Om menneskeret og Dansk Folkeparti

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Den 26. oktober i år skete det. Uhyret smed masken og afslørede sin sande og grumme hensigt. Alle fordommene, alle formodningerne, al frygten blev med ét bekræftet, understreget og manifesteret. Og det på blot 23 ord:

”Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende år at fremsætte et lovforslag om, at den europæiske menneskerettighedskonvention bliver skrevet ud af dansk lovgivning.”

Således skrev de, Dansk Folkeparti, i deres beslutningsforslag. ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt”, som Goehte (faktisk ikke) skrev.

Dette angreb på det, der i visse kredse opfattes som selveste den vestlige civilisationens fuldbyrdelse og klimaks, fik naturligvis hårde ord med på vejen. Sofie Carsten Nielsen fra Det Radikale Venstre skrev således på Facebook:

”Man tror det er løgn. Men det er det ikke. Menneskerettighederne blev til efter vi så hinanden i øjnene i Europa efter 2. Verdenskrig og sagde aldrig mere vil vi se på at mennesker slås ihjel alene på grund af deres baggrund. Menneskerettighederne er vores alle sammens. Og vi skal ikke bare passe på dem. Vi skal til at kæmpe for at beholde dem.”

Dansk Folkepartis forslag om at skrive menneskerettighederne ud af dansk lov er med andre ord en direkte tilbagevenden til tider, hvor vi slog folk ihjel på grund af deres baggrund.

Danmark og menneskerettighedskonventionen – et langt kærlighedsforhold

Den europæiske menneskerettighedskonvention blev underskrevet i 1950 af ti lande. Herunder også af Danmark. Vi kan med andre ord kalde os menneskerettighedspionerer, da vi var blandt de allerførste til at ”se hinanden i øjnene og sige, at vi aldrig mere vil se på, at mennesker slås ihjel alene på grund af deres baggrund”.

Betød det, at vi gjorde menneskerettighederne til en almindelig og direkte anvendelig del af dansk ret? Nej, det gjorde vi ikke, og det er der mindst to årsager til.

For det første fordi menneskerettighedskonventionen er en konvention – altså en international norm, en politisk retningslinje, en hensigtserklæring.

For det andet fordi man i dansk ret traditionelt opererer med det fornuftige princip, der kaldes retlig dualisme: At international ret er én ting, og dansk ret er en anden ting. Og danske dommere skal følge dansk ret (det følger i øvrigt også af Grundlovens § 64).

Hvis den internationale ret – her menneskerettighedskonventionen og dens domstols fortolkning heraf – skal have direkte og juridisk virkning i Danmark, skal Folketinget med andre vedtage en lov, der siger netop dette. Indtil man gør dette, skal konventionen ”oversættes” løbende af danske politikere til dansk lovgivning.

Og sådan gjorde man i hele perioden fra 1950 til 1992. Ja, du så rigtig: 1992. Det er først i begyndelsen af 1990’erne, at Folketinget vedtog en lov, der gjorde menneskerettighedskonventionen til dansk lov.

Tilbage til tiden før 1992: Krig og etnisk udrensning?

Denne lov kaldes inkorporeringsloven, og det er netop denne lov, som Dansk Folkeparti ønsker ophævet, således at man ikke længere er juridisk – man alene politisk – bundet af bl.a. menneskerettighedsdomstolenes til tider temmelig kreative fortolkning af konventionen.

Det er fuldkommen legitimt at være tilhænger af juridisk internationalisme og menneskerettighedskonventionen som en inkorporeret del af dansk ret – men en ophævelse af denne internationalisme er altså meget langt fra at være det samme som, at Danmark frasiger sig sin menneskeretlige arv eller udtræder af konventionen. Der alene tale om, at man ønsker at gå tilbage til situationen før 1992,

Hvor man altså åbenbart slog folk ihjel alene på grund af deres baggrund hertillands…?


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!