Kære Hr. Professor Georg Brandes!: bogbidrag om Jakob Knudsens syn på Georg Brandes

Af Johan Christian Nord

Den jyske højskolesjæl, valgmenighedspræst og forfatter Jakob Knudsen er en både mærkværdig og bemærkelsesværdig figur i den danske åndshistorie – et reaktionært-anarkistisk mødepunkt mellem den gamle verden og den nye tid; et menneske, der både rummede frodigt hedenskab, håndfast (social)darwinisme, højstemt fædrelandskærlighed, stejl konservatisme, fnysende foragt og hjertemild kristendom.

Forfatteren Helge Rode udtrykte det engang sådan, at Jakob Knudsen kunne betragtes som den tyske filosof Friedrich Nietzsches efterfølger i Norden – han var noget så ualmindeligt som en kristen moralkritiker med et særdeles skarpt øje for den slags vammelsøde hykleri, der (også i dag) altid er lige i nærheden, når pæne kristne mennesker taler om næstekærlighed.

Med andre ord: Jakob Knudsens havde et vidunderligt kraftfuldt og spændingsfyldt syn på menneskelivet, som – måske særligt i dag – kan være godt at få forstand af. Ét af de særligt interessante kapitler i hans historie er det dobbeltbundne forhold, han kom til at stå i til manden bag det moderne gennembrud – til den Georg Brandes, som han både kaldte en udansk elendighed og hyldede som et rensende ånds-uvejr – en værdig fjende.

Her i november udkom bogen Den gode den onde – Om grundtvigianister og branditter på forlaget Eksistensen, som jeg har bidraget til med artiklen Nordens grundtvigske Nietzsche og fritænkeriets førstemand – En historie om Jakob Knudsens morallære og møde med Georg Brandes:

“Disse to mænd står ved første øjekast på hver sin side af selve det skel, der udgør grundmodsætningen i dansk åndshistorie: skellet mellem en kristeligt forankret livanskuelse og et såkaldt moderne syn på mennesket. Altså på den ene side en opfattelse af, at menneskelivet både har sin rod og sit endemål i det guddommelige og på den anden side et standpunkt, hvor mennesket opfattes som et suverænt naturvæsen, hvis bestemmelse er et opgør med forældet overtro og en stadig stræben mod det, som Georg Brandes blandt andet har kaldt “den frie Humanitet”.

Det er sandt, at der fndes en sådan åndskrigens historie om Danmark og det danske – og det er også ganske sandt, at vi, der lever i dag, selv er frivillige eller ufrivillige deltagere i en kulturkamp, hvis inderste måske i virkeligheden handler om, hvilket af disse åndspræg, der skal sætte scenen for Danmark og det danske. Men der fndes også et andet og – kunne vi sige – dybere lag i historien, hvor de historiske skikkelser kan vise sig som andet og mere end ideologiske positioner og frontsoldater i hver deres hærkolonner – nemlig som mennesker med alle de mærkværdigheder og spændingsfyldt forsonede modsætninger, som det menneskelige har for vane at indebære.”

Fra forlagets side har man været så venlig at lade mig gøre mit bidrag offentligt tilgængeligt. Så, hvis man skulle have den slags lyster, kan man læse det lige her.


Johan Christian Nord er grundtvigsk valgmenighedspræst og desuden ph.d.-stipendiat i tysk på Aarhus Universitet, hvor han arbejder med Schopenhauer-receptionen i dansk åndsliv. Han skriver om kampen og livet, om Danmark og det danske – og om den gamle åndsvirkelighed, som lever i billedernes verden og altid bliver ung igen, når den lille Loke tier, og hjertet begynder at lytte.