Historien om Danmark – en whig-tolkning

3. oktober 2017
4 minutters læsetid

Der allerede blevet skrevet en række indsigtsfulde og berettigede kommentarer til lørdagens afsnit af Historien om Danmark, ikke mindst Lars Christensens anmeldelse i Replique, men jeg vil alligevel gerne føje et enkelt perspektiv til:

Det, der i min optik var fint ved oldtidsafsnittene, var, at man turde lave en “vi”-fortælling, samtidig med at man opretholdt, at denne var mangefacetteret pga. de forskellige folkeslag, der blev blandet. Det er komplekst, men det gjorde man godt. Men nu er man ved, som Lars Christensen også nævner, at lade kompleksiteten gå tabt i en whig-tolkning.

Problemet ved en whig-tolkning af historien – den udlægning, der kommer af den betragtning, at historiens naturlige endemål er der, hvor vi står nu, og at alt i historien måles i forhold til endemålet (i vores tilfælde det liberale demokrati) – er, at alting ender med at blive set som enten et skridt i retning af eller en stampen imod  udviklingen mod endemålet, og for nemhedens skyld fører til en vedvarende dømmen inde og ude af enkeltpersoner og befolkningsgrupper. Det vil, som Herbert Butterfield, der skrev essayet “The Whig Interpretation of History” i 1931, også pointerede, føre til en betragtning af alle historiens aktører som tilhørende enten de reaktionære eller de progressive kræfter: Tory eller Whig, de onde og de gode.

Af enkeltpersoner dømmes i afsnittet Christian 6. ude som formørket stivstikker, mens Ludvig Holberg og Struensee dømmes inde som fremskridtets mænd. Dermed overser man pietismens betydning for den folkelige kristendom, som flere gange efterfølgende førte til konflikter med øvrigheden, og som senere kan ses som et væsentligt grundlag for bondebevægelsens udvikling. Skolesystemets udvikling bliver man nødt til at forholde sig til som en uventet behagelig bivirkning af ondet. Holberg bliver gjort til den lokale oplysningstænker, der lærte folk at være kritiske. Dermed nedtoner man det forhold, at Holberg, foruden at være en afgjort del af eliten, var tilhænger af den daværende styreform. Jeg skal ikke udtale mig om den litterære tolkning af Holbergs stykker, men som politisk tekst er Jeppe på Bjerget i høj grad et stykke, der appellerer til samfundsopretholdelse – ikke fordi systemet er perfekt, men fordi de dummes (Jeppes) despoti er værre – en pointe, der også i rigt mål kommer frem i Den politiske Kandestøber, som blev ivrigt opført på Det Kongelige Teater under enevælden: “ét er et søkort at forstå; et andet: skib at føre”. I Holbergs idealrige i Niels Klims Underjordiske Reise, som i øvrigt er ejendommelig i utopialitteraturen, fordi den har mange træk til fælles med det faktiske styre i Danmark og i mindre grad er formet efter det perfekte end efter det opnåelige, har indbyggerne i Potu forsøgt sig med en filosof, men går tilbage til kongedømmet, fordi det gav større stabilitet. Projektmageri straffes i udgangspunktet med døden, med mindre det klart og entydigt af den besindige videnskabelige elite vurderes som et fornuftigt tiltag.

Ligeledes overses i afsnittet Struensees diktatoriske tendenser – det kan man jo ikke kalde ham, når man har kaldt enevoldskongerne det samme – og han ses strygende lille Frederik over håret, drengen, som han udsatte for en hård og ukærlig opdragelse, som satte sig varige mærker i kronprinsens sind. Det konservative styre 1772-84 bliver ikke nævnt som andet end en tilbagerulning af Struensees reformer. Det er ikke en urimelig fremstilling, men der bliver også indført indfødsret som betingelse for at opnå embede – et element, som netop skabte en afgørende distinktion mellem rigets borgere og udlændinge, som det liberale demokrati efterfølgende lige så lidt som frihedsrettigheder kan tænkes uden.

Af befolkningsgrupper er det, som Lars Christensen også nævner, gårdmændene, der er i fokus. Men husmændene, byboere, ja selv de pietistiske præster og hårde godsejere var også “os”, og til en forståelse af historien i dens helhed fordres der, at deres motiver og samfundsopfattelse tages lige så alvorligt som Ingers. Formålet med fremstillingen er forhåbentlig ikke at få seeren til at blive indigneret over historien, men at få vedkommende til at forstå den – forstå sammenhængen i det hele, som samfundet gjorde. Det opnåede afsnittet ikke. Den efterlod os uforstående over for godsejernes sadisme og religionens fundamentalisme.

Samlet set ville det have klædt fortællingen, at man havde forsøgt at skildre samfundet, dets ideologi og udviklingen heri som helhed. Vi sidder tilbage med det problem, at “vi” er Inger, men “vi” er også dem, der dømte, dem, der fordømte, og dem, hvem Inger ragede en høstblomst. At man fremmedgøres over for de andre grupper, bliver dobbelt mærkværdigt, når det i serien fastslås, at ”vi” købte, solgte og holdt slaver. Der er ikke få overlap mellem den i øvrigt fremmedgjorte elite og dem, der holdt slaver.

Det er mit – forhåbentlig forkerte – gæt, at dette også kommer til at kunne ses i næste afsnit. Endnu engang vil vi i så fald se en adskillelse af folkets kerne og dets talsmænd på den ene side og en med djævlens vold og magt samfundsopretholdende elite på den anden side. Vi har allerede fået løftet sløret for, at ”vi” med urbaniseringen går fra at være bønder til at være arbejdere. Det er tankevækkende, at dette netop er et nødvendigt træk, hvis ”vi” under forfatningskampen er den demokratiske bondebefolkning, der kæmper mod godsejerdiktaturet, mens ”vi” i 1900-tallet bliver velfærdsstatens socialdemokratiske forkæmpere, der som modstandere bl.a. har de skattekritiske venstrebønder. Jeg håber, jeg tager fejl.

Men er dette ikke netop problemet med den store nationale fortælling? Er det ikke netop, som bl.a. Bernard Eric Jensen har fremført, blevet umuligt at skrive den nationale fortælling, fordi den er blevet for kompleks? Hertil er at sige, at det er lige så komplekst at skrive en foreningshistorie eller for den sags skyld en biografi, fordi kompleksiteten netop er et menneskeligt vilkår. Vover man ikke at trodse det, så har man ikke noget at gøre som historiker. Selvfølgelig må der hugges en hæl og klippes en tå, men det gør det ikke umuligt at lave en fremstilling af en organismes historie – man skal bare bestræbe sig på at se på hele organismen og lade være med at se på højre balle fra nyrens synspunkt.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside