Det er tid til en ny reformation

Sjældent udkommer en bog, der sønderriver kirkens lære – i Guds og i Kristi navn. Men ifølge Christian N. Eversbusch var det netop hvad der skete i 1920, med udgivelsen af bogen Vandrer mod Lyset!. Er det herpå vores næste reformation skal baseres?

Af Christian Nicholas Eversbusch

Jovist markerer vi for tiden, at det er 500 år siden, at vor kirke blev reformeret, men parallelt med de formelle fejringer af dette jubilæum konstaterer vi et rekordhøjt antal udmeldelser af selv samme kirke. Alene i 2016 var der således 24.728 danskere, der meldte sig ud af folkekirken. Det er ifølge Danmarks Statistik næsten dobbelt så mange som gennemsnitstallet for de seneste ti år. Og tendensen fortsætter. Mange må således mene, at det, Luther fik reformeret for 500 år siden, ikke var helt nok. Gryende krav om en ny reformation af den danske folkekirke mærkes da også flere steder. Både inde fra kirken selv og udefra.

En folkekirke, ikke en bispekirke

Styrken af disse krav til trods, prøver bisperne og andre medlemmer af Folkekirkens de facto-kleresi at lægge låg på, hver gang en ulydig præst kommer i medierne med kritik af kristendommens nedarvede lærebygning. Sådan gik det, da Thorkild Grosbøll i 2003 blev afskediget fra Taarbæk sognekirke pga. sin gudsopfattelse, sådan gik det, da sognepræst Annette Berg fra Vig blev suspenderet pga. sin tro på reinkarnation (2015), og sådan gik det, da præst i Sydhavn Sogn Per Ramsdal (2014-15) afviste troen på Jesu fysiske opstandelse og ønskede sig ”de overnaturlige ting” ud af trosbekendelsen.

Slige sager er farlige for vor gejstlige øvrighed. De får nemlig folk, der ellers er ligeglade med religion, til at tænke over, hvad deres kirke står for af eventyrlige rædsler. Og i kleresiets klub har man al mulig interesse i, at disse rædsler til daglig går hen over hovedet på folket; hermed får kirkeskibet jo mulighed for at sejle videre, så præster, provster og bisper kan hæve deres løn fra staten. Det er bare ikke en bispekirke, men derimod en folkekirke, landet har, så man bliver nødt til at lytte – til folket såvel som til de opsætsige præster.

Vi skal heller ikke glemme, at bisperne i og med præsteløftet har svoret at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod Folkekirkens trosbekendelse”. Alt skal forblive som fastlagt med kirkeordningen af 1537, og følgelig vil ethvert tiltag til modernisering instinktivt blive bekriget, hvor fornuftigt dette tiltag end måtte være. Kirkeretten beskytter det bestående mod enhver forandring, så for at undgå at skulle opgive både levebrød og embedsbolig ender de fleste ulydige præster da også med at love deres tilsynsførende biskop, at de vil tie om deres inderste overbevisning. I hvert fald så længe de står på prædikestolen eller sidder i interviewstolen.

Uværdig situation

Det groteske ved situationen er dog, at også bisperne tier om deres inderste overbevisning. Enhver, der grundigt følger kirkedebatten, vil således – med lethed – kunne gætte sig til, at ikke en eneste biskop i dagens Danmark tror på opstandelsesdogmet; altså på læren om, at vores døde krop engang vil rejse sig fra graven, få nyt kød på knoglerne og flyve til himmels. Ej heller tror en eneste biskop i dag på jomfrufødslen; altså på, at Maria blev besvangret af Helligånden og således fødte Jesus med sin mødom intakt. Og når det ej blot er folket, men også et stigende antal præster og bisper, der står fremmede over for væsentlige dele af kirkens lære, da det resultere i en reformation. Sagt med andre ord: Folkekirkens situation i dag er ej blot uholdbar; den er decideret uværdig.

