Tyskland – landet, der blev væk

10. maj 2017
3 minutters læsetid

I søndags var der valg i Europa. Det gik formodentlig ikke hen over hovedet på nogen, at der i Frankrig endnu engang stod et slag mellem dem med siddesår og dem, der gerne vil have dem. Men der var også valg i Slesvig-Holsten. Var der virkelig, spørger De sikkert, kære læser? Ja, det var der, men det kan ikke undre, at De ikke lagde mærke til det, da dækningen mest af alt skildrede landdagsvalget som en meningsmåling forud for det kommende forbundsvalg.

Men lad mig nu tage Dem med på en rejse, kære læser.

Jeg er opvokset i en generation, hvor vi fra barnsben lærte, at Tyskland var den motorvej, man selv eller ens skolekammerater kørte på, når man skulle til Paris eller på campingferie i Kroatien (det var det nye fede i 90’erne). Den mere geografiinteresserede og oplyste var dog vidende om, at landet foruden motorvejen også bestod af de tre dominerende byer Harzen, Otto Duborg og Ausfahrt.

I tyskundervisningen fra 7. lærte vi om Tysklands to historiske perioder: Die Mauer og Skinheads. Resten, kunne vi slutte os til, tilhørte forhistorisk tid, eftersom der tilsyneladende ikke forelå skriftlige kilder fra disse. Tysklands største – måske endda i virkeligheden eneste – poetiske frembringelse var ’99 Luftballons’. 

Af vanvare er jeg på trods af klinisk udrensning fra folke- og gymnasieskolens pensa nogle gange rendt ind i et skuespil af Schiller og en roman af Goethe, og som led i historiestudiet blev jeg præsenteret for den øjneåbnende tanke, at Grimms eventyr ikke bare var en børnebogsklassiker.

For nogle år siden – færre end jeg bryder mig om – skulle jeg på skiferie i Østrig og skulle således tilbagelægge den rituelle motorvejsstrækning for første gang siden drengeårene. Tyskland havde i mellemtiden fået de nu velkendte brune skilte, som tjener til at fortælle den intetanende europæer, hvad vedkommende kører forbi. Det er en af mit livs største prøvelser at undgå at lave rullefald ud af bilen, snart sagt hver eneste gang der fes et skilt forbi. Det var, som havde Tyskland været et slags mytologisk univers, hvorfra Reformationen, Bismarck og Hitler var taget som analogier til den menneskelige ageren. Tænk, det fandtes faktisk!

Min kone er sønderjyde, og jeg har i tidens løb været på en del rundture med min svigerfamilie i landsdelen. Også i forbindelse med min nygjorte opdagelse – at Tyskland fandtes – begyndte vi at bevæge os sønden for grænsen, forbi grænsebutikkerne og ud i kulturen. Da opdagede jeg pludselig, at det tilsyneladende ikke kun var de mere centrale dele af Tyskland, der kom ud af mytens tåger, men Gottorp Slot, Slesvig Domkirke, Dannevirke, ja selv floden Ejderen lå der også. En instinktiv følelse af undren over, at hele landsdelen ikke var blevet mineret, da den i 1864 trådte ud af danmarkshistorien blev langsomt erstattet med en glæde over så nær ved at kunne gå på opdagelse i et historisk set endog særdeles potent kulturområde.

Efter denne min egen opdagelse af Tyskland tror jeg på den ene side godt, at jeg forstår, hvorfor landdagsvalgdækningen i søndags var så sløj. Jeg lærte i hvert fald ikke i skolen at forstå Tyskland som historisk nation, men endnu værre: Jeg lærte heller ikke at forstå området syd for grænsen som andet end noget, der ikke var der mere. Her lever imidlertid mennesker, der er så danske som danskerne nord for. Det er deres hjemstavn, ligesom andres er i Horsens eller Næstved. Forskellen er, at de bare er i mindretal. De har i tidens løb kæmpet for anerkendelsen af den danske kulturs og det danske sprogs tilstedeværelse også i Sydslesvig, hvilket gør, at de danske institutioner kan viderebringe dansk sprog- og kulturarv, og at man flere steder på byskilte kan blive mindet om de fortyskede bynavnes danske oprindelse. Det er Danmark – ikke det statslige Danmark, der har behov for klare skel, men det kulturelle Danmark, som anderledes stilfærdigt kan befinde sig side om side og i varig samtale med det tyske.

Et er, at vores nærmeste nabolands politiske skæbne ikke var opmærksomhed værd, men desto mere tankevækkende er det, at de, vi deler kultur med, heller ikke var det. Det må undre. 

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside