Historien om Danmark: Enevælde, slaveri og oplysning

Af Lars Christensen

Statskup, kedelige pietister, onde godsejere, en horebuk, der var forud for sin tid, en stakkels pige, der kom galt afsted og ondsindet slaveri. Der spares endnu engang ikke på dramatikken, men mere på nuancerne i DR’s danmarkshistorie. Og hvor var Tordenskjold?

Enevælde i Danmark

Efter lidt kysseri mellem Struensee og dronningen, begynder syvende afsnit af Historien om Danmark med, at svenskerne taber Stormen på København i 1659. Man får indtrykket af, at det afgør svenskekrigene, og at Frederik 3. straks efter kupper sig til den enevældige magt. Men det er noget københavneri: Krigen varede over et år mere, og som fynbo havde man da gerne set noget om D-dag i Kerteminde i oktober 1659, hvor de allierede gik i land og siden slog svensken i Slaget ved Nyborg. Den historie er om muligt endnu mere dramatisk og krigsafgørende end Stormen på København.

Selve enevældens indførelse er der skrevet tusindvis af lærde sider om, uden at man nogensinde kommer helt til bunds i emnet; kilderne er simpelthen ikke sikre nok. Ikke mindst Frederik 3.’s rolle er omstridt. I serien får man indtryk af, at det var en nøje masterplan fra hans side, der skulle udmanøvrere og true adelen ud på et sidespor. Måske var han snarere en fantastisk dygtig taktiker, der greb chancerne, efterhånden som de opstod, spillede stænderne ud mod hinanden og til sidst stod med magten og æren i al evighed. Bogstaveligt talt: For i enevældens forfatning, Kongeloven, stod, at den aldrig måtte ændres.

Krigene, der blev væk

Afsnittets største mangel er, at seerne efterlades med det indtryk, at efter 1660 var det slut med svenskekrige. Men allerede 1675 udbrød jo Den Skånske Krig, som Danmark faktisk vandt sammen med gode allierede. Niels Juels sejr i Køge Bugt var vel nok en sætning værd. Beklageligvis var det Sveriges allierede, Ludvig 14. af Frankrig, der dikterede freden, og derfor fik Danmark ikke Skåne tilbage.

Endnu mere mærkeligt er det, at Store Nordiske Krig lades fuldstændig uomtalt. Her var der da masser af dramatiske historier at fortælle. Ikke mindst Tordenskjolds bedrifter var i tidligere tider kendt af enhver rask dreng eller pige. Det er de næppe i dag, og de børn og unge, der kigger med lørdag aften, bliver altså heller ikke klogere på det. Og da mor og far ikke ryger mere, kender de ikke engang hans billede fra tændstikæskerne.

Danmark som slavenation

Men måske var der ikke råd til at sende Lars Mikkelsen til Dynekilen eller Marstrand, når han også skulle til Guldkysten i Afrika. For vi skal naturligvis have historien om Danmark som slavehandlernation. Alt andet ville være politisk ukorrekt. Forterne i Afrika fik vi nu ikke for at handle med slaver, men med guld, elfenben og andre varer. Slavehandelen kom først som et biprodukt, der efterhånden overtog det meste.

Det er rigtigt, at en række danskere tjente store penge på plantagerne i Dansk-Vestindien, men selve slavehandelen over Atlanterhavet var en underskudsforretning. Det var en af årsagerne til, at Danmark var blandt de første lande til at forbyde slavehandel. Man ville forsøge at ”avle” slaver på stedet i Vestindien, så man var selvforsynende. Det humanistiske element var der kun meget få excentrikere, der tænkte på. Det var først og fremmest business, for der var almindelig enighed om, at nok var negrene (det måtte man godt kalde dem!) en slags mennesker, men en laverestående af slagsen, som havde bedst af at være under tvang.

Den onde enevælde?

Undertrykte var også bønderne. Hoveri, træhest og tæsk var daglig kost. Følgen var druk og dovenskab, som Holberg lavede satire over i Jeppe på Bjerget. Christian 6. gjorde det kun værre med stavnsbåndet i 1733. Igen spares der ikke på de dramatiske eksempler, som er rigtige, men dog de brutale yderpunkter. Langt fra alle godser havde en træhest, og mange godsejere kunne se det gavnlige i at behandle bønderne ordentligt, men det er der jo ikke gode billeder i.