I denne situation er det oplagt at henvise til et værk, der allerede for små hundrede år siden opfordrede til reformation af Folkekirken – i Guds navn og i Kristi navn. Bogen Vandrer mod Lyset!, med undertitlen Et Budskab til Menneskeheden fra den oversanselige Verden, argumenterede så overbevisende mod kirkens lære, at præsteskabet ikke turde andet end at fortie den.

En mur af tavshed må brydes

Da Vandrer mod Lyset! (i det følgende: VmL.) udkom i 1920, sendte udgiverne, lektor Michael Agerskov og hans kone, Johanne Agerskov, bogen til ca. 60 præster samt alle landets bisper. Ingen reagerede offentligt, trods indtrængende opfordringer hertil. Nogle få skrev til Agerskovs personligt; primært med spørgsmål, der viste, at de ikke havde sat sig ordentligt ind i værket, og i 1938 drog Johanne Agerskov den konklusion, at der ”fra autoritativ Side inden for Kirken var bygget en Tavshedens Mur omkring dette ‘farlige’ Budskab.”

Denne mur var så solidt bygget, at man først i 1993-94 så en ansats til debat om VmL. Det var da kirketjener Steen Ribers blev udelukket af Folkekirken, fordi han skrev læserbreve om sin tro på reinkarnation som formuleret i VmL. Ribers’ eksklusion blev senere bekræftet af Østre Landsret, men til sidst underkendt af Højesteret (i 2005).

Jeg mener, det er på tide at opfordre alle læsere af Critique og Replique til selv at bedømme meddelelserne i den tankevækkende bog, VmL. Ikke mindst på baggrund af de venlige skudsmål, som borgerlige intellektuelle i Danmark ofte og gerne giver kristendommen i disse års idé- og kulturdebat.

I det følgende vil jeg derfor sætte udvalgte passager fra VmL op over for nogle af Folkekirkens dogmer, som disse er formulerede i Det Nye Testamente og i Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter (ved dr. theol. Leif Grane, nedenfor citeres fra 2.udgaven, år 2000). På denne måde håber jeg at gøre flere direkte bekendte med nogle af de trosartikler, der ligger til grund for også vore dages forkyndelse i ”folkets kirke”, og samtidig at føre debatten om en reformation af Folkekirken fra et ’Skal vi?’ til et ’Hvordan skal vi?’; dvs. give nogle konkrete bud på et grundlag for den næste reformation.

Folkekirkens lære kontra Vandrer mod Lysets lære

Dåb ifølge Folkekirken (Den hellige dåbs sakramente (Grane s. 117) ud fra Markus-evangeliet 16,16):

”Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.”

Dåb ifølge Vandrer mod Lyset! (VmL .s. 203):

”De Ord om Daaben, der tillægges Jesus i Evangeliet, er aldrig bleven udtalt af ham.(…) det maa være klart for alle: at Gud ikke paa nogen Maade giver de Mennesker, der er døbte, Fordele eller Rettigheder fremfor de ikke døbte, hvad enten det angaar Syndsforladelse, Evighedslivet eller lignende; thi Gud ser ikke paa de ydre Ceremonier, Han ser kun paa det ene: om Mennesket i Aand og i Sandhed lever sit Jordeliv i nøje Overensstemmelse med sin Samvittighed”.

Dommedag ifølge Folkekirken (Den augsburgske bekendelse, artikel 17, Grane s. 55):

”Kristus vil komme til syne ved verdens ende for at dømme og (…) opvække alle døde. De fromme og udvalgte vil han give evigt liv og bestandige glæder, men ugudelige mennesker (…) vil han fordømme til at pines uden ophør”.

Dommedag ifølge VmL (s. 100 og 106):

”Alle have I modtaget det evige Liv af vor Gud og Fader; eder alle har Han givet en Gnist af sit eget flammende Væsen, for at I, gennem talrige Jordeliv, ved Hjælp af eders frie Villie kunne arbejde eder ud af Mørket frem til Lys og Renhed”. ”Naar I da [dvs. efter hver endt inkarnation, CNE.] ere rede til at sone det, I have forbrudt, naar I uden Tøven, uden Vaklen have besvaret vor Faders Spørgsmaal, da vil Han meddele eder, hvor lang (…) Hvile- og Læretid, der kan tilmaales eder, førend I atter maa begynde et nyt Jordeliv. Dette siger jeg til eder, for at I ikke med Angest og Bæven skulle se hen til en fjern og fælles Dommedag, (…) da nogle af eder skulle gaa ind til evig Salighed og andre til evig Fordømmelse; thi en saadan Domsdag indtræder ingen Sinde!”

