Corona-isolation: Hvad ville Løgstrup sige?

Af Anne-Marie Vestergaard

Hvad sker der med det sociale og mellemmenneskelige under lang tids nedlukning, med krav om afstand, afspritning og mundbind? Med hjemmearbejde, forsamlingsforbud, isolation – skærmvirkelighed fremfor fysisk virkelighed – hvordan præger alt dette mennesker som sociale væsner?

I begyndelsen var afstanden

I starten gik man i en stor bue udenom folk man mødte på gaden, selv naboer, slog øjnene ned og småløb til supermarkedet, hvor de nødvendige madindkøb blev overstået i en fart, og helst udenfor myldretiden. Paranoidt skyndte man sig hjem, for enhver man mødte, var en potentiel fjende, en mulig bærer af farlig smitte.

Og vi har alle sammen prøvet at stå i supermarkedet og føle at folk kom for tæt på, eller at de spærrede for adgang til de varer man var interesseret i. Man var berøvet muligheden for med et høfligt smil at komme forbi hinanden, og det man fik fremstammet i stedet, kom ofte til at lyde enten for reserveret eller for anmassende. Smalltalk med fremmede var uhørt…

Senere fandt man lidt nemmere og mere afslappede måder at færdes i det offentlige rum på, de nye krav blev internaliseret, og man blev bedre til at have øjenkontakt og undvære smilet som kommunikation.

Isolation er tortur

Efter godt et år og en forestående gradvis genåbning oplever man oftere at folk gerne vil snakke, som om det seneste år har været en menneskelig undtagelsestilstand hvor den basale socialitet har lidt alvorlig skade, hvorfor den nu skal kickstartes for at blive genoprettet.

Kommunikationsinstinktet og den naturlige nysgerrighed trumfer forsigtigheden, og man glemmer nogle gange det med de to meter. Nedlukningen har været naturstridig, og hvis ikke man gider snakke om vejret, kan man altid snakke om at man ikke gider mere nedlukning og isolation.

Jeg ved godt at mange introverte har været tilfredse med at arbejde hjemme, men jeg skulle mene at den sociale trang også griber de mest indadvendte fra tid til anden. Det er ikke en tilfældighed at isolationsfængsling bliver brugt som tortur i visse diktaturstater. Desuden har forskerne for længst påvist at langvarig ufrivillig ensomhed gør folk mere syge.

Corona minde om belejring

Hvis filosoffen og teologen K.E. Løgstrup stadig levede, ville han nok se folks opførsel under pandemien som en bekræftelse af hans teori om de suveræne livsytringer og den hermed forbundne etik: Tillid er det grundlæggende i det skabte liv, mennesker imellem, og mistillid er et brud herpå. Man udviser tillid spontant, hvorimod mistillid så at sige skal besluttes.

Folk skal gøre vold på deres naturlige åbenhed og tillid til andre mennesker, modstå deres trang til kontakt og kommunikation, for at undgå at blive smittet med en farlig virus. Langvarig mistillid og agtpågivenhed er (selv)destruktiv. Det er ikke tilfældigt at pandemien er blevet sammenlignet med en belejring, og at man taler om krigen mod corona. En langvarig pandemi vil også ende med at nedbryde det menneskelige fællesskab, og så kan politikerne tale nok så meget om coronahensyn og samfundssind.

Vi er udleveret hinanden

I det berømte værk Den etiske fordring fra 1956 skriver Løgstrup: ”Så vist som et menneske med den tillid, det viser eller begærer, giver mere eller mindre af sit liv i den andens hånd, så vist hører fordringen om at tage vare på det liv med til vor tilværelse sådan som den nu engang er.” Tillid binder mennesker sammen og knytter dem sammen i gensidig forpligtelse. Det sker i et hvilket som helst møde mellem mennesker.

Hans tænkning var fænomenologisk funderet, så individ og verden var ikke adskilt, men hang tværtimod sammen. Vi møder derfor den anden i verden, som igen møder os i verden. Den anden får dermed et bestemt billede af sig selv og den verden han lever i. Det lyder kryptisk, men Løgstrup formulerer det som en smuk selvfølgelighed: ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse.

Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Hvorfor der er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd.”

For teologen Løgstrup er tillid, åbenhed og barmhjertighed basale livsytringer, så at sige grundingredienser i det skabte liv, og som samtidig danner grundlag for etikken. Vi behøver hinanden vitalt, for ellers kan vi ikke se os selv i verden. Samtidig tager vi vare på hinanden. Kommunikation er derfor også spontan omsorg.

Hans teori bekræfter en form for common sense viden, omkring hvad man giver og modtager i et menneskeligt møde, om udveksling og gensidighed. Med eller uden gudstro. Smil, og verden smiler igen. Løgstrup giver et spændende filosofisk svar på hvorfor en langvarig nedlukning af et samfund er ødelæggende.

Mennesket dannes og udvikles i mødet med andre, og ingen kan opretholde et selvbillede og tilhørende verdensbillede i langvarig isolation. Forpligtetheden og etikken vil ryge i samme ombæring.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.