I det hele taget var Christian 6. en værre stivstikker, der tilmed var religiøs til det yderste, og så kan det ikke være værre i DR’s univers. Teatrene blev lukket og folk tvunget til at gå i kirke. Har man kendt mage til despoti? Heldigvis var han kun konge i 16 år, og Frederik 5. var en anderledes god dansk mand: dybt fordrukken, forlystelsessyg og uden politiske evner eller interesser. DR kunne godt have nævnt Adam Gottlob Moltke, som var landets egentlige regent i de år.

Man kunne også have omtalt, at Danmark i midten af 1700-tallet oplevede et langvarigt og lykkeligt økonomisk opsving, den florissante periode, baseret – ikke kun på slavehandel – men på handel med alt muligt under neutralitetsflag, mens stormagterne sloges. En række flotte palæer og herregårde er fotogene monumenter over den tid.

Den gode enevælde?

Så kom Christian 7., der ikke var rigtig vel forvaret, men heldigvis havde han Struensee som repræsentant for oplysningstiden, som vi må forstå stod for alt godt, nyt og moderne. Struensees hæsblæsende reformer gik for hurtigt til de danske grødbønder, og så var det taktisk dumt at gøre dronningen gravid.

Man kunne også vende det om og hævde, at Struensee reelt indførte et personligt diktatur ved på den mest usympatiske måde at manipulere den syge konge, misbruge Kongeloven og forføre en ulykkelig ung kvinde, der var fanget i et tvangsægteskab i et land, hun ikke forstod.

Ugens skæbne

Afsnittets ulykkelige historie om almindelige mennesker er historien om Inger, der bliver gravid med en soldat, føder barnet i dølgsmål og begraver det levende. Inger dør, inden hun skal henrettes, men liget halshugges alligevel. Hun blev ”ofret af samfundet”, siges det med stor patos. ”Det er samfundets skyld”, sang TV-2, men det forekommer også i dag, at en ung ulykkelig mor slår sit spædbarn ihjel, og det er stadig strafbart.

Historikeren Hans Chr. Johansen har for over 40 år siden dokumenteret, at landbosamfundet i 1700-tallet faktisk var ret velegnet til at absorbere den slags brud på den officielle etik. Den totale udstødelse var mere undtagelsen end reglen. Men en gravid kvinde, som lyngiftes med en ung mand fra nabolaget og overtager et ledigt husmandssted, er der ikke så gode billeder i. Når så faghistorikeren stemmer i om samfundets voldelighed og brutalitet, har man dramaet. Og Inger kom jo på alle måder galt afsted, så forkert er det ikke, blot unuanceret.

Landboreformer med skyggesider

Struensee måtte af med hovedet og dronningen sendes væk, men heldigvis kunne kronprins Frederik genoptage reformerne, da han tog magten ved et teenagekup i 1784. Det virker noget teatralsk, da de slås om kongens underskrift, men man har i dag nok også svært ved at forestille sig, hvordan det har set ud.

Landboreformerne var nu meget længere undervejs, både før og efter Struensees korte parentes i historien. Der er ingen tvivl om reformernes store betydning: stavnsbåndets ophævelse, udskiftningen, opløsningen af landsbyfællesskabet og ikke mindst overgangen til selveje. Den største reform nogensinde, kaldes den endda i serien.

Endnu engang har det, man kalder ”gårdmandslinjen” i dansk historieskrivning, sejret. Dvs. at reformerne er set fra bøndernes synspunkt, hvorfra de utvivlsomt var en succes. Taberne i reformerne var landets mange husmænd, som der blev mange flere af, og som blev mere og mere forarmede, fordi bønderne så det som deres ret og pligt at sørge for, at husmændene nok havde lidt jord, men for lidt til at leve af, så de var nødt til at arbejde billigt for bønderne. Det skabte basis for flugten til både byerne og Amerika, men det kommer måske frem i næste afsnit.

Min begejstring for dette afsnit er noget mindre end for det forrige. Dertil er der for mange mangler og for få nuancer. Flotte billeder og en medrivende fortælling kompenserer noget for det, men stadigvæk: Hvor var Tordenskjold?


Lars Christensen er ph.d. i historie, har beskæftiget sig indgående med perioden og er desuden forfatter til bogen En sikker borgerlig stemme om Det Konservative Folkepartis historie i 100 år.