Omskæring og pluralisme

Af Christian Egander Skov

I en tid så begivenhedsrig som vores er der noget næsten lindrende i det faktum, at det store debatemne herhjemme er “forhud” eller rettere manglende forhud. Og så alligevel ikke. For den ophidsede debat vidner om noget grundlæggende usundt i Danmark anno 2018.

Efter den tidligere folkesocialistiske politiker Özlem Cekic forleden bød hele Danmark på dialogkaffe med udgivelsen af en børnebog, der mere eller mindre vellykket forsøgte at forklare danske børn konteksten for den muslimske tradition med omskæring, brød helvede løs. Den kaffe var alligevel for stærk.

Cekic kunne forleden rapportere på Facebook, at hun havde modtaget tusindevis af reaktioner, herunder en del trusler og grove personangreb. Nu er Cekic ikke nødvendigvis en kvinde med et uproblematisk forhold til sandheden, men mon ikke hun har ret her. 90 procent af den danske befolkning er imod omskæring – ligesom mig – og ønsker det forbudt – i modsætning til mig. Hun har som jeg skrev i min kronik i Kristeligt Dagblad i går lagt sig ud med almenviljen.

I min kronik forsøgte jeg at undersøge, hvorfra det næsten fanatiske raseri mod danske jøder og muslimers kulturelle og religiøse tradition stammer fra. Svaret er, at det er en arv fra Oplysningstiden.

Det er mere præcist to argumenter, der går igen.

Det første er, at praksissen udgør en krænkelse af individet, som hævdes som ukrænkeligt. Det er så at sige det positive argument.

Tæt knyttet til det, er så et andet, der har en mere negativ funktion. Det tjener til på forhånd at underkende ethvert argument, der henviser til tradition og religion. Mere præcist lyder det, at vi er et moderne samfund, og at et sådant netop er kendetegnet ved at have sat sig ud over religiøs og traditionel identitet. Eller som jeg skrev:

Til sammen udgør de en påberåbelse af en angiveligt liberal Oplysningsposition, hvor man sætter skel mellem os, der er oplyste og frigjorte individualister og de andre, der er traditionelle, middelalderlige eller rent ud barbariske. Det første argument hævder vores værdier. Det andet underkender værdien af de andres og afslutter enhver debat. Denne position kunne også – med et udtryk fra filosoffen Søren Harnow Klaussen – kaldes ”Den selvfede Oplysning”, hvor det moderne gøres til et slagvåben, der skal banke de andre på plads og understrege deres kulturelle mindreværd.

Selvfedmen og intolerance er iboende i Oplysningen. Ikke som essens men som mulighed. Historisk set kan Oplysningstiden, der alt efter temperament tog sin begyndelse et sted i 1700-tallet, uden videre siges at være præget af et stærkt ønske om emancipation, altså frigørelse.

Men når forhudsentusiasterne anno 2018 henviser til Oplysningen, er det ved nærmere eftersyn en amputeret udgave af Oplysningen. For mens Oplysningen på den ene side handlede om emancipation, handlede den på den anden side også om pluralisme, altså om at indrømme en plads også til det, der egentligt er en imod.

De to forskellige Oplysningsprojekter har kastet to forskellige opfattelser af den moderne stats rolle af sig:

Den pluralistiske oplysningsstat interesserer sig for rammer og procedurer, der sikrer den borgerlige frihed og giver samfundet mulighed for at udvikle sig efter sin egen logik. Den emancipatoriske oplysningsstat derimod er et ideologisk projekt, der har et ganske bestemt ideal om, hvor vi skal bevæge os hen, opfatter sig som verdenshistoriens assistent og sætter sin magt ind på at realisere idealet og tvinge borgerne til frihed.

Den opmærksomme læser kan måske her se en forbindelse til Oakeshotts skel mellem civil associations og enterprise associations, og det er ganske rigtigt dette skel, som jeg her har aktualiseret under nye navne. Netop fordi konservatismen er forpligtet på den pluralistiske tradition og vender sig skarpt imod den ideologiske, emancipatoriske side af Oplysningen må vores position være klar:

Den kan kun blive et forsvar for den tradition, vi ikke forstår, ikke holder af, men dog indrømmer en plads i samfundet.

Det er ikke, fordi vi principielt afviser, at individdet er ukrænkeligt. Det er fordi, vi ikke kan lade dette hensyn stå alene, men må veje det op imod et andet. I sidste ende har det at gøre med vores forståelse af, hvad det overhovedet vil sige at være menneske. De fanatiske individualister kan ikke forstå, at mennesker ikke først og fremmest er individer, men kulturvæsener, for hvem det at høre til, det at leve i overenstemmelse med den tradition, der konstituerer det fællesskab, der for det enkelte menneske sætter den horisont, som er hans primære indgang til verden og dermed hans udgangspunkt for at være menneske, er afgørende.

De vil forbyde folk at være mennesker, fordi de vil insistere på, at de skal være individer. Der siger vi stop.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.