Er sammenfaldet mellem den parlamentariske midte og det såkaldte ”voksenbord” i dansk politik nødvendigvis et gode? Og hvad bør den borgerlige blok gøre for at kunne samles og vinde igen? Sociolog, politiker og forfatter Henrik Dahl har givet sine bud i den interessante debatbog fra 2022. Jesper Lundsby Skov har læst og anmeldt Ved voksenbordet.
Henrik Dahl blev kendt som sociolog, men de fleste kender ham i dag som hårdtslående politiker. I sin debatbog Ved voksenbordet fra 2022 møder læseren både den analyserende sociolog og den polemiske politiker.
Bogen er Dahls bud på, hvad der er gået galt i den borgerlige blok, og hvad borgerlige politikere bør gøre for at komme ud krisen. Imidlertid ligger bogens styrke snarere i den sociologiske analyse end i den foreslåede politiske strategi.
Bogen består grundlæggende af tre dele. Den første del handler om voksen- og børnebordet i dansk politik. På side 10 kridter Dahl bogens problemstilling op:
Voksenbordet er det sted, hvor man sidder sammen med resten af de partier, der anser sig selv for ansvarlige og tager vigtige beslutninger. Det er et sted, hvor man har stor indflydelse. Men at sidde der kræver en faustisk aftale med Det Onde. Du får lov til at bestemme meget. Men Slotsholmens djævel skal have dit partiprogram og dine principper i pant.
Børnebordet er derimod det sted, hvor man kan råbe højt om principper, men uden at have nogen reel indflydelse. Her er der ”festligt”, som Dahl skriver.
Træghed på Borgen
Udfordringen for borgerlige politikere er ifølge Dahl, at hvis de vil sidde med ved voksenbordet, så må de opgive deres principielle modstand mod velfærdsstaten. Borgerlige politikerne bliver således selv bærere af velfærdsideologien.
velfærdsideologien … medfører et konstant krav om udvidelse af velfærdsstaten med flere regler, flere ordninger og mere omfordeling
Imidlertid er det Dahls analyse af den politiske kultur med forlig og samarbejde, der er bogens mest interessante del. Her bliver det hurtig klart for læseren, at dansk politik fungerer på den måde, at en mængde forlig og kompromiser sætter rammerne for den politiske udvikling.
Det fører på den ene side til en vis træghed, fordi alle forligspartierne skal være enige om ændringer, på den anden side giver det også partier, der normalt sidder ved børnebordet, en vis indflydelse, hvis de altså er parate til at indgå den faustiske pagt, som Dahl omtaler det.
Dahl er ydermere kritisk over for denne politiske kultur, fordi kompromiserne ofte resulterer i ringe løsninger, og her trækker han flere overbevisende eksempler frem fra uddannelsesområdet. Henrik Dahl er på ingen måde alene i sin kritik af den måde, som reformer bliver skabt på.
Sigge Winther Nielsens Entreprenørstaten fra 2021, som Dahl også henviser til, handler om det samme. Det er klart bogens mest interessante del, og uanset ens politiske standpunkt bringer Dahl nogle forhold frem, som det er værd at reflektere over.
Reformer og velfærdsstat
Den anden og klart største del af bogen handler om det, som Dahl beskriver som velfærdsideologien. I kort form mener Dahl, at velfærdsideologien, navnlig som den blev skabt i 1960’erne og 1970’erne, medfører et konstant krav om udvidelse af velfærdsstaten med flere regler, flere ordninger og mere omfordeling. Altså mere stat end privat.
Faktisk får man som læser indtrykket, at presset mod mere statslig velfærd er så stor, at velfærdsstaten på et tidspunkt vil bukke under for sin egen vægt. Dahl indrømmer dog, at en mangeårig ansvarlig finanspolitik har forsinket denne udvikling.
Denne selvmodsigelse – at velfærdsstaten konstant udvider sig, på nær når den alligevel ikke gør det – afspejler imidlertid det problem i Dahls analyse af velfærdsideologien, at den bygger på forældet litteratur.
Dahl skriver eksplicit (s. 39-40), at hans analyse primært bygger på Jørgen S. Dichs bog Den herskende klasse fra 1973 og Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi fra 1990. De to bøger er henholdsvis 50 og 33 år gamle, og der er sket meget med velfærdsstatens indretning siden, de skrev deres bøger.
