Historien om Danmark: To ting, der efterlod Påskekrisen fuldstændig uforståelig

16. oktober 2017
6 minutters læsetid

“Da kongen afsætter regeringen, tror han, at han har ret til det.”

Journalist og forfatter Pia Fris Laneth fremstillede i lørdagens udgave af Historien om Danmark Påskekrisen med denne undren. Som det danske sprog i øjeblikket fungerer, må der i dette udtryk ligeledes ligge, at det havde han ikke.

Det synspunkt, der samlet set gives udtryk for i Historien om Danmark, er set før, og det baserer sig grundlæggende på den antagelse, at kong Christian X ikke havde beføjelserne til at afsætte regeringen, fordi parlamentarismen var blevet indført i 1901.

Problemet med dette synspunkt er, at det dækker over en manglende forståelse af, hvad der skete i 1901, hvilken indvirkning det havde på den danske politiske udvikling, samt – og det er det værste – hvordan det parlamentariske demokrati faktisk fungerer, hvad der er dets styrke, og hvad der er dets svaghed.

For selve forståelsen af Påskekrisen har den udlægning, at kongen ikke havde retten til at gøre, hvad han gjorde, den konsekvens, at vi må stå fuldstændig uforstående over for to begivenheder, som er forbundet med Påskekrisen:

1) Zahle går faktisk af.

Det bedste argument for, at kongen havde retten til at afskedige Zahle, er, at han faktisk går af. Hvorfor skulle han ellers have gjort det?

Hvor det måske nok er blevet diskuteret, hvorvidt kongen i et konstitutionelt monarki, hvor parlamentarismen er indført, kan gøre, som Christian X gjorde, så er det imidlertid ikke til diskussion, at han i hvert fald ikke kunne gøre det egenhændigt. Siden Grundlovens indførelse har kongens underskrift på en regeringshandling skulle følges af en ansvarlig ministers.

”Hvem satte underskriften på Zahles afskedigelse? Det gjorde den tiltrædende statsminister Liebe. Hvis kongens handling var uretmæssig, ville det juridisk være Liebe, der havde begået den uretmæssige handling, og – hvis det havde været i strid med Grundlov eller retspraksis – Liebe, som kunne (og burde!) stilles til ansvar for Rigsretten.” En sådan sag har det ikke mig bekendt været overvejet at rejse – på trods af, at De Radikale og Socialdemokratiet havde flertal i Folketinget. Der ville ellers have været rigelig af grund til at gøre det, da kongens ret til at afsætte regeringen efter Påskekrisen ellers netop juridisk stod bekræftet pga. det præcederende tilfælde, der nu forelå.

Kongens beføjelse til at afsætte regeringen, når og hvis han ønskede, var i øvrigt ikke hidtil med fynd blevet bestridt, og den forbindelse, som i Historien om Danmark så ganske entydigt tegnes til parlamentarismens indførelse i 1901 og uretmæssigheden af kongens handling i 1920, er tvivlsom. Venstres ønske om parlamentarisme var under forfatningskampen netop eksplicit knyttet til den negative form – at Folketinget skulle have mulighed for at vælte regeringen (eller i hvert fald gøre den regeringsuduelig), hvis det ikke havde tillid til den – og dertil også en forventning om, at kongen udpegede en regering, som faktisk formåede at regere, altså kunne blive enig med Folketinget.

Venstrehøvdingen Chresten Berg beskrev i 1886 det, Venstre stræbte efter, på følgende måde:

“… i en konstitutionel Forfatning ligger Ministeriets Liv lige saa godt i Folkets, det vil sige i Folkets Repræsentanters, i Rigsdagens Haand som i Kongens; det ligger i begges Haand, og hver Enkelt kan fjerne det, den Ene uden Hensyn til Bevillingerne, den Anden gjennem Bevillingens Nægtelse.”

Venstre ønskede således, at folkerepræsentationen kunne afsætte regeringen ved at nægte den bevillinger til at regere, men benægtede ikke samtidig kongens magt til også at gøre en ende på regeringens liv. Venstre gjorde under hele forfatningskampen hyppigt opmærksom på, at deres krav var med behørigt hensyn taget til de kongelige prærogativer.

Samtidig er der tilmed grund til at tro, at kongen faktisk mente, at der var i overensstemmelse med de parlamentariske spilleregler, at han greb ind, da der var antydninger af, at der var ved at danne sig et flertal imod Zahle, såvel i Folketinget som i folket. Det har den i øvrigt også i tv-serien medvirkende historiker Niels Wium Olesen skrevet et par ganske anbefalelsesværdige sider om i bogen, der følger tv-serien.

Man kan her indvende, at kongen ikke skal blande sig i parlamentarismens opretholdelse, men blot holde sig på afstand i en tilbagetrukket ceremoniel rolle. Det var der i så fald ikke nogen, der havde ulejliget hverken Christian X eller hans far og bedstefar med instruktioner om. Som det også fremgik i Historien om Danmark sidste lørdag, var det kong Christian IX, ikke Folketinget eller partilederne, der udpegede Deuntzer i 1901. Og kong Frederik VIII, som ellers holdes højt i ave pga. hans liberale indstilling, er formodentlig den mest ihærdigt politisk deltagende konstitutionelle monark, landet har haft – og det netop, fordi han betragtede det som en personlig forpligtelse at konsolidere parlamentarismen, selv (eller måske snarere især) når Folketinget ikke kunne samle sig om et stabilt parlamentarisk flertal, som ved regeringen Holstein-Ledreborgs udpegelse i 1909.

