Til selvbesindelse

Historiker og forfatter Henrik Jensen fører et indædt forsvar for patriotisme og fædrelandskærlighed i sin nyeste bog. Hermed giver han ifølge vores anmelder et afgørende bidrag til besindelsen på vores nationale fællesskab og forsvaret for Danmark og det danske folk.

Mikael Brorson

Vi er i disse år vidner til en national selvbesindelse. Med den islamistiske terror, som gang på gang viser sit grimme ansigt, både i Danmark og i Vesten, følger langsomt – men sikkert – en erkendelse af den situation, som er vores. En erkendelse af virkeligheden, som vi i mange år har levet i fornægtelse af: at vi har fjender, som vil os og alt hvad vi har kært til livs, og at vi må forsvare os imod disse og stå sammen om det, som er vores.

 

Men denne gryende genopdagelse af nationens vigtighed, denne revitalisering af vores nationale fællesskab, må også vække bekymring, når den viser sig i sin idealistiske form, hvor nationen er blevet gjort absolut og til ideal, til det højeste gode, til noget helligt. Både fordi nationen som ideal er en abstraktion, og dermed er det nationale, som altid er noget konkret, blevet forvansket. Men også fordi målet helliger midlet, når der er tale om idealisme, og deri ligger kimen til totalitarismen.

Et tveægget sværd

Med andre ord er den nationale opblomstring et tveægget sværd. I nærværende anmelders øjne er det i netop dette perspektiv, at man må læse og forstå historiker og forfatter Henrik Jensens nyeste bog, Derfra vores verden går. Bogen er ”et essay om fædrelandskærlighed”, som undertitlen også lyder, og fædrelandskærligheden tjener i hvert fald to formål for Jensen.

Fædrelandskærligheden er først og fremmest afgørende, fordi den, hvor den fremelskes og plejes, skaber den i et samfund så nødvendige sammenhæng, eller, som forfatteren betegner det med inspiration fra den franske sociolog Emile Durkheim: nomos. Et samfunds samlede mængde af institutioner, traditioner, normer, værdier etc.

Det bedste værn imod aggressiv nationalisme

En vigtig pointe for Henrik Jensen er dog, at fædrelandskærligheden også er det bedste værn imod føromtalte ideologiske nationalisme. Her benytter Jensen sig af George Orwells velkendte skel mellem patriotisme og nationalisme, patriotisme forstået som ”hengivenhed til en bestemt livsform”, men i defensiv forstand, uden nationalismens aggressive ønske om ekspansion og ”begær efter magt” (s. 41).

Og en sådan aggressiv og ekspansionslysten nationalisme, den bekæmper man altså ikke med endnu mere opgivelse af national suverænitet i EU-integrationens hellige navn, endnu mere verdensborgerskab eller endnu mere globalisme. Tværtimod, hævder Henrik Jensen, er patriotismen vejen frem, fordi den enkeltes affektion for og rodfæstethed i fædrelandet her kan komme legitimt til udtryk, og dermed også undgå at ende i en religiøs og idealistisk dyrkelse af nationen.

Genren tro

Essay-genren tro har Henrik Jensen ikke begået en en bog med en firkantet og mekanisk fremadskridende struktur, men derimod en levende og bevægende blanding af både personlige anekdoter, polemik og seriøse analyser, der ikke lader sig binde af tid eller sted. Velskrivende som forfatteren er, gør det bogen til en underholdende og letlæselig, men aldrig overfladisk eller ligegyldig, behandling af et meget vigtigt emne (og bogen kan, i parentes bemærket, faktisk fungere som en lynhurtig introduktion til Henrik Jensens forfatterskab, der tæller eminente bøger som Ofrets århundrede og Det faderløse samfund).

Og genren er yderst velvalgt, ikke mindst fordi den går godt i spænd med emnet. Fædrelandskærlighed er jo netop en hjertesag, og som sådan kunne det virke dræbende, skulle man behandle det efter en alt for fast struktur. På den måde må man give Jensen, at han har valgt at behandle sit emne sagligt, i ordets mest bogstavelige forstand: sagen lig.

Den givne virkelighed

Skal man alligevel tale om en struktur, må den betegnes som kronologisk. Forfatteren går historisk til værks, om end han gerne springer en smule frem og tilbage i tiden. I betragtning af at Henrik Jensen er historiker kan en sådan tilgang næppe undre. Alligevel er det vigtigt at fremhæve, dels fordi Jensens gennemgang af Danmarks historie er god og værdifuld, men i særlig grad fordi den historiske tilgang udgør en selvstændig pointe. I det hele taget at beskæftige sig med historien, det er nemlig – eller burde i hvert fald være – det samme som at påstå, at mennesker og deres samfund ikke er fritsvævende størrelser. Vi er indplacerede i en bestemt sammenhæng, vi står på skuldrene af kæmper og vi kan ikke forstå vores samtid, hvis ikke vi ser den i lyset af vores fortid. Og dermed er virkeligheden heller ikke noget, vi på socialkonstruktivistisk vis selv kan skabe. Virkeligheden, den er som historisk virkelighed altid noget givet.

Dette er en afgørende indsigt i Jensens bog, som vel i virkeligheden er at forstå som en polemik imod en moderne myte, forfatteren selv tager livtag med. Jensen behandler nemlig også forestillingerne om den danske nation som et moderne fænomen. Fra denne synsvinkel forstår man Danmark som en konstruktion fra omkring det 18. århundrede, hvis ikke nationen blot er en illusion. Og i hvert fald opfatter man den som en art ”diskursiv formation” eller et middel for magteliten til at undertrykke masserne. For slet ikke at nævne, at nationen i det hele taget ses som en håbløs anakronisme, som hastigt overflødiggøres af globaliseringen.

Meget mere end en konstruktion

Jensen medgiver gerne, at nationer er fællesskaber, som er opstået i historien, men der slutter enigheden også. At nationerne ikke skulle kunne spores længere tilbage end det 18. århundrede er ifølge Jensen en komplet arbitrær grænse, og betegnelsen af nationer som blotte forestillinger eller mere eller mindre intenderede konstruktioner er en underdrivelse af dimensioner:

Nationer er virkelige, handlekraftige fællesskaber, der med deres kollektive bevidsthed og underbevidsthed, deres reservoir af historiske forestillinger, sprog og kultur er bibragt et indhold og en form, der som oftest er i stand til at overbevise deres medlemmer om, at de deler skæbne. (s. 51f.)

Ja, Danmark er sandelig meget mere end en social konstruktion.

Historien om Danmark

Henrik Jensens fortælling om Danmark strækker sig helt fra istiden til nutiden, og er derfor heller ikke bare tilnærmelsesvis udtømmende. Sådan må det i sagens natur være i en bog af så relativt begrænset omfang. Forfatteren slår dog ned på de afgørende punkter, og central for Jensens fremstilling er den pligtkultur, som kendetegnede det agrare samfund i tiden hvor reformationen kom til Danmark og et par hundrede år frem. Her havde ethvert menneske et kald, en af Gud given plads i samfundet som den enkelte måtte udfylde. Hierarkiet var tydeligt og den enkeltes forpligtigelser strakte sig både lodret op i hierarkiet og horisontalt til de fællesskaber, som den enkelte indgik i. Dette skabte et samfund med orden og struktur, hvor også fædrelandskærligheden blev opfattet som en pligt, som den enkelte skyldte sin nation.

Men med pietismen, romantikken og de mange ulykker, som ramte Danmark i 1800-tallet (af særlig vigtighed er 1864 naturligvis), blev pligtkulturen svækket og vægten i stedet lagt på følelserne. Og det er denne pligtkulturens svækkelse, som kulminerer med Første Verdenskrigs begyndelse i 1914, og som ender i den vertikale ordens – og dermed pligtkulturens – totale kollaps. Herfra fortæller Jensen historien om en rettighedskultur, som ender i en velfærdsstat der går grassat, og som følge af denne rettighedsfiksering et samfund, der martres af offerfascination og politisk korrekthed; et samfund hvor det hele flyder, og hvor anomien og opløsningen banker på døren, fordi der ingen orden er, fordi den enkelte fyldes med en følelse af ingen rødder eller plads i samfundet at have.

Dannelse og pligt

Det er denne situation Henrik Jensen skriver ind i, og hvor fædrelandskærligheden i forfatterens øjne har en afgørende rolle at spille. Men kærlighed til fædrelandet kommer tydeligvis ikke af sig selv, påpeger Jensen, den kræver derimod at den enkelte er forpligtet på sin nation, og så skal fædrelandskærligheden opelskes ved dannelse, ved formidling af kulturen og historien. På den måde kan den enkelte føle, at han har en plads i samfundet og i fællesskabet, og fædrelandskærligheden fungerer da som et skjold imod kaos. Dét er helt afgørende:

’At kende sine rødder’ er ikke bare en løsrevet erkendelse, nok så interessant i sig selv, men et svar på de dybeste spørgsmål om eksistens og tilhør, som rækker ud over den enkeltes eget, korte liv. Det handler om slægternes gang, sammenhængen mellem de døde, de levende og de endnu ikke fødte (s. 205).

Når Henrik Jensen fortæller Danmarks historie, fra istid til nutid, er det en opbyggelig fortælling om os, det danske folk, og hvordan vi er blevet til dem vi er i dag. Men der er også tale om en en forfaldshistorie, fordi megen råddenskab i tidens løb har sneget sig ind. Tilbage står en fortælling om et hus, hvis fundament fortsat er stabilt, men som ikke desto mindre trænger til en solid ommøblering.

Vi skal således ikke ”genopfinde det nationale fællesskab”, som Henrik Jensen en smule upræcist skriver, for Jensen har jo med sin bog vist, at det allerede findes. Men det nationale fællesskab skal vækkes fra sin slummer, så vi kan besinde os på det og forsvare det. Derfra vores verden går er et markant bidrag i den proces.

Henrik Jensen: Derfra vores verden går. Kristeligt Dagblads Forlag, 2016.

Mikael Brorson er stud.theol. og redaktør på nærværende tidsskrift.