Det er eksempelvis sigende, at Henrik Dahl ikke inddrager en anden analytisk nyklassiker, nemlig Ove Kaj Pedersens Konkurrencestaten fra 2011.
Borgerlige politikere har i mærkbar grad været med til at ændre rammerne for velfærdsstaten siden 1980’erne, og der er indgået en lang række reformer, der netop har gjort op med mange af de strukturelle problemer, som viste sig i 1970’erne.
Dahl blæser således til egentlig kulturkamp
Bør borgerlige politikere ikke blive bedre til at tage ejerskab over mange af de sidste 30-40 års forandringer i velfærdsstaten, der har medført øget konkurrence, globalisering og mindre velfærdsstat?
Nylige reformer har f.eks. betydet, at dimittender kun har ret til ét års dagpenge, hvoraf man de ni måneder kun har ret til en nedsat dimittendsats. Antallet af private velfærdsløsninger er også nærmest eksploderet siden 1990’erne i form af f.eks. sundheds- og lønforsikringer.
Kontinentaldriften går ikke kun imod mere velfærdsstat, som Dahl skriver (s. 38-39). Derimod er der noget, der tyder på, at velfærdsstaten får sværere og sværere ved at tilfredsstille folks behov for velfærd i sådan en grad, at mange foretrækker at købe sig ekstra velfærd gennem private sikringsordninger.
Opgør med velfærdsideologien
Den tredje og sidste del af bogen handler om, hvad Dahl mener, at borgerlige politikere bør gøre fremadrettet for at imødegå velfærdsideologien uden at blive fanget ved voksenbordet. Her er det Dahls mest markante råd, at borgerlige politikere bør opsige en masse forlig og undgå kompromiser, hvor det blå fingeraftryk er for uklart.
Så hellere krydse armene og lade venstrefløjen stå alene med fiaskoerne (s. 169). Kun på den måde vil forskellen mellem rød og blå blok fremstå klart for vælgerne. Som læser må man betvivle, hvor realiserbar den plan er. Det er ikke sandsynligt, at blå blok samlet set vil vælge at stå uden for indflydelse og forlig.
Når det kommer til de mere konkrete politiske områder, hvor borgerligheden bør gøre op med velfærdsideologien, fokuserer Dahl meget på uddannelses- og dannelsesinstitutionerne, hvor Dahl er overbevist om, at der her sker en indoktrinering af velfærdsideologien.
Dahl blæser således til egentlig kulturkamp, men midt i al kritikken af uddannelsesområdet og de nye woke-tendenser savner man to områder, som om noget også påvirker danskernes politiske og sociale tænkning.
Det ene er de sociale medier, hvorigennem det strømmer ind med alskens amerikanske woke-tænkning, der navnlig påvirker ungdommen. Det andet er erhvervslivet, som også er blevet mere woke, hvor det nu er helt almindeligt at flage med regnbueflag, snakke om mangfoldighed og kræve kønskvoteringer i bestyrelser.
For liberalistisk og for konservativt til dansk politik
Begge disse to områder er helt fraværende i Dahls bog, selvom begge må siges at have mindst lige så meget indflydelse på dannelsen af danskernes holdninger som de mere klassiske uddannelses- og dannelsesinstitutioner. Også her synes Dahls analyse at være en smule bedaget, og ikke for alvor tage bestik af forandringens vinde.
I samme boldgade kan man undre sig lidt over nogle af Dahls forslag, som f.eks., at vi bør genindføres Des-formen (s. 174), Folkeskolen skal tilbagerulles til 1937-reformen, imens gymnasiet skal tilbagerulles helt tilbage til 1903 (s. 150-151).
Mange ideologisk drevede borgerlige vil sikkert kunne nikke genkendende til mange af Dahls analyser, vurderinger og holdninger, men hvis man skal vurdere bogen som et seriøst bud på, hvordan den borgerlige blok igen kan samles og blive en reel udfordring til venstrefløjen, så må man nok konstatere, at for mange af Dahls holdninger er enten for konservative eller liberalistiske til at kunne være samlende retningslinjer for en større politisk strategi for den borgerlige blok.
Henrik Dahl: Ved voksenbordet. Om den kvældende midte i dansk politik. Forlaget Grønningen, 2022. 175 sider.
