelig opgave for en historiker, da emnet ikke er afsluttet.

Den har også modtaget forskellige tilskud undervejs. Men jeg vil gerne pege på, at den sprogvidenskabeligt-filologiske linie er af særlig vigtighed i sammenhængen, idet et samlende ærinde for postmodernismen er holdningen til sproget. Derimod er historiens betydning nedskrevet, og historiefaget i denne situation, i forhold til denne holdning, mere modtagende end givende. Endvidere er postmodernismen meget international, men det må også være rigtigt, fordi vi selv er danskere, at vise nogle vigtige træk gennem danske eksempler. Det, der skildres her, er også en dansk åndshistorie. Dermed kan nogle andre nuancer komme frem. Der er indlæg, som har karakter af vidnesbyrd om bestemte tendenser, som jeg netop gerne vil indfange gennem noget konkret. Postmodernismen kan ses som den endelige opløsning af alt, en opløsning, som længe havde været forberedt. Ingen historisk sammenhæng eksisterer længere.

Facit blev, at intet forpligter, hverken den kristne tro eller den danske tradition, de enkelte mennesker svæver frit i luften. Det naturlige eksisterer ikke, kun konventioner og konstruktioner. Identitet er kun noget, man konstruerer. Sandheden eksisterer ikke i sig selv, derfor er der ingen endegyldig fortolkning af f.eks. en historisk tekst, og det står fortolkeren frit for at lave sin egen fortolkning, bare den adskiller sig fra den traditionelle. Både sandhed og identitet betragtes som flydende, og et andet standpunkt kaldes ”essentialisme”. Kun forandringen og opbruddet accepteres som kendsgerninger, kun fragmenteringen eksisterer som et vilkår. Men da ingen absolut sandhed anerkendes, bliver forandringerne blot omskiftelighed i et ellers meningsløst landskab. Mennesket selv bliver en flakkende størrelse, bestemt alene af sin placering og uden nogen fri vilje, og vi er på vej mod både menneskehedens ophævelse og opløsningen af jeget. Sammen med opløsningen og benægtelsen af, at sandheden findes, har postmodernismen et magtsynspunkt, som den i væsentlig grad har arvet fra moderniteten: Alt er udtryk for magt.

Pluralismen er endvidere den eneste endegyldige sandhed, og dermed er globaliseringen vel det eneste gyldige program. Som det ses, er postmodernismen ikke uden doktriner; de er bare som regel af negativ art: Den postmoderne fortæller os helst, hvad han ikke tror på. Thorkild Grosbøll er det paradigmatiske eksempel. Et andet eksempel: Erfaringerne fra 11. september har ført megen tale om demokrati og ytringsfrihed med sig, men ikke til nogen samling om kristendommen som grundlæggende i europæisk kultur. Snarere har de bragt en uvilje mod religion i almindelighed med sig; den ses som ”fundamentalisme”. Og dette kan ses som en relativistisk og pluralistisk måde at reagere på situationen på. Heller ikke retsstaten får omtale f.eks. efter angrebet på Lars Hedegaard. Disse eksempler viser en tendens til at holde sig på overfladen.

Postmodernismen er karakteriseret ved sin nære tilknytning til moderniteten, samtidig med, at den udgør et brud med den i kraft af en særlig betoning af subjektiviteten. Både moderniteten og postmodernismen har betonet brud og forandring og det materielle i stedet for helhed, åndelig vækst og intuitiv forståelse.

Men i postmodernismen bliver bruddet eller det altid flydende og sandhedens utilnærmelighed det eneste egentlige indhold. De postmoderne har sikkert fat i noget rigtigt: Kritikken af det moderne, af positivisme og ”objektiv” videnskab, ”sikker” viden rammer på mange måder, og respekten for forskellighed, såfremt den er konsekvent, rummer noget vigtigt. Det skal også siges, at den har gjort det muligt at søge emner, som ikke var mulige under den strenge modernitet. Men hvis overordnede retningslinier virkelig mangler, kan det føre til, at mennesker drukner i et hav af muligheder. Holdningen til viden bliver overfladisk og i hvert fald ufrugtbar, hvis postmodernismen er eneste inspirationskilde; i så fald kan forskeren egentlig ikke gøre andet end at fastslå, at vi ikke kan komme sandheden nærmere.

Flertydighed og en målsætning om alsidighed kan godt rummes i en hermeneutik, der anerkender et bestemt grundlag, og at viden om f.eks. historien er mulig, men der bliver bare sat visse grænser. Denne frugtbarhed rummer postmodernismen ikke, hvis den følger sit eget budskab. Det rigtige i postmodernismen er udformet på en sådan måde, at det berøver mennesker ethvert håb. Tanken om, at sandheden ikke kan findes, bliver let til, at den ikke findes. Og dette har bredt sig langt videre ud end forskningen: Hele uddannelsessystemet er blevet præget af det.

Hvis de, der uddannes inden for sundhedsområdet lærer en masse teori, en masse om tilgange, men ikke de enkle og praktiske færdigheder, som hører med til at være tandlæge eller sygeplejerske, kan det få følger, som i sidste instans er frygtelige. Det er den gennemgående holdning i medier og kulturinstitutioner: I en verden, hvor der kun findes tilgange, vil den tyrkiske stats propaganda være ligestillet med vidnesbyrdene om Det armenske Folkemord. Afvisningen af alle regler kan ses i forbindelse med hele kulturens åndelige standpunkt i dag: Hvad hver enkelt af os oplever dagligt i trafikken, at en pågående hensynsløshed råder. Men selve det, at en eneste kendsgerning og et eneste vilkår sættes som noget fast, som en betingelse i livet, er en selvmodsigelse i postmodernismen, en tikkende bombe under dette system, hvor alt tilsyneladende i forvejen er sprængt fra hinanden.

Postmodernismen historisk set

Moderniteten er en Janus med to ansigter: Det ene er tro på fornuft som det øverste kriterium og på videnskab, forstået som sikker viden, objektiv viden, lovmæssigheder, afhængighed af biologisk arv og miljø, samfundets knusende vægt; det andet er subjektivisme og individualisme, mennesket som en ø, det isolerede individ, følelsernes dominans. Her smuldrer sandheden, ethvert fast grundlag for livet forsvinder.

Disse to ansigter ser ikke alene hver sin vej, de er også i konflikt. I postmodernismen vinder det sidstnævnte, den vil ikke tale om virkelighed, men om virkelighedsopfattelser. I moderniteten kan de to tendenser en tid lang arbejde sammen, og kritik og tendens nedbryder traditionen. Tvivlen bruges som redskab. Begge tendenser kan i udpræget grad findes hos de samme mennesker. Positivismen i 1800- og 1900-tallet sammenfatter i særlig grad det første ansigt, men også marxismen findes her. Positivisme og marxisme illustrerer ønsket om at tænke i strukturer og systemer, at videnskaben skal findes i det; heraf følger fokusering på metode og rubricering.

Dette har for tilhængerne uden tvivl været tegn på den højeste objektivitet, men man har ikke medtænkt, at selve tankegangen også er resultatet af et valg og dermed har noget subjektivt i sig. Opgaven er her at vise, hvordan postmodernismen vokser frem af modernitetens egne indre modsigelser, men uden at løse dem. Den bryder med nogle af restriktionerne, men løser ikke problemerne. Postmodernismen er karakteriseret ved det brudstykkeagtige, men fragmenteringen er allerede stærkt i gang i moderniteten. Der findes i selve moderniteten en usikkerhed over for erkendelse af sandhed og virkelighed, som leder i retning af postmodernismen. Det er et vigtigt formål at vise den glidende overgang mellem modernitet og postmodernismen, hvis ”glidende overgang” er det rette udtryk om et forløb, der er abrupt i både foregribelse og udbrud. Det vigtige i denne omfattende situation er, at ansatser til postmodernismen kan være ganske tidlige.

Det moderne som ideologi har ved troen på en universel fornuft en tro på en kritik, som er uafhængig af ethvert helhedssyn. Ved at bortkaste traditionen, herunder religiøse og mystiske forklaringer, kan man angiveligt nå til at betragte virkeligheden, som den er. Denne tro er forbundet med en tro på udviklingstanken og især på videnskabens stadige fremgang. Dermed bliver videnskaben i stand til at udtale sig objektivt; det bliver Videnskaben med stort V, der taler, og ikke den enkelte forsker. Som det ses, er der i hvert led tale om en trossag og ikke noget, der kan bevises videnskabeligt i sig selv.

I de sidste årtier af 1900-tallet smuldrede alt dette. Troen på en objektiv kritik blev undermineret, måske fordi individualismen også slog igennem over for den. Moderniteten skelnede skarpt mellem videnskab og forskning på den ene side samt kunst og digtning på den anden, mellem historieskrivning og historisk roman. Postmodernismen opløser denne skelnen, grænsen mellem kendsgerning/virkelighed og fiktion udviskes; alt er subjektivt og tenderer dermed til at blive fiktion.

Kendsgerninger og opdigtning blandes, så man ikke ved, hvad der er hvad. Men man må også huske, at postmodernismen både er modernitetens barn og dens krise; de er under alle omstændigheder nært forbundne. Antitraditionalismen binder dem sammen. Moderniteten havde jo allerede reduceret meget af den traditionelle historie til fiktion. Når alt universelt forkastes, er det en ret naturlig følge af, at moderniteten selv forkastede alle overordnede religiøse retningslinier. De ”kritiske” historikere, om de nu var af radikal eller marxistisk observans, havde for længst angrebet den nationale tradition og forpligtelsen på en national kulturarv.

Digteren Frederik Paludan-Müller skrev i 1840’erne om ”Kritik-Uhyret”, som efter at have fortæret alt, gjort sort til hvidt, ender med at fortære sig selv. Digteren forbinder på dette tidspunkt uhyret med noget moderne, og det kaster et skarpt lys frem over den efterfølgende modernitet. Relativisme, værdinihilisme og verdsliggørelse er stærkt fremadskridende i moderniteten og fortsætter i postmodernismen. Der er en stærk forbindelse, samtidig med at der er et brud. Individet opløses og menneskets frie vilje forsvinder.

Det store forløb går fra tro på Gud og forankring i tradition over fornuftsherredømme til relativisme. Verden blev verdsliggjort, alle livskerner blev bragt i skred. Moderniteten var overbevist om, at dens resultater havde en ahistorisk universalitet; heraf kom tro på store universelle fortællinger om virkeligheden. Samtidig havde den en virkelighedsforståelse, hvori metoden består i, at jeg (subjektet) fortolker teksten (objektet). Kant insisterede på brugen af forstanden, men han gjorde også den menneskelige bevidsthed til virkelighedens kilde, det som tildeler orden.

