Danmark, nu blunder den lyse nat!

Af Johan Chr. Nord

Hjulet drejer, og vi drejer med. Nu er vi her igen: Midsommer, højsommer, solhverv, Sankt Hans – det danske års egentlige hovedhøjtid. Selve solhvervsdagen var i lørdags, og i dag er det så Sankt Hans, hvor vi vanligvis mødes med de mennesker, vi deler lokalsamfund med, for at antænde ilden, lytte til taleren og sammen synge dét, der vist næsten overalt i landet kan kaldes aftenens sange, nemlig Holger Drachmanns lejlighedssang til dagen, Vi elsker vort land, og Thøger Larsens almene sommersang, Danmark, nu blunder den lyse nat.

Her skal det handle om Thøger Larsens underskønne hymne til lyset og livet. Hensigten er at bidrage til at åbne ordene, så sangen, når mundene i aften eller på andre sommeraftener åbnes med toner og klang, kan opleves ikke blot som ord og lyde, men som kraft og glæde.

Mit eget forhold til sangen strækker sig efterhånden mange år tilbage. Jeg husker ikke, hvornår jeg først har hørt og lært den, men jeg husker, hvornår den begyndte at blive virkelig vigtig. Det var i ungdomsårene, hvor den var et fast indslag under de lange, drukne, lyse nætter på Studenterkredsens sommermøder.

Sidenhen blev sangen for mig forbundet med livet i min familie: Den blev sunget ved bryllupsfejringen i københavnerlejlighedens gård; den var på læberne, da jeg sad og vuggede et nyfødt, lille liv, og den tjener i dag – ja, jeg vedstår det uortodokse i valget – som helårs-godnatsang for barnet.

Kort fortalt: Dette er sjælens væske, forhåbentlig udgydt til gavn og glæde.

Som sang ved vugger

Åbningen er mesterligt kontrastharmonisk – både ligefrem og mangetydig, både lavmælt og højstemt:

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Natten blunder, mens Danmark sover – overvej, hvor genialt dagligsprogligt det billede er, og hvilke billedkæder, det kan anledning til: Natten minder om de af os, der holder af at være vågne; om sommeren blunder den kun, for andet trænges ikke på denne tid af året.

Men hvem er det så, der sover? Ja, grammatisk set må det jo være Danmark – mon ikke det betyder Danmarks mennesker, hvilket jo ud fra det syngende nu enten må henvise til en snarlig fremtid, altså lidt senere på natten, hvor den syngende selv vil ligge og sove med en blundende nat bag sig eller kan være en udpegning af de andre – af dem, der modsat sommersangeren ikke er vågne.

Begge dele er muligt og udelukker ikke hinanden, for dette er et digt – en virkelighedsnær, sansemættet fortætning af lidt af alt det enkle og underlige, som det kan opleves af det fælles sind. Endnu en mulighed: Det lille, altid afgørende, ord du kan også opleves på en anden måde: Når jeg ved aftenstid synger sangen for vores datter, afbryder hun mig af og til ved denne allerførste linje og siger: Nej, far, jeg sover ikke endnu. Ja, for et 4-årigt barn er ordene enkle: du er den, der synges til.

Hovedsagen er, at sangens første sætning åbner rummet. Vi er i sommerens natteland – og lydene er hørbare: Gøgen kukker, vandet synger, mens det dugger, alt sammen lige så sagte som sang ved vugger. Kun et enkelt ord mangler i rimkæden: klukker. Det er så uovertruffent oplagt, at det ikke behøver at nævnes, for det er jo den lyd, vi selv kan høre, når ordbillederne for alvor gør indtryk, og vi inddrikker rimkunsten som en væske, der roligt klukker gennem kød og ånd.