Frelse ifølge Folkekirken (Den augsburgske bekendelse, artikel 4, Grane s. 48 og artikel 20, Grane s. 58)

Mennesker kan ikke ”retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men (…) retfærdiggøres af nåde for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de tages til nåde, og at synderne tilgives for Kristi skyld, han som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro anser Gud for retfærdighed over for sig.” Vore gerninger kan ikke ”forsone Gud eller fortjene syndernes forladelse og nåden, men dette opnår vi alene ved troen (…). Den, som stoler på, at han fortjener nåden ved gerninger, foragter derfor Kristi fortjeneste og nåde og søger uden Kristus en vej til Gud ved menneskelige kræfter”.

Frelse ifølge VmL (Forsoningslæren og Genvejen s. 43 og VmL s. 306-307):

”Vor Faders Vej er dannet over disse Sandheder: (…) at Menneskene i Bønnen til deres Gud og Fader kan opnaa en direkte Forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Villie og derigennem opnaa al den Hjælp, der er nødvendig til at hærde deres Villie i Kampen mod Mørket og Synden; at hvert Menneske selv maa sone sine onde og slette Tanker og Handlinger; at Kristus har lovet at være Fører og Leder for hvert Menneske, til alle dets Jordeliv er til Ende! (…) Igennem Kærlighed og Tillid til Gud, gennem Kærlighed til Næsten, gennem Renhed, indbyrdes Fred og Fordragelighed, gennem Sandhed og Villiens Arbejde paa at overvinde Mørket, Synden og det onde, gaar Vejen til Faderhjemmet!”. ”Det evige Liv tilhører enhver, der vil modtage det; Guds Rige staar aabent for alle; hvert eneste Menneske ejer Guds Kærlighed; mod alle viser Han den samme Taalmod, den samme Barmhjertighed; ikke for eet eneste Menneske lukker Han sit Hjerte, og ikke for een eneste stænger Han Faderhjemmets Porte; thi for Gud, Menneskeaandens Skaber og Fader, kommer det ikke an paa, hvilken jordisk Tro den enkelte bekender sig til med Haand og Mund, men paa det ene: om Menneskene i Sind og i Hjerte, i Tanker og i Handling lever efter den Tro, som de bekender sig til, uden at hænge sig i Troens ydre Former, i de menneskegjorte Dogmer, det vanemæssige og det paatvungne, der ikke har nogen som helst aandelig Værdi for Evighedslivet; kun det, som kalder paa, vækker og fastholder det bedste, det ædleste og det skønneste i Menneskets Tanke- og Følelsesliv, kun det har blivende og uudslettelig Værdi for den enkelte.”

Personligheden overlever kroppens død

Størsteparten af meddelelserne i Vandrer mod Lyset og tilknyttede værker er fremkommet ved tankeinspiration. Da det formodentlig kun er en mindre del af Critiques og Repliques læsere, der har beskæftiget sig med psykisk forskning, og derfor nok vil stå fremmede over for tanken om åndeligt overførte meddelelser, skal her henvises til VmL’s efterskrift (s.316ff.). Her forklares metoden, der har været anvendt til at omsætte værkets indhold til mediets (Johanne Agerskovs) hjerne. At tanker kan overføres fra bevidsthed til bevidsthed, uafhængigt af fysiske afstande, og at den menneskelige personlighed kan leve uafhængigt af kroppen – og således også overlever legemets død – er ikke blot noget, VmL påviser; det er tillige en konklusion, som de senere årtiers parapsykologiske forskning har leveret en helt overvældende stor evidens for. Interesserede kan henvises til f.eks. den grundige gennemgang af forskningsresultater i Irreducible Mind: Toward a Psychology for the 21st Century.[1]

En del af den omtalte forskning retter sig mod nærdødsoplevelser; et fænomen, der fuldkommen overskrider grænserne for den kropslighed, som kristendommen og den herskende naturvidenskabelige opfattelse ironisk nok er enige om at kalde menneskelivets altafgørende grundvilkår. Hvor vore præster og bisper således prædiker kødets (gen)opstandelse som menneskets eneste mulighed for varig overlevelse – en frelse, der vel at mærke er forbeholdt de døbte – der beretter de mange millioner, som har haft nærdødsoplevelser, nærmest énstemmigt om en rejse ud af den fysiske krop og op i et intenst lys. Her føler de sig befriede og inderligt elskede. Dette gælder, uanset om de pågældende har været kristne, buddhister, agnostikere eller hardcore-ateister. Og hvor tidens toneangivende naturvidenskabsfolk vil reducere menneskelivet til en rent materialistisk forestilling om neuroners aktivitetsmønstre, der skildrer mangfoldige og indbyrdes vidt forskellige vidner dødens grænseland som en åndelig tilstand. Her genser man afdøde slægtninge, hvorefter man genoplever hele sit liv i et multidimensionelt perspektiv. Ofte giver de ”afdøde” slægtninge meddelelser til de døende om, hvorfor de er nødt til at vende tilbage og leve videre. Gerne af typen: ”dine børn har behov for dig” eller ”der bliver brug for din hjælp”. Sådanne meddelelser rummer af og til profetier, f.eks. om familiemedlemmers nærtforestående prøvelser, der siden viser sig at blive til virkelighed i den fysiske verden.[2]

Mens nærdødsoplevelser står på, er mange af dem, der har dem, vel at mærke klinisk døde. Dvs. deres hjerte er ophørt med at slå, deres vejrtrækning er ophørt, deres øjne bevæger sig ikke (ingen hornhinderefleks) og EEG-undersøgelser viser ingen som helst aktivitet i deres fysiske hjerne. Det er således umuligt, at hallucinationer eller andre biokemisk afledte reaktioner skulle kunne stå bag fænomenerne, hvilket da også skridtvis er blevet udelukket i forskningslitteraturen.[3]

I dag anslås der at være omtrent 19 mio. amerikanere, der har haft en nærdødsoplevelse.[4] Et studie peger på, at sandsynligvis ca. 4 procent af den tyske befolkning har haft en nærdødsoplevelse.[5] Fra hele verden findes der beretninger af samme slags, om end det er velkendt, at mange mennesker undlader at fortælle om deres oplevelser af frygt for at blive latterliggjort. Formentlig er det samlede antal mennesker, der har haft åndelige oplevelser i grænselandet mellem liv og død, derfor langt højere end angivet i noget estimat.

Videnskabelig revolution på vej

I forskningslitteraturen findes der desuden utallige veldokumenterede tilfælde af reinkarnation. Erindring om tidligere liv er således en vidt udbredt og særdeles velbeskrevet menneskelig erfaring. Alene professor i psykiatri Ian Stevenson (1918-2007) fra University of Virginia undersøgte cirka 3.000 tilfælde, hvor børn kunne berette detaljeret om deres tidligere liv. Gennem fyrre år rejste Stevenson kloden tynd, og i meget talrige tilfælde fandt han oplysninger, der bekræftede børnenes erindringer. Mange har han dokumenteret i videnskabelige publikationer.

Talrige andre psykiske forskere, såsom dr. Helen Wambach, Arnall Bloxham og dr. Raymond Moody, har beskrevet i hundredvis af tilfælde, hvor mennesker under hypnose er blevet ført tilbage til tidligere liv. Ofte med det resultat, at de har erkendt en sammenhæng mellem disse. Således viser mange tilfælde, at måden, man døde på i sin sidste tilværelse, drukning eksempelvis, udløser en ellers uforklarlig frygt for netop denne dødsmåde i den nuværende tilværelse.