I 1800-tallet var videnskab blevet til magt; magt over naturen blev et kriterium på fremskridt, men det blev efterhånden til de udtænkte naturloves herredømme over mennesket. Videnskaben skulle styre verden og ikke være underlagt etiske kriterier. Johannes V. Jensen skildrede omkring 1900 mennesket som kun dyr, kun fysisk væsen, og tankegangen som ren maskinel virkelighed uden nogen idé. De yderste konsekvenser af denne tankegang sås i futurismen, som ville ødelægge alle museer og forherlige krigen og destruktion, i Sovjet og i Nazityskland.

Mistankens mestre Marx, Nietzsche og Freud gjorde det enkelte menneske helt afhængigt af historie, kultur og situation. Dette har præget moderniteten, men også undergravet den, fordi bevidstheden selv dermed kommer under mistanke. Kritikken retter sig mod bevidstheden som en mistankens hermeneutik, og dermed forsvinder den enkeltes frihed og ansvar. Samtidig viser det, at der i moderniteten var ikke alene fremskridtstro, men også skæbnetro, determinisme. Efter Anden Verdenskrig mærkes modernitetens opløsning. I naturvidenskaberne sættes grænser for årsagslovens gyldighed. Pluralisme og sandhedsrelativisme kommer til at dominere. Det postmoderne består især i krisen for kravet om en universel fornuftssandhed. I stedet opgives sandhedsspørgsmålet.

Det personlige behag bliver styrende, men dette fører også til en dominerende politisk korrekthed, og det bliver utilladeligt at hævde, at der findes helt uforenelige opfattelser. Ikke sandheden, men alene den subjektive følelse har betydning. Denne udvikling af modernitetens anden hovedtendens viser sig i selvrealiseringen fra 1960’erne, i en fremtrædende egoisme og hensynsløshed. Når der ikke findes nogen absolut sandhed, bliver virkelighed og identitet noget, vi konstruerer. Postmodernismen er både en fortsættelse af og en reaktion imod modernitetens tendenser.

Jean-Francois Lyotard beskriver postmodernismen som en reaktion på alle 1900-tallets mareridt; begivenhederne viser hulheden i fremskridts- og frigørelseskulten, de store fortællinger, liberalisme og marxisme. Det skal understreges, at denne afsløring i sig selv er positiv. Moderniteten svækkes af sine indre modsigelser og sine gerninger, og kun små fortællinger synes sobre. Heraf begejstringen for mikrohistorie. Derudover hersker tvetydigheden, alt er lige gyldigt.

Hvordan går det med historien i alt dette? Mistankens hermeneutik viser grundlæggende mistro til fortidens overleverede beretninger, som Det gamle Testamente og Saxo, og ethvert helhedsindtryk af historien, som bygger på dem. Denne mistro sætter ind med fremskridtstroen, radikalisme og positivisme med et stærkt fokus på kildekritik i anden halvdel af 1800-tallet og fortsætter i 1900-tallet til postmodernismen. Teksterne refererer i denne tankegang ikke til noget uden for sig selv.

Dertil kom, at socialvidenskaberne i løbet af 1900-tallet fik en fremtrædende stilling i den akademiske verden og øvede stor indflydelse på historievidenskaben. Berømt er Annales-skolen i Frankrig. I den forbindelse ville man interessere sig for strukturer og konjunkturer i stedet for personer og begivenheder. Spørgsmål om kultur, mening og hensigt kom gradvis i forgrunden. Men positivismen stod stærkt i hele tankegangen, her blev personlig afstand fra emnet set som videnskabelighed, samling af kendsgerninger var en hovedopgave og målet at fastslå udviklingens love. Traditioner skulle derimod skubbes til side.

Angrebet på denne moderne tankegang er ikke mindst kommet fra litteraturteori, i forlængelse af de førnævnte franske tænkere. Her benægtes det, at en tekst har en fast indholdsmæssig mening, forfatterens mening er stort set uden betydning, og mening er læserens subjektive konstruktion. Den store fortælling bliver dermed set som fortolkning og meningsfrembringelse, et mønster som er nødvendigt for historieskrivning. Arthur C. Danto og Hayden White gik ind på dette. Sidstnævnte deler i sin berømte bog Metahistory fra 1973 al historisk fortælling i fire strukturer. Dette er ”konstruktioner”, som giver ”mening”.

Men hvis meningen ikke findes i emnet selv, men alene i udførelsen, nærmer vi os teksten som rent selvstændig, rent subjektiv, uden tydelig forbindelse til det historiske emne, og dette er et postmoderne ærinde, repræsenteret af R. Barthes og J.F. Lyotard. Altså, kan historieskrivningen gøre krav på at beskrive sandhed, eller ”går den i selvsving” i et sprogligt-litterært spil? Ophæves modernitetens skelnen mellem historieskrivning og historisk roman? Ja, den moderate udgave af standpunktet er, at begivenhederne nok har fundet sted, men at ethvert forsøg på at beskrive begivenheder må indeholde fantasi, et fiktivt element. White selv hævder at skelne mellem kendsgerninger og fantasi. Hvis postmodernismen havde holdt sig til det, ville standpunktet have en del for sig, men det fører let ud i, at den historiske sandhed slet ikke kan gribes.

Men denne fiktionalisering er samtidig forberedt gennem modernitetens angreb på den traditionelle historie, og det, at fantasi, f.eks. i form af nysgerrighed, og at subjektivitet betyder noget, er i og for sig ikke nogen ny erkendelse. Heller ikke i forhold til konservative historikere og teologer som Johannes Steenstrup og Henrik Scharling omkring 1900. Dette er dog ikke det samme som fiktion. At pege på dette, den ikke-nye side af den forandringsbevidste postmodernisme, er et vigtigt ærinde for denne artikel. Tendensen hænger sammen med den store interesse for det litterære, for hvad teksterne selv gør, for formen. Man sætter det synkrone, tekstens egne meningsbærende strukturer i stedet for det diakrone, som er det historiske, hvad kilderne bagved betyder for den tekst, vi har? Noget som rigtignok også har ført til fragmentering gennem kildekritik. I en vis forstand vender helheden tilbage med postmodernismen, nemlig som en rent litterær helhed. Også spørgsmål om videnskabens historie, og hvad historien betyder for os, rejstes i 1990’erne.

At en overordnet historie, holdning eller synsvinkel, en gennemgående hypotese, påvirker fortolkningen af historiens kilder, er vanskeligt at bestride. Enhver historiker har et historiesyn, bevidst eller ubevidst. Nutidens engagementer øver også indflydelse på dette, således den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men dermed er ikke sagt, at vi ikke kan arbejde os ind på emnet, eller at noget ikke er historisk rigtigere, mere sandt, end andet. Hvad betyder tendens i en tekst? At der i historiskrivning findes en stor fortælling og fortolkning, betyder ikke, at de historiske oplysninger i forhold til et givet emne er en litterær opfindelse. Hvad den store interesse for strukturer i 1900-tallet angår, kan den ikke forklare, hvorfor mennesker gør det uventede.

Bag tilsyneladende postmoderne synspunkter ligger i adskillige tilfælde massive positivistiske forudsætninger, således når Israels-historikeren Niels Peter Lemche udtaler, at personlig holdning som tro intet har med forskningen at gøre. Historikeren Carsten Jahnke sagde på et seminar, at vort største problem er, hvad vi mener at vide. Hans indlæg hed: ”At dekonstruere: kampen mod nationale stereotyper i vores ”viden” om Middelalderen” Se det lyder jo postmoderne, men det virkede, som om han havde en ret håndfast mening om, hvad der var viden, og hvad ikke, en i grunden mere moderne end postmoderne mening, og så ville det være oplagt at spørge, hvordan han begrunder, at hans viden er mere viden end andres. Hans projekt virkede egentlig som et radikalt positivistisk, hvis ærinde var destruktion af såkaldte myter.24

To vidnesbyrd fra konservative kan tjene til at belyse postmodernismens baggrund i moderniteten, vejen mod dens tankegang, samtidig med at de er et udtryk for en tidlig kritik af tendensen. Da den konservative William Buckley i 1951 beskrev den amerikanske universitetsverden mødte han den holdning, at det absolutte standpunkt er, at der ikke er noget absolut, ingen endelig sandhed. Her foregribes postmodernismen tydeligt i det, han beskriver.25

Den engelske berømte forfatter C.S. Lewis, som også var en stor kender af Middelalderens og Renæssancens litteratur, skrev i begyndelsen af 1960’erne, at digterne i tidens løb er blevet stadig mere bevidste om deres status: ”Man forudser næsten den dag, da de ikke er bevidste om ret meget andet.” Dette virker som en forudsigelse af postmodernismen: Digteren kender kun sig selv; der er ikke noget uden for teksten. Men det går videre, i århundredernes løb er emne efter emne flyttet fra objektets side til subjektets: ”Og nu er subjektet, i visse yderliggående former for behaviorisme, affærdiget som bare subjektivt; vi tænker kun, at vi tænker.

Subjektet har spist alt andet op og ender med at spise sig selv op. Og hvor vi skal ’fortsætte derfra’ er et mørkt spørgsmål.” Det er et virkelig godt spørgsmål: Denne almindelige opløsning peger mod postmodernismen, og vi ender i den situation, hvor der kun er tilgange, ingen sandhed. Lewis gør på dette tidspunkt opmærksom på, at ordene ”vide” og ”sandhed” har ændret betydning siden 1800-tallet. Dette er vigtigt, fordi det betegner en glidning væk fra den meget firkantede satsen på ”sikker viden” og ”metode”. En nuancering, i hvert fald, var bestemt nødvendig, men som er endt i den modsatte grøft i den sen- eller postmoderne tankegang, hvor den historiske sandheds eksistens er blevet gjort tvivlsom.

