Hvor er far henne?

Af Thomas Gress

Den er gal igen. Forleden på DR skulle vi lægge ører til en historie, hvor en stakkels arbejdsløs mor til fire (fire!) børn, som var på barsel, nu skulle til at miste godt 2.500 kr. om måneden som følge af det netop indførte kontanthjælpsloft.

Udsendelsens vinkel var, at det var forrykt, at et tiltag, hvis hensigt er at få ledige i arbejde, også rammer enlige kvinder på barsel. Dét kan ingen vist være uenige i.

Men tænk: det nyfødte barn, som kvinden tager barsel for at passe, er jo ikke kommet til verden på egen hånd. Hvor frygteligt det end er at forestille sig, så findes der givetvis en mand derude, der har gjort kvinden gravid.  Men ham hører vi intet om.

Hvor er han henne?

Ingen ved det. Ingen nænner at spørge. I stedet oppiskes en stemning om, at det er for langt ude, at skatteyderne ikke træder til. Ingen nænner at tale om faderens personlige ansvar over for sit barn. Og ingen nænner at nævne, at moderen har et ansvar: at hun ikke har udvist rettidig omhu i forhold til hvem, hun har undladt at bruge beskyttelse med under samlejet.

I stedet skal skatteyderne nu betale ekstra kontanthjælp, børnetilskud, børnebidrag, boligstøtte og daginstitutionsplads til den kvinde, som gerne ville dyrke ubeskyttet sex, men tilsyneladende var ude af stand på at udvælge en mand, der var faderopgaven voksen.

Det handler ikke om, hvorvidt kvinder på barsel og enlige forsørgere skal forsørges, men af hvem forsørgelsen skal betales. Skal den væltes over på skatteyderne og et system, der ikke kan sætte sin lid til folks ædle hensigter, men i stedet må indrette sig efter den mest egoistiske fællesnævner?

Vi smigrer os selv med, at velfærdsstaten har frigjort os – fra indsnævrende bånd og ubelejlige forpligtelser. Sandheden er, at frigørelsen er en illusion – åndeløs politisk retorik. Mennesker er ikke, har aldrig været og bliver aldrig frigjorte. Det er derimod menneskers gensidige forpligtelser, der er haven, hvoraf velfærden udspringer, mens velfærdsstaten med alle dens perverse incitamenter er klatreplanten, der langsomt, men sikkert kvæler velfærden. Det er nemlig frivillige (og nogle gange ufrivillige) fællesskaber, der gør velfærden til mere end blot en floskel eller mål for den offentlige budgets størrelse.

Måske er det på tide, at vi stopper med at se på enlige forsørgere som ensomme øer uden tilknytning til andre, og i stedet begynder at forvente, at fædrene til disse kvinders børn selv tager det økonomiske ansvar, frem for at vælte den over på skatteyderne. Modsat kan vi ikke kræve af en mand som var i god tro, at forsørge kvinden, der bildte ham ind, at hun ikke ønskede et barn. Løsningen må derfor være, at mænd er forpligtet til at kompensere de kvinder, med hvem de får børn, så længe der inden samlejet var aftale herom. Med andre ord: en genrejsning af ægteskabets sande rolle.

Nuvel, der er givetvis mange mænd og kvinder, der i vished om det offentliges gavmildhed netop valgte at få børn velvidende, at manden var fej, og konen let på tråden. Men det skal ikke forhindre os i, at den lovgivning bør gælde alle fremtidige parforhold.

Frem for at atomisere familien er det på tide, at vi i stedet overvejer, om ikke der kom mere velfærd ud af at styrke familien og ikke mindst styrke den rolle, naturen havde til hensigt, at fædre skulle have?

Måske da vender far tilbage.


Thomas Gress cand.polit fra Københavns Universitet, dansk-amerikaner, og er vokset såvel ”over-there” som herhjemme. Han har en brændende interesse for samfundsvidenskaben, amerikansk og europæisk historie, og bidrager med sit brede kendskab og interesse for amerikanske samfundsforhold og USA’s internationale rolle.