Det ovenstående burde tilbørligt have godtgjort, at det er overordentligt svært at argumentere for, at kongen modarbejdede Grundloven eller retspraksis i sin ageren i 1920, men jura er naturligvis ikke alt. Når der tales om, at en handling er uretmæssig, kan der også tænkes på, at den vel nok er i overensstemmelse med juridisk teori, men utænkelig i praksis, fordi den, skønt legal, ikke er legitim. Det bringer os videre til den anden uforståelighed:

2) De radikale halveres ved det følgende folketingsvalg.

Ved folketingsvalget i kølvandet på Påskekrisen – da folket blev stillet det spørgsmål, som kongen selv havde forsøgt at besvare – gik Det Radikale Venstre fra 20,8 % af stemmerne til 12,2 % af stemmerne. Dertil skal naturligvis føjes, at De Radikale var i modvind, også inden kongen fyrede Zahle, og som netop var de impulser, som kongen bl.a. reagerede på. Der havde været et massivt folkeligt stormløb mod Zahles sønderjyllandspolitik – mange ville gerne have i hvert fald Flensborg med – og da det havde været andre emner, der havde været i fokus under valgkampen i 1918, var det en udbredt opfattelse, at Zahle nu sad som forvalter af et tema, som folkeflertallet havde en anden holdning til end regeringen.

Men det er ikke desto mindre meget svært på nogen som helst måde af situationen at udlede, at folkeflertallet mobiliserede en modstand mod kongens ageren.

Det er mit synspunkt, at når Påskekrisen faktisk var et problem, var det, hverken fordi der var noget juridisk at komme efter, eller fordi det var den almindelige opfattelse, at kongen ikke havde denne beføjelse. Kongen fik ikke folket imod sig som helhed, og det synes endda tvivlsomt, at han fik flertallet efter sig på baggrund af handlingen.

Problemet var omvendt, at det var politisk uklogt. Det var ikke den bredt anerkendte opfattelse, at kongen kunne tillade sig at gøre, som han gjorde. Folket blev splittet i spørgsmålet, og kongen blev dermed part i en politisk strid. Og dette kompromitterede i øjeblikket hele idéen om den konstitutionelle konge, nemlig at denne spiller en samlende rolle, rollen som den, der står over partierne.

Når kongen på denne måde risikerede at kompromittere sig, så var det pga. den udvikling, de europæiske samfund havde undergået. Hvor kongens handlinger en eller to generationer før havde fundet sin legitimitet i kongens position i sig selv, måtte kongen i stadig højere grad finde sin legitimitet i den folkelige opbakning. Kongen kunne ikke længere regne med, at hans handling i sig selv ville fremstå som legitim, bare fordi det var ham, der gjorde det. For at opretholde den samlende rolle, som var og er monarkiets eksistensberettigelse, måtte kongen altså i stadig højere grad holde sig fra at tage del i en politisk strid – det forhold, der i sidste instans førte til det upolitiske og ceremonielle monarki.

Og så tilbage til Pia Fris Laneth: Hvordan kan man som fagperson komme til at forveksle uretmæssige beføjelser med politisk uklogskab? I dette tilfælde synes fejlen at være sket ved, at man for ensidigt har fokuseret på den socialdemokratiske udlægning af krisen. Man har set sig blind på de protesterende arbejdere på Amalienborg Slotsplads og Socialdemokratens ikoniske overskrift: “Kongen begaar Statskup!” Hos De Radikale, der dog blev harme over kongens ageren, hos Venstre og hos Det Konservative Folkeparti var der enighed om, at kongen faktisk kunne gøre det, han gjorde. Uenigheden var, om han burde gøre det.

Som det har været almen viden i den politiske og konstitutionelle teori i vel næsten 200 år, og som også de danske grundlovsfædre i 1849 var bevidste om, så er parlamentarisme ikke noget, man indfører. Parlamentarisme er noget, der eksisterer, hvis der er en bred og naturlig opfattelse af, at det er sådan, man gør. Det kræver lang tids udvikling at nå til et fast og for de parlamentariske stater individuelt leje i den interageren, der løbende udspiller sig mellem den udøvende og lovgivende magt. Storbritannien er det klassiske eksempel, men i Danmark tog det også flere årtier. Det blev ikke bare “indført” i 1901. Det skete gennem en lang række skridt over en 4-5 årtier. I samme periode brasede parlamentarismen i en række lande sammen, netop fordi det ikke havde den samme brede opbakning.

Selv i dag begrundes det parlamentariske demokrati ikke i statsretten ud fra Grundlovens paragraffer. Statsretseksperterne Michael Hansen-Jensen og Jens Peter Christensen måtte i deres Dansk Statsret fra 2012 endda lade paragraffer være paragraffer og gribe til en slags sociologisk tidsåndsanalyse for juridisk at begrunde monarkiets ceremonielle rolle:

“Ideen om, at posten som statsoverhoved skal falde i arv og tilkomme en efterkommer af en særskilt personkreds, med udspring i en særlig udvalgt familie, er åbenlyst ude af trit med nutidens forestillinger om lighed og demokrati.”

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside