Derfor skal vi ikke forbyde omskæring

Omskæring har i tæt på 4000 år været af afgørende betydning for jødernes identitet og selvforståelse, men alligevel ønsker en lang række politikere og meningsdannere at forbyde ritualet. Ifølge Repliques skribenter er det imidlertid et udslag af en kulturradikal idé om individets autonomi, med helt uacceptable konsekvenser til følge.

Af Andreas Wind og Lars W. Hellmund

Lige siden den sagnomspundne stamfader til det jødiske folk, Abraham, for næsten 3800 år siden indgik en pagt med Vorherre, har jødernes pagtstegn, omskærelsen, skabt undren hos udenforstående. Også herhjemme er omskærelse af drenge i nyere tid blevet en fast tradition i den danske debat. Denne sommer skulle vi heller ikke snydes, og nok engang var det på forbudsfløjens initiativ. Nu truer debatten med at blusse op igen, foranlediget af at Lægeforeningen nu anbefaler, at man forbyder omskæring af drenge under 18 år.

Efterlyses: nuance i debatten

Fortalerne for et forbud, der indeholder ellers ofte nuancerede meningshavere som Mikkel Andersson og Lasse Rimmer, fremfører deres synspunkt med besynderlig arrogance. Man fratager barnet rettigheden over egen krop og ”så enkelt er det”, kan man f.eks. læse førstnævnte rokoko-satiriker skrive på sin FB-væg. At disse debattører taler op imod en flere tusinde år gammel skik, går dem tilsyneladende ikke på. Der udvises en historieløs foragt, som bringer tingene ud af deres dybere kontekst og foranlediger en unuanceret og fordømmende debat.

For det jødiske folk har omskærelsen en ufravigelig og aldeles central placering. Det er et identitetsbærende ritual. Det har været definerende for dem i tæt på 4000 år.

Jøderne har siden kongeinvitationen i slutningen af 1600-tallet været en del af det danske samfund. Minoritetsgruppen har altid forbilledligt indrettet sig efter det danske samfund – uden at gøre sig til genstand for samfundskonflikter. Udover fortællingen om danskernes medhjælpen til at jøderne nåede Sverige under besættelsen, blev båndet til det jødiske mindretal senest stadfæstet, da Dan Uzan blev årets dansker i 2015 grundet sit mod på en aften, der mindede os alle om, at jødeforfølgelsen stadigvæk er et vilkår.

Religionsfrihed

I alle disse århundreder har jøderne omskåret deres nyfødte drenge i fred og ro, sådan som man altid har gjort det. Det skyldes blandt andet vores religionsfrihed, som er sikret i Grundloven, side om side med ytringsfriheden. Vi respekterer forskellige religiøse gruppers behov for at udleve deres skikke og gæstekultur. Derfor forbyder vi ikke muslimerne at gå med tørklæde, selvom vi kan undre os. Derfor kan kristne døbe deres børn i kirken. Derfor har jøderne og muslimerne mulighed for at omskære deres drenge.

Selvfølgelig er denne ret til at udøve sin religion ikke ultimativ. Enhver gruppe kan ikke komme og afkræve særtilladelse til dette og hint, og således var omskæringen formentlig ikke blevet accepteret, hvis den var blevet opfundet i dag. Men det blev den nu engang ikke, og heldigvis lovgiver vi (endnu) ikke ud fra et sæt forudsætningsløse principper løsrevet fra tid og kultur. Vi lovgiver, imens vi står på skuldrene af generationerne før os. Vi lovgiver ind i en historisk kontekst med respekt for sammenhæng og erfaring.

Har man dette for øje er det tydeligt, at et forbud imod omskærelsen af drengebørn vil være et massivt indhug i jødernes absolutte selvforståelse og identitet. Det er næsten som at bede jøderne om ikke at være jøder længere.

Kulturradikalismen spøger

Alligevel ved disse føromtalte debattører bedre. De ved nok, hvad der er bedst for barnet. Det er nemlig et “frigjort individ”, der ikke skal underlægges sine forældres værdier eller skikke. Næsten 4000 års tradition affejes med ”barnet har ret til selv at bestemme”.  Der ligger en skjult arrogance bag en sådan holdning. Man har ladet et par årtiers misforståede religionskritiske tankestrømme trumfe alle andre hensyn. Nu indtager man rollen som overdommer uden et gran af ydmyghed.

Men hvorfor denne indædte modstand mod dette ældgamle og betydningsfulde ritual?

Fordi modstanden er udtryk for kulturradikalisme. Et tankegods der på godt og ondt er blevet en uløselig del af den danske folkeånd. Heri gemmer sig den forestilling, at mennesket skal frigøres (uanset om det vil eller ej). Intet bånd må binde eller knytte nogen fra fødslen, særligt ikke de trosmæssige af slagsen. Det er naturligvis en ganske naiv tankegang, at det er muligt at give et barn en ren tavle at starte sit liv med. Det er utopi! Vi formes, om vi vil det eller ej, af vores ophav.

Tankegangen fører til visse utrolige konklusioner. F.eks. at en trosmæssig praksis, som har foregået tusind år før, der overhovedet var et Danmark, nu pludselig skal gøres kriminel.

Uacceptable konsekvenser

Konsekvenserne af et forbud synes at være uacceptable. Risikoen, at jøderne i hengivenhed til deres overbevisning og kulturelle arv vil forsøge at omgå omstændighederne, er plausibel. Det kan munde ud i, at nogle forældre ville overveje illegal omskærelse under kummerlige vilkår. Andre vil måske tage børnene på forlænget weekend til Tel Aviv i Israel, imens andre måske slet og ret vil pakke tasken og forlade Danmark. Ingen af disse vilkår eller omstændigheder kan være Danmark til ære. Disse omstændigheder kan vi hverken byde eller være bekendt overfor vores jødiske medborgere.

Umiddelbart må man derfor håbe, at et forbud i lille Danmark ikke gør den store forskel på den lange bane. Det jødiske folks identitet og ritualer har eksisteret over tusind år længere end noget vestligt samfund, og denne kultur har vist sig mere modstandsdygtig end nogen anden, på trods af gentagne forfølgelser igennem verdenshistorien. Tænk om et lille kulturradikalt land mod nord, i al historieløshed, skulle vælge at forbyde jødernes vigtigste ritual for i desperation at skubbe individet ud i åndsmørket, et hul motiveret af misforstået frigørelsestækning. Det bliver forhåbentligt blot et pinligt komma i historien.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!