Nationalitet og Frihed

Af Louis Kevin Nordal Hansen

 

Forpligtelserne vi føler over for vores landsmænd, er større, blot fordi de er vores landsmænd. Nationen vi deler er et åndsfællesskab, hvor vi ønsker at sameksistere.

Den nationale identitet er indlejret i de historiske kontekster hvor vi finder nationens eksistensberettigelse i myterne om vores forfædres ofre. Det er ikke et fiktivt fællesskab. Det bidrager til samarbejde, beslutninger og resultater, det er knyttet til en bestemt geografisk placering, som vi kalder for vores hjem, og vi deler en række reelle karakteristika, som gør fællesskabet særegent.

Det betyder, at vores personlige identiteter er forankret i det nationale, men også at de nationale grænser får etisk betydning; nationale grænser bliver det etiske landskab. Fordi vores fælles forfædre har ofret sig for landet, føler vi en forpligtigelse til at forsætte deres hæderlige arbejde. Det er derfor ikke kun gavn, der binder os sammen, men også kærlighed.

Der eksisterer derfor en stærk sammenhæng mellem stærke nationale identiteter og omfordelingen af fælles goder. Påstanden er at ekspanderingen af liberale frihedsrettigheder og etableringen af omfordeling kræver gensidig sympati mellem individer, og at denne sympati i overvældende grad findes mellem landsmænd: I vores landsmænd genkender vi den fremmede.

Teser om nationen

Forankringen af en stærk national identitet sikrer ydermere to demokratiske elementer, som er vigtige for demokratiets velbefindende: repræsentation og deltagelse. Tillidsbåndet mellem de repræsenterede og repræsentanten er stærkere, når de deler kulturen, myterne og historien, og det øger repræsentantens legitimitet. Nationalitet bygger også på et fælles sprog, hvilket skaber muligheden for borgeres demokratiske meningsudveksling og deltagelse på lige fod med andre.

Af denne korte fortælling om nationen og national identitet kan tre teser formuleres, som er vigtige at understrege i tid, hvor den kulturelle nationalstat anses som en anakronisme. For det første er nationale identiteter vigtige for vores personlige identiteter. For det andet afgrænser nationalitet bestemte forpligtigelser. For det tredje retfærdiggør de politisk selvbestemmelse.

Nationen har dog længe været under markant kritik ved påstanden om, at nationen bygger på et grundlag, som er for ekskluderende under den moderne stats såkaldte ”multikulturelle betingelser”, og at nationalstaten ikke nødvendigvis er den eneste garant for frihed, demokrati og lighed. Ifølge de liberale skulle den kulturelle nationalstat derfor erstattes af den inkluderende forfatningsstat, hvor abstrakte idealer om politik, frihed, demokrati og lighed skille som nye samlingspunkter for borgere, og dermed sikre et tilstrækkeligt niveau af selvsamme.

Demokratismen

Ifølge liberalisterne giver det ikke længere mening at tale om national identitet som noget, der er givet på forhånd, og som har betydning for vores identiteter som borgere i liberale stater. Man bør i stedet knytte an til den politiske orden, forfatningens og retsstatens principper. De tager derfor afsked med idéen om den konkrete nation som noget partikulært. Universelle og abstrakte idealer om demokrati og menneskerettigheder burde i stedet træde til.

De påpeger dertil, at assimilation, som er en præmis i kulturelle nationalstater, er moralsk forkasteligt, da det underminerer individers autonomi og selvrespekt. Derfor opstiller de et alternativ, hvorved nationalstatens fordele forsat kan etableres og sikres. Følelsen af at tilhøre en stat er tilstrækkelig, hævder de, hvor individer genkender abstrakte idealer, som findes i statens institutioner. De ser USA som en stat, der har været i stand til at holde sammen alene på baggrund af abstrakte symboler og værdier, og hvor det kulturelle fællesskab ikke er del af ligningen.

For det første er det selvfølgelig problematisk at betragte USA som et land uden nogen politisk kultur, som er definerende for den amerikanske identitet. Det virker plausibelt, at der ligger en bestemt historisk bevidsthed til grund for den amerikanske politiske og kulturelle identitet.

Bare tænk på uafhængighedskrigen, borgerkrigen, opgøret med slaveriet, kristendommen og individualitet. Uden de kulturelle værdinormer, som findes i historien, er det svært at forestille sig, hvilken reel betydning ordene nedfældet i den amerikanske forfatning ville have for befolkningen. Jeg medgiver gerne, at USA’s kulturelle fællesskab i stigende grad er blevet eroderet – og se hvordan det går.

Rettighedsliberalismens problem

Selv hvis vi giver rettighedsliberalisterne ret i, at et minimum af frihed kan sikres ved at appellere til selvsamme abstrakte idealer, så er kulturelle nationalstater, såsom Danmark, stadig bedre til at etablere social retfærdighed end andre stater, såsom USA.

Rettighedsliberalisternes argumentation beror endvidere på en slags tautologi. Man ønsker at sikre frihed, demokrati og lighed ved at appellere til principper om selvsamme. De kan derfor ikke sikre, at principperne faktisk vinder genklang hos befolkningen, og at befolkningen forstår principperne ens. I modsætning til abstrakte idealer er den nationale kultur før-politisk, og dermed i stand til at danne forudsætningerne for frihed, demokrati og lighed.