Når dels reinkarnations-, dels nærdøds- og dels bevidsthedsforskningens resultater med tiden forplanter sig til andre fag og bliver anerkendte som det, de er: beviser på, at personligheden overlever kroppens død, da vil vi komme til at se et kæmpe paradigmeskift inden for de fleste grene af videnskaben. Tilsvarende vil kirken miste endnu mere af sin i forvejen stærkt belastede troværdighed. For kirkens lære om, at det evige liv knytter sig til vore fysiske kroppe og til vor tro på, at Kristus sonede alle vore synder gennem sin død på korset, vil endeligt falde. Ja, de etablerede religioner vil i det hele taget blive konfronteret med falskheden af deres fælles postulat: ”Kun tilhængerne af vores tro bliver frelst og lever evigt! Kun de der bekender sig til vores tro, undgår helvede! Alle de andre vil gå til grunde!”.

Som en kærkommen erstatning for disse og mange andre både ukærlige og fornuftstridige påstande i de etablerede religioner vil VmL da stå som en helt igennem logisk forening af tro og videnskab. Ja, som en enestående klar redegørelse for forholdet mellem den åndelige og den jordiske verden.

Alt det, parapsykologen er kommet med siden 1970’erne, er da også både forudsagt og indgående behandlet i VmL – helt uden religiøs dogmatik. Og dog har en seriøs anmeldelse eller videnskabelig kritik af dette enestående værk endnu ikke set dagens lys. Skønt det har været bredt tilgængeligt i 97 år.

Kritisabel er i særdeleshed kirkens tavshed. Thi hvis budskaberne i VmL strider mod bispernes og præsternes opfattelse af det guddommelige, har de da ikke pligt til at advare deres menigheder mod dem? Vil kirkens mænd og kvinder ikke modtage bogen VmL, da må de klart vise, at den er ringere end den lære, de selv docerer; da må de vise, hvorfor de vælger at stå ved kirkens nedarvede dogmer. For den, der tier, samtykker.

Christian Nicholas Eversbusch er cand.mag.


[1] [Rowman & Littlefield Publishers 2009] ved Edward F. Kelly, Emily Williams Kelly, Adam Crabtree, Alan Gauld, Michael Grosso & Bruce Greyson. Samme forskergruppe udgav i 2015 Beyond Physicalism: Toward Reconciliation of Science and Spirituality; en opfølger til Irreducible Mind, som på mangfoldige måder ligeledes bekræfter sandheden af Vandrer mod Lysets meddelelser.

[2] Jeg henviser interesserede til f.eks. Jeffrey Long & Paul Perry: Evidence of the Afterlife: The Science of Near-Death Experiences, HarperOne 2011 og til Ian Currie: Du kan ikke dø: de utrolige resultater af et århundredes forskning omkring døden, Aschehoug 1996.

[3] En særligt overbevisende redegørelse gives af den amerikanske neurokirurg Eben Alexander, der indtil han selv fik en langvarig nærdødsoplevelse i 2008, var ateistisk materialist. I sine to bøger trækker Alexander fuldstændig tæppet væk under sin egen professions standardiserede bortforklaring af nærdødsoplevelser. Jeg henviser her til de danske udgaver: Til himlen og tilbage. En neurokirurgs beretning om sin nærdødsoplevelse, Forlaget Det Blå Hus 2013 samt Gaverne fra himlen. Visdom, videnskab og almindelige menneskers oplevelser viser, at himlen findes. Forlaget Det Blå Hus 2015.

[4] Tara MacIsaac: How Common Are Near-Death Experiences? NDEs by the Numbers in Epoch Times, 23. juni 2014 [ http://www.theepochtimes.com/n3/757401-how-common-are-near-death-experiences-ndes-by-the-numbers/ ]

[5] Hubert Knoblauch, Ina Schmied & Bernt Schnettler: Different Kinds of Near-Death Experience: A Report on a Survey of Near-Death Experiences in Germany i Journal of Near-Death Studies 20(1):15-29 · September 2001 [ http://iands.org/research/publications/journal-of-near-death-studies.html ]