Dette vil jeg protestere kraftigt imod. Endelig peger Lewis på den modsætning, at mens det middelalderlige verdensbillede havde en indbygget mening, må den ”moderne” forfatter give mening til en virkelighed, som i sig selv ikke har noget budskab. Her virker ”moderne” som det, der siden er blevet postmoderne, og derfor har jeg sat det i citationstegn: Forfatteren i en verden uden mening, ja en forfatter, som selv ikke har nogen mening, hvis eksistens egentlig er tvivlsom. Lewis og jeg, i al beskedenhed, kritiserer den holdning, som gør verden til et meningstomt øde, altså en verden uden Gud. Han mener ikke, at verden som skabt af Gud er uden mening, eller at en forfatter behøver at være det, men han beskriver en opfattelse, hvor det er tilfældet – for at kritisere den. Buckley og Lewis bevidner den tiltagende tendens, inden den egentlig postmodernisme kommer til udbrud, og det er ekstra interessant, fordi strukturtankegangen ellers var stærkt fremtrædende i denne periode.

Den subjektivitet, som Lewis skildrer, hvor selv subjektet forsvinder tog over i 1980’erne. Psykologi, følelser og oplevelse er blevet rådende indtil i dag.27

I forbindelse med postmodernismen bør også kort nævnes arkitekturen: Den modernistiske arkitektur, som f.eks. i biblioteker var så bar som mulig, og passede godt til en tankegang præget af rationalitet og fleksibilitet: Det strømlinede var alt, det historiske intet; men den kom under kritik, og postmodernismen krævede fra 1980’erne og frem mere farverigdom og fleksibilitet. Hellere individualisering, symboler og kommunikation. Rummene skulle gerne fortælle en historie.

Fra 1990 til 2010 vandt oplevelseskulturen frem, større kulturhuse og sammenblanding af så mange udtryk som muligt. Digitaliseringen blev dominerende. Moderniteten har altså været følt som utilstrækkelig, trods de stærke ideologiske, ikke mindst radikale forestillinger, som var knyttet til den. Postmodernismen vil gerne, f.eks. i arkitekturen, lege med det hele og sætte indbyrdes forskellige elementer sammen. Alt bliver tilladt, også på film i et stadigt jag efter det uventede. Alt skal gå hurtigt, og det dekorative får ikke lov til at være en glæde, men gøres hurtigt til et mareridt.

Men der er også noget andet, der spiller ind ved postmodernismens senere udvikling, noget som både er årsag og virkning i forhold til denne tankegang: Computeren. It-kulturen gør sig gældende, bliver verdensomspændende og sætter sit præg. I denne tankegang er hurtighed og rastløshed indbygget. Alt skal gå hurtigt, og det må ikke være besværligt. Det er et problematisk kulturmønster.

Det bliver samlingspunktet for en civilisation, som er forkælet i den forstand, at der ikke er plads til den rolige fordybelse. Mennesker kan vanskeligt nå at få sjælen med, hverken når de flyver, eller ved alt de skal nå ved computer og telefon. Alt skal gå nemt og altså hurtigt. Ellers afføder det irritabilitet og vrede. Computer gør mange ting lettere, men bidrager også til fragmenteringen. Et gennemgående træk i denne sammenhæng er sproget, som er stærkt engelskpræget i alt, som har med det elektroniske at gøre, men maneren breder sig over alt (”sale”, ”event” f.eks.). Hvis alt skal gå let, er der næppe tid til at pleje det danske sprog.

Den sprogvidenskabelige baggrund og den franske forbindelse

Den store klassiske filolog i 1800-tallet Madvig skriver i sine Livserindringer:

“jeg negter ikke, at jeg tillægger en Phonetik, der forsøger at opstille et regelmæssigt System af faste Love og ensidig fordyber sig i denne rent ydre Side af Sproget, næsten ligesaa ringe Værd som de overvundne Forestillinger enten om Sprogets usvigelige Logik eller om dets Liv som en i sig selv udenfor Menneskene voxende og skabende Organisme”.

Dette er vigtigt ved at vise afstanden mellem 1800-tallets historisk orienterede tankegang, især romantik og historisme, og den som fulgte efter, som tænker i systemer og love og om sproget som et system i sig selv. Madvig tænker nemlig om sproget, at det både stræber efter konsekvens og bryder konsekvensen i bøjelighed og usikker griben. Udsagnet viser i påfaldende grad modsætningen. Samtidig reagerer Madvig her mod noget tidligere, I den forstand indeholder forskningen altid en pendulbevægelse, mere end et lineært fremskridt.

Postmodernismens tankegang er i væsentlig grad sprogligt-litterær og har sit udgangspunkt i den franske lingvistiske skole, som byggede på Ferdinand de Saussures lære, om end postmodernismen anlægger et andet perspektiv. Han har betydning for sprogets centrale betydning i den følgende tids videnskabelige tankegang. Han levede fra 1857 til 1913 og er især kendt for værket Cours de linguistique générale, som udkom i 1916 efter hans død og bygger på de studerendes notater. Her kritiserer han de historiske grammatikere for alene at sammenligne. Han vil se på betingelserne for sprogenes liv, søge de kræfter, som universelt er på spil i alle sprogene og finde almene lovmæssigheder.

Han er stærkt optaget af inddelinger. Berømt er den mellem „la langue“ og „la parole“; det første er det vigtigste, sprogsystemet, et system af tegn som udtrykker ideer. Dette system kan studeres uafhængigt. Det er socialt, uafhængigt af individet. Det andet (ord, ytring, tale) er modsætningen, det mindre vigtige, konkrete sproglige udtryk, en individuel, viljemæssig og intelligensmæssig handling. Bemærk dels, at tankegangen bygger i modsætninger, dels prioriteringen: Systemet er vigtigere end individet. En anden berømt modsætning, adskillelse, af de Saussure er den mellem ting og navn, som ikke forenes af tegnet. Det sproglige tegn er for ham vilkårligt, det er ubegrundet; og han skelner mellem begreb (concept, signifié) og akustisk billede (det betegnende, signifiant).

Der er ifølge ham ikke nogen naturlig forbindelse, tilknytning, mellem dem i virkeligheden. Antoine Meillet (1866-1936) var hovedskikkelsen i Mellemkrigstiden: Han skrev bøger om gammelslavisk og armensk, samt Linguistique historique et linguistique générale (1921), som samler hans artikler og synspunkter. Her hævder han, at grammatik kan være beskrivende eller historisk. I det første tilfælde tager man et givet antal mennesker, et givet øjeblik, et givet sted. I det andet tilfælde beskriver man forandring i sprogbrugen, og det var det, som 1800-tallet i særlig grad havde gjort. Han hævder dog, at de også hænger sammen. I det korte forord taler han om at ordne de sprogvidenskabelige kendsgerninger ud fra sprogets egen synsvinkel. Han mener, som positivismen i almindelighed gjorde det, at udviklingen adlyder generelle love, og hævder, at sproghistorien selv viser dette. Søgen efter disse love er en hovedopgave for sprogvidenskaben og bygger på præcise og detaillerede studier af alle sprog i alle perioder.

Det er jo ikke så lidt og lyder snarest uoverkommeligt. Samfundsvidenskaberne vil afløse 1800-tallets historiske synsvinkel. Meillet fortsætter dermed de Saussures tankegang i retning af, at det egentligt videnskabelige er søgen efter generelle love, og at det historiske og indholdsmæssige, hvis det ikke helt forsvinder, trækkes langt tilbage i interesse. Dette bliver karakteristisk for strukturalismen. Mennesket styres af ubevidste strukturer, særligt et sprogsystem, det upersonlige, subjektiviteten trænges tilbage, ligesom der ikke anerkendes nogen Gud eller noget metafysisk princip. Strukturalismen bruger lingvistikken som model. Her tales om at ”konstruere sit objekt”, til forskel fra materialet, som der arbejdes empirisk med, og at ”fremkonstruere de begreber”, som anvendes.

Den vægt, der lægges på sproget, gør, at de Saussure sætter indholdet som afhængig af et udtryk i den forstand, at begrebet, der afgrænser, er det eneste, der kan gøre emnet muligt at kommunikere; og udtrykket kan så på sin side kun virke som brik i det større system. Erfaringen gøres hermed helt afhængig af et net af udtryk. Mens de Saussure bruger ordet ”system” om sproget som objekt, gik strukturalismen over til at tale om ”struktur”. Afgrænsningen af sproget som objekt, som et system, er også et positivistisk træk. I begge tilfælde er der tale om et anonymt, lukket system, der kun styres af sin egen indre orden. Elementerne står kun i forhold til hinanden og har ingen virkelighed uafhængig af det. Strukturalismen vil helst koncentrere sig om systemet i stedet for at se på forløbet. Dermed taber historien betydning.

Men når kun systemet og ikke dokumentationen har dybere interesse, taber kilderne også betydning. Adskillelsen mellem det konkrete og en sammenhæng, der bevidst forstås som et abstrakt system, er dermed karakteristisk for hele tankegangen. Ifølge hele opbygningen må teori blive prioriteret stærkt i forhold til empirisk undersøgelse. Der ligger et forstands- og fornuftsherredømme i den, modernitetens ene ansigt, som der siden kunne blive et behov for at gøre op med i form af en markant subjektivisme, det andet. Poststrukturalismen kommer frem i kritisk dialog med strukturalismen og er af fransk oprindelse. Den har inspiration fra Nietzsche og bygger på et opgør med rationaliteten, som har domineret i vesteuropæisk tankegang. Mens strukturalismen siger, at tegnstrukturer er et sammenhængende system, understreger poststrukturalismen forskel frem for identitet. Sproget er et foranderligt net af tegn, og udtrykssiden dominerer. Bevidstheden i det enkelte menneske, subjektet, undermineres, og subjektet ses som fravær.35

Herhjemme kom den strukturelle lingvistik frem i ”Lingvistkredsen”: Louis Hjelmslev (1899-1965) blev en internationalt berømt sprogforsker, men hans teori og særlige begreber er i dag helt forladt. Han havde sammenlignende sprogvidenskab som speciale, stor interesse for erkendelsesteori og blev stadig mere præget af de Saussure. Han ville se sprogbygningen som et sammenhængende system. Han ville finde love for sprogets bygning og så heri det egentlig videnskabelige.

Dette virker som et positivistisk træk. Trangen til love og system gør, at denne tendens på dette tidspunkt kan ses som positivismens anden bølge, en fornyelse og forstærkelse af et ønske, som fra begyndelsen lå i positivismen. Han ville betragte sproget som en helhed, der var sluttet i sig selv, i stedet for som et hjælpemiddel til at studere alle mulige ikke-sproglige fænomener. Han søger dermed det konstante i sproget selv, vil afvise den humanistiske tradition for at søge det individuelle og i stedet tolke gennem et system, lægge metoden tæt op ad naturvidenskabernes. Dermed skal sprogvidenskaben blive eksakt og generaliserende. Dermed mener han at kunne fjerne det digteriske, subjektive, æstetiske element, og deri ser han målestokken for en “rigtig” videnskab. Det ses, hvor stærkt tankegangen er præget af positivismen.

