Priden prædiker for koret

Af Kuzma Pavlov

På vej ned efter min moralsk forkastelige, men dog så delikate morgenmad, der bestod af en burger med bernaise og en burger mere med bacon, stødte jeg ved et tilfælde ind i Priden. Uagtet ens holdninger til paraden kunne man næsten ikke undgå at komme i godt humør: glade mennesker, skæve typer og vigtige budskaber. Det er skønt, vi er kommet så langt som land, så homoseksualitet ikke længere er noget, man bør undertrykke. Vi har heldigvis for længst accepteret homoseksualitet som en ganske normal livsform på højde med enhver anden. Man fristes til at betragte dette som en selvfølge, fordi vi er opdraget med, at hverken staten, religionen eller ens nabo skal bestemme, hvem man er samboende med, eller hvem man holder kær. Vi opfatter dette som en så absolut selvfølge, at vi glemmer at spørge os selv, om det nu også er den ganske verden, som deler dette syn på seksualiteten.

Muslimers holdning til homoseksualitet

Hvis en del af Pridens eksistensberettigelse er at sende et signal, er det oplagt at spørge sig selv, hvem signalet skal sendes til. Hvor kommer truslen mod homoseksuelle egentlig fra? Hvem i år 2017 mener stadig, at homoseksualitet er forkasteligt? Et oplagt sted at begynde ville være vores muslimske medborgere samt verdens øvrige muslimer. Gentagne undersøgelser viser desværre, at denne gruppe mindst af alle er enig i den danske frigjorte holdning til emner som homoseksualitet.

”Men det er jo ikke alle muslimer, der er sådan”, vil mangen en læser givetvis indvende, og heri har de da også fuldkommen ret. Det ville være ganske absurd at hævde, at hver en muslim har et skævt syn på homoseksualitet. Men ser vi på tallene, afslører disse, at homofobi er langt mere udbredt inden for islam end inden for nogen anden religion.

I en omfattende rundspørge foretaget af det anerkendte socialforskningsinstitut i Berlin blandt efterkommere af tyrkiske og marokkanske indvandrere erklærede over halvdelen af de adspurgte, at de ikke ville have homoseksuelle venner. En anden undersøgelse blandt mere end 38.000 muslimer på mere end 80 forskellige sprog har konkluderet, at et svært flertal af muslimer i hele verden ser homoseksualitet som amoralsk. I Sydasien, hvor tolerancen er størst, anser 79% af de adspurgte homoseksualitet for at være amoralsk, mens tallet er helt oppe på 95% i Sydøstasien. I Mellemøsten, hvorfra de fleste migranter kommer for tiden, er tallet 82%.

Multikulturel utopi

I Danmark og i store dele af Vesten har der desværre bredt sig en naiv holdning om, at vi sagtens kan leve i et multikulturelt paradis, hvor der er plads til alle minoriteter af enhver slags. Alle kan leve fredeligt side om side, mens vi holder hinanden i hånden og synger med på John Lennons Imagine. I sidste ende er alle folk jo som os, så bare de får en bolig og et arbejde, er det kun et spørgsmål om tid, før de bliver integreret i det danske samfund. Den religiøse og kulturelle ballast, den enkelte tilflytter har med, negligeres fuldkommen, som var det en ligegyldig parentes.

Man må til syvende og sidst vælge, hvilken minoritet man vil prioritere,

I Danmark har vi også set tegn på, at mange muslimer desværre har et forstokket syn på homoseksualitet. Det er ikke mange år siden, at Priden blev angrebet på vej ned ad Nørrebrogade, og siden er ruten da også blevet ændret. Formanden for Dansk Islamisk Råd har da også tidligere åbent erkendt, at homoseksualitet betragtes som en sygdom inden for islam. Tilsyneladende gøres der ikke alverden ved dette, når en minoritet er ophav til undertrykkelse af en anden. Københavns integrationsborgmester – Anna Mee Allerslev – har ved flere lejligheder pure nægtet at tage problemet seriøst; senest da hun foreslog, at et kørselsforbud i byen skulle begrænse antallet af hadforbrydelser mod homoseksuelle – ganske uden at ville forholde sig til hadforbrydelsernes ophav.

Når man fremlægger tallene for folk, mødes man ofte med indvendinger om, at religion som generelt fænomen er problemet. Jo mere religiøs man er, jo mere har man imod homoseksuelle. Det kræver dog kun en simpel googlesøgning for at finde frem til, hvilke religiøse mennesker der har den suverænt største foragt for homoseksualitet – det har muslimer altså. Det kan man læse undersøgelse på undersøgelse om. Nu har vi efterhånden givet det nogle år – ikke kun i Danmark, men i alle vestlige lande – og det tyder ikke på, at de herboende muslimers syn på homoseksualitet er forandret – præcis som synet på jøder, kvinder eller religionskritikere heller ikke er det. Man kan ikke bibeholde illusionen om, at vi har plads til at tage langt flere migranter fra muslimske lande, mens man til stadighed foregiver at være forkæmper for sine homoseksuelle borgeres rettigheder. Man må til syvende og sidst vælge, hvilken minoritet man vil prioritere, og her tyder det desværre ikke på, at tolerancens selvudnævnte værger har i sinde at prioritere homoseksuelles ret til at udøve deres seksualitet frit. Priden burde være et oplagt sted at sprede dette budskab – desværre er vi for berøringsangste. Gå dog ud og målret budskaberne mod de modtagere, der har allermest brug for det. At prædike for koret flytter intet.


Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Bloggens fokus vil derfor spænde bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.