Principper skal først og fremmest fortolkes, før man ved, hvad der menes med dem, og dette gøres af fordomme, som er indlejrede i kulturelle horisonter. Når principper bliver fortolkede og virkelighedsgjorte viser det sig ofte, at individer med forskellige kulturelle baggrunde forstår noget forskelligt ved dem. Ytringsfriheden har herhjemme været under massivt pres, fordi særlige grupper sætter forbehold ved ordets betydning, hvor andre ikke gør.

Moral og Gavn

Den kulturelle nationalstat fremstår forsat som den sikreste garant for frihed, demokrati og lighed. Det er centralt, at et samfund baserer sig på en høj grad af kulturel homogenitet. Der hvor det ikke er tilfældet, har man en borgerkrig med civiliserede metoder. Som i USA, hvor det, der afgør din fremtid, er, hvorvidt du er født med ”den rigtige hudfarve” eller med en sølvske i munden. Det er dybt tragisk, at den strukturelle ulighed i så høj grad determinerer livet og forhindrer social mobilitet i lande som USA.

Der er samtidigt ikke noget tegn på, at multikulturelle stater er på vej til at danne demokratiske fællesskaber. Habermasianerne må forsat vente på et EU uden et massivt demokratisk underskud og som ikke forsat oplever fremmedgørelse hos de europæiske befolkninger. I og med at Den Europæiske Union ikke er rodfæstet i en fælles national identitet, er der ikke noget der sikrer, at befolkningen faktisk ønsker at sameksistere. Det såkaldte fællesskab eksisterer kun på et grundlag af gavn og ikke af kærlighed. I perioder med modgang, hvor det europæiske projekt fejler, vil befolkningerne derfor vende ryggen til teknokraterne i Bryssel. Uanset hvor veluddannede folk er, og uanset hvor globaliseret de påstår vores ungdom er, så er de stadig danskere, tyskere og spaniere, som har forskellige udgangspunkter og sprog.

Man kan godt tale om, at vi har nogle fælleseuropæiske værdier, men de er så overordnede, at de ikke er forpligtigende for mennesker. Grænsen mellem en dansker og tysker er sat ved en grænse, og det er en reel grænse, som følger nogle nationale kulturer. Der, hvor det ikke er tilfældet, er der store problemer. I Belgien, et veludviklet, højt industrialiseret land med en højt uddannet befolkning, kan man ikke danne regeringer, fordi der eksisterer to grupper, hvis eneste forskel er, at de taler to forskellige sprog. Det alene har kompliceret den demokratiske proces betydeligt. Folket kan ikke bestemme, før folket har afgjort, hvem folket er.

Selvom der eksisterer en række moralske omkostninger i forbindelse med assimilering, som er nødvendige for at bevare den kulturelle nationalstat, så bør socialdemokrater og deslige støtte op omkring nationalstaten, fordi nationalstaten og hele begrebet om nationer er med til at opretholde solidaritet, og lever af at beskytte denne solidaritet, som muliggør demokrati og omfordeling.

Der er klar empirisk evidens for, at demokrati og omfordeling er besværliggjorte i multietniske samfund. Det skyldes, at der ikke eksisterer den nødvendige solidaritet mellem befolkningsgrupperne på sigt. Kulturel assimilation har rigtig nok moralske omkostninger i forbindelse med minoriteters selvforståelse, men det skal vejes mod omkostningerne ved ufrihed, illiberale styreformer og ulighed samt den gradvise afvikling af nationale identiteter. Fjerner man samtidigt majoritetens personlige forankring i det nationale og konkrete, fratager man flertallets mulighed fra at udvikle et fuldkomment selv.

Der er derfor god grund til at være vagtsom, når rettighedsliberalisterne lader nationen erstatte af abstrakte principper. Det er altafgørende at individer minder om hinanden. Det skaber sammenhængskraft og stabilitet, og grundlaget for fællesskabet, såsom frihed, demokrati og lighed. Alt dette overser liberalisterne, fordi de lader deres principper styre deres verden.

Det er ejendommeligt, at de ikke er bevidste om, at det der har gjort os frie ikke er nedfældningen af tilfældige principper i en lovtekst, men faktisk friheds- og kulturbærende institutioner og traditioner. Det presserende spørgsmål er, hvordan de liberale vil sikre kulturens og værdiernes overlevelse? Det står ubesvaret, for hvis deres principper skal overholdes, må kultur være forbeholdt det private. Det er det steriliserede samfund, de ønsker, og deri findes deres akilleshæl. Derimod orden, fulgt af værnet om de kulturbærende institutioner giver frihed.

Frihed skal have mening. Frihed skal bruges til noget. Frihed ikke blot af navn, men af gavn.



Louis Kevin
 Nordal Hansen er cand. scient.pol. fra Aarhus Universitet og har skrevet speciale om demokratisk overlevelse. Han har arbejdet i Udenrigsministeriet og som underviser ved Institut for Statskundskab. Louis stiller på aarsskriftet-critique.dk skarpt på de aktuelle problemstillinger i forbindelse med identitetspolitik, demokrati og udenrigspolitik.