Hjelmslev vil helst se sproget som abstrakt form, uafhængigt af udtryk og indhold, de sproglige begrebers rent abstrakte karakter. Han ønsker det universelle, ikke mindst ønsker han alment gældende begreber, en modsigelsesfri terminolog, som gælder ethvert sprog. Bestræbelsen går i retning af et system af sproglige begreber og definitioner, som skal være af almen gyldighed, et rent abstrakt beregningsarbejde, som Hjelmslev betegnede glossematik. Han var en udpræget teoretiker, klar og abstrakt, men trods klarheden svær med nydannede ord ud fra et ønske om at definere begreberne som matematisk nøjagtigt som muligt. Hvad der her er vigtigt at lægge mærke til, er, at matematikken er forbilledet, idealvidenskaben. Jo mere abstrakt, jo bedre. Definitionen af begreberne er en del af et abstrakt system, og dette er vigtigere end at beskrive det konkrete sprog. Denne iver er for mig at se gået i arv til poststrukturalismen.

Det virker i den sammenhæng relevant, at han selv var søn af en matematiker. Metode og erkendelsesteori sejrer her over empirien. Værket Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse fra 1943 blev berømt. “Tekst” bliver for ham et hvilket som helst udsagn, kort eller langt, nyt eller gammelt. Metoden skal gælde for alle disse tekster. Han vil begynde med det mest overordnede og så arbejde sig nedad. Sproget er for ham som for de Saussure form, ikke substans. Det konstante findes i relationerne mellem elementerne, ikke i disses egenskaber. “Tegn” vil han således forstå alene i forhold til det sproglige, ikke som de Saussure noget psykisk. Jens Holt (1904-1973), som skrev om hittitterne og desuden var aktiv i Konservativ Ungdom og professor ved Aarhus Universitet, hørte til samme kreds. Men Hjelmslev var klart hovedpersonen i Danmark.

Den lidt senere Knud Togeby (1918-74) var professor i romansk sprog og litteratur ved Københavns Universitet. Han blev stærkt påvirket af Hjelmslev og hørte selv til Lingvistkredsen. Hans disputats fra 1951 hed La structure immanente de la langue francaise, og en senere samling Immanence et structure (1968). Den første udførte Hjelmslevs principper på et bestemt sprog og skildrer dette som et net af relationer, der hviler i sig selv; delenes indbyrdes afhængighed, ikke deres betydning, brug og historie, har interesse. Senere fik Togeby mere interesse for empiri i forhold til sprogteori.

Men strukturalismen viste sig også, når Togeby behandlede litteratur: Han interesserede sig for værkernes komposition og for, at litteraturen følger sine egne love, ikke spejler virkeligheden. Han anmeldte fransk litteratur ved Berlingske Tidende og så med betænkelighed på 1968-strømningerne med deres sammenblanding af det faglige, det politiske og det private. Dette antyder en noget borgerligt orienteret personlighed og er et eksempel på, at tendensen som helhed ikke var knyttet til nogen bestemt politisk opfattelse. Det virker også som en opposition mod subjektiviteten. Centralt i denne tankegang er begrebet immanent, som betyder iboen, det som hører til et bestemt område, ligger i en tings eller et begrebs natur.

Da Togeby i 1964 skrev forord til sin franske grammatik, bemærkede han interessant nok, at ikke alene rækkefølge, men også terminologi var traditionel, og tilføjede, at Hjelmslevs terminologi “alligevel af læserne bliver oversat tilbage til den gængse”; i disse få ord rummes et stort nederlag for forsøget på abstrakt at konstruere en videnskab fra bunden.

Postmodernismen har en tydelig fransk forbindelse og inspiration: Ferdinand de Saussure er allerede nævnt, og det fremgår, at de strukturelt orienterede Hjelmslev og Togeby også var stærkt fransk orienterede. Filosofferne efter Anden Verdenskrig brød med opfattelsen af universelle sandheder, kun det fragmenterede fandtes, og her førte franskmændene an. Psykoanalytikeren Jacques Lacan (1901-81) var strukturalist, men øvede stor indflydelse på poststrukturalisme og postmodernisme. Derfor kaldes han også poststrukturalist.

Han interesserede sig for psykoanalysens strukturelle perspektiver og forkastede tanken om, at virkeligheden kan indfanges i sproget. Med de Saussures lingvistik, med strukturalismen, vil Lacan finde en model for psykoanalysen. Det er et teoretiseringsforsøg, og påstanden er, at sproget er strukturernes struktur, at sproget har en orden, som er bestemmende, lige som kultur er en lov, og spørgsmålet om en bestemt ordens lov er afgørende. Strukturen gør det muligt for subjektet, dvs. et menneske, at udføre et arbejde. Menneske og mening bliver dermed afhængig af strukturen. Litteraturforskeren og filosoffen Roland Barthes (1915-80) indledte den omfattende tale om myter, som angiveligt ikke interesserer sig for indholdet, men for, hvordan den præsenterer sig selv. Han vil afsløre borgerlige eller småborgerlige myter.

Også for ham er sproget centralt, og han vil skille form og indhold. Han ville bryde med ideologisk indoktrinering, men kunne ikke se noget godt i kritik af venstreorienterede synspunkter. Strukturalismen forenes hos ham med marxisme. I et litterært værk interesserer han sig ikke synderlig for forfatterens mening. Michel Foucault (1926-84) var en filosof og tidlig postmodernist og poststrukturalist, som brød med tanken om det universelle, var optaget af magten som central i alle menneskelige forhold, interesserede sig for diskurs og betragtede sandhed som en konstruktion. Han ville blotlægge de erkendelsesmæssige strukturer, interesserede sig for klassifikationen, forskelle og modsætninger, og når til det resultat, at det stærke bånd mellem ord og ting løsnes.

Dermed adskilles begrebernes forhold til hinanden fra indholdet. I stedet kommer den diskursive praksis til at dominere. Sproget er grundlæggende, men langt mere som udtryk for en bestemt praksis’ orden end som udtryk for et indhold, en meddelelse eller budskab. Hans vidensarkæologi bliver i høj grad et studium af begreber. En kulturs koder styrer, hvad et menneske kommer til at beskæftige sig med, hvad det undersøger, hvordan det handler, og dermed kan det ses, at viljens frihed ikke har mange chancer i dette system. Helt grundlæggende har Foucault en moderne opfattelse af, at der findes orden. Viden bygger i hans tankegang på en erkendelsesstruktur. Michel Foucault så sandhed som et spørgsmål om magt. Dermed er sandheden bortforklaret, men dermed er Foucaults udsagn også et spørgsmål om magt. Hvad han selv siger, gør krav på at være sandhed. Jean-Francois Lyotard (1924-98) var også filosof, litterær kritiker og sociolog. Også han var stærkt marxistisk påvirket, men lagde efterhånden afstand til den lige som fra strukturalismen.

Fra slutningen af 1970’erne formulerede han det postmoderne som en afstandtagen fra de store fortællinger og forestillingen om en universel rationalitet. I stedet er han optaget af sprogspil. Jacques Derrida (1930-2004) var filosof og ville bekæmpe enhver fast tankegang, ethvert filosofisk centrum. Litterær fortolkning blev for ham et spørgsmål om at finde på og således bringe skjulte meninger frem i teksten. Når Derrida taler om, at der intet findes uden for teksten, betyder det, at der ingen direkte adgang er til virkeligheden, alt går gennem en tekst, fordi alt er skrevet ind i sprogsystemet; uden for legen med tegn er mening ikke forankret i noget, og derfor er alt fortolkning.

Der eksisterer kun forskellige meninger. Bevidstheden er selv struktureret af sproget; alle vore begreber er blandet op med sprog. Også sociologen og filosoffen Jean Baudrillard (1929-2007) forbindes med poststrukturalisme, og med udgangspunkt i de Saussure hævdede han, at mening i en tekst kun frembringes ved forskel, at et ord kun betyder noget ved ikke at betyde noget andet. Mening, fremskridt og historie brød for ham sammen i den postmoderne situation. Han havde en marxistisk tilknytning, men tog også afstand fra marxismen. Men den franske forbindelse går længere end dette:

Den amerikanske historiker Lynn Hunt, som var med til at iværksætte den nye kulturhistorie, er specialist i fransk historie og særlig Revolutionen. Stephen Nichols, som søsatte den nye filologi i 1990, er professor i fransk, og hans eksempler er franske, Den nye filologi interesserer sig for variationer i håndskrifterne i stedet for indholdet. Det historiske er for ham lig teksternes materialitet, den materielle genstand dominerer. Gennem håndskrifterne vil han se det ubevidste, og han henviser i den sammenhæng til Lacan. Grundlæggende antagelser og tankeforbindelser, prioritering af det materielle og ubevidste over bevidstheden, viser sig her med stor tydelighed. Også den danske repræsentant for den nye filologi, Lene Schøslers, emne er fransk,

Som de franske eksempler viser, er der en forbindelse mellem marxisme og postmodernisme, men den er ikke entydig. Taget under et er tendensen og tankegangen hos efterkrigstidsfilosofferne klart antikonservativ og omvæltende. Man vil vende op og ned på alt. I de franske tilfælde virker det, som om det er skuffede marxister, der bliver postmoderne. I Efterkrigstiden og navnlig i 1970’erne var marxismen som bekendt stærkt dominerende i den akademiske verden. Således blev Center for Europæiske Middelalderstudier grundlagt i 1982, og det er blevet bevidnet, at der fik man lov til ikke at være marxist. Dermed var historien ikke i lænker.

I en periode har det været akademisk mode at tale om strukturer og i det hele taget det upersonlige. Hvor blev menneskene af? Men i historien er det mennesker, der handler. Derfor betyder biografier noget. Linda Koldau giver også udtryk for, at en del af de problemer, hun beskriver inden for musikvidenskab på Århus Universitet går tilbage til en marxistisk fortid på det pågældende institut. Da ordet postmodernisme dukkede op i begyndelsen af 1980’erne, virkede modstanderne i overtal, og især marxister, tidligere eller ej, kæmpede imod fænomenet.

