Plader flere burde lytte til I

Det er muligt og nødvendigt at skelne mellem de store værker og personligheder, der afgørende præger vores selvforståelse, og det lette og overfladiske, der vil blive glemt stod der i forordet til 1. årgang af tidsskriftet Replique. Bortset fra et introducerende essay om rockbandet U2 i 3. årgang, i øvrigt fra undertegnedes hånd, er det ikke blevet til meget andet stof om rytmisk musik, om noget.

Ansvaret er hovedsagelig undertegnedes. Relevanskriteriet er givet, og der vil blive lavet om på manglen i en serie af klummer om plader fra tresserne, halvfjerdserne og firserne, flere burde lytte til.


af Anders Orris

Mand og kvinde, lys og mørk – også i stemmerne. Det er udgangspunktet for Nancy Sinatra og Lee Hazlewoods uimodståelige plade, der burde være udkommet i 1967 og ikke 1968, for stilen er alt det bedste fra tressernes kulturelle revolution, og uomtvistelig fra før det hele ramlede og blev til Ho Chi Minh-råberi. Hazlewood havde som producent været igangsætter af Nancy Sinatras karriere først i tresserne, men her er de jævnbyrdige kunstnere, og ingen af dem kan undvære hinanden.

Hazlewood kan synge bynavnet Detroit så nakkehårene rejser sig, og man kan mærke Nancy Sinatra pigefundere over udtalen af bynavnet Greenwich, begge dele i den charmerende og tempofyldte Greenwich Village Folk Song Salesman. Køns-sanseligheden er varm og smittende på denne plade, smukt sammenfattet i den poetisk-æggende Some Velvet Morning, hvor græsk mytologi og det bevidsthedsudvidende flyder så inciterende sammen fra flere abstraktionsniveauer, at sygekassebrillebærende patriarkatknusere anno 2019 nok har det stramt, som det hedder på nydansk.

Pladen gnistrer veloplagt og egner sig fortrinligt til både alenemunterhed og tosomhedsudforskning.

Nancy & Lee – Nancy Sinatra og Lee Hazlewood. Reprise Records, 1968.

Lignede Joni Mitchell ikke en krydsning af en generations talskvinde og så en sang- og guitarglad småbørnspædagog? En livsklog kvinde på en taburet på gul stue. Der er noget om snakken, livsklog er hun i hvert fald, konnotationerne i øvrigt må være den enkeltes sag, for Mitchells musik er fremragende og synes meget uopdaget i dag.

Fra 1968 til 1976 udgav Mitchell en stribe velkonciperede plader, næsten én om året, og Ladies of the Canyon er den bedste. Melodisk er pladen som et klart kildevæld, allusioner og sofistikerede bogstavrim flyder tilsvarende smukt, og Mitchells følelsesfulde stemme klinger. Tematisk er pladen fornemt varieret – tiden, mennesker og fænomener – og sløjfen bindes fint ved, at åbningsnummeret, et kærligt portræt af landsbylivet i form af Morning Morgantown, og så den afrundende, vuggeviseagtige The Circle Game, manifesterer Mitchells stilsikre sans for både det ydre og det indre.

Man bør bestemt ikke nøjes med denne plade fra kataloget, men nye lyttere begynder bedst her.

Ladies of the Canyon – Joni Mitchell. Reprise Records, 1970.

Roy Orbison fik en betydelig renæssance i løbet af firserne. Tresserne havde været skizofrene for den sympatiske kunstner, der først bragede igennem med sin umiskendelige stemme, som selveste Elvis Presley betegnede som den fineste, han havde hørt. Sidenhen blev han drevet ud af The Beatles og personlige tragedier, og halvfjerdserne blev én lang ørkenvandring for ham. Filmskaberen David Lynch, tidsånden og meget andet var dog med ham i firserne, og pludselig fylkedes mange om den stilledygtige, sortklædte musikhåndværker.

Under disse betingelser opstod pladen Mystery Girl, der er en gribende fusion af Orbisons naturtalent og så stjernespækkede håndværkersvendes medhjælp. Pladen er centreret om Orbisons udtryksfulde stemme og koncentrisk gives der plads til det mystiske, bittersøde og skrøbelige – alt hvad Orbison stædigt havde holdt fast ved, uagtet tidernes skiftende konjunkturer. Et par af pladens numre er meget kendte, de fleste dog ikke, og den er som helhed af fineste karat. Hver skæring er sømløst integreret i en bevidsthedsstrøm. In the Real World og Windsurfer er nævneværdige udpluk fra pladens mindre kendte numre, men enhver kan finde noget for sin smag.

Ingen kunne ane, at pladen alt for tidligt satte punktum for Orbisons karriere. Det giver den en fin ekstradimension, men den var blevet lige velanskrevet desuagtet.

Mystery Girl – Roy Orbison. Virgin Records, 1989.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!