Frem af forgangne tider

Hvor vi i den første strofe opholdt os i sommernatten og lyttede til lydene fra Vesterhav og Kattegat, glider vi nu frem mod dagbrækningen og længere ind i landet:

Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Søerne er Danmarks øjne – ja, sgu da! Landet ser på os gennem sine vådblanke spejlflader, hvori vi skuer os selv og muntert nedsænker os for at forynges og opmuntres til liv og lyst. Disse vandøjne er mætte som en moders. Ved alle hellige Magter, hvor er det et vidunderligt træfsikkert udsagn om udseendet af en veltilpas moders blik: Hendes øjne er mætte, når hun ser på sine børn, der trives og glædes. Samme sag er det med selve landet. Danmark er en kvinde – et gavmildt, rummende, givende væsen, der uden skelen til stand og rang, til vilkår og værdi, omfavner, oplyser og opliver alt det levende, mens helheden glider yppigt frem fra det forgangne.

Yppig ordnet.dk angiver de to grundbetydninger “frodig; overdådig” og “med svulmende former – især om (dele af) kvindekrop”. Altså: yppige blomsterenge og bakker, yppige bryster og balder. Selvfølgelig er det samme sag. Dertil kommer, at der her i digtet måske også kunne være tanke på endnu en del af den kvindeligt svulmende krop, der må er et mindst lige så skønt skue som barm og baller.

Hvad kunne det mon ellers være, der glider stille, roligt og yppigt frem fra det, der var? Mon ikke det er livet selv – mon ikke det er maven, der vokser, mens sæd og æg bliver til barn og lykke? Ja, sådan er det. Jævnførelsen er fuldkommen: I kvinden og mulden lever løftet om den evighed, der umisteligt er Jordens egen.

Af unge struber

Fra svanger mark og mø til nyligt brudte æg og sommerligt foryngede fugleklange:

Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Vi kan se det for os: De unge, forårsklækkede sangfugle svinder bort for blikket, som øjnene løftes mod skyfrit oplyste højder. I modlyset opløses de som sorte pletter på egne himmelvendte veje.

Og tonerne: I strofens første linjer synger vi os op, og ret derefter bevæger vi os ned – ned med dagens sidste rødmen, der synker så stilfærdigt ned i natten, mens fuglesang og bægerklang lidt efter lidt forstummer. Kun Livets egen sang er stædigt syngende. Den samme som i 1000 år, bemærker Larsen – jeg tror, det er for lavt sat, for lykken fra de glemte dyb, der atter og atter bæres op til overfladen, klingende fra de unge struber, er jo Universets egen grundlyd.

Det er klangen af selve den store sammenhæng, der i Åndens gnistrende øjeblikke viser sig som nøjagtigt dét, den altid allerede var og er og bliver: ukrænkelig i sin helhed, ødsel i sin hellighed – nu og i al evighed.

Som kniv mod stene

I de første tre strofer har vi set og hørt. Nu henledes opmærksomheden på sommerlandets lugte:

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind.
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Åh, hylden! Forstandige stemmer siger, at det er Frejas plante, og at den er god mod husspektakler – et middel til at vække kærlig lyst og sikre samlivs trivsel mellem ham og hende. Prøv det selv – husk blot at behandle planten ordentligt og tilberede drikken varsomt. Fejlgreb kan være farlige i den slags sære sager!

Sikkert er det, at duften af hyld gennem åbentstående vinduer er behageligt velkendt blandt de danske. Det samme gælder markens vækst, der både dufter og duver, mens kornet modnes dér i sommervinden, og et gyldent daggrys lyde vækker og ranker det glade morgenmenneske, der evner at lytte: Haners livskraftige galen bag huses gavle og grønne træers grene; skarpslebne i klangen, som knive egnede til at skære.

For morgenen forjætter altid både liv og død. Som bonden hvæsser kniven og slagter fjerkræ, når han finder det passende, hæver også Verdens egen gartner sit redskab over alt det levende. Hver eneste morgen formindskes antallet af dage, der endnu er at leve, før blodets brusen ophører i mig, og pladsen ryddes for det liv, der sidenhen skal spire, gro og blusse.