Måske fordi de mærkede, at stemningen var imod dem og derfor lavede et antisubjekt. Men få år efter indtog flere af kritikerne selv postmoderne positioner, og ordet ”var nu gledet over til at dække et fundamentalt kulturhistorisk vilkår, der måtte tages til efterretning og ikke kunne gøres til genstand for polemik”. Netop dette er problematisk, hvis det medfører, at dens grundlæggende antagelser ikke må diskuteres. Hvis man forstår postmodernismen som et ”vilkår”, som en tidsånd, får den uendelig mange forgreninger.

Sammenfattende kan det siges at, positivismen er det erkendelsesmæssige udgangspunkt, men historien taber betydning i 1900-tallet, og sproget ses som en sociologisk størrelse. Sprogets prestige bliver kolossal, og med litteraturen på slæbetov: Hvis sproget er så stærkt, at virkeligheden ikke kan ses igennem det, bliver historieskrivningens litterære præg også så stærkt, at vi ser dens fremstilling og ikke begivenheden. Vi ser formens dominans, mens indhold og forsøg på at skildre noget uden for forfatteren selv eller genren er uinteressant.

Forestillingen om sproget som et selvberoende system har vidtgående følger: Menneskelig hensigt og handlen forsvinder, for slet ikke at tale om Gud. Det er dette, som når sin fulde udfoldelse i postmodernismen. På samme måde når de Saussure mener, at det er umuligt at formulere absolutte definitioner af det enkelte ords betydning: Her har vi vel oprindelsen til den stadige jagt på definitioner; det som ikke ligger fast, skal til stadighed fastslås. I 1960’erne i Frankrig blev denne opfattelse overført til andre humane og socialvidenskaber med betegnelsen strukturalisme. Den grundlæggende påstand i denne er, at vore mentale processer styres af et objektivt, universelt kulturelt system, en grundlæggende ubevidsthed.

Både Derrida og Foucault var oprindelig strukturalister, men de postmoderne dekonstruktivister afviser den fælles struktur uden variationer. Poststrukturalismen ser strukturerne selv som historiske, altså foranderlige, og dermed forsvinder det faste grundlag i strukturalismen. Strukturalismen undergravede den traditionelle forståelse af meningen i en tekst og af forfatteren, og dette videreførte poststrukturalismen til yderlige følger. Den undergraver forestillingerne om sandhed, mening, viden og objektivitet. Derrida udtrykte en skepticisme, hvor tekstens mening forsvinder, ligesom forfatteren er fraværende.

Han kræver sikker viden, men mener også, at den er umulig at nå. Sammenhæng opløses. Det er vigtigt, at dette ikke er det eneste mulige standpunkt, og i det følgende afsnit skal beskrives, hvordan forskellige nuanceringer og kritikpunkter kom til orde ved en bestemt lejlighed. Det var netop i en filologisk-litteraturvidenskabelig sammenhæng med rødder tilbage til Madvig. Det må være væsentligt for os, hvordan danskere har reageret på disse tendenser.

Danske filologiske reaktioner

Filologisk-historisk Samfund holdt i 2004 et seminar i anledning af sin 150-årsdag “Humaniora i Danmark i 150 År“. De fleste af foredragene blev udgivet i 2008. Det var en interessant og perspektivrig dag, som kastede et lys over den samtidige situation i forskningen. Indtrykket var, at det var mennesker, for hvem kristendommen ikke betød noget eller i hvert fald ikke måtte betyde noget i forhold til deres forskning, samtidig med at der var en følelse af, at noget manglede, noget var gået tabt. Man kunne få det indtryk, at postmodernismen betyder, at man bliver spærret inde i tomhed. Den tidligere professor i romansk filologi Ebbe Spang-Hanssen talte om skredet fra historisk dannelse til kulturbevidsthed.

Madvig er den centrale skikkelse i et felt, der forener nyhumanisme og romantik. Senere skiller man det dyrkede, det refleksive fra folkekulturen, det brede, det oprindelige, vaner. Når overordnede strukturer fremhæves i forhold til det enkelte menneske, forsvinder også interessen for den personlige dannelse. Kulturtilstande fremhæves på bekostning af forløb og tradition: Middelalderfilologien nedtones til fordel for kvindesag. Vi ender et sted, hvor det hele bliver sociologi og kvindesag, der sker en materialisering og sociologisering af humanioras genstand, men man interesserer sig ikke for det smukke, at få sjælene til at flyve. Det sidste udtryk er bemærkelsesværdigt og udtrykker, at nutiden mangler noget. Spang-Hanssen indledte sit foredrag med at tale om at få et perspektiv på nutiden ved at sætte sig ind i fortiden. Hertil er at sige, at det kan man ikke, hvis alt er konstruktion, hvis man kun finder sig selv i fortiden.

Svend Erik Larsen, hvis foredrag havde den interessante titel “Helheden der blev Væk”, behandlede humanioras ambition om at give sammenhængende helhedstolkninger, konstaterer, at helheden og dens klassiske garanti er væk, og at et helhedsperspektiv er et værdiperspektiv. Larsen inddrager Hjelmslev: Metoden er det afgørende for denne. Uden den er der ingen selvstændig videnskab. Denne metode står i forhold til opfattelsen af sproget som en i sig selv hvilende helhedsdannelse.

Larsen peger på, at der heri ligger et fælles dilemma for humaniora i hele 1900-tallet: Sammenhængen mellem mennesket og de ikke-menneskelige styringsprincipper. Larsen fremfører videre, at den sprogvidenskabelige vending omkring 1900 truede enheden mellem filologi og historie. Den sprogvidenskabelige vending bringer tre synspunkter med sig: Alt i det videnskabelige felt har betingelser, som kan og skal formuleres. Når det gælder at formulere disse betingelser, danner sproget grundlag. Endelig har den videnskabelige dynamik brug for definition af betingelserne og deres ændringer.

Birthe Hoffmann talte om filologi og formalisme. Nationalfilologierne har en særlig sans for forbindelse mellem sprog og litteratur. Litteraturvidenskaben ser på litteratur som noget, der kommer af litteratur. Efter 1945 går litteraturvidenskaben i mere ahistorisk retning og fjerner sig dermed fra filologien under indtryk af, nykritik og strukturalisme. Nyhistorismen søger at inddrage det historiske, men fokuserer på magt og undertrykkelse og projicerer postmoderne tankegang tilbage på fortiden.

Den kalder identiteter konstruerede. Formalismen ser teksterne som autonome og absolutte og ser bort fra deres historiske sammenhæng. Der er ikke tid til historisk fordybelse. Det skinner igennem hos Hoffmann, at teorien, nutidens stærke fokus på teori, anfører og befæster nutidens magt over litteraturfortolkningen. Dekonstruktionen gør kritikken til en kunstart, interesserer sig for, om en fortolkning er interessant, mens interessen for sandheden forsvinder. Genrehistorien er vigtig: Tradition eller personligt valg?

Morten Nøjgaard havde valgt at tale om det etiske i forhold til humanistisk forskning ud fra et indtryk af fare for, at denne kan havne i umenneskelighedens absurditet, hvilket i sig selv må siges at være et interessant udgangspunkt. Han ønsker altså en humanioras etik, idet han i dag ser en værdikrise for både humaniora og humanisme. Er der i etisk fortand en mening med vor videnskabelige virksomhed? Alle menneskelige ytringer med hensigt er værdibaserede, og humanistisk videnskab må bygge på en etik, ellers er den en absurditet, hævder Nøjgaard. Han mener da, at for humanisme i etisk forstand er individet udgangspunkt.

Humanismen er styret af omsorg for mennesket. Han hævder videre, at det værdifuldeste ved mennesket er fornuften. Dette er uden tvivl karakteristisk for en humanistisk holdning, men man må dertil rigtignok spørge: Hvad med menneskelivet i sig selv? Fornuftens universalitet må være en påstand, og Nøjgaard kommer ikke ind på, hvad fornuften bruges til: Er det en etisk bedømmelse af fornuftens handlinger, der er brug for? Nøjgaard spørger videre: Hvorfor skal vi drive de mere menneskelige studier? Og han svarer: For at søge tilværelsesforklaring, tolke eller forklare det gådefulde. Men det er ikke det samme som at ville forklare alt, da måtte man gøre menneskets fornuft guddommelig.

Denne indrømmelse af den menneskelige fornufts begrænsning er, synes jeg, virkelig interessant i forhold til udgangspunktet. Han kritiserer teknikkens og den økonomiske fornufts herredømme i nutiden. I disse betragtninger ser Nøjgaard ud til i en bestemt sammenhæng at kræve en etisk vurdering af fornuftens gerninger. Videnskaben dæmoniseres, når dens udgangspunkt ikke længere er det enkelte menneske. Han afviser naturvidenskab og matematik som forbilleder. Mærkeligt er det, at han gerne vil springe tilværelsesproblematikken over, skønt han indrømmer, at det helhedssøgende er tilværelsesforklaring.

Han vil ikke være en slags teolog. Dekonstruktionen gør forskerens indsats lig kunstnerens, subjektiviteten bliver i den sandheden, og dette afvises af Nøjgaard. Han mener, at humanistisk forskning ikke kan indeholde en lære, men nok en holdning. Der er en forpligtelse på tilværelsesfortolkning, helhedssøgen, forholdet mellem helhed og del. Rettet mod medmennesket. Ikke visdom, men viden. Jeg synes, at Nøjgaard på en smuk måde uddyber de aktuelle problemer for humaniora, som Spang-Hanssen og Larsen rejste, samtidig med at hans indlæg viser grundlagets begrænsning. Når troen ikke må være med i videnskaben, står og falder mennesket med fornuften.

Lene Schøslers indlæg virker mere sympatiserende med postmodernismen end de andres. Hun har kaldt det “Filologien på Lerfødder” og vil beskrive problemer ved anvendelsen af kildemateriale i ældre fransk. Udgaverne er det centrale i filologien. Hun opstiller tre former for filologi: Først den klassiske tradition, som har tekstoverlevering med en enkelt original som genstand; dernæst nationalfilologierne, som er børn af romantikken og særligt studerer folkesprogede tekster, her skifter genstandsområdet, idet håndskrifttraditionen har langt flere variationer end den klassiske filologis genstand, men metoden ændrer sig ikke, og hun påstår, at det fører til anakronistiske slutninger.

I Middelalderen er der ikke nogen skriftsprognorm. Der er en afstand mellem håndskrift og udgave. Metoden forudsætter viden om, hvordan originalen har været. Endelig som den tredie den nye filologi, som hun skildrer som et længere forløb gennem 1900-tallet, hvorved hendes fremstilling danner en parallel til Larsens og giver indtryk af en gradvis selvopløsning af moderniteten. Den nye filologi interesserer sig især for ikke-autoritative tekster og mener, at disse blev mindre respektfuldt håndteret af afskriverne. Den tager udgangspunkt i, at overleveringen af en folkesproglig, ofte oprindelig mundtlig, tekst i håndskrifter er en meget sammensat størrelse. Nyfilologien mener, at også modtageren bestemmer form og indhold. Forfatteren reduceres til fiktion eller uvæsentlighed. Interessen ligger mere i processen end i produktet.

Derfor drives især studier af variation, og der bliver en stærk fokusering på forskellige variationer: Teksten bliver et mødested for variation, den er grundlæggende ustabil, den indgår i en kommunikationsproces, hvor modtagerens forventninger er afgørende for budskabets form. For den nye filologi, også kaldet materiel filologi, bliver kopisten vigtigere end forfatteren, studiet af skriveprocesser bliver afgørende. For den er udgavens opgave at studere forholdet mellem afsender og modtager og variation. Vigtigt er det, at Lene Schøsler peger på, at den nye filologi bliver en fortolkning af Middelalderen ud fra nutidens oplevelse af en fragmenteret virkelighed.

Derfor det nævnte fokus på variationen. Dette er vigtigt, fordi det understreger, at der ikke bare et tale om et opgør med en bestemt type domme over fortiden, men indførelse af andre domme på et andet grundlag. Der bliver en stærk inddragelse af elektroniske arbejds- og præsentationsformer. Dermed er der sket et paradigmeskift i filologien. Overordnet ser hun ændringer fra et filologisk helhedssyn til specialisering og videre til inddragelse af variation i forhold til håndskrifternes sammenhænge. Hun tilslutter sig tankegangen ved til slut at betegne kopisten som “hovedpersonen“.

Nøjgaard og Schøsler er vigtige i sammenhængen, hver på sin måde: Han ved det, han kritiserer, hun ved det, hun repræsenterer. Det forekommer mig, at ikke mindst Nøjgaard beskriver en subjektivitetens forrang, som også Lewis tidligere beskrev og kritiserede, men Nøjgaard desuden et teknikkens primat. Begge er vigtige. Modernitetens systemtankegang kommer også frem. Modernitetens forskning har ønsket et resultat, så uangribeligt som muligt. Men for postmodernismen interesserer vejen mere end målet.

Særligt med henblik på Lene Schøslers indlæg kan siges, at en tekst kan ændres umærkeligt, og den kan også ændres med vilje: En ny hensigt. Resultatet af den nye filologi og dermed postmodernismen ser ud til at blive variation uden historie. Hvorfor holder de fast i ord som kritik og filologi, når de vil noget helt andet? Modsætningen finder vi hos Madvig, som ser filologiens opgave i det stadige arbejde med de gamle forfattere og deres sammenhæng. Til syvende og sidst er det et spørgsmål om, hvad man har tænkt sig at undersøge. Vi må konstatere, at et håndskrift kan være vidnesbyrd om både skriveren og det oprindelige.

Kopisters interesser og tendenser på bestemte tidspunkter kan forklare variationernes fremkomst. Den materielle filologi har nok en ufrivillig historisk dimension, idet den flydende tekst, den taler om, især hører tiden inden bogtrykkerkunsten til; i de senere århundreder har man en standardtekst, uanset at forfattere kan skrive flere versioner. Man må også spørge, om variationerne angiver tekstens hovedsag eller mindre sager. Det bliver skriftligheden som abstraktum, der optager dem, ikke indholdet af den enkelte tekst.

Positivismen mente, at sagen var afgjort med kritikken; når forfatteren er udslettet, må postmodernismen og den nye filologi mene, at processen er uendelig og uden noget egentligt mål. Filologien kan godt blive socialvidenskab: Den nye filologi vil se den struktur, som håndskriftet indgår i. Kultur og samfund er der talt meget om, men hvordan kan man i denne tankegang bevare en sammenhæng, møde andre mennesker? Hvad bliver følgerne for kultur og moral? Tilliden er central i kultur. Dannelsen forsvinder, først gennem modernitetens satsen på en ren fagdannelse, mens den omfattende klassiske dannelse svinder, dernæst gennem postmodernismens opgivelse af fagdannelsen til fordel for en let oplevelseskultur, som vi nu skal se et vidnesbyrd om.51

Linda Koldaus universitetskritik

I 2012-nummeret af Årsskriftet Critique kom emnet postmodernisme på forskellig måde frem: Musikforskeren Linda Maria Koldau har skrevet en artikel, som i høj grad handler om hendes frustrationer over Aarhus Universitet; frustrationer der i sig selv lyder velbegrundede. Mismod, for ikke at bruge et stærkere ord, præger derfor fremstillingen. For hende er det en historie om humanioras forfald, om manglende faglig debat. Hun understreger faglighedens betydning, og dette er nok et træk, der knytter hende til moderniteten; tværfagligheden sænker for hende niveauet. For hende er der ikke bare tale om forskellige synsvinkler, men om forskellige kvalifikationer, og derfor kan man ikke uden videre flagre fra den ene til det andet. Hun peger på tomme gloser som “innovativ” og “synergi”.

Der er ikke plads til klassisk kultur, man vil prøve lidt af det hele, og det fører let til, at den klassiske musik bliver fravalgt, og den historiske dimension ignoreres eller ligefrem nedvurderes. Denne beskrivelse af kulturfortynding virker meget genkendelig, og tendensen kan ses i sammenhæng med det beskrevne inden for filologiens område. Helheden er blevet væk. Andetsteds har hun peget på teoriernes dominans på humaniora, at teorierne er blevet løsrevet fra den viden, som skulle være deres grundlag. En række indlæg i samme årgang peger mod samme midte: Mangel på respekt for tradition, dannelse og klassikerne i forhold til det nationale, Folkekirken og litteraturen virker tæt forbunden med det erkendte blandt filologerne. Dette er værd at mærke sig, fordi det viser, hvor vidt opløsning, værdirelativisme og bevidst nedbrydning har bredt sig, og det er heller ikke uden interesse, at der forholdsvis samlet tages til orde imod det.

Jens Wendel-Hansen har i sin ph.d.-afhandling om godsejernes politiske deltagelse følgende bemærkning, som forekommer mig meget rammende: Han skriver i anledning af Hector Estrup og kærligheden til den historiske sandhed med adresse til nutiden om ”en påmindelse, man måske med rette kan vedblive at minde sig selv om i en postmoderne verden: At historikerens mål – såvel som enhver anden videnskabsmands – er sandheden om virkeligheden.”53

Ja, det kan man med god grund minde sig selv og andre om, når den rådende ideologi i længere eller kortere tid har fastslået, at der ikke er nogen virkelighed til, men kun virkelighedsopfattelser, og at man kun kan beskæftige sig med tilgange, ikke med sandheden. Hvor bliver den historiske sandhed af? Hvor bliver kravet om at yde fortidens mennesker retfærdighed af? Hvis der findes adskillige virkeligheder, hvad ret har man så egentlig til at kritisere noget? Yde modstand mod noget? Ingen tvivl om at begrebet ”virkeligheden” er blevet misbrugt i positivismens og marxismens periode, om en ensidig, firkantet, rent materiel virkelighedsopfattelse. Man kan teoretisk sagtens få livet til at tørre ud, hvis man vil.

Derfor taler jeg også hellere om sandheden end om virkeligheden. Og hvis der er flere virkeligheder, hvor sandt er så det, de postmoderne selv siger, egentlig? Det er mildt sagt, at postmodernismen har et problematisk forhold til sandheden, som også retorikken altid har haft det. Hvis man ikke tror på en bagvedliggende sandhed, finder man heller ikke en afledt sandhed. Der er altså sammenhæng mellem tro og viden, ikke, som det moderne og postmoderne så tit er fremstillet, først og fremmest konflikt. ”Sandheden om virkeligheden” må gå ind på, hvad viden er. Viden kan ses som en personlig bevidsthed om, hvad virkeligheden er, og hvordan den fungerer.

Her er det vigtigt, at der er et arbejde med emnet, en proces, som må være præget af opmærksomhed over for det, som er uden for forskeren, mens bevidstheden på den anden side og må vende mod arbejdet med at forme resultatet. I tanken om at danne sig en forestilling om et emne for at kunne arbejde med det er der et rum for tilgange. Men heri findes ikke nogen påstand om, at sandheden ikke er til eller er uinteressant, men tværtimod at den menneskelige erkendelse har sine begrænsninger. Mange relativister og postmodernister har imidlertid en dyb skepsis over for den historiske sandhed, ligesom over for sandheden i kristen forstand. Det begynder med en skepsis over for vor mulighed for at nå den, men der opstilles så mange spærringer på vejen til den, at den helt forsvinder i tågerne.

Det er problematisk, hvis man låser den historiske sandhed fast på vor evne til at finde den. Her er en vigtig forskel. Man får indtryk af en bagvedliggende uvilje mod sandheden i det hele taget. Vi så Lewis pege på subjektiviteten blandt digterne, men i dag er subjektiviteten blandt forskerne også fremtrædende, mens den tidligere i nogen grad har været skjult. Det er både vigtigt, at man kan lytte til sine fornemmelser, og at man ikke forveksler dem med dokumentation. Hvis man synes, noget i et skildret forløb er helt usandsynligt, kan der være grund til at bore i det.

Formidling

I formidling f.eks. af klassisk musik i radioen eller opførelser af klassiske operaer er man i dag også tilbøjelig til at lave sin egen historie om musikken, løsrevet fra indholdet, fra komponistens hensigt. Som eksempler kan nævnes opsætningen af Gounods opera ”Faust” på Den jyske Opera foråret 1991, og Det kgl. Teaters opførelse af Verdis ”Aida” samme efterår. I det sidste tilfælde var handlingen af instruktøren blevet omsat til 1800-tallet med helt groteske følger, både i form af modstrid mellem den sungne tekst og scenebilledet, og at f.eks. en koptisk præst blev fremstillet som dominerende og i stand til at fremme en hård kurs over for rigets naboer.

Dette er totalt uhistorisk og en fuldstændig forvrængning af forholdene i den tid, handlingen af instruktøren var blevet henlagt til. Hvis man har haft en idé om det autentiske ved at henlægge handlingen til komponistens levetid, så har man forrådt den med det samme. En sådan behandling af et kunstværk og af historien kan kun betegnes som vold. Tendensen er siden fortsat: … fokus på de menneskelige relationer går fløjten i omklamrende meninger, skrev Jakob Holm i den anledning i Kristeligt Dagblad 14.2.2008. Man læser noget ind i teksten, som man ikke kan læse ud af den: Derved gør man vold på et eksisterende kunstværk for at få det til at passe til instruktørens ideologi. Man snylter på de musikalske værdier, som er fremgået af en anden holdning.

Dette kan være mere eller mindre dygtigt gjort, men er grundlæggende en misforståelse. Det er urimeligt over for både værk og publikum. Det historiske bliver en undskyldning for at fremføre en moderne ideologi. Teatereksemplerne går her hånd i hånd med Linda Koldaus eksempler fra universitetet, sådan at den videnskabelige og kunstneriske holdning viser problemer med at respektere værket og det historiske. Det hævdes til tider, at dette er at gøre de ældre værker ”vedkommende”, men er det vedkommende lig det lette? Der er en særlig poesi i at respektere de gamles egenart; denne poesi kræver en indsats og en indlevelsesevne, ja måske både tålmodighed og ydmyghed, men så belønnes de også. Mens Linda Koldaus kritik går på det lettes triumf på universiteter, kan det også hævdes, at historien kommer igen som oplevelse blandt et bredere publikum. I de sidste årtier er der blevet talt umådelig meget om formidling, og ikke mindst Middelalderen har der været gjort meget for at formidle. Det blev der holdt et seminar om i december 2012, ligesom der findes en elektronisk antologi.

Men det blev også drøftet, hvordan man kan sige noget fornuftigt om en periode på 1000 år, og at Middelalderen ikke havde flere farver. Hvordan formidle det? Formidlingen med middelaldermarkeder m.m. er et forsøg på at få mennesker til at gå ind i en anden virkelighed, og dialogen er det bærende. Handler det kun om mængde og ikke om lødighed? Der er et forsøg på at komme i nærheden af den middelalderlige oplevelse i al denne formidling, men hvordan kan man det? Man ønsker autenticitet i sted og i stemning. Hvis muskelmændene dominerer, og kristendommen bliver sat i parentes, er det ikke Middelalder. Hvis formidlingen kun bliver jagten på ens egen eksistentielle autentiske oplevelse, forsvinder Middelalderen, og den ægte historiske interesse forsvinder også. I så fald går det som med opførelsen af ”Aida”, det kunstnerisk-historiske, at det historiske fremstilles på en ahistorisk måde. Der er ikke i sig selv noget forkert i oplevelsen, men hvis den populære flotte gennemgang dominerer, kan man frygte, at resultatet mere og mere bliver et indhold, som ikke kan holde til en nærmere prøvelse.

De kritiske bemærkninger over for formidlingstankegangen blev på seminaret især udtrykt af Christian Troelsgård, som også udtrykker den i forordet til den elektroniske antologi. Hvor går grænsen mellem underholdning og formidling? Hvad kan man formidle med redelighed, og hvordan kan man fortælle en historie uden pop? Og hvor stort et element af indgreb er der på den anden side fra forskeren? Når det hævdes, at vi konstruerer Middelalderen. Også musik blev der talt om: Vist er det alt sammen problematisk, f.eks. hvordan man bedst opfører musik fra Middelalderen, men er det tilfredsstillende, at der ikke er nogen principiel forskel mellem kunstnerisk videreførelse af og videnskabelig udforskning af Middelalderen? Her er der sket en forskydning.

Den formidling, der blev beskrevet, kan ses som udtryk for et oprigtigt ønske om at fastholde og frembringe en bred interesse for historien, men den kan også ses som udtryk for dyrkelsen af det lette. Postmodernismen har ført til en dybtgående udfordring af forholdet mellem kunst og videnskab, som moderniteten forstod det, og det er meget sigende for, i hvilken grad tankegangen er slået igennem, at dens indflydelse går fra universiteterne til den brede formidling.

Må det ikke netop være en udfordring for vor tid at beskrive både ligheder og forskelle mellem det kunstneriske og det videnskabelige? Det kunstneriske kan befrugte såvel forskning som den brede formidling, men så kan det ikke være sådan, at det hele skal være let, enkeltoplevelser uden sammenhæng, men som en tilskyndelse til fordybelse. Den rolige fortælling må få mulighed for at vise sin styrke, den historiske sandhed for at vise sig som andet end en genstand I den elektroniske antologi bør fremhæves Brian Patrick McGuires gennemgang af kirke og kristendom i Middelalderen (i Vesteuropa, ikke Byzans) som alternativ til både moderne reduktionisme og postmoderne fragmentering.54

Konklusion og alternativer

Den franske forfatter Jean Anouilh citeres for udtrykket: ”Det er gelé alt sammen”. Jeg synes, det karakteriserer postmodernismen meget stærkt: Der er ingen substans, livets mening er væk, de historiske teksters indhold har ingen betydning. Der er ikke nogen sandhed. Der er kun variation uden kerne, oplevelse uden fordybelse. Det postmoderne er så mange ting, men det bærer også det ubestemte i sig, ja ønsker måske egentlig det ubestemte. Der er nok en forbindelse mellem forkærligheden for teorier og det ubestemte. Teorifikseringen og teoriinflationen kan beskrives både som postmodernismens følgesvend og som en del af den.

Postmodernismen har haft betydning ved kritik af modernitetens svagheder, men den har selv været alt for bundet til moderniteten til at præsentere et frugtbart alternativ. Postmodernismen har taget det op, som moderniteten ville holde ude af sit videnskabssyn: De forskellige muligheder. Det er dens fortjeneste. Det giver også mulighed for, at andre opfattelser af historien end de “progressive” kan komme til orde. Man kan gøre noget, som man ikke kunne, mens positivismen dominerede.

Men vi må også erkende, at mennesker har brug for en stabil base i livet. Afveksling og variation kan være godt, men et menneske må også høre til et sted. Ordet ”postmoderne” har ændret betydning. I hvilken forstand er verden postmoderne? Er det, fordi den dominerende tankegang i den akademiske verden og i medierne er postmoderne? Og denne tankegang anser det postmoderne for at være et vilkår? Er postmodernismen ved at ebbe ud som akademisk moderetning? Mange ser ud til at mene det, og det kan nævnes, at da Derrida døde i 2004, var hans indflydelse allerede i tilbagegang, især i Frankrig. Men så er det vigtigt, hvad der kommer efter ”post”; en ren tilbagevenden til modernitetens tankegang vil ikke være frugtbar.

Der er dybtliggende træk i moderniteten, der peger frem mod postmodernismen: moderniteten har hyldet tvivlen i stedet for troen. Man har postuleret, at tvivlen og ikke troen er den intellektuelle undersøgelses grundlag. Nogle har endda talt om “tvivlens nådegave”. Man har givet sig den fortærende tvivl i vold. Prisen for dette har gradvist udfoldet sig. Det har vist sig, at tvivlen opløser moderniteten selv, som Frederik Paludan-Müller forudså det. Linda Koldaus vidnesbyrd om overflade og mangel på alvor og den nye filologi viser på hver sin måde en opløsning af en opløsning. I forhold til moderniteten må det hævdes, at der er brug for en etisk vurdering, også af videnskabelige bestræbelser. Fornuft alene er ikke nok. Positivismen ville også forudse alt, men hvis vi kan det, vil der ikke være nogen fri handling.

Man svigter fordybelsen til fordel for den forandring, som nogle kalder dynamisk, men som jeg snarere ville kalde hektisk og hastig. Denne tendens ligger i moderniteten og mister alle hæmninger i postmodernismen. Modsat har romantikken i sig ønsket om fordybelse. Ud over den dybe historiske interesse var der også en transcendent tankegang hos romantikerne.

Sproget har stor betydning, ingen tvivl om det. Vi modtager indtryk og meddelelser gennem sproget. Vi udtrykker os i det, og vi kan bruge det meget forskelligt – overfladisk eller arbejde med det. Opmærksomhed på sproget er vigtigt, men sproget er heller ikke alt. Sproget er et redskab, og dets tilstand viser meget om kulturen og tiden. Arbejde med sproget kan være frugtbart, men tankerne kan ikke indskrænkes til rene produkter af sproget. Det er heller ikke nok at sige, at sproget forandrer sig, og hvis man fremfører det som en absolut udtalelse, er det jo netop en doktrin. Det kan være at man slutter ud fra nutidens foreteelser og holdning.

Sammenhæng over tid er også vigtig. Der findes en individualistisk opfattelse af sproget, som siger, at det alene er individuelt, hvad smukt sprog eller godt dansk er. Dette er individualismen som dogmatik. Ligesom hvis man siger, at der ikke kan være en enkelt opfattelse, som er den sande. Dette er dogmatik, der fremføres som sikker viden. Her siger man netop, at en enkelt opfattelse er den eneste sande. Hvis man hele tiden skal definere, kommer man så nogen vegne med noget? Livet er ikke matematik; det er historien ikke og sproget heller ikke. Et af de steder, hvor jeg synes, at det går galt, er, når man vil definere begreberne med matematisk nøjagtighed.

Vedholdenhed i arbejdet med emnerne og overbærenhed i omgangen med fortidens mennesker er vigtige ressourcer. Det betyder ikke alene noget for dommen over fortiden, men også noget for os selv: Et alternativ til postmodernismens måde at behandle historiske tekster på, ville være at se dem som et frugtbart alternativ til nutidens gennemgående meninger: Det som ”man” mener. At vi ved dem kan blive bedre til at se vor egen tids fordomme. Således tænkte C.S. Lewis. Og det er meget vigtigt, at evnen til at blive overrasket, til at studse, bliver bevaret.

En fortolkning bør dermed være mere end interessant; den bør pege på en sandhed. En historiker vil gerne se kilden, men forskellen mellem, hvad der kan dokumenteres og hvad ikke, forsvinder i postmodernismen. Er kilder form? Kilder kræver en fysisk form, for at vi kan erkende dem. Vi kan ikke læse en kilde, hvis den ikke er tilgængelig fysisk. Derfor er det også vigtigt at vide, hvor den fysisk befinder sig. Men kilder må også bringe et indhold fra det usynlige til det synlige, ellers kan vi ikke bruge dem til noget. Indholdet er altså vigtigt. Indhold og form hænger sammen.

Det historiske arbejde vil med god grund kunne vende tilbage til det solide gammeldags kildearbejde, men helst i Johannes Steenstrups ånd: Hvis postmodernismen har medvirket til, at historikerne kan tænke mere på kilder i spørgsmål, sammenhæng og perspektiv end på kildekritik, har dens virke hverken været forgæves eller rent negativt. Det er muligt at søge at begrunde en sandsynlig viden i stedet for at forsøge at fastslå en sikker, og at fastholde menneskets ansvar og forpligtelse over for en helhed, der er større end det selv. Det gjorde historikeren Johannes Steenstrup, og det er stadig muligt i dag, hvis man vil. Et middel til det kan være en kanon, både for historie og for litteratur, noget som principielt bør kendes af alle, men det bør overvejes meget nøje, hvad den skal indeholde.

Vi, der ikke kan acceptere hverken modernitetens eller postmodernismens forudsætninger, har dermed også en forpligtelse til at formulere et alternativ. Jeg ser de bedste muligheder i en dannelse, som bygger på den kristne tradition, hermeneutikken og romantikken, snarere end oplysningstiden og den naturalistisk prægede modernitet. Vi må for det første pege på, at det er ret bekvemt for repræsentanter for en bestemt opfattelse at kunne sætte alt andet i bås som historisk bestemt og relativt og derfor uden universel gyldighed, lade deres egen holdnings baggrund henstå i halvskyggen, så deres egen doktrin kommer til at stå som den rene nutid og nutidens eneste svar på de store spørgsmål. Det er set før og er aldrig overbevisende.

Hverken moderne, radikale, eller postmoderne historikere har fået udleveret en alment gyldig fortolkningsnøgle. Dernæst må vi gøre opmærksom på, at vel er det subjektive til, men ikke alt er subjektivitet og individualisme: Der findes også noget givet uden for os selv, som vi må arbejde med for at danne os en forestilling om det. Vel har vi noget i os, noget førvidenskabeligt, som får os til at søge mod en bestemt type emne, og her har traditioner en stor betydning, som kan være meget frugtbar; men det betyder på ingen måde, at vi kan eller bør forme det, vi møder, efter eget forgodtbefindende. Det går ikke, at vi undviger sandhedsspørgsmålet.

Samtidig må vi arbejde med sandsynlighed og være klar over, at vi i de fleste tilfælde ikke kan nå til sikker viden. Det betyder f.eks., at der er forskel på en historisk tekst og kommentaren til den. Dermed har vi muligheden for at arbejde både med teksten og med traditionen for dens fortolkning. Og forskellige traditioner kan pege på noget forskelligt. Vi kan med god grund se den danske historie som noget, der foregår i Danmark, og ikke i et abstrakt globaliseringsrum, men det betyder ikke, at vi ikke skal være opmærksomme på det store kulturbevægelsers betydning for dansk historie, således som allerede Johannes Steenstrup var inde på det.57

Den postmoderne tankegang går i vidt omfang ud på at hive teksten ud af forfatterens hænder. Men at sætte sig ind i et andet sind er en større udfordring end at digte sin egen mening ind i teksten. Vist betyder subjektiviteten noget, og den kan give gode indgange. Forskningen forudsætter også et udgangspunkt. Men det, som hermeneutikken og den bedste side af filologien efter min mening kan lære os, er den langsomme forståelse. Forståelse for emnet og for, hvad forfatteren har gjort og villet. Dermed er det ikke min mening, at det hele skal være biografisk. Med hensyn til spørgsmålet om forfatteren og hans tekst vil jeg gerne fremføre, at teologen Frederik Torm skriver, at

“set fra Forstaaerens Synspunkt kan det Spørgsmaal simpelt hen ikke afvises, om Ord ikke kan indeholde mere end det, som Forfatteren var sig klart bevidst. Ordene og Forfatterens Tanke dækker nu engang ikke altid hinanden. At Ord kan sige noget andet end det, som Forfatteren egentlig vilde sige, har allerede været omtalt. At de ogsaa kan sige noget mindre, end der laa i Forf.s Tanke, lader sig heller ikke benægte.

Der kan mangle det “uudsigelige” i en Personlighed, – det, som en Forf. ikke kan sige, selv om han vilde, eller som han i hvert Fald kun kan sige paa ufuldkommen Maade. Men Ordene kan ogsaa indeholde noget mere. Den væsentlige Begrundelse herfor er allerede givet. Iøvrigt vilde utvivlsomt en Forfatter ofte selv senere kunne finde mere i sine egne Ord, end han var sig bevidst, da han skrev dem, dersom han, som Schleiermacher udtrykker det, “reflekterende blev sin egen Læser”. Digtere udtaler undertiden uforbeholdent Følelsen af, at deres Digte indeholder mere eller er rigere end deres eget ‘Selv’.”

Torm citerer i en note Harnack: “Meine Feder ist klüger als ich”. Konklusionen er, at ord kan indeholde mere, end forfatteren i nedskrivningens øjeblik var sig bevidst, mens ordene ikke kan løsrives fra forfatterens individualitet. Disse udtryk af en hermeneutiker forekommer mig vigtige, fordi de viser, at mange erkendelser, der i dag fremføres som nye af postmodernisterne, egentlig ikke er det, men har eksisteret i den hermeneutiske tradition, ganske vist i en mindre yderliggående udgave, men det gør dem ikke ringere. Dette siger også noget om, hvad vi kan få ud af at inddrage traditionens rigdom, at arbejde med den helhed og dannelse som blev omtalt i Humaniora i Danmark.

Filosoffen Paul Ricoeur, som er hermeneutiker, har arbejdet med alternativer, først til strukturalismen og senere til poststrukturalismen. Men her vil jeg især pege på teologen og hermeneutikeren Kevin Vanhoozer, som i bogen Is there a Meaning in this Text? fra 1998 indgående har behandlet Derridas tankegang, men prøvet at drage nogle langt mere positive konklusioner ud fra det standpunkt, at en tekst er et forsøg på at få et budskab frem, at fortælle os noget. Han går langt i sit forsøg på at forstå poststrukturalismen, men fremfører også en kritik. Vanhoozer anerkender subjektivitetens rolle som uundgåelig, og han ser Derridas virke som en advarsel mod hovmod eller dovenskab i fortolkning og fastlåste læsninger af tekster.

Fortolkninger vil altid være ufuldkomne. Men Vanhoozer fastholder muligheden af egentlig erkendelse, egentlig kontakt med virkeligheden Mistanke kan ikke beherske hele ens billede af verden. Vanhoozer anerkender også de Saussures beskrivelse af sproget (langue) som et system af tegn i modsætning til hinanden. Konventioner findes, som må respekteres. Men Vanhoozer hævder derudover forfatterens betydning som den, der har en mening og sætter sprogsystemet i bevægelse.

Ført til det yderste vil postmodernismen sige, at fortolkeren aldrig kan komme ud over sig selv, altid vil finde sig selv spejlet i den fortidige tekst. Vanhoozer anser det for en etisk fordring at vogte tekstens andethed og dermed dens mulighed for at fortælle læseren noget; læseren kan ikke være enevældig. Dermed afviser han en postmoderne mistænksomhed over for hermeneutikken. Med Torm og Vanhoozer i hånden vil det være muligt at fastholde forfatterens betydning og hensigt og samtidig anlægge omfattende perspektiver.

Men vi må også hævde tanken om en sandhed i sig selv. Videnskaben er skrøbeligt menneskeværk og kan måske aldrig nå den endelige sandhed om et emne. Men derfor kan vi ikke antage, at sandheden ikke findes. Tværtimod, forestillingen om, at en absolut sandhed eksisterer, er det eneste, som giver videnskaben mening. Denne forestilling er naturligvis et postulat og dermed et spørgsmål om tro. På samme måde hviler enhver opfattelse af livet og videnskaben på et postulat.

Det gælder, som vi har set, både moderniteten og postmodernismen. Det, at forskere har forskellig måde at skrive på, forskellige vinkler, peger ikke væk fra, at der findes en historisk sandhed, men belyser den på forskellig måde. Belysningerne viser noget om temaer og sammenhænge. Når vi antager, at sandheden er til, må vi også regne med den mulighed, at en fortolkning kan være bedre end en anden. Der er ikke nødvendigvis alene tale om forskellige perspektiver, selvom forskellige perspektiver ubestrideligt er til.

Men vi er dermed også forpligtet til at mene, at virkelig stræben efter sandheden findes, og at forskelle i opfattelse ikke kun kan beskrives med henvisning til magt. Magten er der, og vist betyder den noget, også i den akademiske verden, men vi kan ikke antage, at den er det eneste motiv for de forskellige positioner. Vi gør os selv til ofre for magten, hvis vi gør den til det eneste motiv, det eneste gældende. Vi må som udgangspunkt indrømme menneskene et vist mål af idealisme – samtidig med at vi erkender det ufuldkomne i alt menneskeligt.

Den svenske romantiker Esaias Tegnér siger:

Hvad du ej klart kan säga, vet du ej;
med tanken ordet föds på mannens läppar.
Det dunkelt sagte är det dunkelt tänkta.

I sammenhængen taler han om det vigtige i at fatte sagernes indre væsen, ikke hvad de synes, men hvad de betyder, og han fremhæver stærkt kraft og især klarhed. Udsagnet er til dels sandt, men også kun til dels. Der findes også, som Oehlenschläger pegede på, f.eks. i ”Guldhornene”, det som kun anes, mens tanken forvirrer sig, men som også har betydning. Klarhed er vigtig, men den er ikke alt. Med anelsen kommer intuitionen og fantasien ind.

Man kan stille det spørgsmål, om postmodernismen bærer rundt på en arv fra moderniteten, som sætter klarheden frem for alt? Er det derfor, skuffelsen bliver så stor, når klarheden ikke er mulig? Indtrykket er, at postmodernismens opfattelse af viden forbliver grundlæggende positivistisk, og derfor kommer den let til at afvise muligheden for viden. Dekonstruktionen har ikke noget svar på, hvad viden er. Den kender ikke nuancer og det anelsesfulde; derfor ser den splittelse, alt bliver brudstykker, atomer uden sammenhæng. Dette passer i og for sig godt sammen med en ensidig individualisme, som alene ser på individets, ikke på helhedens ret.