Sådan tjener morgengryets hanegal som skæbnebud til alle agtsomt lyttende, solbeskinnede sind: Dette er dagen, snart skal du dø, gå ud og lev! Opløft dit sind mod højderne og rank din ryg – lev frejdigt på din plads som den, der véd, at opgaven er smuk: Opfyld dit væsens pligt og lyst, så grønne vækster efterlades, hvor du stod, når alt, hvad der var dit, er borte, og mindet sagte gløder om et liv, der rakte op mod lyset!

Det er den danske sommer

Og blikket vendes atter udad mod dagens liv på marken:

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer.

På græsset går de hellige nyttedyr, som dengang for længe, længe siden på de vidtstrakte stepper nord for sortehavet gjorde det muligt for vore fjerne forfædre at hævde sig som herskende og sprede slægtens liv mod alle verdenshjørne – fordi de, modsat så mange andre, avlede børn, der kunne tåle koens mælk som næringskilde og opfostrede mænd, der både evnede at færdes på hesterygge og betjene stridsvogne.

Her i det syngende nu går køerne og hestene fredsommeligt omkring derude på det grønne. For de af os, der enten bor eller jævnligt færdes på landet, er de lykkeligvis fortsat et vanligt skue til ihukommelse af tilværelsens enkelhed: Dyrene er blot, hvad de er – vores opgave er den samme, omend den unægteligt falder os vanskeligere end dem.

Og de åbne lader for fulde læs: Dermed henvises der, så vidt jeg har ladet mig oplyse, til den del af høsten, der i tiden før landbrugets industrialisering, blev udført allerede midt på sommeren med henblik på at fremskaffe dyrefoder. Altså, fyldte lader ved midsommertid var, ligesom hvad der ellers nævnes i digtet, dengang et ganske almindeligt syn.

En væsentlig del af sangens slidstyrke ligger i, at den netop ikke er overlæsset af den slags henvisninger til nu forsvundne fænomener. Langt størstedelen af dét, det synges om, kan også ses, duftes, berøres og erfares her og nu: Også nu stryger sejlbådene omkring klint og næs, derude på gyldent glitrende havspejl; også nu kommer og går vandet fra oven aldeles uden hensyntagen til, hvad vi mon måtte synes og mene, den dag, det øjeblik. For sådan er jo den danske sommer – og vi ønsker den ikke anderledes.

Leg, som får aldrig ende

Dermed er vi ved sommersangens endemål – hjertepunktet i Thøger Larsens lovsang til livet:

Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.

Om sommeren grines der mere end vanligt, det lange, løse hår bliver endnu lysere, end det allerede var, og legen bliver uendelig.

Virkelig? Uendelig? Ja, virkelig, uendelig: I barnets sommerglæde og forældrenes syn af det blomstrende liv indfinder den samme indsigt sig, nemlig at livet ikke vil dø. Det eneste, der kan dø, er individer. Livslegen selv vil aldrig ophøre. Opgave er at blive udtømt i den – fuldgyldigt anerkendende, hvad vores vilkår er: Alt det, der siger jeg, skal svinde saligt bort og gøre gavn som andre somres muld, hvori det stedsegrønne liv kan gro.

For i barnets øjne anes forårets vand. Spådommen indåndes, og håbet bliver virkeligt: Alt dette skal i sandhed fortsætte. Frøene overføres mellem slægtled, kæden forlænges uden ophør, og ingen er alene: Nu synger både de døde og de ufødte i os, der lever – lykkeligt delagtige i hellig helhed.

Sé solen over de grønne sletter; oplev og udlev de lyse nætter! Dette land er vores. Denne dag er vores. Dette folk er vores. Denne velsignelse er vores. Dette ansvar er vores. Alt, hvad der er værdifuldt, skal rækkes videre til vores børn.

Glædeligt sommersolhverv!


Johan Chr. Nord er cand. mag. i tysk og religionsvidenskab